Loading...
Larger font
Smaller font
Copy
Print
Contents

Mod En Bedre Fremtid

 - Contents
  • Results
  • Related
  • Featured
No results found for: "".
  • Weighted Relevancy
  • Content Sequence
  • Relevancy
  • Earliest First
  • Latest First
    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents

    Kapitel 15—Bibelen og den franske revolution

    I det sekstende århundrede havde reformationen med fremlæggelsen af en åben biblel prøvet at vinde indpas i alle Europas lande. Nogle nationer hilste den velkommen som et sendebud fra himlen. I andre lande lykkedes det næsten pavedømmet at forhindre den i at trænge ind, og de opløftende virkninger af kendskab til Bibelen blev næsten helt lukket ude. I ét land blev lyset, skønt det fik indpas, ikke forstået af mørket. I århundreder kæmpede sandhed og vildfarelse om magten. Til sidst sejrede ondskaben, og himlens sandhed blev lukket ude. “Og dette er dommen, at lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket frem for lyset.”1Joh 3,19.Nationen blev overladt til at høste resultaterne af det valg, den havde foretaget. Påvirkningen fra Guds ånd blev fjernet fra et folk, som havde foragtet hans nåde. Ondskaben fik lov til at udfolde sig fuldt ud — og hele verden så resultatet af forsætlig afvisning af lyset.MBF 215.1

    Århundreders krig mod Bibelen i Frankrig kulminerede i revolutionen. Dette frygtelige oprør var ikke andet end et resultat af romerkirkens undertrykkelse af Den hellige Skrift (se noter). Det var den mest slående illustration, verden nogensinde har set, af resultatet af Roms politik — en illustration af de resultater, som den romerske kirkes lære havde haft kurs mod gennem mere end 1.000 år. Profeterne havde forudsagt, at Bibelen ville blive undertrykt i perioden med pavens overherredømme. Og Åbenbaringens Bog henviser til de frygtelige resultater, der ville hobe sig op og især ramme Frankrig som følge af “lovløshedens menneskes” herredømmeMBF 215.2

    Herrens engel sagde: “De skal nedtrampe den hellige by i toogfyrre måneder. Og jeg vil sætte mine to vidner til at profetere i tolv hundrede og tres dage, klædt i sæk. … Når de har fuldført deres vidnesbyrd, skal dyret, der stiger op af afgrunden, føre krig mod dem og sejre over dem og dræbe dem. Og deres lig skal ligge på gaden i den store by, hvis åndelige navn er Sodoma og Egypten, … Og de, der bor på jorden, skal glæde sig over det og juble og sende hinanden gaver; for disse to profeter havde været en plage for dem, der bor på jorden.”2Åb 11,2-11.MBF 216.1

    De perioder, som nævnes her — 42 måneder og 1.260 dage — er identiske og repræsenterer det tidsrum, da Kristi menighed skulle undertrykkes af romerkirken. De 1260 år, i hvilke paven havde magten, begynder i 538 og måtte derfor ende i 1798 (se noter). På det tidspunkt trængte en fransk hær ind i Rom og tog paven til fange, og han døde i landflygtighed. Skønt der snart efter blev valgt en ny pave, har det pavelige hierarki aldrig senere været i stand til at udøve sin tidligere magt.MBF 216.2

    Forfølgelsen af menigheden fortsatte ikke gennem alle de 1.260 år. Gud havde medlidenhed med menneskene og afkortede denne prøvelse. Da Jesus forudsagde den “store trængsel”, som menigheden ville blive udsat, for sagde han: “Hvis de dage ikke afkortedes, blev intet menneske frelst, men for de udvalgtes skyld vil de dage blive afkortet.”3Matt 24,22.På grund af reformationen blev forfølgelsen bragt til ophør før 1798.MBF 216.3

    Om de to vidner siger profeten: “Vidnerne er de to oliventræer og de to lysestager, som står foran jordens Herre.” Og Salomo siger: “Dine ord er en lygte for min fod, et lys på min sti.”4Åb 11,4; Sl 119,105.De to vidner repræsenterer skrifterne i Det Gamle og Det Nye Testamente. Begge er betydningsfulde vidnesbyrd om Guds lovs oprindelse og stadige gyldighed. Og begge er vidner om frelsesplanen. Det Gamle Testamentes symboler, ofre og profetier peger frem mod en kommende Frelser. Det Nye Testamentes evangelier og breve beretter om en Frelser, som kom på nøjagtig den måde, det var blevet forudsagt ved symboler og profetier.MBF 216.4

    “Jeg vil sætte mine to vidner til at profetere i tolv hundrede og tres dage, klædt i sæk.” I størstedelen af denne tid forblev Guds vidner i mørke. Pavemagten forsøgte at skjule Sandhedens Ord for folket og fremførte falske vidner, der modsagde sandheden (se noter). Da Bibelen blev forbudt af religiøse og verdslige myndigheder; da dens vidnesbyrd blev forvansket, og der blev gjort alle tænkelige forsøg, som mennesker og dæmoner kunne opfinde, på at lede folkets interesse bort fra den; da de, der vovede at forkynde dens hellige sandheder, blev forfulgt, pint og dræbt for deres tros skyld — eller tvunget til at flygte op i bjergene eller til huler og grotter i jorden, da profeterede de trofaste vidner klædt i sæk. Alligevel fortsatte deres vidnesbyrd gennem alle de 1260 år. Men selv i de mørkeste tider fandtes der fromme mænd, som elskede Guds ord og vågede over hans ære. Disse trofaste tjenere gav Gud visdom, kraft og myndighed til at forkynde hans sandhed i al den tid.MBF 217.1

    “Hvis nogen vil gøre dem fortræd, står der ild ud af deres mund og fortærer deres fjender; hvis nogen vil gøre dem fortræd, er det sådan, han skal dræbes.”5Åb 11,5.Mennesker kan ikke ustraffet trampe på Guds ord. Betydningen af denne frygtelige fordømmelse er anført i Åbenbaringens sidste kapitel: “Jeg vidner for enhver, der hører profetordene i denne bog: Føjer nogen noget til dem, vil Gud tilføje ham de plager, der er skrevet om i denne bog, og trækker nogen noget fra ordene i denne profetiske bog, vil Gud fratage ham hans del i livets træ og i den hellige by, som der er skrevet om i denne bog.”6Åb 22,18-19.MBF 217.2

    Sådanne advarsler har Gud givet for at bevare mennesker fra på nogen måde at forandre det, han har åbenbaret eller befalet. Disse højtidelige advarsler er rettet mod alle, som i kraft af deres indflydelse forleder mennesker til at ringeagte Guds lov. De burde få dem, der letsindigt erklærer, at det er ligegyldigt, om vi adlyder Guds lov eller ej, til at skælve af frygt. Alle, der sætter deres egne meninger højere end guddommelige åbenbaringer, alle, der prøver på at forandre Bibelens tydelige mening til deres egen behagelighed eller for at være i overensstemmelse med verden, påtager sig et frygteligt ansvar. Det skrevne ord, Guds lov, måler ethvert menneskes karakter og fordømmer alle, som ved denne ufejlbarlige prøve erklæres for mangelfuld.MBF 217.3

    “Når de har fuldført deres vidnesbyrd.” Den periode, hvor de to vidner skulle profetere klædt i sæk, endte i 1798. Da de var ved at afslutte deres arbejde i mørke, skulle der føres krig imod dem af den magt, der omtales som “dyret, der stiger op afgrunden”. I mange europæiske lande havde kirkens og statens magthavere i århundreder været ledet af Satan med Romerkirken som mellemmand. Men her ser vi en ny tilkendegivelse af satanisk magt.MBF 217.4

    Det havde været Romerkirkens politik under påskud af ærefrygt for Bibelen at holde den på et ukendt sprog og således utilgængelig for folket. Under pavedømmets regime profeterede vidnerne “klædt i sæk”. Men en anden magt — dyret fra afgrunden — skulle stige op for at føre åbenlys krig mod Guds ord.MBF 218.1

    Den “store by”, i hvis gader vidnerne blev dræbt, og hvor deres døde kroppe lå, er “i åndelig forstand” Egypten. Af alle de nationer, som Bibelen omtaler, var Egypten den, der dristigst fornægtede den levende Guds eksistens og mest hårdnakket satte sig op imod hans bud. Ingen hersker vovede et så åbenlyst oprør mod himlens myndighed som Egyptens konge. Da budskabet blev bragt Farao af Moses i Herrens navn, svarede han stolt: “Hvem er Herren, som jeg skulle adlyde så jeg lod israelitterne gå? Jeg kender ikke Herren, og jeg vil ikke lade israelitterne gå!”72 Mos 5,2.Dette er ateisme, og den nation, hvis åndelige navn er Egypten, ville på lignende måde i vantro og trods fornægte den levende Guds krav. Den “store stad” sammenlignes også “åndeligt” med Sodoma. Fordærvelsen i Sodoma, som var et brud på Guds lov, manifesterede sig især som usædelighed. Denne synd skulle også være et fremherskende træk i den nation, som skulle svare til beskrivelserne i dette skriftsted.MBF 218.2

    Ifølge profetien skulle en magt af satanisk oprindelse kort før året 1798 rejse sig og føre krig mod Bibelen — og det land, hvor Guds to vidner skulle blive bragt til tavshed, skulle være præget af Faraos ateisme og Sodomas usædelighed.MBF 218.3

    Denne profeti er på den mest slående måde blevet opfyldt i Frankrig. Under revolutionen i 1793 “hørte verden for første gang en forsamling af mænd, der var født og opvokset i et civiliseret land og påtog sig at regere en af Europas mest fremragende nationer, forene deres stemmer for at fornægte den højtideligste sandhed, menneskesjælen modtager, og enstemmigt forkaste troen på og dyrkelsen af en guddom.”8Sir Walter Scott: Life of Napoleon Bonaparte, bind 1, kap. 17 (ed. 1854).MBF 218.4

    “Frankrig er det eneste land i verden, om hvilket der foreligger det autentiske vidnesbyrd, at det som en nation løftede sin hånd i åbent oprør mod universets Skaber. Der har været og vil stadig være mange gudsbespottere og vantro i England, Tyskland, Spanien og andre lande, men Frankrig indtager en særstilling i verdenshistorien som den eneste stat, der efter den lovgivende forsamlings påbud erklærede, at der ikke fandtes nogen Gud, og hvis hele befolkning i hovedstaden og et stort flertal uden for denne, kvinder såvel som mænd, dansede og sang af glæde over at modtage denne erklæring.”9Blackwood’s Magazine, nov. 1870.MBF 218.5

    Også det kendetegn, som tidligere havde været typisk for Sodoma, passede på Frankrig. Under revolutionen var der en moralsk fordærvelse, som kunne måle sig med den, der bragte ødelæggelse over Sodoma og de omliggende byer. Også historikerne omtaler Frankrigs ateisme og usædelighed som beskrevet i profetien: “Nært knyttet til disse love om religionen var den lov, som reducerede ægteskabet — den helligste forpligtelse mennesker kan påtage sig, og hvis varighed sikrest fører til stabilitet i samfundet — til en kortvarig borgerlig kontrakt, som to mennesker kunne indgå og ophæve efter forgodtbefindende. … Hvis djævle havde forsøgt at finde det bedste middel til at tilintetgøre alt, hvad der er smukt og varigt i hjemlivet og samtidig sikre, at den fortræd, de ville gøre, skulle overføres fra det ene slægtled til det andet, kunne de ikke have udtænkt en bedre plan end denne fornedrelse af ægteskabet. … Sophie Arnould, som var berømt for sit vid, beskrev det republikanske ægteskab som ‘utroskabens sakramente.’ ”10Scott: bind 1, kap. 17.MBF 219.1

    “Hvor også deres Herre blev korsfæstet.” Denne del af profetien blev også opfyldt i Frankrig. I intet andet land havde fjendskabet mod Kristus vist sig mere tydeligt. Under den forfølgelse, som Frankrig havde iværksat mod evangeliets forkyndere, blev Kristus korsfæstet i sine disciples skikkelse.MBF 219.2

    I århundreder var de helliges blod blevet udgydt. Mens valdenserne døde på Piemontes bjerge som vidner om “Guds ord og Jesu Kristi vidnesbyrd,” havde Frankrigs albigensere aflagt et lignende vidnesbyrd om sandheden. Under reformationen var de blevet dræbt under frygtelige pinsler. Konger og adelige, kvinder af fornem byrd, nationens fornemste havde frydet sig over martyrernes lidelser. De tapre huguenotter, der kæmpede for de rettigheder, som menneskehjertet værdsætter højest, havde udgydt deres blod på mange slagmarker, protestanterne blev betragtet som fredløse, der blev sat en pris på deres hoved, og de blev jaget som vilde dyr.MBF 219.3

    “Menigheden i ørkenen,” de få efterkommere af de tidligere kristne, som stadig boede i Frankrig i det attende århundrede og skjulte sig i de sydlige bjerge, holdt stadig fast ved deres fædres tro. Hvis de vovede ved nattetid at mødes på en bjergside eller en ensom hede, blev de jaget af dragoner og slæbt bort til et livsvarigt slaveri i galejerne. De ædleste og mest intelligente franskmænd blev lagt i lænker og torteret sammen med røvere og mordere.11Se J.A. Wylie: History of Protestantism, bog 22, kap. 6.11 Andre fik en mere barmhjertig behandling, idet de koldblodigt blev skudt, når de ubevæbnede og hjælpeløse faldt på knæ for at bede. Hundreder af gamle mænd, forsvarsløse kvinder og uskyldige børn blev efterladt døde på mødestederne. Den, som rejste gennem de bjergegne og skove, hvor de plejede at mødes, kunne ofte finde “grønsværen plettet af lig for hvert fjerde skridt, og døde kroppe hængende i træerne.” Deres land, der var lagt øde af sværdet, øksen og bålet, var forvandlet til et stort, skummelt vildnis. “Disse grusomheder blev ikke begået i en uoplyst tid, men i Ludvig XIV strålende epoke. Videnskaben var nået langt, litteraturen blomstrede, teologerne ved hoffet var lærde og veltalende mænd, der foregav at være ydmyge og næstekærlige. ”12Wylie, bog 22, kap. 7.MBF 219.4

    Den frygteligste forbrydelse, den mest djævelske gerning i alle disse rædselsfulde århundreder, var Bartholomæusnatten. Verden mindes endnu med gru dette feje, grusomme overfald. Ansporet af det katolske præsteskab gav Frankrigs konge tilladelse til denne udåd. En klokke, som begyndte at ringe midt om natten gav tegn til blodbadets begyndelse. Tusinder af protestanter, som i tillid til kongens æresord sov fredeligt i deres senge, blev uden varsel slæbt bort og myrdet med koldt blod.MBF 220.1

    Ligesom Kristus var sit folks usynlige fører på vejen fra den egyptiske trældom, var Satan den usynlige fører i denne udåd, som mangfoldiggjorde antallet af martyrer. I Paris fortsatte blodbadet i syv dage. De første tre var præget af en ufattelig vildskab. Og det var ikke indskrænket til selve byen. På kongens udtrykkelige befaling blev det udvidet til at omfatte alle de provinser og byer, hvor der fandtes protestanter. Der blev ikke taget hensyn til alder eller køn. Hverken den uskyldige nyfødte eller den grånende olding blev skånet. Adelsmænd og bønder, unge og gamle, mødre og børn blev hugget ned. I to måneder fortsatte slagteriet. 70.000 af nationens ædleste mennesker omkom. “Da nyheden om blodbadet nåede Rom, kendte gejstlighedens begejstring ingen grænser. Kardinalen af Lorraine belønnede budbringeren med tusind dukater; Sankt Angelos kanoner dundrede en glædessalut; allekirkeklokker kimede; festbål forvandlede natten til dag; og Gregor XIII gik ledsaget af alle sine kardinaler og andre kirkefyrster i procession til Sankt Ludvigs kirke, hvor kardinalen af Lorraine messede et Te Deum. … Der blev slået en medalje til minde om blodbadet, og i Vatikanet kan man stadig se tre kalkmalerier af Vasari, der beskriver angrebet på admiralen, kongen i rådet, der planlægger udåden og selve blodbadet. Pave Gregor sendte kong Karl Den gyldne Rose, og fire måneder efter blodbadet … lyttede kongen selvtilfreds til en fransk præsts prædiken om den lykkelige og glædelige dag, da den hellige fader modtog nyheden og gik i højtidelig procession for at takke Gud og Sankt Ludvig.”13Henry White: The Massacre of St. Bartholomew, kap. 14, par. 34 (ed. 1871).MBF 220.2

    Den mesterhjerne, som arrangerede Bartholomæusnatten, førte også an i begivenhederne ved revolutionen. Jesus Kristus blev erklæret for forræder, og de vantro franskmænds kampråb lød: “Knus niddingen!” De mente Kristus. Himmelråbende gudsbespottelse og afskyelig ondskab gik hånd i hånd. De mest grusomme og lastefulde mennesker indtog de højeste stillinger. Alt dette var en hyldest til Satan, mens Kristus i sin karakteristik som sandhed, renhed og uselvisk kærlighed blev korsfæstet.MBF 221.1

    “Dyret, der stiger op af afgrunden, (skal) føre krig mod dem og sejre over dem og dræbe dem.” Den ateistiske magt, som regerede i Frankrig under rædselsherredømmet, førte virkelig en krig mod Gud, som verden aldrig havde set magen til. Nationalforsamlingen forbød gudstjenester. Bibler blev beslaglagt og offentligt brændt under udvisning af den største foragt. Guds lov blev trampet under fode. Bibelens forordninger blev afskaffet. Den ugentlige hviledag blev tilsidesat — i stedet blev hver tiende dag brugt til svir og gudsbespottelse. Dåb og nadver blev forbudt, og plakater, som var opslået ved indgangen til kirkegårdene forkyndte, at døden var en evig søvn.MBF 221.2

    Gudsfrygt, hed det sig, var langt fra kilden til visdom, tværtimod var den galskabs begyndelse. Al religiøs tilbedelse med undtagelse af tilbedelsen af friheden og fædrelandet blev forbudt. “Biskoppen af Paris spillede hovedrollen i den frækkeste og mest skandaløse farce, som nogen sinde er blevet opført for en nationalforsamling. … Han blev sat til i fuld procession at erklære over for konventet, at den religion, han havde forkyndt i mange år, i enhver henseende var opfundet af præster og hverken havde rod i historien eller i hellig sandhed. Han afsvor i højtidelige og klare udtryk eksistensen af den guddom, som han var blevet viet til at tjene — og viede sig til for fremtiden at hylde frihed, lighed, dyd og moral. Derefter lagde han tegnene på sin værdighed som biskop på bordet og blev broderligt omfavnet af konventets formand. Adskillige frafaldne præster fulgte denne prælats eksempel.”14Scott: bind 1, kap. 17.MBF 221.3

    “Og de, der bor på jorden, skal glæde sig over det og juble og sende hinanden gaver; for disse to profeter havde været til plage for dem.” Det vantro Frankrig havde bragt Guds to irettesættende vidner til tavshed. Sandhedens ord lå dødt på Frankrigs gader, og de, der hadede Guds lovs restriktioner, jublede. Mennesker trodsede åbenlyst himlens Konge. De råbte som svundne tiders syndere: “Hvordan skulle Gud få det at vide? Mon den Højeste har indsigt?”15Sl 73,11.MBF 221.4

    Med en næsten utrolig gudsbespottelig dristighed sagde en af den nye ordens præster: “Gud, hævn dit krænkede navn, hvis du eksisterer! Jeg udfordrer dig! Du forbliver tavs; du tør ikke slippe din torden løs. Hvem vil herefter tro på, at du er til?”16Lacretelle’s History, bind 11, s. 309; i Sir Archibald Alison’s History of Europe, bind 1, kap. 10.Disse ord lyder som et ekko af Faraos: “Hvem er Herren, som jeg skulle adlyde? … Jeg kender ikke Herren.”MBF 222.1

    “Tåberne siger ved sig selv: ‘Gud er ikke til!’” Herren siger om dem, der fordrejer sandheden: “Det skal blive klart for alle, hvor vanvittige de er.”17Sl 14,1; 2 Tim 3,9.MBF 222.2

    Kort efter at Frankrig var holdt op med at tilbede den levende Gud, nedlod det sig til vanærende afgudsdyrkelse ved at tilbede fornuftens gudinde i skikkelse af en ryggesløs kvinde. Og dette foregik i nationalforsamlingen i overværelse af landets højeste myndigheder! Historikeren fortæller: “En af denne sindssyge tids ceremonier er enestående med hensyn til meningsløshed og ugudelighed. Døren til konventet blev åbnet for et orkester, og med dette i spidsen gik byrådets medlemmer ind i højtidelig procession, mens de sang en hymne til frihedens pris. De medbragte en tilsløret kvinde, som de fremtidig skulle tilbede. De kaldte hende fornuftens gudinde. Da hun var kommet inden for skranken, blev hendes slør højtideligt fjernet, og hun blev anbragt ved formandens højre side. De fleste genkendte hende som en danserinde fra operaen. … Denne person var valgt som den bedste repræsentant for den fornuft, de tilbad, og blev offentligt hyldet af Frankrigs nationalkonvent.MBF 222.3

    Dette ugudelige og latterlige narrespil dannede mode. Fornuftens gudinde blev kåret og tilbedt overalt i Frankrig, hvor indbyggerne ønskede at vise, at de var på højde med revolutionen.”18Scott, bind 1, kap. 17.MBF 222.4

    En taler introducerede fornuftens tilbedelse med disse ord: “Lovgivere! Fanatismen har måttet vige for fornuften. Dens svage øjne kunne ikke tåle lysets klarhed. I dag har en mægtig forsamling samlet sig under disse gotiske hvælvinger, hvor sandheden for første gang høres. Her har det franske folk fejret den eneste sande tilbedelse — nemlig af friheden og fornuften. Her har vi udtalt vore ønsker om fremgang for republikkens hære. Her har vi erstattet ubesjælede afguder med fornuften, med dette besjælede billede, naturens vidunder.”19M.A. Thiers: History of the French Revolution, bind 2, ss. 370-371.MBF 222.5

    Da gudinden var blevet ført ind i konventet, tog taleren hende ved hånden, og idet han vendte sig mod forsamlingen sagde han: “Dødelige, hold op med at skælve for den magtesløse torden fra en Gud, som er skabt af jeres frygt. Anerkend fra nu af ingen anden gud end fornuften. Jeg viser jer dens ædleste og reneste billede. Hvis I ikke kan undvære afguder, bør I i hvert fald kun ofre til afguder som denne. … Knæl for Frihedens høje Senat, o fornuftens slør! Fornuftens slør!MBF 223.1

    Efter at præsidenten havde omfavnet gudinden, blev blev hun sat på en pragtfuld vogn og ledsaget af en uhyre menneskemængde kørt til domkirken, Notre Dame, for at indtage Guddommens plads. I kirken blev hun løftet op på højalteret for at modtage alle de tilstedeværendes hyldest.”20Alison, bind 1, kap. 10.MBF 223.2

    Ikke længe efter blev Bibelen brændt offentligt. En dag gik medlemmer af “La société populaire du Muséum” ind i byrådssalen under råbet “Vive la Raison!” (Leve fornuften!) De medbragte en stage med halvt forbrændte bønneog messebøger sammen med eksemplarer af Det Gamle og Nye Testamente, som “i et stort bål,” sagde museets formand, “har sonet alle de tåbeligheder, som de har fået menneskeheden til at begå.”21Journal of Paris, 1793, No. 318. Citeret i Buchez-Roux' Collection og Parliamentary History, bind 30, ss. 200-201.MBF 223.3

    Det var pavedømmet, der havde begyndt det arbejde, som ateismen fuldførte. Romerkirkens politik havde skabt de sociale, politiske og religiøse forhold, som hurtigt resulterede i Frankrigs undergang. Forfattere, der beskriver revolutionens rædsler, siger, at disse udskejelser må tilskrives tronen og kirken (se noter). Retfærdigvis bør de tilskrives kirken. Pavedømmet havde forgiftet kongernes sind mod reformationen og kaldt den en fjende af kronen og et uenighedens element, som ville være skæbnesvangert for nationens fred og harmoni. Det var romerkirkens ånd, som på denne måde inspirerede til de værste grusomheder og den mest hadefulde undertrykkelse, som udgik fra tronen.MBF 223.4

    Frihedens ånd kom med Bibelen. Overalt, hvor evangeliet blev modtaget, vågnede folkets sjæl. De begyndte at afkaste de lænker, der havde gjort dem til slaver af uvidenhed, laster og overtro. De begyndte at tænke og handle som mennesker. Fyrsterne så det og skælvede for deres enevoldsmagt.MBF 223.5

    Romerkirken tøvede ikke med at opflamme deres frygt. I 1525 sagde paven til Frankrigs regent: “Denne mani (protestantismen) vil ikke blot forvirre og tilintetgøre religionen, men også tilintetgøre al fyrstemagt, alle adelige, alle love og enhver rangstilling.”22G. de Félice: History of the Protestants of France, bog 1, kap. 2, par. 8.Få år senere sagde en pavelig nuntius advarende til kongen: “Herre konge, lad Dem ikke bedrage. Protestanterne vil omstøde enhver borgerlig og religiøs orden. … Tronen svæver i lige så stor fare som alteret. … Indførelse af en ny tro må nødvendigvis føre til dannelsen af en ny regering.”23J.H. Merle D'Aubigné: History of the Reformation in the Time of Calvin, bog 2, kap. 36.Og teologer appellerede til menigmands fordomme ved at erklære, at den protestantiske lære “forleder mennesker til noget nyt og tåbeligt; den berøver kongen undersåtternes kærlighed og lægger både kirke og stat i ruiner.” Således lykkedes det Rom at gøre Frankrig til reformationens modstander. “Det var for at bevare kongemagten, beskytte adelen og opretholde lovene, at forfølgelsens sværd først blev draget i Frankrig.”24Wylie, bog 13, kap. 4.MBF 223.6

    Landets herskere forudså ikke resultaterne af denne skæbnesvangre politik. Bibelens forkyndelse ville i folkets sind og hjerte have sået de retfærdighedens, afholdenhedens, sandhedens og næstekærlighedens principper, som er selve grundlaget for en nations fremgang. “Retfærdighed ophøjer et folk.” “Ved retfærdighed grundfæstes tronen.”25Ordsp 14,34; 16,12.“Retfærdighed skaber fred, retfærdighed bringer ro og tryghed til evig tid.”26Es 32,17.Den, der adlyder Guds lov, vil også respektere sit lands love. Den, som frygter Gud, vil ære kongen, når han udøver retfærdig og lovlig myndighed. Men det ulykkelige Frankrig forbød Bibelen og lyste dens disciple i band. I århundreder måtte principfaste og retsindige mænd med stor intelligens og høj moral, som havde mod til at vedkende sig deres overbevisning og tro, lide for sandheden, arbejde som slaver på galejerne, dø på bålet eller rådne op i fængsler. Tusinder og atter tusinder reddede sig ved flugt. Og dette fortsatte i 250 år efter reformationens begyndelse.MBF 224.1

    “I denne lange periode fandtes der næppe et slægtled af franskmænd, som ikke så evangeliets disciple flygte for forfølgerens ubændige raseri og medbringe den intelligens, kunstfærdighed, flid og orden, de som regel udmærkede sig ved — og som berigede de lande, hvor de fandt et fristed. I samme udstrækning som de gav andre lande disse gaver, blev deres eget land berøvet dem. Hvis de landflygtiges flid og dygtighed i disse tre hundrede år havde dyrket Frankrigs jord; hvis deres kunstneriske forstand havde forbedret Frankrigs varer; hvis deres skabende kraft og evne havde beriget Frankrigs litteratur og videnskab; hvis deres visdom havde været ledetråd for Frankrigs politik; hvis deres tapperhed havde udkæmpet Frankrigs krige; hvis deres retfærdighed havde præget Frankrigs love, og hvis Bibelens religion havde styrket franskmændenes intelligens og ledet deres samvittighed, ville denne tid have tjent Frankrig til uvisnelig hæder! Det ville have været et stort, rigt og lykkeligt land — et eksempel for alle andre nationer.MBF 224.2

    Men blind og ubønhørlig fanatisme jog enhver dydens forkynder, enhver forkæmper for orden og enhver ærlig forsvarer af troen bort. De mænd, der ville have gjort deres land berømt i hele verden, fik valget mellem bålet og landflygtighed. Til sidst var landets ruin fuldstændig; der var ingen samvittighed tilbage, som kunne forbydes, ingen tro, som kunne slæbes til bålet, ingen fædrelandskærlighed, der kunne drives i landflygtighed.”27Wylie, bog 13, kap. 20.Og revolutionen og alle dens rædsler blev det skrækkelige resultat.MBF 225.1

    Efter huguenotternes flugt fulgte almindelig tilbagegang for Frankrig. Blomstrende fabriksbyer sygnede hen; frugtbare områder blev til ødemarker; åndelig sløvhed og moralsk forfald fulgte en periode med usædvanlige fremskridt. Paris blev ét stort fattighus. Man mener, at 200.000 fattiglemmer ved revolutionens udbrud havde krav på kongens understøttelse. Kun jesuitterne blomstrede i den smuldrende nation. De regerede med frygteligt tyranni over kirker og skoler, fængsler og galejer.MBF 225.2

    Evangeliet ville have skænket Frankrig løsningen på alle disse politiske og sociale problemer, som var for store for gejstlighed, konge og lovgivere og til sidst styrtede landet ud i lovløshed og ruin. Men under romerkirkens herredømme havde folket mistet Frelserens velsignede lære om selvopofrelse og uselvisk kærlighed. De var blevet vænnet af med at vise selvfornægtelse til gavn for andre. Man havde ikke bebrejdet de rige, at de undertrykte de fattige, som ikke fik nogen hjælp i deres nedværdigelse og trældom. De riges og mægtiges egoisme voksede til et tyngende åg. Adelens grådighed og lastefuldhed resulterede i en skånselsløs udsugelse af bønderne. De rige gjorde de fattige uret, og de fattige hadede de rige.MBF 225.3

    I mange provinser tilhørte godserne adelen, og de arbejdende klasser var kun fæstere; de var i godsejernes magt og måtte finde sig i deres urimelige krav. Det var middelstanden og de lavere klasser, som måtte understøtte kirken og staten og betale høje skatter både til de civile myndigheder og til gejstligheden. Adelens ønsker var højeste lov; undertrykkerne var ligeglade, om bønderne døde. — Folket var tvunget til altid at lade godsejerens interesser gå forud for alt andet. Landarbejderne sled sig syge, men ingen hjalp dem; hvis de dristede sig til at beklage sig, blev det behandlet med uforskammet foragt. Domstolene holdt altid med adelen; det var almindelig kendt, at dommerne tog mod bestikkelse; og aristokratiets mindste luner var lov på grund af den almindelige korruption. Af de skatter, som blev aftvunget den jævne befolkning — dels af de verdslige myndigheder og dels af gejstligheden — fandt mindre end halvdelen vej til kongens eller biskoppens skatkammer. Resten blev forødt i et ryggesløst liv. De mænd, som udsugede deres medmennesker, var selv fritaget for skat, og loven eller skik og brug berettigede dem til alle offentlige stillinger. De privilegerede klasser talte ca. 150.000 personer, og millioner af mennesker var dømt til en håbløs og nedværdigende tilværelse, for at de kunne leve højt (se noter).MBF 225.4

    Hoffet hengav sig til luksus og tøjlesløshed. Der var ringe tillid mellem folket og regenterne. Regeringens forholdsregler blev betragtet med mistro og stemplet som udspekulerede og egoistiske. I mere end et halvt århundrede før revolutionen var tronen besat af Ludvig XV, som — selv i disse fordærvede tider — udmærkede sig som en ugidelig, overfladisk og vellysten monark. Med et depraveret og grusomt aristokrati og en forarmet og uvidende underklasse, en vaklende statsøkonomi og et forbitret folk, krævede det ikke noget profetisk blik at forudse det frygtelige oprør, der truede. Når kongens rådgivere advarede ham, svarede han gerne: “Prøv at få det hele til at glide, så længe jeg lever. Efter min død kan det gå, som det vil.” Forgæves sagde man til ham, at en reform var nødvendig. Han kunne godt se det, men havde hverken mod eller magt til at gøre noget ved det. Den undergang, som ventede Frankrig, kom kun alt for tydeligt til udtryk i hans ugidelige og selviske svar: “Efter mig kommer syndfloden!”MBF 226.1

    Ved at spille på kongernes og de herskende klassers skinsyge og misundelse havde romerkirken fået dem til at holde folket nede i trældom, vel vidende at staten derved ville blive svækket, og med det formål at fastholde både herskere og folk som sine slaver. I sin fremsynethed indså romerkirken, at man for at slavebinde menneskene effektivt måtte lænke dem åndeligt; at den sikreste måde at forhindre dem i at undslippe deres slaveri var at gøre dem ude af stand til at være frie. Tusind gange værre end de fysiske lidelser, der var en følge af Roms politik, var det moralske forfald. Uden kendskab til Bibelen og prisgivet hykleriets og selviskhedens lære var folket hyllet i uvidenhed og overtro og nedsunket i laster, så de var helt ude af stand til at regere sig selv.MBF 226.2

    Men resultatet af dette blev vidt forskelligt fra, hvad romerkirken havde haft til hensigt. I stedet for at holde masserne i blind lydighed mod kirkens dogmer fik denne politik dem til at blive vantro og revolutionære. De foragtede katolicismen, som de anså for præstelige intriger, og de betragtede gejstligheden som medskyldig i deres underkuelse. Den eneste gud, de kendte, var romerkirkens gud, og romerkirkens lære var deres eneste religion. De betragtede kirkens grådighed og grusomhed som det naturlige resultat af Bibelens lære — og de ville intet have med den at gøre.MBF 227.1

    Romerkirken havde fordrejet Guds karakter og perverteret hans krav, og nu vragede menneskene både Bibelen og dens forfatter. Kirken havde krævet blind tro på sine dogmer under foregivende af Skriftens billigelse. Som reaktion forkastede Voltaire og hans meningsfæller Guds ord og såede vantroens giftige sæd overalt. Romerkirken havde søgt at knuse folket under sin jernhæl, men nu tilsidesatte de nedværdigede og forråede masser ethvert hensyn idet de frigjorde sig fra kirkens tyranni. Opfyldt af raseri mod den juvelglitrende bedrager, de så længe havde måttet vise ærefrygt, forkastede de både sandhed og løgn. Og idet de forvekslede tøjlesløshed med frihed, jublede lastens slaver over deres indbildte frihed.MBF 227.2

    Da revolutionen brød ud, gik kongen med til, at folket blev repræsenteret i et antal, der overgik adelens og gejstlighedens repræsentanter tilsammen. Magten lå nu i folkets hænder, men det var ikke modent til at bruge den klogt og mådeholdent. I deres iver for at hævne den uret, de havde lidt, besluttede de at omskabe samfundet. Opfyldt af bitre minder om gammel uret besluttede et rasende folk at gøre en ende på den elendighed, som var blevet uudholdelig, og hævne sig på dem, som det mente var skyld i dets lidelser. De undertrykte fulgte tyrannernes eksempel og undertrykte deres tidligere undertrykkere.MBF 227.3

    I blod høstede det ulykkelige Frankrig den sæd, det havde sået. Resultaterne af dets lydighed mod romerkirken var forfærdelige. Der, hvor Frankrig under katolicismens indflydelse ved reformationens begyndelse havde tændt det første martyrbål, opstillede revolutionen den første guillotine. Netop på det sted, hvor den protestantiske tros første martyrer var blevet brændt i det sekstende århundrede, blev de første ofre guillotineret i det attende. Ved at vrage evangeliet, der ville have reddet landet, havde Frankrig åbnet døren for vantro og undergang. Da mennesker ikke ville adlyde Guds lov, viste det sig, at deres egne love var ude af stand til at holde de menneskelige lidenskaber i tømme, og landet fyldtes med oprør og lovløshed. Krigen mod Bibelen indvarslede en æra, som i verdenshistorien kaldes “rædselsherredømmet”. Fred og lykke blev forjaget fra hjemmene og fra menneskers hjerter. Ingen følte sig sikker. Den mand, som triumferede i dag, blev i morgen mistænkt og dømt. Vold og begær herskede uindskrænket.MBF 227.4

    Konge, gejstlighed og adel var tvunget til at underkaste sig et ophidset og forbitret folks grusomhed. Kongens henrettelse forøgede kun deres hævntørst; og de, der havde dømt ham til døden, fulgte ham snart på skafottet. Det blev besluttet at foretage en almindelig nedslagtning af alle, som var mistænkt for at nære fjendtlige følelser mod revolutionen. På et tidspunkt sad over 200.000 i de overfyldte fængsler. I alle byer udspilledes rædselsscener; ét parti revolutionære var modstandere af et andet parti, og Frankrig blev en slagmark for stridende folkemasser, der var helt i deres lidenskabers vold.MBF 228.1

    “I Paris fulgte den ene tumult efter den anden, og borgerne var opdelt i et utal af kliker, som tilsyneladende kun var opsat på at udrydde hinanden.” For at gøre elendigheden endnu større blev landet trukket ind i en langvarig ødelæggende krig med Europas største magter. “Landet var på fallittens rand. Soldaterne fik ikke deres sold og gjorde højlydt indsigelse. Pariserne sultede, provinserne blev plyndret af røvere, og civilisationen gik næsten under i lovløshed og laster.”MBF 228.2

    Folket havde kun alt for godt lært den lektion i grusomhed, som romerkirken så flittigt havde givet undervisning i. Gengældelsens time var endelig kommet. Nu var det ikke de kristne, som blev fængslet og brændt; de var forlængst omkommet eller drevet i landflygtighed. Den skånselsløse romerkirke fik nu at mærke, at den dødbringende magt tilhørte dem, den selv havde lært at fryde sig over blodsudgydelse. Det eksempel på forfølgelse, som den franske gejstlighed i mange menneskealdre havde sat, blev nu voldsomt gengældt. Skafotterne flød af præsternes blod. Galejer og fængsler, som tidligere var fyldt med huguenotter, var nu fyldt med deres forfølgere. Lænket til bænken og arbejdende ved årerne oplevede den katolske gejstlighed alle de lidelser, som deres kirke så ødselt havde tildelt de fredelige kættere (se noter).MBF 228.3

    Så oprandt de dage, da de mest barbariske af alle love blev administreret af det mest barbariske af alle tribunaler; da intet menneske kunne hilse på sine naboer eller bede sine bønner … uden at risikere at begå en stor forbrydelse; da spioner lurede ved hvert gadehjørne; da fængslerne var lige så overfyldte som lasten i et slaveskib; da rendestenene skummede af blod, som løb ud i Seinen. …Mens de daglige vognladninger af ofre blev ført gennem Paris’ gader til henrettelsesstederne, hengav prokonsulerne, som det øverste råd havde sendt ud i provinserne, sig til et orgie af grusomheder, som overgik selv det i hovedstaden. Guillotinens kniv var for langsom for dem. Lange rækker af fanger blev skudt ned. Overfyldte pramme blev boret i sænk. Lyon blev forvandlet til en ørken. I Arras blev fangerne endog nægtet en hurtig døds grusomme barmhjertighed. Langs hele Loirefloden holdt store flokke af krager og glenter festmåltid på nøgne lig, der var sammenslynget i uhyggelig omfavnelse. Man tog intet hensyn til køn eller alder. Hundredvis af drenge og piger i sytten års alderen blev myrdet af den vederstyggelige regering. Småbørn blev revet fra deres mødres bryst og kastet fra lansespids til lansespids langs jacobinernes rækker (se noter). I løbet af ti år omkom et enormt antal mennesker.MBF 228.4

    Alt dette var netop, hvad Satan i menneskealdre havde arbejdet hen imod. Hans politik består i bedrag fra først til sidst, og det er hans urokkelige forsæt at nedkalde ulykke og elendighed over menneskene, at ødelægge og besudle Guds værk, at gribe forstyrrende ind i hans kærlige planer og således vække sorg i himlen. Derefter forblinder han ved sin forføreriske kunst menneskene og får dem til at tro, at al deres elendighed er et resultat af Guds planer. Og han forleder dem, der er blevet forrået af hans djævelske magt, til at gå til yderligheder i grusomhed, når de har fået frihed. Derefter bliver dette billede på tøjlesløse friheder af tyranner og undertrykkere fremhævet som en illustration af resultaterne af frihed.MBF 229.1

    Når vildfarelse i én forklædning er blevet gennemskuet, ifører Satan den blot en ny forklædning — og utallige mennesker lader sig atter narre. Da folket opdagede, at katolicismen var et bedrag, og Satan ikke længere ved dette middel kunne få dem til at overtræde Guds lov, fik han dem til at betragte al religion som svindel og Bibelen som en myte. De forkastede Guds love og hengav sig til laster og tøjlesløs syndighed.MBF 229.2

    Den skæbnesvangre fejl, der førte til så store ulykker for det franske folk, var tilsidesættelsen af denne ene store sandhed: At sand frihed ligger inden for forskrifterne i Guds lov. “Gid du ville lytte til mine befalinger, så blev din fred som en flod og din retfærdighed som havets bølger.”28Es 48,18; Ordsp 1,33.“De gudløse har ikke fred, siger Herren.” “Men den, der adlyder mig, bor trygt og lever uforstyrret uden frygt for ulykker.”29Es 48,22.MBF 229.3

    Ateister, vantro og frafaldne bekæmper og fornægter Guds lov, men resultaterne af deres indflydelse viser, at menneskets vel er forbundet med dets lydighed mod de guddommelige love. De, der ikke vil lære denne lektie af Guds ord, må lære den af verdenshistorien.MBF 230.1

    Da Satan benyttede romerkirken som et middel til at forføre mennesker til ulydighed, skete det så hemmelighedsfuldt, at ingen forstod, at den nedværdigelse og elendighed, som blev resultatet, skyldtes ulydighed mod loven. Og hans magt blev så kraftigt modarbejdet af Guds ånd, at det forhindrede hans hensigter i helt at blive fuldbyrdet. Folk forbandt ikke virkning og årsag for at finde årsagen til deres elendighed. Men under revolutionen tilsidesatte nationalkonventet åbenlyst Guds lov — og under det følgende rædselsherredømme blev alle i stand til at forstå årsag og virkning.MBF 230.2

    Da Frankrig offentligt forkastede Gud og vragede Bibelen, frydede onde mennesker og mørkets ånder sig over, at de havde opnået, hvad de så længe havde ønsket — et rige, der var befriet for begrænsningerne i Guds lov. “Fordi der ikke hurtigt fældes dom over den onde handling, er menneskers hjerte fuldt af lyst til at handle ondt.”30Præd 8,11.Men ulydighed mod en retfærdig lov må uundgåeligt føre til elendighed og undergang. Skønt menneskenes ondskab ikke straks blev straffet, ville de ikke undgå deres straf.MBF 230.3

    Århundreders frafald og forbrydelser havde ophobet vrede til gengældelsens dag, og da gudsforagternes misgerninger var fuldtallige, indså de for sent, at det er forfærdeligt at trække for store veksler på Guds tålmodighed. Guds ånd, som holder Satans grusomme magt i skak, indstillede en stor del af sin virksomhed, og han, hvis eneste glæde er menneskenes elendighed, fik tilladelse til at handle, som han ville. De, der havde valgt at gå i oprørernes tjeneste, måtte høste oprørets frugter. Landet var fuldt af forbrydelser, der var så frygtelige, at de ikke kan beskrives. Fra hærgede provinser og ødelagte byer lød et forfærdeligt smertensskrig. Frankrig var som rystet af et jordskælv. Religionen, lovene, samfundsordenen, familien, staten og kirken var blevet knust af den respektløse hånd, som havde løftet sig imod Guds lov. I sandhed sagde vismanden: “Den uretfærdige fældes af sin uretfærdighed.” Menneskenes hjerte er “fuldt af lyst til at handle ondt, for en synder kan handle ondt hundrede gange og dog leve længe. Men jeg må også erkende, at det kan gå dem godt, som frygter Gud, fordi de frygter ham, og at det ikke går den uretfærdige godt.”31Ordsp 11,5; Præd 8,12-13.“De hadede kundskab og valgte ikke Herrens frygt. … Lad dem nyde frugten af deres færd og mætte sig med det, de har planlagt!”32Ordsp 1,29.31.MBF 230.4

    Guds trofaste vidner, der blev dræbt af den blasfemiske magt, som “steg op af afgrunden,” skulle ikke forblive tavse i lang tid. “Men efter de tre og en halv dags forløb kom der livsånde fra Gud ind i dem; og de rejste sig op på deres fødder, og der kom stor frygt over dem, der så dem.”33Åb 11,11.Det var i 1793, at de dekreter, som afskaffede den kristne religion og forkastede Bibelen, blev vedtaget af det franske nationalkonvent. Tre og et halvt år senere blev en lov, som omstødte disse dekreter og derved tillod Bibelen, vedtaget af den samme forsamling. Verden var forfærdet over de frygtelige synder, som forkastelsen af Den hellige Skrift havde ført til, og indså, at tro på Gud og hans Ord var en forudsætning for dyd og moral. Herren sagde: “Hvem er det, du hånede og spottede, hvem er det, du råbte op imod? Du løftede øjnene mod himlen, mod Israels Hellige!”34Es 37,23.“Men nu skal jeg vise dem, ja denne gang skal jeg vise dem min magt og min styrke; så skal de forstå, at mit navn er Jahve!”35Jer 16,21.MBF 231.1

    Om de to vidner siger profeten yderligere: “De hørte en høj røst fra himlen sige til dem: ‘Kom herop!’ Og de steg op til himlen i skyen, mens deres fjender så på det.”36Åb 11,12.Siden Frankrig førte krig mod Guds to vidner, har de nydt større ære end nogen sinde før. I 1804 blev Det Britiske og Udenlandske Bibelselskab stiftet. Senere blev der oprettet lignende organisationer og adskillige filialer på Europas fastland. I 1816 stiftedes Det Amerikanske Bibelselskab. Da Det Britiske Bibelselskab blev oprettet, var Bibelen trykt og udkommet på halvtreds forskellige sprog. Siden da er den blevet oversat til mange hundrede sprog og dialekter (se noter).MBF 231.2

    I de halvtreds år, som gik forud for 1792, var der ikke megen interesse for at drive mission. Der blev ikke stiftet nye selskaber, og der fandtes kun få kirker, som forsøgte at udbrede kristendommen til hedenske lande. Men i slutningen af det 18. århundrede skete der en stor forandring på dette område. Menneskene blev utilfredse med rationalismens resultater og indså nødvendigheden af guddommelige åbenbaringer og en religion, der føres ud i livet. Fra da af gik det udenlandske missionsarbejde fremad med hidtil ukendt hastighed (se noter).MBF 231.3

    Bogtrykkerkunstens udvikling havde sat ny fart i Bibelens udbredelse. De forbedrede samfærdselsmuligheder mellem de forskellige lande, nedbrydning af gamle skranker, fordomme og national selvtilstrækkelighed og pavens tab af verdslig magt havde banet vejen for udbredelsen af Guds ord. I flere år havde man frit kunnet sælge Bibelen på Roms gader, og den er nu blevet udbredt til alle dele af kloden.MBF 231.4

    Ateisten Voltaire pralede engang: “Jeg er led og ked af at høre folk gentage, at tolv mænd oprettede den kristne religion. Jeg vil bevise, at én mand er nok til at udrydde den.” Der er gået adskillige generationer, siden han døde. Millioner sluttede sig til kampen mod Bibelen. Men den er langt fra at blive tilintetgjort, og hvor der på Voltaires tid var hundrede bibler, er der nu ti tusind, ja, hundrede tusind eksemplarer af Guds bog. “Bibelen er en ambolt, der har slidt mange hamre op.” Herren sagde: “Intet våben, der dannes imod dig, skal nå sit mål; hver tunge, der rejser sig imod dig, skal du dømme skyldig i retten.”37Es 54,17.MBF 232.1

    “Vor Guds ord forbliver til evig tid.” “Alle hans forordninger er pålidelige, urokkelige for evigt og altid, fastlagt i sandhed og retskaffenhed.”38Es 40,8; Sl 111,7-8.Alt, hvad der er bygget på menneskers myndighed, vil blive omstyrtet; men det, som hviler på Guds ords uforanderlige klippe, skal bestå for evigt.MBF 232.2

    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents