Loading...
Larger font
Smaller font
Copy
Print
Contents
  • Results
  • Related
  • Featured
No results found for: "".
  • Weighted Relevancy
  • Content Sequence
  • Relevancy
  • Earliest First
  • Latest First
    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents

    Fortabt, men fundet igen

    Lignelserne om det mistede får den tabte sølvmønt og den fortabte søn fortæller klart og tydeligt om Guds medlidende kærlighed til dem, der vandrer bort fra ham. Skønt de har vendt sig bort fra Gud, overlader han dem ikke til deres elendighed. Han er opfyldt af kærlighed og medlidenhed overfor alle, der er udsat for den listige fjendes fristelser.KL 198.1

    I lignelsen om den fortabte søn vises, hvorledes Herren tager sig af dem, der engang har kendt Faderens kærlighed, men som har tilladt Fristeren at føre dem som fangne, hvorhen han vil.KL 198.2

    “Der var en mand, som havde to sønner Den yngste af dem sagde til faderen: Fader! giv mig den del af formuen, som tilkommer mig. Så skiftede han ejendommen imellem dem. Og ikke mange dage derefter samlede den yngste alt sit og rejste langt bort til et fremmed land.”KL 198.3

    Denne yngste søn var blevet træt af hjemmets bånd. Han mente, at hans frihed var begrænset. Hans faders kærlighed og omsorg for ham blev mistydet, og han besluttede at gå sine egne veje.KL 198.4

    Den unge mand erkender ikke, at han har nogen forpligtelser over for sin fader og han viser ikke nogen taknemmelighed, men alligevel gør han krav på et barns ret til at få del i sin faders ejendom. Den arv som ville tilfalde ham ved faderens død, ønsker han at få nu. Han har bestemt sig for at more sig og bekymrer sig ikke om fremtiden.KL 199.1

    Efter at have fået sin fædrenearv drager han langt bort til et fremmed land bort fra faderhuset. Med penge i overflod og frihed til at gøre, som han vil, smigrer han sig med, at hans største ønske er blevet opfyldt. Der er ingen, som siger: “Gør ikke dette, for det vil skade dig,” eller: “Gør sådan, fordi det er rigtigt.” Dårlige kammerater hjælper ham at synke endnu dybere ned i synd, og han forøder “sin formue i et udsvævende liv”.KL 199.2

    Bibelen fortæller om mænd, der “påstod, at de var vise”, og så “blev de dårer” og på denne måde gik det den unge mand i lignelsen. Den rigdom, som han egenkærligt krævede af sin fader ødsler han bort på skøger Hans manddomskraft, livets gyldne år forstandsevnerne, ungdommens lyse syn på livet og åndslivets forhåbninger alt bliver ofret på lystens alterKL 199.3

    Der bliver hungersnød, han begynder at lide mangel, og han holder sig til en borger i landet, som sender ham ud på marken for at vogte svin. For en jøde var denne beskæftigelse den mest simple og vanærende. Den unge mand, der har pralet med sin frihed, finder nu, at han er slave. Han er i den værste trældom, han “holdes fast i syndens reb”. Verdens glimmer og tillokkelser som fortryllede ham, er nu borte. Han sidder på jorden i det øde land, hvor hungersnøden hersker uden andet selskab end svinene, og han er nødt til at mætte sig med de bønner som svinene æder Af de glade kammerater der flokkedes om ham i hans velmagtsdage, og som spiste og drak på hans bekostning, er der ikke en tilbage til at hjælpe ham. Hvor er nu hans tøjlesløse glæde? Han mente, at han var lykkelig, da han beroligede sin samvittighed og kvalte sine følelser; men nu, da pengene er brugt og sulten ikke stillet, da stoltheden har lidt nederlag og hans moral er svækket, da hans vilje er blevet svag og upålidelig og hans ædlere følelsesliv tilsyneladende er gået til grunde, er han den usleste af alle.KL 199.4

    Hvilket billede er det ikke af synderens tilstand! Skønt han er omgivet af beviserne på Guds kærlighed, er der intet, som han ønsker mere, end at skilles fra ham, idet han kun tænker på vellevned og syndige fornøjelser Ligesom den utaknemmelige søn kræver han de gode ting af Gud, som om det var hans ret. Han tager dem som en selvfølge og viser ingen taknemmelighed til gengæld derfor eller udfører nogen kærlighedsgerning. Ligesom Kain gik bort fra Guds nærværelse for at søge sig et hjem, ligesom den fortabte søn drog langt bort “til et fremmed land” søger syndere at finde glæde ved at glemme Gud.”KL 200.1

    Enhver der kun lever livet for sig selv, forspilder det, hvordan det så end leves. Enhver der forsøger at leve livet uden Gud, forspilder det. Han forøder de gyldne år forøder forstandsevnerne og ødelægger hjerte og sind og arbejder på at ødelægge sig selv fortid og evighed. Det menneske, der skiller sig fra Gud for at tjene sig selv, er mammons slave. Den forstand, som Gud skabte til at omgås engle, er blevet nedværdiget til at tjene de lavere lidenskaber Således vil det gå med den, der kun tjener sig selv.KL 201.1

    Hvis du har valgt at leve livet på den måde, ved du, at du giver penge ud for det, der ikke er brød, og arbejder for det, der ikke kan tilfredsstille dig. Der vil komme tider da du vil forstå din nedværdigelse. Når du er alene i et fremmed land, vil du føle din elendighed og råbe i fortvivlelse: “Jeg elendige menneske! hvem skal fri mig fra dette dødens legeme?” Der er en almengyldig sandhed i profetens ord: “Forbandet være den mand, som stoler på mennesker og som holder kød for sin arm, hvis hjerte viger fra Herren. Han bliver som ødemarkens ene og får ej lykke at se; han bor i glødende ørk, i saltland, hvor ingen fæster bo.”KL 201.2

    Gud “lader sin sol stå op både over onde og gode og lader det regne både over retfærdige og uretfærdige” men menneskene har magt til at udelukke solskin og regn. Medens Retfærds Sol skinner og nådens regn falder rigeligt til os alle, kan vi ved at adskille os fra Gud alligevel bo i glødende ørk.KL 201.3

    Guds kærlighed længes stadig efter den, der har valgt at skilles fra ham, og han finder midler til at påvirke ham og bringe ham tilbage til faderhuset. I sin ynkelige tilstand gik den fortabte søn “i sig selv”. Den fortryllelse som Satan havde udøvet over ham, blev brudt. Han indså, at hans lidelser var et resultat af hans egen dårskab, og han sagde: “Hvor mange daglejere hjemme hos min fader har ikke fuldt op af mad? og her er jeg ved at sulte ihjel. Jeg vil stå op og gå til min fader” Så elendig, som han var fandt han dog håb i forvisningen om sin faders kærlighed. Det var denne kærlighed, der drog ham mod hjemmet. Således er det også visheden om Guds kærlighed, der tvinger synderen til at vende tilbage til Gud. “Guds godhed leder til omvendelse.” Guds kærlighed, barmhjertighed og nåde lægges som en gylden lænke omkring hver synder der er i fare. Herren siger: “Jeg elsked dig med evig kærlighed, drog dig derfor i nåde.”KL 202.1

    Sønnen beslutter sig til at bekende sin skyld. Han vil gå til sin fader og sige: “Jeg har syndet imod Himmelen og overfor dig, jeg er ikke længer værd at kaldes din søn.” Men idet han viser hvor ringe forståelse han har af sin faders kærlighed, tilføjer han: “Lad mig gå som en af dine daglejere.”KL 202.2

    Den unge mand vender ryggen til svinene og bønnerne og begiver sig på vej hjem. Rystende af afkræftelse og udmattet af sult går han ivrigt mod hjemmet. Han har ingen kappe til at dække over sine pjalter men hans lidelser har overvundet hans stolthed, og han skynder sig fremad for at bede om en tjeners plads der hvor han engang var søn.KL 203.1

    Den glade, tankeløse unge mand, der gik ud af sin faders port, drømte ikke om den smerte og længsel, som han efterlod hos faderen. Når han dansede og festede med sine kammerater tænkte han ikke meget på den skygge, der var faldet over hans hjem, og medens han nu går hjemad med trætte og ømme fødder ved han ikke at der er en, som står og ser efter om han kommer tilbage. Men medens han endnu er “langt borte”, genkender faderen hans skikkelse. Kærlighed er skarpsynet. Ikke engang fornedrelsen, som de mange år levet i synd har medført, kan skjule sønnen for faderens blik. Han ynkedes inderligt og kom løbende og faldt ham om halsen” og omfavnede ham længe.KL 203.2

    Faderen vil ikke tillade noget hånligt blik at foragte sønnens elendighed og pjalter Han tager den store, kostbare kappe fra sine skuldre og svøber den om sønnens udtærede skikkelse, og den unge mand bekender grædende sin skyld, idet han siger: “Fader! jeg har syndet imod Himmelen og over for dig, jeg er ikke længer værd at kaldes din søn. “Faderen holder ham tæt ind til sig og fører ham hjem. Han får ikke lejlighed til at bede om en daglejers plads. Han er en søn, som skal æres med det bedste, huset formår og som de ventende mænd og kvinder skal respektere og betjene.KL 203.3

    “Faderen sagde til sine tjenere: Skynd jer at komme med den bedste klædning og giv ham den på og sæt en ring på hans hånd og giv ham sko på fødderne; og hent fedekalven og slagt den, og lad os spise og være glade! Thi min søn var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er fundet igen. Og de begyndte at være glade.”KL 204.1

    I sin rastløse ungdomstid regnede den fortabte søn sin fader for at være streng og hård. Hvor forskellig var ikke hans mening om ham nu! Således mener også de, der er bedraget af Satan, at Gud er hård og streng. De betragter ham som en, der iagttager dem for at anklage og fordømme dem, og som er uvillig til at tage imod synderen, så længe der er en gyldig grund til ikke at hjælpe ham. Hans lov betragter de som en hindring for menneskenes lykke, et tungt åg, som de gerne vil være fri for Men den, der har fået øjnene op for Kristi kærlighed, vil se, at Gud er rig på medlidenhed. Han synes da ikke at være en ubarmhjertig tyran, men en fader der længes efter at tage sin angergivne søn i sin favn. Synderen vil udbryde ligesom salmisten: “Som en fader forbarmer sig over sine børn, forbarmer Herren sig over dem, der frygter ham.”KL 204.2

    I lignelsen lyder der ingen hån og bebrejdelser mod den fortabte søn for hans dårlige liv. Sønnen føler at fortiden er tilgivet og glemt, den er udslettet for bestandig. Således siger Gud til synderen: “Jeg sletter som tåge din misgerning og som en sky dine synder” “Jeg tilgiver deres brøde og kommer ikke mer deres synd i hu.” “Den gudløse forlade sin vej, urettens mand sin et anker og vende sig til Herren, at han må forbarme sig, til vor Gud, thi han er rund til at forlade.” “l hine dage og til hin tid, lyder det fra Herren, skal man søge efter Israels brøde og den er der ikke, efter Judas synder og de findes ikke.”KL 205.1

    Hvilken forsikring er der ikke her om Guds villighed til at tage imod den angrende synder! Har du valgt at gå din egen vej? Er du vandret langt bort fra Gud? Har du forsøgt at nyde overtrædelsens frugter og fundet, at de bliver beske i din mund? Og sidder du nu ene og forladt, efter at din formue er opbrugt, din plan for livet krydset og der ikke mere er noget håb? Da vil den stemme, som længe har talt til dit hjerte, men som du ikke ville lytte til, sige tydeligt og klart til dig: “Op, ryk ud! Thi her kan I ikke bo for den urenheds skyld, som volder svar fordærv.” Vend tilbage til din Faders hus. Han indbyder dig og siger: “Vend om til mig, thi jeg genløser dig!”KL 205.2

    Lyt ikke til fjendens forslag om at holde dig borte fra Kristus, indtil du har forbedret dig, indtil du er god nok til at kommet til Gud. Hvis du venter indtil da, vil du aldrig komme. Når Satan peger på dine snavsede klæder skal du gentage Jesu løfte: “Den, som kommer til mig, vil jeg aldrig støde bort.” Fortæl fjenden, at Jesu Kristi blod renser fra al synd. Gør Davids bøn til din: “Rens mig for synd med ysop, tvæt mig hvidere end sne.”KL 206.1

    Stå op og gå til din Fader Han vil møde dig langt borte. Hvis du blot tager ét skridt mod ham i anger vil han skynde sig at omslutte dig med sine kærlige arme. Hans øre er åbent for den sønderknustes råb. Den allerførste gang dit hjerte længes efter Gud, ved han det. Der opsendes aldrig så stammende en bøn, der fældes aldrig så hemmelig en tåre, der næres aldrig så svag en længsel efter Gud, at ikke Guds Ånd går den i møde. Selv før bønnen bliver udtalt, eller hjertets længsel kommer til udtryk, vil Kristi nåde samarbejde med Helligånden, der virker på menneskehjertet.KL 206.2

    Din himmelske Fader vil tage de klæder fra dig, som er blevet besmittet af synd. I den smukke profeti hos Zakarias forestiller ypperstepræsten Josua, der står iklædt snavsede klæder foran Herrens engel, en synder Og Herren siger: “Tag de snavsede klæder af ham!” Og til ham sagde han “Se, jeg har taget din skyld fra dig, og du skal have højtidsklæder på. Og de satte et rent hovedbind på hans hoved og gav ham rene klæder på.” Ja, således vil Gud klæde dig i “frelsens klæder” og dække dig med “retfærds kappe”KL 206.3

    Han vil føre dig ind i sin festsal, og mærket over dig skal være kærlighed. “Hvis du vandrer på mine veje,” siger han, vil jeg give “dig gang og sæde blandt dem, som står her,” ja, blandt de hellige engle, som omgiver hans trone.KL 207.1

    “Som brudgom glædes ved brud, så din Gud ved dig.” “I dig er Herren din Gud, en helt, som frelser Han glæder sig over dig med fryd, han tier i sin kærlighed, han fryder sig over dig med jubel.” Og Himmelen og jorden forener sig med Faderen i fryderåbet: “Thi min søn her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er fundet igen.”KL 207.2

    Indtil nu har der ikke været nogen mislyd i Frelserens lignelse, der kunne ødelægge freden og glæden, men så bringer Kristus et andet træk frem i billedet. Da den fortabte søn kom hjem, var den ældste søn “ude på marken”. “Da han nu kom og nærmede sig huset, hørte han musik og dans. Så kaldte han en af karlene til sig og spurgte, hvad der var på færde. Han sagde til ham: Din broder er kommet, og din fader har slagtet fedekalven, fordi han har fået ham tilbage i god behold. Da blev han vred og ville ikke gå ind.” Denne ældre broder har ikke delt sin faders ængstelse og våget sammen med ham over den, der var fortabt. Derfor kan han heller ikke tage del i faderens glæde, da den bortrejste vender tilbage. Lyden af jubel og glæde vækker ikke nogen glæde i hans hjerte. Han spørger en tjener om årsagen til festligheden, og svaret vækker misundelse hos ham. Han vil ikke gå ind og byde sin fortabte broder velkommen hjem. Den gunst, der bliver vist mod broderen, betragter han som en fornærmelse mod sig selv.KL 207.3

    Da faderen kommer ud for at tale ham til rette, åbenbares hans stolte og onde karakter. Han taler om den lange tid, han har boet i sin faders hus uden at blive belønnet for sin tjeneste, og sammenligner det småligt med den gunst, der er blevet udvist mod den hjemvendte søn. Han gør det klart, at hans egen tjeneste har været en tjeners og ikke en søns. Når han burde have fundet glæde ved at kunne være i sin faders nærhed, har han ladet sine tanker beskæftige sig med det udbytte, han kunne få ved at leve et forsigtigt liv. Hans ord viser at det er af denne grund, han har nægtet sig syndens glæder Hvis nu denne broder skal være med til at dele faderens gaver anser den ældste broder sig for at være blevet forurettet. Han under ikke sin broder den velvilje, der vises ham. Han viser tydeligt, at hvis han havde været i faderens sted, ville han ikke have taget imod den fortabte. Han vil ikke engang anerkende ham som sin broder men taler bittert om ham som “denne din søn”.KL 208.1

    Alligevel taler faderen venligt til ham. “Mit barn!”siger han, du er altid hos mig, og alt mit er dit. Har du ikke haft den forret at, kunne være hos mig i alle disse år da din broder har levet som en hjemløs?KL 209.1

    Alt, hvad der kunne tjene til hans børns lykke, stod til deres rådighed. Sønnen burde ikke bekymre sig om gaver eller belønning. “Alt mit er dit.” Du behøver kun at tro, at jeg elsker dig og tage imod gaven, der gives dig frit.KL 209.2

    Den ene søn havde for en tid fjernet sig fra hjemmet uden at agte på faderens kærlighed. Men nu er han vendt tilbage, og glæden bortfejer enhver foruroligende tanke. “Din broder var død, men er blevet levende, og var fortabt, men er fundet igen.”KL 209.3

    Kom den ældste broder til at indse sit eget dårlige og utaknemmelige sindelag? Kom han til at forstå, at skønt hans broder havde båret sig forkert ad, var han dog stadig hans broder? Angrede den ældste broder sin misundelse og hårdhjertethed? Kristus sagde ikke noget om dette, for handlingen i lignelsen var ikke til ende, og det var hans tilhørere, der skulle bestemme, hvorledes udfaldet skulle blive.KL 209.4

    De forstokkede jøder på Kristi tid blev fremstillet gennem den ældste søn og også farisæerne, der findes til enhver tid, og som ser med foragt på de mennesker som de regner for toldere og syndere. Fordi de ikke selv er gået til yderligheder med hensyn til laster er de optaget af selvretfærdighed. Kristus mødte disse smålige kritikere på deres egen grund. De havde fået særlige forrettigheder af Gud ligesom den ældste søn i lignelsen. De hævdede, at de var sønner i Guds hus, men de havde lejesvendens sindelag. De arbejdede ikke af kærlighed, men i håb om at få belønning. Efter deres mening var Gud en hård herre. De så, at Kristus indbød toldere og syndere til at komme og modtage nåden frit, - den gave, som rabbinerne håbede at sikre sig ved egne gerninger og bodsøvelser - og de blev fortørnede. Den fortabtes hjemkomst, der fyldte Faderens hjerte med glæde, vakte kun misundelse hos dem.KL 209.5

    I lignelsen var faderens samtale med den ældste søn Guds kærlige henvendelse til farisæerne. Alt mit er dit, ikke som løn, men som en gave. Ligesom den fortabte søn kan du også kun modtage det som en uforskyldt gave fra den kærlige FaderKL 210.1

    Egenretfærdighed leder ikke alene mennesker til at give en fejlagtig fremstilling af Gud, men det gør dem kolde og kritiske over for deres brødre. Den ældste søn var i sin egenkærlighed og misundelse rede til at give agt på sin broder for at kunne kritisere alt, hvad han gjorde, og anklage ham for den mindste brist. Han lagde mærke til hver fejltagelse og fremhævede enhver forkert handling. På denne måde søgte han at retfærdiggøre sit eget utilgivende sindelag. Der er mange i dag, som gør det samme. Medens mennesker tager det første skridt i kampen mod fristelsernes rivende strømme, står de der hårde og egenrådige, og kritiserer og anklager De giver sig ud for at være Guds børn, men de udviser Satans ånd. På grund af disse anklageres indstilling over for deres brødre, står de der hvor Gud ikke kan lade sit ansigt lyse over dem.KL 210.2

    Mange spørger til stadighed: “Med hvad skal jeg møde Herren, bøje mig for højhedens Gud? Skal jeg møde ham med brændofre, møde med årgamle kalve? Har Herren behag i tusinder af vædre, titusinder af oliestrømme?” Men “det er sagt dig, o menneske, hvad der er godt, og hvad Herren kræver af dig: hvad andet end at øve ret, gerne vise kærlighed og vandre ydmygt med din Gud.”KL 211.1

    Dette er den gerning, som Herren har valgt: “At løse gudløshedens lænker at løsne ågets bånd, at slippe de kuede fri og sønderbryde hvert åg. ..... ej nægter at hjælpe dine landsmænd.” Når I ser jer selv som syndere, som kun er blevet frelst formedelst jeres himmelske Faders kærlighed, vil I have medfølelse med andre, der lider under synden. Du vil ikke længer møde den elendige og angrende med misundelse og kritik. Når egenkærlighedens is er smeltet bort i dit hjerte, vil du føle med Gud og tage del i hans glæde over at kunne frelse de fortabte.KL 211.2

    Det er sandt, at du regner dig for at være et Guds barn; men hvis det er sandt, er det “din broder” som “var død, men er blevet levende, og var fortabt, men er fundet igen”. Han er knyttet til dig med de ømmeste bånd, for Gud anerkender ham som en søn. Dersom du benægter dit slægtskab med ham, vi ser du, at du kun er en lejesvend i huset og ikke et barn i Guds familie.KL 212.1

    Selv om du ikke vil tage del i velkomsten til den fortabte, vil glæden vedvare, den genfundne vil finde sin plads ved Faderens side og i Faderens gerning. Den, der er blevet tilgivet meget, elsker meget. Men du vil være i mørket udenfor For “den, der ikke elsker kender ikke Gud, thi Gud er kærlighed”.KL 212.2

    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents