“Først strå, så aks«

Lignelsen om sædemanden fremkaldte mange spørgsmål blandt tilhørerne. Nogle af dem fik den forståelse, at Kristus ikke ville oprette et jordisk rige, og mange var forundrede og rådvilde. Kristus, der forstod deres forvirring, brugte da andre illustrationer, idet han stadig prøvede at aflede deres tanker fra håbet om et jordisk rige og vende dem mod Guds nåde og frelse for menneskene.KL 50.1

“Og han sagde: Med Guds rige er det ligesom med en mand, der har tilsået sin jord og sover og står op, nat og dag, og sæden spirer og bliver høj, han ved ej selv hvorledes. Af sig selv giver jorden frugt, først strå, så aks og så fuld kærne i akset. Men når frugten er tjenlig, tager han straks seglen frem; thi høsten er inde.”KL 50.2

Den husbond, der straks tager seglen frem, fordi høsten er inde, kan ikke være nogen anden end Kristus. Det er ham, der på den sidste store dag vil høste jordens høst. Men sædemanden fremstiller dem, der arbejder i Kristi sted. Der står om sæden, at den “spirer og bliver høj, han ved ej hvorledes”, men dette passer ikke på Guds Søn. Kristus sover ikke på sin post, men han våger over sine børn dag og nat. Han er ikke uvidende om, hvorledes sæden vokserKL 50.3

Lignelsen om sæden fortæller os, at Gud udfører sin gerning i naturen. I selve sædekornet findes der spirekraft, en kraft, som Gud selv har nedlagt i det, men hvis sædekornet blev overladt til sig selv ville det alligevel ikke kunne vokse op. Mennesket må udføre sin del for at fremme kornets vækst. Han må pløje og gøde jorden og så sæden. Han må dyrke markerne. Men udover det kan han intet gøre. Ingen kraft eller visdom, som mennesket er i besiddelse af, kan få en levende plante til at spire frem af sædekornet. Selv om mennesket anstrenger sig til det yderste, er han dog afhængig af ham, hvis almægtige kraft på underfuld måde står i forbindelse med såning og høst.KL 51.1

Der er liv i sædekornet, der er kraft i jordbunden; men hvis ikke en guddommelig magt virker dag og nat, vil sæden ikke give noget udbytte. Regnen må falde for at væde de tørre marker solen må give sin varme, der må ledes elektricitet ned til det skjulte frø. Det liv, som Skaberen har nedlagt i planten, kan han alene fremkalde. Det er ved Guds kraft, at ethvert frø spirer og enhver plante udvikles.KL 51.2

Thi som spiren gror af jorden, som sæd spirer frem i en have, så lader den Herre Herren retfærd gro og lovsang for al folkenes øjne.” Ligesom det forholder sig med såningen på marken, er det også i åndelig henseende. Den, som underviser i Bibelens sandheder må søge at berede hjertets jordbund, han må så sæden; men den kraft, der alene kan frembringe liv, kommer fra Gud. Der er en grænse, som menneskers anstrengelser ikke kan overskride. Vi skal nok prædike ordet, men vi kan ikke meddele den kraft, som vil levendegøre , vort åndelige liv og få retfærdighed og lovsang til at vokse frem. Når ordet forkyndes, må der være en kraft, som er større end menneskets. Det er kun Helligånden, der kan gøre ordet kraftigt og levende, så det forvandler sind og tanke og gør mennesket rede til det evige liv. Det var denne lærdom, Kristus søgte at få sine disciple til at forstå. Han lærte, at der var intet, som de ejede i sig selv, der kunne give dem fremgang i deres arbejde, men at det var Guds vidunderlige kraft, som virkede gennem hans eget ord.KL 51.3

Sædemandens gerning er en troens gerning. Han kan ikke forstå hemmeligheden ved sædens spiren og vækst. Men han har tillid til de midler Gud benytter til at få planterne til at vokse og trives. Når han kaster sæden i jorden, kunne det se ud, som om han spildte det kostbare korn, der kunne give ham brød til hans familie. Men han giver kun afkald på et nuværende gode for at få endnu mere igen senere. Han udstrør sæden, idet han venter at få den igen mange fold i en rig høst. Det er på denne måde, Kristi tjenere skal arbejde og vente på en høst af sæden, de udsårKL 52.1

Den gode sæd ligger måske en tid lang ubemærket i et koldt, egenkærligt, verdsligt hjerte, tilsyneladende uden at have spiret, men senere, når Guds Ånd taler til det, vokser den skjulte sæd op og bærer til sidst frugt til Guds ære. I vor gerning her i livet ved vi ikke, om dette eller hint skal lykkes. Det er heller ikke et spørgsmål, som vi skal afgøre. Vi skal udføre vort arbejde og overlade udfaldet til Gud. “Så din sæd ved gry og lad hånden ej hvile ved kvæld.” I Guds store pagt med menneskene siges der: “Herefter skal, så længe jorden står sæd og høst, ..... ikke ophøre.” Det er i tillid til dette løfte, at landmanden pløjer og sår Vi skal ikke arbejde mindre tillidsfulde med den åndelige såning, men stole på hans forvisning: “Så skal det gå med mit ord, det, som går ud af min mund: det skal ej vende tomt tilbage, men udføre, hvad mig behager og fuldbyrde hvervet, jeg gav det.” “De går deres gang med gråd, når de udstrør sæden, med frydesang kommer de hjem, bærende deres neg.”KL 53.1

Sædens spiring fremstiller begyndelsen til åndeligt liv, og plantens udvikling er et smukt billede på kristenlivets vækst. Det er med nåden, som det er i naturen: der kan ikke være liv uden vækst. Planten må enten vokse eller dø. Ligesom planten hele tiden vokser stille, uden at man lægger mærke til det, foregår også udviklingen i kristenlivet. Vort liv kan være fuldkomment på hvert trin i udviklingen, men hvis Guds hensigt med os skal opfyldes, må vi stadig gøre fremgang. Helliggørelsen varer hele livet. Efterhånden som vi får flere anledninger, vil vi høste erfaringer og forøge vore kundskaber Vi vil få styrke til at bære ansvar og vi vil modnes i forhold til de forrettigheder vi nyderKL 53.2

Planten vokser ved at opsuge den næring, som Gud har tilvejebragt. Den sender rødderne ned i jorden. Solen skinner på den, og den forfriskes af duggen og regnen. Den modtager luftens livgivende stoffer. Således skal den kristne også vokse i samarbejde med Gud. Idet vi indser vor hjælpeløshed, skal vi benytte alle de anledninger der gives os, til at få en dybere erfaring. Ligesom planten fæster rødder i jorden, skal vi rodfæstes i Kristus. Ligesom planten får solskin, dug og regn, skal vi modtage Helligånden i vore hjerter, Væksten i kristenlivet vil ske “ikke ved magt og ikke ved styrke, men ved min Ånd, siger Hærskarers Herre”. Hvis vi forlader os på Kristus, vil han komme til os “som regn, som vårregn, der væder jorden”. Han vil opgå for os som retfærds sol “med lægedom under sine vinger”. Vi skal “blomstre som liljen”. Vi skal “skyde som en vinstok”. Ved stadigt at forlade os på Kristus som vor personlige frelser vil vi “i et og alt vokse op til ham, som er hovedet”.KL 54.1

Hveden udvikler “først strå, så aks og så fuld kærne i akset”. Landmandens hensigt med at så sæden og dyrke markerne er at avle korn. Han ønsker at skaffe brød til de sultne og sædekorn til næste års avl. Den himmelske sædemand venter også en høst som belønning for sit arbejde og sin opofrelse. Kristus søger at genoprette sit eget billede i menneskenes hjerter og han gør det gennem dem, som tror på ham. Formålet med kristenlivet er at bære frugt, at genoprette Kristi karakter i de troende, så at den ved dem kan genoprettes i andre. Det er ikke for sin egen skyld, at planten spirer vokser og bærer frugt, men for at give “sæd til at så og brød til at spise”. Således skal mennesket heller ikke leve for sig selv alene. Den kristne er her i verden for at repræsentere Kristus og lede andre til frelsen,KL 55.1

Den, der er optaget af sig selv, kan ikke vokse og bære frugt. Hvis du har taget imod Kristus som din personlige frelser må du glemme dig selv og prøve at hjælpe andre. Tal om Kristi kærlighed og fortæl andre om, hvor god han er Udfør enhver gerning, som du bliver stillet over for, Hav en byrde for dine medmennesker og gør alt, hvad der står i din magt, for at søge at frelse dem. Eftersom du tager imod Kristi Ånd, den ånd, der viser sig i uegennyttig kærlighed og tjeneste for andre vil du vokse og bære frugt. Åndens frugter vil modnes i dit liv. Din tro vil vokse, din overbevisning blive dybere og din kærlighed fuldkommen. Kristi billede vil genspejles mere og mere i dig i alt, hvad der er rent, ædelt og smukt.KL 55.2

“Men Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, langmodighed, mildhed, godhed, trofasthed, sagtmodighed, afholdenhed.” Denne frugt kan aldrig forgå, men vil modnes til en høst til evigt liv.KL 56.1

“Når frugten er tjenlig, tager han straks seglen frem; thi høsten er inde.” Kristus venter med længsel efter at se sit billede åbenbaret i sin menighed. Når Kristi karakter genspejles i al sin fuldkommenhed i hans folk, vil han komme for at tage dem til sig.KL 56.2

Det er ikke blot enhver kristens forret at vente på Guds dags komme, men også at fremskynde den. Hvor hurtigt ville ikke hele verden blive tilsået med evangeliets sæd, hvis alle, der bekender sig til at tro på hans navn, ville bære frugt til hans ære. Den sidste store høst ville hurtigt modnes, og Kristus ville komme for at indsamle det dyrebare korn.KL 56.3