Loading...
Larger font
Smaller font
Copy
Print
Contents

Mod En Bedre Fremtid

 - Contents
  • Results
  • Related
  • Featured
No results found for: "".
  • Weighted Relevancy
  • Content Sequence
  • Relevancy
  • Earliest First
  • Latest First
    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents

    Kapitel 16—Pilgrimsfædrene

    De engelske reformatorer fornægtede romerkirkens læresætninger, men holdt fast ved mange af dens formaliteter. Skønt man fornægtede katolicismens autoritet og trosbekendelse, blev en ikke ubetydelig del af dens skikke og ceremonier bevaret i den engelske statskirkes gudstjeneste. Man hævdede, at disse skikke og ceremonier ikke var et samvittighedsspørgsmål, og at de ikke i sig selv var noget ondt. Ganske vist var de ikke påbudt i Bibelen; derfor var de ikke af væsentlig betydning — men de var på den anden side heller ikke forbudt. Overholdelsen af disse skikke formindskede det svælg, der skilte de reformerte kirker fra romerkirken, og man hævdede, at dette kunne bidrage til, at katolikkerne efterhånden gik over til protestantismen.MBF 233.1

    For de konservative og for dem, der var villige til at gøre indrømmelser, var disse argumenter afgørende. Men der var andre, som havde en anden opfattelse. Den kendsgerning, at disse skikke “måske kunne slå bro over svælget mellem romerkirken og reformationen,”1Martyn: The Life and Times of Luther, bind 5, s. 22.var efter deres mening tilstrækkelig grund til at afskaffe dem. De anså dem for symboler på det slaveri, de var blevet udfriet fra og ikke ønskede genindført. De hævdede, at Gud i Bibelen har givet regler for gudstjenestens form, og at mennesker ikke har lov til at ændre disse regler. Det store frafald begyndte netop med, at man havde forsøgt at supplere Guds autoritet med kirkens. Romerkirken begyndte med at påbyde det, som Gud ikke havde forbudt, og endte med at forbyde det, som Gud udtrykkelig havde påbudt.MBF 233.2

    Mange ønskede oprigtigt at vende tilbage til den renhed og enkelhed, der havde præget den første kristne kirke. De betragtede mange af den engelske statskirkes skikke som en form for afgudsdyrkelse og kunne ikke med god samvittighed følge dem. Men kirken, som fik de civile myndigheders støtte, ville ikke tillade nogen afvigelse fra formaliteterne. Loven krævede, at man skulle overvære gudstjenesten, og det var forbudt at holde private gudstjenester. Overtrædelse af forbudet blev straffet med fængsel, landsforvisning eller henrettelse.MBF 234.1

    I begyndelsen af det 17. århundrede erklærede kongen, der lige havde besteget Englands trone, at han havde besluttet “at gøre puritanerne lydige eller forjage dem fra landet — eller noget endnu værre.”2George Bancroft: History of the United Staes of America, 1. del, kap. 12, par.6.Jagede, forfulgte og fængslede kunne de ikke se noget håb om en bedre fremtid, og mange kom til den overbevisning, “at for mennesker, der ønskede at tjene Gud, som deres samvittighed bød dem, var England for bestandig ophørt at være et beboeligt sted.”3J.G. Palfrey: History af New England, kap. 3, par. 43.Nogle besluttede at søge ly i Holland. De mødte vanskeligheder, mistede deres penge og blev fængslet. Mange af dem blev forrådt til deres fjender. Men stædig udholdenhed sejrede omsider, og de fandt ly på den hollandske republiks venlige kyster.MBF 234.2

    De havde forladt deres huse, deres ejendele og deres levebrød. De var fremmede i et land, hvor folket talte et andet sprog og havde andre skikke. De var nødt til at påtage sig ting, de aldrig før havde prøvet, for at tjene til livets ophold. Midaldrende mænd, som hele deres liv havde været landbrugere, måtte lære et håndværk. Men de fandt sig uden at klage i forholdene og spildte ikke tiden med lediggang eller selvmedlidenhed. Skønt de fleste var fattige, takkede de Gud for de goder, de havde, og glædede sig over deres uforstyrrede åndelige fællesskab. “De vidste, at de var pilgrimme og lagde ikke større vægt på det timelige, men løftede blikket mod himlen, deres kæreste land, og bevarede deres sindsro.”4Bancroft, 1. del, kap. 12, par. 15.MBF 234.3

    Skønt de var landflygtige og havde mange vanskeligheder, voksede deres kærlighed og tro sig stærk. De stolede på Herrens løfter, og han svigtede dem ikke i nødens stund. Hans engle trøstede og opmuntrede dem. Og da Guds hånd syntes at vise dem vej over havet til et land, hvor de måske selv kunne grundlægge en stat og efterlade deres børn trosfrihedens værdifulde arv, begav de sig af sted uden at tøve.MBF 234.4

    Ved prøvelser havde Gud forberedt dem til at iværksætte hans gode planer. Menigheden var blevet fornedret for at kunne blive ophøjet. Gud ville vise sin magt til gunst for den og endnu engang vise verden, at han ikke svigter dem, der stoler på ham. Han havde ledet begivenhederne sådan, at Satans vrede og onde mænds anslag tjente til at kaste hæder over hans navn og føre hans folk til et sikkert sted. Forfølgelser og landflygtighed åbnede vejen til friheden.MBF 235.1

    Da puritanerne blev nødt til at forlade den engelske statskirke, sluttede de sig ved en højtidelig pagt sammen som Herrens frie folk, “der skulle følge alle de veje, han havde vist eller ville vise dem.”5J. Brown: The Pilgrim Fathers, s. 74.Dette var protestantismens sande ånd og vitale princip. Med dette formål for øje forlod de Holland for at søge et hjem i den nye verden. Deres præst, John Robinson, som var forhindret i at tage med dem, sagde i sin afskedstale:MBF 235.2

    “Brødre, nu skal vi snart skilles, og kun Herren ved, om jeg skal opleve at gense jer. Men enten det er hans vilje eller ej, pålægger jeg jer for Guds åsyn ikke at følge mig længere, end jeg har fulgt Kristus. Hvis Gud åbenbarer jer noget gennem et andet af sine redskaber, bør I modtage det lige så ivrigt, som I modtog de sandheder, jeg har forkyndt jer; for jeg føler mig overbevist om, at Herren vil åbenbare flere sandheder og mere lys fra sit hellige ord.”6Martyn, bind 5. s. 70.MBF 235.3

    “Jeg kan ikke nok beklage de reformerte kirkers tilstand, disse kirker, som er kommet til religiøs stilstand og ikke foreløbig vil gå længere end redskaberne til deres reformation. Lutheranerne kan ikke overtales til at gå ud over, hvad Luther så, … calvinisterne sidder, som I ved, fast dér, hvor denne store Guds tjener, som dog ikke så alt, efterlod dem. Dette er yderst beklageligt; for skønt de var skinnende lys på deres tid, fattede de dog ikke alle Guds planer; og hvis de havde levet nu, ville de være lige så villige til at tage imod mere lys, som de var til at tage imod det lys, de allerede havde fået skænket.”7D. Neal: History of the Puritans, bind 1, s. 269 (to binds udg. 1848).MBF 235.4

    “Husk jeres kirkepagt, i hvilken I har lovet at følge alle de veje, Herren har vist eller vil vise jer. Husk jeres løfte til Gud og til hverandre om at tage imod det lys og den sandhed, som vil blive åbenbaret for jer fra hans skrevne ord. Men først og fremmest pålægger jeg jer at sammenligne det, som I modtager som sandhed, med andre skrevne sandheder, før I antager det. For det er ikke muligt, at den kristne verden, som for så kort tid siden er kommet ud af et uigennemtrængeligt, antikristeligt mørke, straks skulle nå til en fuldstændig kundskab.”8Martyn, bind 5, ss. 70-71.MBF 235.5

    Det var ønsket om trosfrihed, som fik pilgrimmene til at trodse den lange sørejses farer, udholde genvordighederne i vildnisset og med Guds velsignelse grundlægge en mægtig nation på Amerikas kyst. Men skønt de var ærlige og gudfrygtige, forstod de endnu ikke trosfrihedens fundamentale princip. Den frihed, de selv var parate til at ofre så meget for, var de ikke lige så villige til at give andre. “Kun meget få, selv blandt det 17. århundredes ypperste tænkere og moralister, havde en rigtig opfattelse af det storartede princip — et produkt af Det Nye Testamente — der anerkender Gud som den menneskelige tros eneste dommer.”9Samme, bind 5, s. 297.Den læresætning, at Gud har givet kirken ret til at herske over samvittigheden og definere og straffe kætteri, er en af de mest rodfæstede pavelige vildfarelser. Skønt reformatorerne forkastede romerkirkens trosbekendelse, var de ikke helt fri for dens intolerance. Det dybe mørke, hvori katolicismen i sin lange regeringstid havde indhyllet hele den kristne verden, var endnu ikke helt splittet. En ledende præst i kolonien ved Massachusetts Bay sagde: “Det var tolerancen, som gjorde verden antikristen; og kirken tog aldrig skade af at straffe kættere.”10Samme, bind 5, s. 335.Kolonisterne vedtog, at kun medlemmer af menigheden skulle have stemmeret i borgerrådet. De oprettede en slags statskirke. Alle skulle betale kirkeskat, og øvrigheden skulle bekæmpe kætteri. Den verdslige magt kom således til at ligge i kirkens hænder. Og det varede ikke længe, før disse forholdsregler førte til det uundgåelige resultat — forfølgelser.MBF 236.1

    Elleve år efter den første kolonis grundlæggelse kom Roger Williams til den nye verden. Ligesom de første pilgrimme kom han for at sikre sig trosfrihed, men i modsætning til dem indså han — hvad så få dengang havde indset — at denne frihed var en rettighed, som tilkom alle, uden hensyn til derestro. Han søgte alvorligt efter sandhed og mente ligesom Robinson, at det var utænkeligt, at alt lys fra Guds ord allerede var blevet åbenbaret. Williams “var den første i den moderne kristne verden, som oprettede et civilt styre på grundlag af læren om trosfrihed og lighed for loven.”11Bancroft, 1. del, kap. 15, par. 16.Han erklærede, at det var øvrighedens pligt at forhindre forbrydelser, men at den aldrig skulle herske over menneskers samvittighed. Han sagde: “Myndighederne kan afgøre, hvad det ene menneske skylder det andet; men hvis de forsøger at foreskrive et menneskes pligter over for Gud, går de ud over deres beføjelser, og så kan ingen vide sig sikker; for det siger sig selv, at en embedsmand, hvis han har magten, i dag kan foreskrive én mening eller tro og i morgen en anden, som det så ofte før er blevet gjort af forskellige konger og dronninger i England og af forskellige paver og kirkemøder inden for romerkirken. På den måde ville troen blive én stor forvirring.”12Martyn, bind 5, s. 340.MBF 236.2

    Den, der udeblev fra den autoriserede kirkes gudstjeneste, blev idømt bøde eller fængsel. “Williams fordømte denne lov. Den dårligste bestemmelse i hele den engelske lov var den, som krævede, at enhver skulle overvære gudstjenesten i sit sogns kirke. At tvinge mennesker til at samles med dem, der havde en anden trosbekendelse, betragtede han som en krænkelse af deres naturlige rettigheder; at tvinge de irreligiøse og uvillige til at deltage i de offentlige gudstjenester var at befale hykleri. … Ingen skulle tvinges til at deltage i gudstjeneste mod sin vilje. Hans modstandere, som ikke forstod hans grundsætninger, svarede: ‘Er arbejderen ikke sin løn værd?’ ‘Jo,’ svarede Williams, ‘han skal lønnes af dem, der har taget ham i deres tjeneste.’”13Bancroft, 1. del, kap. 15, par. 2.MBF 237.1

    Roger Williams var respekteret og elsket som en god præst, et begavet menneske og en både retskaffen og menneskekærlig mand. Men hans stadige benægtelse af, at de civile myndigheder havde ret til at herske over kirken, og hans krav om trosfrihed kunne ikke tolereres. Man hævdede, at hvis disse principper blev ført ud i livet, ville de “omstyrte landet og dets regering.”14Samme, 1. del, kap. 15, par. 10.Han blev forvist fra kolonierne og måtte midt om vinteren flygte ud i skovene.MBF 237.2

    Han fortæller selv: “I 14 uger måtte jeg flakke om i vinterkulden og havde hverken brød eller seng. Men ravnene gav mig føde i vildnisset.” Han fandt ofte ly i et hult træ.15Martyn, bind 5, ss. 349-350.Han fortsatte sin møjsommelige flugt gennem sneen og den vejløse skov, indtil han fandt tilflugt hos en indianerstamme, hvis tillid og kærlighed han havde vundet, da han tidligere havde forsøgt at lære dem evangeliets sandheder.MBF 237.3

    Efter mange måneders strabadser nåede han frem til Narragansettbugten, hvor han grundlagde den første moderne stat, som fuldt ud anerkendte trosfrihed. Det grundlæggende princip i Roger Williams koloni var, “at alle mennesker skulle have ret til at tilbede Gud i overensstemmelse med deres egen samvittighed.”16Martyn, bind 5, s. 354.Hans lille stat, Rhode Island, blev et tilflugtssted for de undertrykte. Den trivedes og voksede i velstand, indtil dens hovedprincipper — borgerlig og religiøs frihed — blev den amerikanske republiks hovedhjørnesten.MBF 237.4

    I uafhængighedserklæringen — dette prægtige gamle dokument, i hvilket Amerikas fædre formulerede de grundlæggende menneskerettigheder — hed det: “Vi betragter det som en selvindlysende sandhed, at alle mennesker er skabt lige, og at de af deres skaber har fået visse umistelige rettigheder, hvortil hører liv, frihed og retten til at søge lykken.” I de mest utvetydige vendinger garanterer forfatningen samvittighedens ukrænkelighed: “Ingen religiøs prøve skal nogen sinde kræves som forudsætning for at kunne indtage en offentlig stilling i De forenede Stater.” “Kongressen må ikke udstede nogen lov, hvorved der oprettes en religion, eller hvorved den frie religionsudøvelse forbydes.”MBF 238.1

    “De mænd, der formulerede forfatningen, anerkendte det evige princip, som siger, at menneskets forhold til Gud er hævet over menneskeskabte love, og at dets trosfrihed er ukrænkelig. Der kræves ingen argumenter for at fastslå denne sandhed; vi erkender den i vort eget hjerte. Det er denne erkendelse, der har holdt så mange martyrer oppe i pinsler og flammer. De følte, at deres pligt over for Gud gik forud for menneskelige forordninger, og at mennesker ikke havde ret til at bestemme over deres samvittighed. Det er et medfødt princip, som intet kan ophæve.”17Congressional Documents (USA), Serial No. 200, Documents No. 271.MBF 238.2

    Da man i Europa hørte om en stat, hvor enhver havde ret til at nyde frugten af sit arbejde og i trosspørgsmål at følge sin samvittighed, begav tusinder sig til den nye verden. Der opstod hurtigt en række nye kolonier.MBF 238.3

    “I Massachusetts blev der vedtaget en ny lov, som sikrede gratis hjælp til kristne af alle nationaliteter, der flygtede over Atlanten for at ‘undgå krig, hungersnød eller undertrykkelse.’ Således blev flygtninge og underkuede ved lov gjort til statens gæster.”18Martyn, bind 5, s. 417.20 år efter den første landgang ved Plymouth havde 20.000 pilgrimme bosat sig i New England.MBF 238.4

    For at opnå den frihed, de søgte, “var de villige til at leve et nøjsomt og flittigt liv. De forlangte ikke andet af jorden end et rimeligt udbytte af deres arbejde. Ingen store forventninger lokkede dem … De var tilfredse med deres samfunds langsomme men støtte fremgang, og fandt sig tålmodigt i de afsavn, de måtte lide i vildnisset. De vandede frihedens træ med deres tårer og deres sved, til det slog dybe rødder i landet.” De betragtede Bibelen som troens grundvold, visdommens kilde og frihedens dokument. Dens principper blev flittigt fremholdt i hjem, skole og kirke — og frugterne viste sig i sparsommelighed, fornuft, renhed og mådehold. Man kunne bo i årevis i de puritanske kolonier “uden at se en beruset person, høre en ed eller møde en tigger.”19Bancroft, 1. del, kap. 19, par. 25.MBF 238.5

    Her blev det bevist, at Bibelens principper er den bedste garanti for national storhed. De svage og isolerede kolonier voksede til en sammenslutning af mægtige stater, og med forundring så verden den fred og velstand, som prægede “en kirke uden pave og en stat uden konge.”MBF 239.1

    Stadig flere søgte til Amerikas kyster, men nu kom mange af grunde, der var vidt forskellige fra de første pilgrimmes. Skønt troen øvede stor indflydelse, blev denne mindre og mindre, fordi der stadig kom flere, som kun søgte verdslige fordele.MBF 239.2

    De første kolonisters vedtagelse af, at kun menighedsmedlemmer kunne stemme og have et embede, førte til højst uheldige resultater. Loven havde haft til hensigt at beskytte statens renhed, men i virkeligheden førte den til korruption inden for kirken. For at have stemmeret eller opnå et embede måtte man være eller foregive at være religiøs, og mange, som kun lod sig lede af rent verdslige motiver, blev menighedsmedlemmer uden at være omvendt, og således kom menighederne til for en stor del at bestå af uomvendte. Selv blandt præsterne var der nogle, som ikke blot forkyndte falske læresætninger, men også var uvidende om Helligåndens fornyende kraft. Som så ofte før i kirkehistorien lige siden Konstantins tid så man de dårlige resultater af at forsøge at opbygge kirken ved statens hjælp og bede verdslige magter om at støtte evangeliet om ham, som sagde: “Mit rige er ikke af denne verden.”20Joh 18,36.MBF 239.3

    Forening af kirke og stat kan synes at bringe verden nærmere kirken, men i virkeligheden bringer den kirken nærmere verden.MBF 239.4

    Det princip, som så ædelt blev forfægtet af Robinson og Roger Williams, at sandheden åbenbares gradvis, og at kristne mennesker bør være rede til at tage imod alt det lys, som udgår fra Guds hellige ord, blev glemt af deres efterkommere.MBF 239.5

    De protestantiske kirker i Amerika og Europa havde nydt godt af reformationens velsignelser, men forsømt at gå videre ad reformens vej. Skønt enkelte gudfrygtige mænd fremstod og forkyndte nye sandheder og afslørede fejlagtige fortolkninger, var de fleste, ligesom jøderne på Jesu tid og katolikkerne på Luthers tid, godt tilfredse med at tro, som deres fædre havde troet, og leve som de havde levet. Derfor forfaldt religionen til formalisme. Man bevarede vildfarelser og overtroiske forestillinger, som ville være blevet forkastet, hvis kirken var fortsat med at vandre i lyset fra Guds ord. Den ånd, som reformationen havde skabt, uddøde gradvis, og til sidst var der næsten lige så stort behov for en reform i de protestantiske kirker som i romerkirken på Luthers tid. Der herskede samme verdslighed og åndelige sløvhed og samme ærbødighed for menneskers meninger. Menneskelige teorier erstattede Guds ords lære.MBF 239.6

    Bibelens udbredelse i begyndelsen af det 19. århundrede og det klare lys, som derved blev udgydt over verden, blev ikke ledsaget af en tilsvarende fremgang i kendskab til åbenbarede sandheder eller sand religion. Satan kunne ikke som tidligere holde Guds ord borte fra mennesker. Det var kommet inden for alles rækkevidde; men han forledte mange til kun at sætte ringe pris på det. Mennesker forsømte at granske Bibelen, og derfor fortsatte de med at godtage falske fortolkninger og holde fast ved læresætninger, som ikke havde rod i Den hellige Skrift.MBF 240.1

    Da Satan indså, at han ikke kunne knuse sandheden ved forfølgelser, benyttede han igen den plan, som havde ført til det store frafald og romerkirkens oprettelse. Han forledte de kristne til at slutte sig sammen med dem, hvis kærlighed til denne verden viste, at de var afgudsdyrkere i lige så høj grad som de mennesker, der tilbad udskårne billeder. Resultatet af denne forbindelse var ikke mindre katatastrofalt end i fortiden. Stolthed og ødselhed næredes under religionens kappe, og kirkerne blev fordærvede. Satan fortsatte med at fordreje Bibelens lære, mens traditioner, som skulle ødelægge millioner af mennesker, vandt hævd. Kirken støttede og forsvarede disse traditioner i stedet for at kæmpe for “den tro, som én gang for alle er blevet overgivet de hellige.” Således blev de principper forvansket, som reformatorerne havde arbejdet og lidt så meget for.MBF 240.2

    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents