Kapitel 18—En amerikansk reformator

En retskaffen, og helt igennem hæderlig landmand, som var kommet til at tvivle på Skriftens guddommelige autoritet, men som oprigtigt ønskede at kende sandheden, var den mand, som Gud specielt udvalgte til at lede forkyndelsen af Kristi genkomst. Som mange andre reformatorer havde William Miller i sin ungdom kæmpet med fattigdom og derved lært arbejdsomhed og selvfornægtelse. Han kom fra en uafhængig, frihedselskende familie, præget af udholdenhed og stor patriotisme — træk, der også var fremherskende i hans egen karakter. Hans far var kaptajn i revolutionshæren, og de trange kår i Millers opvækst kan muligvis skyldes de ofre, faderen bragte i denne stormfulde periodes kampe og lidelser.MBF 255.1

William Miller var sund og kraftig, og allerede i barndommen viste han tegn på en intelligens ud over det sædvanlige. Dette blev endnu tydeligere, efterhånden som han voksede til. Han havde en aktiv og veludviklet forstand og en betydelig kundskabstørst. Skønt han ikke fik en akademisk uddannelse, gjorde hans forkærlighed for at studere og hans eftertænksomhed og opmærksomme, kritiske indstilling ham til et menneske med sund dømmekraft og stort overblik. Han var i besiddelse af en uangribelig moral og et misundelsesværdigt omdømme, idet han var almindeligt værdsat for integritet, sparsommelighed og menneskekærlighed. Ved hjælp af energi og flid erhvervede han tidligt kompetencer, men han opretholdt sine studier som hidtil. Han bestred talrige civile og militære hverv med anerkendelse, og vejen til rigdom og ære syntes åben for ham.MBF 255.2

Hans mor var en from og gudfrygtig kvinde, og i sin barndom blev han religiøst påvirket. Allerede i ungdommen kom han imidlertid i selskab med deister, hvis indflydelse var meget stor, fordi de for størstedelen var gode borgere og havde en human og menneskekærlig indstilling. Da de levede midt iblandt kristne institutioner, var deres karakter til en vis grad formet heraf. De stod i gæld til Bibelen for deres gode egenskaber, som vandt dem agtelse og tillid — og dog blev disse gode gaver fordrejet, så de kom til at virke imod Guds ord. Ved at omgås disse venner kom Miller til at dele deres synspunkter. Den almindelige fortolkning af Skriften frembød vanskeligheder, der forekom ham uoverstigelige; men når han lagde Bibelen til side, havde hans nye tro intet bedre at byde ham i stedet, og han følte sig langtfra tilfreds. Alligevel holdt han fast ved disse anskuelser i næsten tolv år. Men da han var 34, blev han ved Helligåndens påvirkning bevidst om sin tilstand som synder. I sin tidligere tro fandt han ingen forvisning om lykke og glæde hinsides graven. Fremtiden forekom ham mørk og uhyggelig. Han fortæller senere om sine følelser i denne periode:MBF 256.1

“Tilintetgørelse var en kold og gysende tanke, og slutregnskabet alles undergang. Himlen var som kobber over mit hoved og jorden som jern under mine fødder. Evigheden — hvad var det? Og døden — hvorfor var den til? Jo mere jeg spekulerede, des længere kom jeg fra et resultat. Jo mere jeg tænkte, jo mere usammenhængende blev mine slutninger. Jeg forsøgte at holde op med at tænke, men mine tanker ville ikke lystre mig. Jeg var i sandhed elendig, men fattede ikke hvorfor. Jeg knurrede og beklagede mig, men vidste ikke over hvem. Jeg vidste, at der var noget galt, men ikke hvordan eller hvor jeg skulle finde det rette. Jeg sørgede, men uden håb.”MBF 256.2

Denne tilstand varede i flere måneder. “Pludselig,” siger han, “stod Frelserens skikkelse levende for mig. Det forekom mig, at der måske fandtes én, der var så god og medlidende, at han selv ville sone vore overtrædelser og derved frelse os fra at lide syndens straf. Jeg følte straks, hvor elskelig en sådan frelser måtte være, og forestillede mig at jeg kunne kaste mig i hans arme og stole på hans barmhjertighed. Men så rejste det spørgsmål sig: Hvordan kan det bevises, at der findes en sådan frelser? Bortset fra Bibelen kunne jeg ikke finde noget vidnesbyrd om, at der fandtes en sådan frelser, eller at der kunne være tale om et liv efter dette…MBF 256.3

Jeg så, at Bibelen netop viste mig den frelser, som jeg behøvede. Det forvirrede mig, at en ikke inspireret bog kunne beskrive noget, der passede så godt til en falden verdens behov. Jeg var nødt til at indrømme, at Skriften måtte være en åbenbaring fra Gud. Den blev min lykke, og jeg fandt en ven i Jesus. Frelseren blev for mig den herligste blandt titusinder, og Skriften, der før var dunkel og selvmodsigende, blev nu lygten for min fod og lyset på min sti. Mit oprørte sind faldt til ro. Jeg fandt, at Herren var en klippe midt i livets hav. Bibelen blev mit vigtigste studieobjekt, og jeg kan med sandhed sige, at jeg studerede den med stor glæde. Jeg opdagede, at ingen havde fortalt mig mere end halvdelen. Jeg undrede mig over, at jeg ikke før havde set skønheden og herligheden i den, og forstod ikke at jeg nogen sinde kunne afvise den. Jeg fandt, at den gav mig alt, hvad mit hjerte kunne begære, og lægedom for alle sjælens sygdomme. Jeg tabte lysten til al anden læsning og satte mit hjerte ind på at få visdom fra Gud.”^{1S. Bliss: Memoirs of Wm. Miller, ss. 65-67.}MBF 257.1

Miller bekendte offentligt sin tro på den religion, han før havde foragtet. Men hans vantro venner var ikke sene til at komme med alle de beviser mod Skriftens guddommelige autoritet, som han selv så ofte havde brugt. På det tidspunkt var han ikke forberedt på at svare dem; men han tænkte, at Bibelen, hvis den er en åbenbaring fra Gud, også må være i overensstemmelse med sig selv. Og hvis den var givet til menneskers oplysning, måtte den også være til at forstå. Han besluttede selv at studere Skriften og finde ud af, om alle tilsyneladende modsigelser ikke alligevel stemte overens.MBF 257.2

Han forsøgte at se bort fra alle forudfattede meninger og lade alle kommentarer ude af betragtning. Uden at benytte fortolkninger sammenlignede han det ene skriftsted med det andet ved hjælp af henvisningerne under versene og en bibelordbog. Han studerede nu på en regulær og metodisk måde, idet han begyndte med Første Mosebog. Han læste vers for vers og gik ikke hurtigere frem, end at betydningen af de enkelte passager stod helt klar for ham. Når noget forekom ham dunkelt, sammenlignede han det med alle andre tekster, der så ud til at handle om den pågældende sag. Hvert ord fik lov at have sin egen tilknytning til tekstens emne, og hvis hans opfattelse af det stemte overens med alle sideløbende skriftsteder, var der ikke længere nogen vanskelighed. Hver gang han kom til et stykke, der var svært at forstå, fandt han således forklaringen et andet sted i Skriften. Han studerede med oprigtig bøn om Guds vejledning, og det, der før havde forekommet ham dunkelt og uforståeligt, blev gjort klart for ham. Han erfarede sandheden i salmistens ord: “Dine ord giver lys, når de åbner sig, og giver de uerfarne forstand.”^{2Sl 119,130.}MBF 257.3

Med stor interesse studerede han Daniels Bog og Åbenbaringen, idet han brugte samme fremgangsmåde ved fortolkningen som ved Skriftens andre bøger, og han fandt til sin store glæde, at de profetiske symboler var forståelige. Han så, at når profetierne var blevet opfyldt, var det sket på en ganske bogstavelig måde. Han fandt, at alle de forskellige billeder, symboler og lignelser osv. enten blev forklaret i deres umiddelbare sammenhæng, eller at de forskellige udtryk var defineret andre steder, og at de efter sådanne forklaringer skulle forstås helt bogstaveligt. “Jeg var således forvisset om,” sagde han, “at Bibelen er et system af åbenbarede sandheder, fremsat så klart og ligetil, at selv den simple vandringsmand ikke kan misforstå dem.”^{3Bliss, s. 70.}Led efter led af sandhedens kæde blev føjet til og belønnede hans anstrengelser, efterhånden som han fandt de store linjer i profetierne. Himlens engle ledte hans tanker og åbnede Skriften for ham.MBF 258.1

Ved at bruge den måde, hvorpå profetierne hidtil var gået i opfyldelse, som målestok for bedømmelse af de profetier, der angik fremtiden, fandt han, at den almindelige opfattelse af Kristi åndelige herredømme — som et tusindårsrige før verdens undergang — ikke kunne bekræftes af Guds ord. Denne lære, der viste hen til tusinde års retfærdighed og fred før Herrens personlige komme, skød Herrens dags rædsler langt ud i fremtiden. Hvor tiltalende dette end måtte være, er det i strid med, hvad Kristus og hans apostle lærte os, at hveden og klinten skulle vokse sammen indtil høsten — verdens ende, at “onde mennesker og bedragere vil komme længere og længere ud i det onde,” at “i de sidste dage skal der komme hårde tider,” og at mørkets rige skal vedvare indtil Herrens genkomst og skal fortæres med et åndepust af hans mund og tilintetgøres ved hans synlige komme.^{4Matt 13,30.38-41; 2 Tim 3,13.1; 2 Thess 2,8.}MBF 258.2

Læren om verdens omvendelse og Kristi åndelige herredømme fandtes ikke i apostelmenigheden. Den blev ikke almindeligt accepteret af kristne før omkring begyndelsen af det attende århundrede. Og som enhver anden vildfarelse var dens følger onde. Denne lære fik mennesker til at se langt ud i fremtiden efter Herrens komme og afholdt dem fra at være opmærksomme på de tegn, der forkyndte hans genkomst. Den indgød dem en følelse af tillid og sikkerhed, der ikke var velbegrundet, og fik mange til at negligere den forberedelse, der var nødvendig for at kunne møde deres Herre.MBF 258.3

Miller fandt, at Kristi bogstavelige, personlige genkomst var klart angivet i Skriften. Paulus siger: “For Herren selv vil, når befalingen lyder, når ærkeenglen kalder og Guds basun gjalder, stige ned fra himlen.”^{51 Thess 4,16.}Og Frelseren selv siger: “De skal se Menneskesønnen komme på himlens skyer med magt og meget herlighed.” “For som lynet kommer fra øst og lyser helt om i vest, sådan skal også Menneskesønnens komme være.”^{6Matt 24,30.27.}Han vil være ledsaget af hele himlens hær. “Menneskesønnen kommer i sin herlighed og alle englene med ham.”^{7Matt 25,31.}“Og han skal sende sine engle ud med høj basunklang, og de skal samle hans udvalgte.”^{8Matt 24,31.}MBF 259.1

Ved hans komme skal de retfærdige døde opstå, og de retfærdige, som lever, skal forvandles. “Vi skal ikke alle sove hen,” siger Paulus, “men vi skal alle forvandles, i ét nu, på et øjeblik, ved den sidste basun; for basunen skal lyde, og de døde skal opstå som uforgængelige, og vi skal forvandles. For dette forgængelige skal iklædes uforgængelighed, og dette dødelige skal iklædes udødelighed.”^{91 Kor 15,51-53.}Og i sit brev til thessalonikerne siger han, efter at have beskrevet Herrens komme: “De, der er døde i Kristus, skal opstå først. Så skal vi, der lever og endnu er her, rykkes bort i skyerne sammen med dem for at møde Herren i luften, og så skal vi altid være sammen med Herren.”^{101 Thess 4,16-17.}MBF 259.2

Først ved Kristi personlige genkomst kan hans folk modtage Riget. Herren sagde: “Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed og alle englene med ham, da skal han tage sæde på sin herligheds trone. Og alle folkeslagene skal samles foran ham, og han skal skille dem, som en hyrde skiller fårene fra bukkene; fårene skal han stille ved sin højre side og bukkene ved sin venstre. Da skal kongen sige til dem ved sin højre side: Kom, I som er min Faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt.”^{11Matt 25,31-34.}Vi har set af de her citerede skriftsteder, at når Menneskesønnen kommer, skal de døde opstå uforkrænkelige, og de levende forvandles. Ved denne store forvandling beredes de til at modtage Riget. For som Paulus siger: “Kød og blod kan ikke arve Guds rige, og det forgængelige arver ikke det uforgængelige.”^{121 Kor 15,50.}Mennesket er i sin nuværende tilstand dødeligt og forkrænkeligt, men Guds rige skal være uforkrænkeligt og vare evigt. Derfor kan mennesket, som det er nu, ikke komme ind i Guds rige. Men når Jesus kommer, tildeler han sit folk udødelighed, og derefter kalder han dem til at arve det rige, som de hidtil kun har været arvinger til.MBF 259.3

Disse og andre skriftsteder overbeviste Miller om, at de begivenheder, som man almindeligvis regnede med at opleve før Kristi genkomst, såsom det verdensomspændende fredsrige, eller oprettelsen af Guds rige her på jorden, først skulle finde sted efter genkomsten. Dertil kom, at alle tidernes tegn og verdens tilstand svarede til den profetiske beskrivelse af de sidste dage. Studiet af Skriften alene tvang ham til den slutning, at den tid, der var afsat til jordens forbliven i dens nuværende tilstand, var ved at rinde ud.MBF 260.1

“En anden form for bevis, der gjorde et dybt indtryk på mig,” siger han, “var Skriftens tidsberegning. … Jeg fandt, at forudsagte hændelser, der havde fundet sted i fortiden, ofte skete inden for et givet tidsrum. De et hundrede og tyve år til syndfloden,^{131 Mos 6,3.}de syv dage, der skulle gå forud for den, og de fyrre dage, det skulle regne,^{141 Mos 7,4.}de fire hundrede år, Abrahams afkom skulle bo i et fremmed land,^{151 Mos 15,13.}de tre dage i mundskænkens og bagerens drømme,^{161 Mos 40, 12-20.}de syv år i Faraos drøm,^{171 Mos 41, 28-54.}de fyrre år i ørkenen,^{184 Mos 14,34.}tre og et halvt års hungersnød,^{191 Kong 17,1; Luk 4,25.}halvfjerds års fangenskab,^{20Jer 25,11.}Nebukadnesars syv tider,^{21Dan 4,13-16.}og de syv uger, de toogtresindstyve uger og en uge, i alt halvfjerds uger, der var fastsat over jøderne,^{22Dan 9,24-27.}de begivenheder, disse tidsrum gjaldt, var engang rene profetier; men de gik i opfyldelse, som det var forudsagt.”^{23Bliss, ss. 74-75.}MBF 260.2

Da han ved at studere Bibelen fandt forskellige tidsperioder, som efter hans opfattelse angik Kristi genkomst, kunne han ikke andet end betragte dem som “bestemte tider,” som var fastsat og af Gud åbenbaret for hans tjenere. Moses siger: “De skjulte ting hører Herren vor Gud til; de åbenbare hører for evigt os og vore børn til.” Og Gud siger ved profeten Amos, atMBF 260.3

Herren “gør ikke noget, førend han har åbenbaret sine planer for sine tjenere, profeterne.”^{245 Mos 29,29; Amos 3,7.}Den, der gransker Guds ord, kan altså tillidsfuldt forvente, at den største begivenhed, der skal ske i menneskehedens historie, er tydeligt udpeget i Sandhedens Skrifter.MBF 260.4

“Jeg var fuldt overbevist om,” siger Miller, “‘at ethvert skrift, der er indblæst af Gud, også er nyttigt,’^{252 Tim 3,16.}at ‘aldrig har nogen profeti lydt i kraft af et menneskes vilje, men blev skrevet af hellige mænd, der var drevet af Helligånden,’^{262 Pet 1,21.}og blev skrevet ‘for at vi skal lære af det, så vi med udholdenhed og med den trøst, som Skrifterne giver os, kan fastholde håbet.’^{27Rom 15,4.}Jeg kunne derfor kun opfatte de tidsmæssige dele i Bibelen som en del af Guds ord, der fortjente vor alvorlige opmærksomhed i lige så høj grad som enhver anden tekst. Derfor følte jeg, at jeg i min stræben efter at forstå, hvad Gud i sin nåde havde åbenbaret for os, ikke havde nogen ret til at springe de profetiske tidsperioder over.”^{28Bliss, s. 75.}MBF 260.5

Den profeti, der klarest syntes at åbenbare tidspunktet for Kristi genkomst, stod i Daniel 8,14: “2.300 aftener og morgener! Derefter skal helligdommen få sin ret tilbage.” (renses, eng. bibel). Miller fulgte sin sædvanlige fremgangsmåde ved at lade Skriften fortolke sig selv og blev klar over, at en dag i det profetiske billedsprog betyder et år^{294 Mos 14,34; Ez 4,6.}og han så, at de 2.300 profetiske dage eller i bogstavelig forstand 2.300 år, ville gå langt ud over den jødiske verdensordens ophør, så det kunne ikke angå denne helligdomstjeneste. Miller gik ud fra det almindeligt anerkendte synspunkt, at i den kristne kirkes tid er jorden helligdommen, og derfor havde han den opfattelse, at den renselse af helligdommen, som er forudsagt i Dan 8,14, var et billede på jordens renselse med ild ved Kristi genkomst. Hvis man derfor kunne finde udgangspunktet for de 2300 år, ville man også hurtigt kunne finde tidspunktet for genkomsten. Tidspunktet for den store fuldbyrdelse kunne fastslås — tiden, da den nuværende verdensorden med al dens hovmod og magt, pragt og forfængelighed, ondskab og undertrykkelse, skulle ophøre, hvor forbandelsen skulle borttages fra jorden, døden ophøre og Gud “skal give løn til sine tjenere profeterne, og til de hellige og til dem, der frygter hans navn … og ødelægge dem, der ødelægger jorden.”^{30Bliss, s. 76.}MBF 261.1

Med ny og større alvor fortsatte Miller at granske profetierne. Han brugte både nætter og dage til at studere det, som nu forekom af så vældig betydning og enestående interesse. I det ottende kapitel hos Daniel kunne han ikke finde nøglen til udgangspunktet for de 2.300 dage. Skønt englen Gabriel havde fået befaling om at gøre synet forståeligt for Daniel, gav han ham kun en delvis udlægning. Da den frygtelige forfølgelse, der skulle overgå menigheden, blev oprullet for profetens øjne, svigtede hans fysiske kræfter. Han kunne ikke tage mere, og englen forlod ham for en tid. “Daniel blev ramt af sygdom i nogen tid.” “Jeg var grebet af undren over synet, som jeg ikke forstod.” Men Gud havde befalet sit sendebud: “Forklar ham synet!” Denne befaling måtte adlydes. Og derfor kom englen efter nogen tid tilbage til Daniel og sagde: “Daniel, nu er jeg kommet for at give dig indsigt og forståelse.” “Giv agt på ordet, så du forstår synet.”^{31Dan 8,27.16;9,22-23.}Der var et vigtigt punkt i synet i kapitel 8, som ikke var blevet udlagt, nemlig det, der angik tiden — de 2.300 dage. Derfor beskæftiger englen sig hovedsagelig med tidsspørgsmålet i sin fortsatte udredning: “Halvfjerds uger er fastsat for dit folk og for din hellige by. … Du skal vide og forstå: Fra den tid ordet om at genopbygge Jerusalem udgik, og indtil der kommer en salvet fyrste er der syv uger. I 62 uger skal det stå genopbygget med torve og gader. Men det er trængselstider! Når de 62 uger er gået, bliver en salvet fjernet uden dom.” “Han vil slutte en stærk pagt med de mange i én uge. Men midt i ugen vil han bringe slagtoffer og afgrødeoffer til ophør.”^{32Dan 9,25-27.}MBF 261.2

Englen var blevet sendt til Daniel i den udtrykkelige hensigt at forklare ham det punkt, han ikke havde kunnet fatte i synet i det 8. kapitel — redegø relsen angående den profetiske tid — “2.300 aftener og morgener! Derefter skal helligdommen renses.” Efter at have befalet Daniel: “Giv agt på ordet, så du forstår synet,” var englens allerførste ord: “Halvfjerds uger er fastsat for dit folk og for din hellige by.” Det ord, som her oversættes ved “fastsat,” betyder bogstaveligt “afskåret.” 70 uger, svarende til 490 år, skal efter englens forklaring afskæres som særligt hørende til jøderne. Men hvad skulle de skæres fra? Da de 2.300 dage er den eneste tidsperiode, der omtales i det 8. kapitel, måtte det være denne tidsperiode, de halvfjerds uger skulle afskæres fra. De halvfjerds uger måtte derfor være en del af de 2.300 dage, og de to perioder måtte begynde samtidig. Englen forkyndte, at de halvfjerds uger skulle regnes fra ordet om Jerusalems genrejsning og opbyggelse. Hvis man kunne finde tidspunktet for, hvornår denne befaling udgik, så havde man udgangspunktet for den store tidsperiode på 2.300 dage.MBF 262.1

I Ezras Bog, kapitel 7, vers 12-26, finder vi denne befaling. Den blev i sin fuldstændige form udstedt af Persiens konge Artaxerxes, år 457 f.Kr. Men i Ezra 6,14 hedder det, at Herrens hus i Jerusalem blev bygget “på befaling af perserkongerne Kyros, Darios og Artaxerxes.” Disse tre konger, der udstedte, atter bekræftede og fuldendte befalingen, bragte den derved til den opfyldelse, som profetien krævede for at markere 2.300 års begyndelse. Tager man det år, forordningen blev fuldført, dvs. år 457 f.Kr. som det tidspunkt, hvor ordet udgik, synes alle profetiens enkeltheder at være gået i opfyldelse.MBF 262.2

“Fra den tid ordet om at genopbygge Jerusalem udgik, og indtil der kommer en salvet fyrste, er der syv uger. I 62 uger skal det stå genopbygget med torve og gader. Men det er trængselstider! Når de 62 uger er gået, bliver en salvet fjernet uden dom.” Syv uger og 62 uger er 69 uger eller 483 år. Artaxerxes’ forordning trådte i kraft i efteråret 457 f.Kr. Fra dette tidspunkt rækker 483 år til efteråret 27 e.Kr. (se noter). Ved denne tid blev profetien opfyldt. Om efteråret 27 blev Kristus døbt af Johannes og modtog Åndens salvelse. Apostlen Peter siger: “Gud salvede Jesus fra Nazaret med Helligånd og kraft.”^{33ApG 10,38.}Og selv siger Jesus: “Herrens ånd er over mig, fordi han har salvet mig. Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige.”^{34Luk 4,18.}Efter sin dåb drog Jesus til Galilæa, prædikede Guds evangelium og sagde: “Tiden er inde!”^{35Mark 1,14-15.}MBF 262.3

“Han vil slutte en stærk pagt med de mange i én uge.” Den uge, som her omtales, er den sidste af de halvfjerds. Den er de syv sidste år af den periode, der var tildelt jøderne. Det var i løbet af denne tid, der strækker sig fra år 27 til år 34, at Jesus, først personligt og senere ved sine disciple, rettede evangeliets indbydelse specielt til jøderne. Da apostlene drog ud med det glade budskab om Guds rige, lød Frelserens anvisning: “Følg ikke vejen til hedningerne, og gå ikke ind i samaritanernes byer; men gå derimod til de fortabte får af Israels hus.”^{36Matt 10,5-6.}MBF 263.1

“Men midt i ugen vil han bringe slagtoffer og afgrødeoffer til ophør.” Det var år 31 e.Kr. — tre og et halvt år efter sin dåb — at Kristus blev korsfæstet. Med det store offer, der bragtes på Golgata, ophørte det offersystem, der i fire tusinde år havde peget fremad mod Guds lam. Symbolhandlingen var blevet virkeliggjort, og alle det ceremonielle systems slagtofre og afgrødeofre skulle nu ophøre.MBF 263.2

Som vi har set, sluttede de halvfjerds uger eller 490 år, der specielt var afsat til jøderne, i året 34 e.Kr. Da beseglede folket sin forkastelse af evangeliet gennem det jødiske råds aktion, idet de stenede Stefanus og forfulgte Kristi disciple. Derefter blev frelsens budskab ikke længere begrænset til det udvalgte folk, men givet videre til verden. Disciplene, der ved forfølgelse var blevet tvunget til at flygte fra Jerusalem, “begyndte nu at drage rundt og forkynde ordet. Filip tog ned til … Samaria og prædikede for dem om Kristus.” Ledet af Guds ånd bragte Peter evangeliet til den gudfrygtige Kornelius, der var høvedsmand i Kæsarea. Og den nidkære Paulus fik, efter at han var vundet for Kristus, betroet den opgave at bringe det glade budskab “til folkeslag langt borte.”^{37ApG 8,4-5; 22,21.}MBF 263.3

Så langt er hver eneste enkelthed i profetien opfyldt med påfaldende nøjagtighed, og begyndelsen af de halvfjerds uger kan uden mindste tvivl sættes til år 457 f.Kr. og deres ophør til år 34 e.Kr. Efter disse oplysninger er det ikke svært at regne ud, hvornår de 2.300 dage udløber. Når man trækker de halvfjerds uger — 490 dage — fra de 2.300, bliver der 1.810 dage til rest. Efter udløbet af de 490 dage skulle der så gå endnu 1.810 dage. 1810 år til år 34 e.Kr. giver år 1844. Efter Guds engels vidnesbyrd skal “helligdommens renselse” finde sted, når dette store profetiske tidsrum er forbi. Tidspunktet for helligdommens renselse — som man næsten overalt troede skulle ske ved Kristi genkomst — kunne endelig fastslås.MBF 264.1

Først troede Miller og hans tilhængere, at de 2.300 dage skulle udløbe i foråret 1844, hvorimod profetien peger hen til efteråret samme år (se noter). Misforståelsen på dette punkt skulle medføre skuffelse og forvirring for dem, der var blevet enige om det tidlige tidspunkt for Herrens genkomst. Men det svækkede ikke i mindste måde styrken af det argument, som viste, at de 2.300 dage endte i 1844 — og at den store begivenhed, der omtales som helligdommens renselse, skulle ske i det år.MBF 264.2

Da Miller begyndte at studere Skrifterne på sin måde for at bevise, at det drejede sig om åbenbaringer fra Gud, drømte han ikke om at nå frem til den slutning, han nu var kommet til. Han kunne knap selv tro på resultaterne af sin undersøgelse. Men Skriftens vidnesbyrd var for klare og kraftige til, at de kunne afvises.MBF 264.3

To år havde han helliget til studiet af Bibelen, da han i 1818 nåede til den højtidelige overbevisning, at om ca. 25 år ville Kristus komme for at forløse sit folk. “Jeg behøver ikke,” siger Miller, “at fortælle om den glæde, der fyldte mit hjerte ved denne frydefulde forventning, eller om min sjæls brændende længsel efter at få del i de frelstes glæde. Bibelen var blevet en helt ny bog for mig. Den var i sandhed en nydelse for ens tænkeevne. Alt det, der tidligere var mørkt og mystisk og skummelt for mig, svandt for det klare lys, der nu strømmede mig i møde fra de hellige sider, og hvor klar og strålende var sandheden ikke! Alle de modsigelser og uoverensstemmelser, jeg før havde fundet i Ordet, var nu borte, og skønt der stadig var mange ting, jeg ikke helt forstod, udgik der dog så meget lys fra Den Hellige Skrift til at oplyse min tidligere formørkede sjæl, at jeg følte en glæde ved studierne, som jeg ikke tidligere havde drømt om at få ud af dens forkyndelse.”^{38Bliss, ss. 76-77.}MBF 264.4

“Efter at jeg var nået til den dybe overbevisning, at Skriften forudsagde så betydningsfulde begivenheder, der skulle ske i løbet af så kort tid, var der et spørgsmål, der trængte ind på mig med stor kraft: Hvad var min pligt over for verden efter det vidnesbyrd, der havde rørt min egen sjæl?”^{39Samme, s. 81.}Miller kunne kun føle sig forpligtet til at give andre del i det lys, han selv havde modtaget. Han ventede at møde modstand fra de gudløse, men var sikker på, at alle kristne ville fryde sig i håbet om at møde den frelser, som de sagde, at de elskede.MBF 265.1

Dog var han bange for, at mange i deres store glæde ved udsigten til den vidunderlige udfrielse, der skulle komme så snart, ville modtage læren uden at overbevise sig om sandheden i den ved at læse i Skriften. Derfor tøvede han med at komme frem med den af frygt for, at han måske tog fejl og kunne komme til at lede andre på vildspor. Beviserne for de slutninger, han var kommet til, måtte han gennemgå endnu en gang og omhyggeligt overveje enhver vanskelighed, han måtte støde på. Han fandt, at alle indsigelser forsvandt som dug for solen i lyset af Guds ord. Fem år brugte han på dette, og så var han fuldt overbevist om, at han havde ret.MBF 265.2

Pligten til at lade andre vide, hvad han mente fremgik så tydeligt af Skriften, trængte med fornyet styrke ind på ham. “Når jeg var beskæftiget med mit arbejde,” sagde han, “ringede det stadig for mine ører: ‘Gå ud og fortæl verden om den fare, den svæver i.’ Hele tiden faldt denne tekst mig ind:MBF 265.3

‘Når jeg siger til den uretfærdige: Du skal dø! og du ikke taler til den uretfærdige og advarer ham mod hans vej, så skal den uretfærdige dø på grund af sin skyld, men hans blod vil jeg kræve af din hånd. Hvis du derimod advarer den uretfærdige for at få ham til at vende om fra sin vej, og han ikke vender om, skal han dø på grund af sin skyld, men du har reddet dit liv.’^{40Ez 33,8-9.}Jeg følte, at hvis de gudløse for alvor blev advaret, ville mange af dem omvende sig, og hvis de ikke blev advaret, ville deres blod blive krævet af min hånd.”^{41Bliss, s. 92.}MBF 265.4

Han begyndte at fremsætte sine synspunkter privat, når han fik lejlighed til det, og bad Gud om, at en eller anden præst måtte få øjnene op for deres styrke og vie sig til at udbrede dem. Men han kunne ikke frigøre sig fra den overbevisning, at det var hans personlige pligt at give advarslen. Disse ord kom stadig i hans tanker: “Gå ud og sig det til verden! Jeg vil kræve deres blod af din hånd!” I ni år ventede han, mens byrden stadig tyngede hans sjæl, indtil han i 1831 for første gang gav offentligt udtryk for sin tro.MBF 265.5

Ligesom Elisa blev kaldet fra sine okser på marken for at modtage den kappe, der skulle indvie ham til gerningen som profet, blev William Miller kaldet til at forlade sin plov for at åbenbare Guds riges hemmeligheder for folket. Med bæven begyndte han skridt for skridt at lede sine tilhørere gennem de profetiske tidsperioder til Kristi genkomst. Hans styrke og mod voksede, da han så den store interesse, hans ord vakte.MBF 266.1

Kun på opfordring af sine trosbrødre, i hvis ord han hørte Guds kald, indvilgede Miller i offentligt at fremsætte sine synspunkter. Han var halvtreds år gammel, ikke vant til at tale offentligt og tynget af en følelse af at være uegnet til den gerning, der lå foran ham. Men fra første færd velsignedes hans anstrengelser til frelse for mange sjæle. Efter hans første foredrag fulgte en religiøs vækkelse, hvor hele tretten familier med undtagelse af to personer blev omvendt. Han blev straks opfordret til at tale andre steder, og næsten alle steder bevirkede hans arbejde, at Guds gerning blev genoplivet. Syndere blev omvendt, kristne blev vakt til større fromhed, og deister og vantro førtes til anerkendelse af sandheden i Bibelen og den kristne religion. Vidnesbyrdet fra dem, han arbejdede iblandt, var: “Han når ud til en klasse mennesker, som ingen andre har indflydelse på.”^{42Samme, s. 138.}Hans forkyndelse var lagt an på at vække folks opmærksomhed for det store i kristendommen og på at lægge en dæmper på tidens voksende verdslighed og sanselighed.MBF 266.2

I næsten hver by var der snese, ja, nogle steder hundreder, der blev omvendt ved hans forkyndelse. Protestantiske kirker af næsten alle retninger åbnedes for ham, og indbydelser kom som regel fra de forskellige menigheders præster. Han gjorde det til en regel ikke at arbejde noget sted, hvor han ikke var blevet indbudt, men snart var det ham alligevel ikke muligt at efterkomme blot halvdelen af de opfordringer, der strømmede ind til ham. Mange, som ikke delte hans opfattelse af det nøjagtige tidspunkt for genkomsten, blev overbevist om, at Kristi genkomst var sikker og nært forestående, og at de måtte forberede sig på den. I nogle af de større byer gjorde hans gerning et dybt indtryk. Spiritushandlere opgav deres erhverv og omdannede deres butikker til mødelokaler; spillebuler blev lukket; vantro, deister, universalister, ja selv de mest lastefulde blev omvendt — mange af dem havde ikke sat deres ben i en kirke i årevis. Der blev arrangeret bedemøder af forskellige grupper rundt omkring næsten hver time på dagen. Forretningsfolk mødtes midt på dagen til bøn og lovprisning. Der var ingen overdreven ophidselse, men en almindelig højtid over menneskers sind. Ligesom for de første reformatorers vedkommende tog hans arbejde snarere sigte på at overbevise forstanden og vække samvittigheden end på blot at oppiske en stemning.MBF 266.3

I 1833 fik Miller tilladelse til at prædike af baptistkirken, som han tilhørte. Mange af præsterne i hans kirkesamfund bifaldt hans arbejde, og det var med deres formelle billigelse, han fortsatte sit arbejde. Han rejste og prædikede ustandselig, skønt hans personlige gerning hovedsagelig var i New England og de mellemste stater. I adskillige år betalte han selv alle sine udgifter, og senere fik han aldrig nok til at dække sine rejseomkostninger. Hans offentlige arbejde var langt fra at give en økonomisk fordel. Det gjorde tværtimod et betydeligt indhug i hans formue, der blev mindre og mindre i disse år af hans liv. Han havde en stor familie, men da alle var sparsommelige og flittige, ydede hans gård tilstrækkeligt til både deres og hans eget underhold.MBF 267.1

I 1833, to år efter at Miller var begyndt offentligt at fremsætte beviserne for Kristi snarlige genkomst, viste det sidste af de tegn sig, som Frelseren havde lovet som et varsel om sit andet komme. Jesus havde sagt: “Stjernerne (skal) falde ned fra himlen.”^{43Matt 24,29.}Og i Åbenbaringen forudsagde Johannes, da han i et syn så de begivenheder, der skulle bebude Herrens dag: “Himlens stjerner faldt ned på jorden, som et figentræ taber sine frugter, når stormen rusker i det.”^{44Åb 6,13.}Denne profeti fik en slående og imponerende opfyldelse i den store stjerneregn den 13. november 1833. Det var det mest udbredte og forunderlige skue af faldende stjerner, der nogen sinde er berettet om. “Hele himmelrummet over alle De forenede Stater var i flammende bevægelse i timevis. Der er aldrig i dette land siden dets første kolonisation forekommet et himmelfænomen, som er blev betragtet med så intens beundring, og af andre med så stor frygt og uro.”MBF 267.2

“Mange husker endnu det storslåede og ærefrygtindgydende syn. … Regnen er aldrig faldet tættere end meteorerne, der faldt mod jorden; i øst, i vest, i syd og i nord, det samme overalt. Hele himlen lod til at være i oprør. … Det vældige skuespil, som professor Silliman beskriver det, kunne ses over hele Nordamerika. … Fra klokken to til højlys dag, hvor himlen var klar og skyfri, var der over hele himlen et uopholdeligt skuespil med strålende klare lysvirkninger.”^{45R.M. Debens: American Progress; or, The Great Events of the Greatest Century, kap. 28, par. 1-5.}MBF 267.3

“Ingen ord er stærke nok til at beskrive dette vidunderlige skues pragt. … Ingen, som ikke har været vidne til det, kan gøre sig et virkeligt begreb om hvort pragtfuldt det var. Det var, som om hele stjernehimlen havde samlet sig i ét punkt nær zenit og på én gang skød frem med lynets vildskab mod hele horisonten. Men ikke nok med det — i tusindvis fulgte de hurtigt efter hinanden, som var de skabt til lejligheden.”^{46F. Reed i the Christian Advocate and Journal, 13. dec. 1833.}Et mere korrekt billede end et figentræ, der kaster sine frugter, når stormen ryster det, kan man ikke forestille sig.^{47The Old Countryman i Portland Evening Advetiser, 26. nov. 1833.}MBF 267.4

New Yorks Journal of Commerce bragte den 14. november 1833 en lang artikel om fænomenet, hvori der bl.a. stod: “Jeg tror ikke, nogen filosof eller videnskabsmand har berettet om en begivenhed som den, der fandt sted i går morges. For atten hundrede år siden forudsagde en profet den ganske nøje, hvis vi vil gøre os den ulejlighed at forstå stjerner, der faldt, som stjerneskud, … den eneste betydning, hvori det kan være bogstavelig sandt.” Således indtraf det sidste af de tegn på Jesu genkomst, om hvilket han sagde til sine disciple: “Sådan skal I også vide, når I ser alt dette, at han står lige for døren.”^{48Matt 24,33.}Efter disse tegn så Johannes som den næste store begivenhed, at himlen forsvandt som en bogrulle, der rulles sammen, mens jorden skælvede, bjerge og øer flyttedes fra deres plads, og de gudløse søgte i rædsel at flygte fra Menneskesønnen.^{49Åb 6,12-17.}MBF 268.1

Mange, der havde overværet stjerneregnen, betragtede den som budskab om en kommende dom — “et frygteligt billede, en sikker forløber, et nådens tegn på den store og forfærdelige dag.”^{50The Old Countryman, 26. nov. 1833.}Således blev folks opmærksomhed rettet mod profetiens opfyldelse, og det fik mange til at blive opmærksomme på budskabet om Herrens genkomst.MBF 268.2

I året 1840 vakte en anden bemærkelsesværdig opfyldelse af en forudsigelse opmærksomhed i vide kredse. To år før havde Josiah Litch, en af de førende blandt de præster, der prædikede om genkomsten, udgivet en forklaring til Åbenbaringen 9, der forudsagde det ottomanske riges fald. Efter hans udregning skulle dette rige omstyrtes “i året 1840, engang i løbet af august måned.” Kun et par dage før det skete, skrev han: “Regner vi med, at den første tidsperiode, 150 år, er nøjagtigt udløbet, før Deacozes besteg tronen med tyrkernes billigelse, og at de 391 år og femten dage begyndte i slutningen af den første periode, vil den slutte den 11. august 1840, hvor man må vente, at den ottomanske magt i Konstantinopel bliver brudt. Og jeg tror, at dette vil vise sig at være tilfældet.”^{51Josiah Litch, artikel i Signs of the Times, og Expositor of Prophecy, 1. aug. 1840.}51MBF 268.3

På netop det angivne tidspunkt tog Tyrkiet gennem sine gesandter imod et tilbud om beskyttelse fra Europas allierede magter og stillede sig således under de kristne nationers kontrol. Denne begivenhed opfyldte forudsigelsen helt nøjagtigt (se noter). Da dette blev kendt, blev mange overbevist om rigtigheden af den fortolkning af profetierne, som Miller og hans meningsfæller benyttede, og det satte et vidunderligt skub i adventbevægelsen.MBF 268.4

Lærde og indflydelsesrige mænd gik sammen med Miller, både i at prædike og offentliggøre hans synspunkter, og arbejdet skred hurtigt frem fra 1840 til 1844.MBF 269.1

William Miller var i besiddelse af stor åndelig styrke disciplineret gennem tænkning og studium. Dertil føjede han den himmelske visdom ved at være i stadig forbindelse med visdommens kilde. Han var et prægtigt menneske, der kun kunne vinde respekt og agtelse, hvor man værdsatte en retskaffen karakter og høj moral. Han forenede hjertets godhed med kristen ydmyghed og stærk selvbeherskelse. Han var agtpågivende og imødekommende over for alle, rede til at lytte til andres meninger og at vurdere deres argumenter. Uden affekt og ophidselse prøvede han alle teorier og lærdomspunkter efter Guds ord, og hans sunde fornuft og indgående kendskab til Skriftens ord gjorde det muligt for ham at gendrive fejl og afsløre falskhed.MBF 269.2

Alligevel kunne han ikke fortsætte sit arbejde uden bitter modstand. Ligesom det var gået tidligere reformatorer, blev de sandheder, han fremkom med, ikke velvilligt modtaget af religionens populære lærere. Da de ikke kunne forsvare deres standpunkter ud fra Skriften, var de tvunget til at tage deres tilflugt til menneskers udtalelser og læresætninger og kirkefædrenes overleveringer. Men Guds ord var det eneste vidnesbyrd, som forkynderne af Kristi genkomst kunne godkende. “Bibelen og Bibelen alene” var deres motto. Deres modstanderes mangel på bibelske argumenter blev erstattet med latterliggørelse og hån. Tid, penge og evner blev brugt på at skade dem, hvis eneste forseelse var, at de med glæde så hen til Herrens genkomst, bestræbte sig på at leve et helligt liv og formanede andre til at berede sig for hans komme.MBF 269.3

Der blev gjort alvorlige anstrengelser for at forhindre folk i at beskæftige sig med Herrens genkomst. Man fremstillede det som en synd og som noget, man burde skamme sig over, hvis man studerede de profetier, der viser hen til Kristi genkomst og verdens ende. Således underminerede de præster, som folket så op til, troen på Guds ord. Deres lære gjorde mennesker vantro, og mange benyttede anledningen til at følge deres syndige lyster. Og derefter gav de, der var årsag til ondet, de adventtroende skylden for det alt sammen.MBF 269.4

Mens Miller samlede fulde huse af intelligente og opmærksomme tilhørere, blev hans navn sjældent omtalt i den kirkelige presse, undtagen når det blev latterliggjort eller fordømt. Opmuntret af de religiøse lederes indstilling kom de letsindige og gudløse med hånlige tilnavne og blasfemiske vittigheder for at skabe foragt for ham og hans arbejde. Den gråhårede mand, der havde forladt sit gode hjem for på egen bekostning at rejse fra by til by, fra landsby til landsby, og ustandselig havde arbejdet for at bringe verden den alvorlige advarsel om dommens nærhed, blev spottende erklæret for en fantast, løgner, og en udspekuleret kæltring.MBF 270.1

Den latterliggørelse og de falske beskyldninger, han blev overøst med, fremkaldte indignerede protester, selv fra den verdslige presse. “At behandle en sag af så overvældende storhed og med så frygtelige konsekvenser” overfladisk og hånligt blev af verdslige mennesker erklæret for “ikke alene at drive løjer med dens forkynderes og forkæmperes følelser,” men også “at drive spot med dommedag, at spotte Vorherre selv, og foragte hans dommes alvor.”^{52Bliss, s. 183.}MBF 270.2

Ophavsmanden til alt ondt søgte ikke kun at modarbejde virkningerne af adventbudskabet, men også at ødelægge budbringeren. Miller rettede en direkte henvendelse til sine tilhøreres hjerter med Skriftens sandhed, bebrejdede dem deres synder og rokkede deres selvtilfredshed, og hans enkle og skarpe ord vakte deres fjendskab. Kirkefolkets modstand mod hans budskab opmuntrede de lavere klasser til at gå endnu videre, og nogle af hans fjender lagde råd op om at tage hans liv, når han forlod mødelokalet. Men i folkemængden var der hellige engle. En af dem tog i menneskelig skikkelse Herrens tjeners arm og førte ham sikkert bort fra den rasende pøbel. Hans gerning var endnu ikke fuldendt, og Satan og hans udsendinge måtte se deres forehavende mislykkes.MBF 270.3

Trods al modstand voksede interessen for adventbevægelsen stadig. Fra nogle snese og hundreder var forsamlingerne vokset til mange tusind. De forskellige menigheder havde haft stor tilgang; men efter en tids forløb rettedes modstanden også mod disse nyomvendte, og og man begyndte at tage disciplinære skridt mod dem, der havde antaget Millers synspunkter. Dette kaldte et svar frem fra hans pen i en henvendelse til alle kristne uanset trosretning, hvori han bad dem vise ham ud fra Skriften, hvori hans læresætninger var falske.MBF 270.4

“Hvad er der i vor tro,” sagde han, “som Guds ord ikke har befalet os at tro, det ord, I selv indrømmer, er den eneste sande rettesnor for vor tro og vore gerninger? Hvad har vi gjort, der nedkalder så voldsomme anklager og fordømmelser mod os fra prædikestol og presse, og som giver jer en gyldig grund til at udelukke os (adventtroende) fra jeres menigheder og fællesskab?” “Hvis vi tager fejl, så beder vi jer vise os, hvori vor fejl består. Vis os ud fra Guds ord, at vi tager fejl. Vi er blevet latterliggjort nok, det kan aldrig overbevise os om, at vi har uret. Kun Guds ord kan ændre vort syn. Vi har draget vore slutninger med roligt overlæg og under bøn ud fra Skriftens vidnesbyrd.”^{53Samme, ss. 250.252.}MBF 271.1

Til alle tider er de advarsler, Gud har sendt verden ved sine tjenere, blevet modtaget med samme vantro og mistillid. Da menneskenes ugudelighed før syndfloden fik Gud til at sende en vandflod over jorden, advarede han dem først om sin hensigt, for at de kunne få lejlighed til at omvende sig fra deres ondskab. I hundrede og tyve år blev de stadig opfordret til at omvende sig, så Guds vrede ikke skulle udløses og ødelægge dem. Men budskabet forekom dem som tom snak, og de troede ikke på det. Opflammet af deres ondskab gjorde de nar af Guds sendebud, lod hånt om hans indtrængende ord og beskyldte ham endog for formastelse. Hvordan turde en enkelt mand gå imod alle verdens stormænd? Hvis Noas budskab var sandt, hvorfor kunne hele verden så ikke se og forstå det? Én mands påstand mod alle verdens stormænd? Én mands påstand mod tusinders visdom! De ville ikke regne med advarslen og heller ikke søge ly i arken.MBF 271.2

Spottere pegede på naturforholdene, på årstidernes regelmæssige vekslen, på den blå himmel, hvorfra der aldrig var faldet regn, de grønne marker, der blev vederkvæget af nattens milde dug — og de råbte: “Taler han ikke i gåder?” Foragteligt kaldte de retfærdighedens forkynder for en vild fanatiker, og de fortsatte med større iver end nogen sinde med deres fornøjelser og deres onde livsførelse. Men deres vantro forhindrede ikke den forudsagte begivenhed. Gud bar længe over med deres ondskab og gav dem rigelig anledning til at omvende sig; men til den fastsatte tid hjemsøgte hans straffedomme dem, der havde forkastet hans nåde og barmhjertighed.MBF 271.3

Kristus sagde, at der ville herske en lignende vantro i forbindelse med hans genkomst. Ligesom menneskene i Noas dage “ikke vidste noget, før syndfloden kom og rev dem alle bort. Sådan skal også Menneskesønnens komme være,” siger vor frelser.^{54Matt 24,39.}Når de, der bekender sig til at være Guds børn, går sammen med verden og lever, som den lever, og sammen med den tager del i forbudte glæder; når menigheden efterligner verdens nydelsessyge; når bryllupsklokkerne kimer og alle ser frem til mange år i verdslig lykke — da kommer pludselig som et lynglimt enden på alle deres lyse syner og falske håb.MBF 271.4

Ligesom Gud sendte sin tjener for at advare verden om syndfloden, sendte han udvalgte sendebud for at forkynde, hvor nær den sidste dom var. Og ligesom Noas samtidige lo og foragtede retfærdighedens forkynders forudsigelser, var der på Millers tid mange, selv af dem, der kaldte sig kristne, som spottede hans advarende ord.MBF 272.1

Hvorfor var læren om Kristi genkomst så uvelkommen for kirkerne? Mens Herrens komme bringer de gudløse sorg og fortvivlelse, bringer det de retfærdige glæde og håb. Denne store sandhed har gennem tiderne været Guds trofaste børns trøst. Hvorfor var denne sandhed og den, der fremsatte den, blevet “en anstødssten, en klippe til at snuble over,” for dem, der bekendte sig til ham? Det var Herren selv, der lovede sine disciple: “Når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig.”^{55Joh 14,3.}MBF 272.2

Det var den kærlige frelser, der forudså sine tilhængeres ensomhed og sorg, som sendte engle for at trøste dem med forsikringen om, at han ville komme igen på samme måde, som han steg op til himlen. Mens disciplene stod og stirrede intenst for at fange det sidste glimt af deres elskede Mester, blev deres opmærksomhed fanget af disse ord: “Hvorfor står I og ser op mod himlen, galilæere? Den Jesus, som er blevet taget fra jer op til himlen, skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare op til himlen.”^{56ApG 1,11.}Englenes budskab vakte nyt håb. “Fyldt med glæde vendte de tilbage til Jerusalem, og de var hele tiden i templet og lovpriste Gud.”^{57Luk 24,52-53.}De glædede sig ikke over, at Jesus havde forladt dem, og at de skulle kæmpe med verdens prøvelser og fristelser, men over englenes forsikring om, at han ville komme igen.MBF 272.3

Forkyndelsen om Kristi komme burde i dag, ligesom dengang englene bragte det til hyrderne ved Betlehem, være et budskab om en stor glæde. De, der virkelig elsker Frelseren, kan kun hilse det budskab med glæde, der grunder sig på Guds ord om, at han, som er midtpunktet for deres håb om evigt liv, kommer igen. Ikke for at blive hånet, foragtet og vraget, som da han kom første gang, men i kraft og herlighed for at udfri sit folk. Det er dem, der ikke elsker Frelseren, der ønsker, at han skal blive borte. Og der kan ikke tænkes noget mere afgørende bevis på, at kirkerne var veget bort fra Gud, end den irritation og det had, dette himmelsendte budskab fremkaldte.MBF 272.4

De, der tog imod læren om Kristi genkomst, blev vækket op til at indse nødvendigheden af anger og ydmygelse for Gud. Mange havde længe vaklet mellem Kristus og verden. Nu forstod de, at tiden var inde til at tage standpunkt. “Spørgsmålet om evigheden, og hvad den angik, blev nu en uvant virkelighed for dem. Himlen kom dem nærmere, og de følte sig skyldige for Gud.”^{58Bliss, s. 146.}MBF 273.1

Kristne følte sig ansporet til nyt åndeligt liv. De forstod, at tiden var kort, og at det, de burde gøre for deres medmennesker, måtte gøres hurtigt. Det jordiske kom på afstand, evigheden syntes at åbne sig for dem, og det syntes, som om tanken om sjælen og alt, hvad der angår dens evige ve og vel, overstrålede alt det jordiske. Guds ånd hvilede over dem og styrkede deres inderlige appel til deres brødre, såvel som til alle syndere, om at forberede sig til Herrens dag. Deres daglige livs tavse vidnesbyrd var en stadig bebrejdelse mod de medlemmer af kirken, der overholdt ydre former uden at være helliggjort. Disse ønskede ikke at blive forstyrret i deres nydelsessyge, deres optagethed af at tjene penge, og deres ærgerrighed efter verdslig hæder. Deraf kom deres modstand og fjendtlighed mod adventtroen og dem, der forkyndte den.MBF 273.2

Da det viste sig, at beviserne for de profetiske tidsperioder ikke kunne modsiges, forsøgte modstanderne at afholde folk fra at granske disse emner ved at sige, at profetierne var lukkede og forseglede. Således fulgte protestanterne i romerkirkens spor. Mens pavekirken nægter at give folket Bibelen (se noter), hævdede de protestantiske kirker, at en betydelig del af det hellige ord — netop den del, som særlig kaster lys over de sandheder, der gælder vor tid — er uforståelig.MBF 273.3

Både folket og præsterne erklærede, at profetierne i Daniels Bog og Åbenbaringen var uforståelige mysterier. Men Jesus henledte sine disciples opmærksomhed på profeten Daniels ord om de begivenheder, der skulle foregå i deres egen tid, idet han sagde: “Den, der læser dette, skal mærke sig det!”^{59Matt 24,15.}Og påstanden om, at Åbenbaringen er et uforståeligt mysterium, modsiges af selve bogens indledning: “Jesu Kristi åbenbaring, som Gud gav ham for at vise sine tjenere, hvad der snart skal ske. … Salig er den, som læser op, og de, som hører profetiens ord og holder fast ved det, der står skrevet i den; for tiden er nær.”^{60Åb 1,1-3.}MBF 273.4

Profeten siger: “Salig er den, som læser op,” — der er dem, der ikke vil læse; det er ikke dem, der prises salige. “Og de, som hører,” — der er også nogle, som nægter at høre noget, der angår profetierne; heller ikke disse mennesker gælder velsignelsen. “Og holder fast ved det, der står skrevet i den.” — Der er mange, som nægter at ænse de advarsler og den vejledning, Åbenbaringen indeholder. Ingen af disse kan gøre krav på den lovede velsignelse. Alle, der latterliggør det, profetien handler om, og gør nar ad de tegn, den indeholder; alle, der nægter at lægge deres liv om og forberede sig på Menneskesønnens genkomst, får ikke nogen velsignelse.MBF 274.1

I betragtning af dette vidnesbyrd på inspiration, hvordan tør mennesker så belære om, at Åbenbaringen er et mysterium, der ligger over menneskelig fatteevne? Den er et åbenbaret mysterium, en bog, der er lukket op. Læsningen af Åbenbaringen leder tanken hen på Daniels profetier. Begge dele udgør den vigtigste vejledning, Gud har givet mennesker, om de begivenheder, der skal ske ved afslutningen af denne verdens historie.MBF 274.2

For Johannes blev der åbenbaret scener fra hændelser i kirkelivet af dyb og betagende interesse. Han så Guds folks stilling, farer, kampe og endelige befrielse. Han nedskriver de afsluttende budskaber, der skal modne jordens høst — enten som neg til den himmelske lade eller som halmknipper til ødelæggelsens ild.MBF 274.3

Emner af den enorm vigtighed åbenbaredes for ham, især for den sidste menighed, så de, der ville vende sig fra vildfarelse til sandhed, kunne belæres om de farer og kampe, der ligger foran dem. Ingen behøver at leve i mørke med hensyn til det, der skal overgå jorden. Hvorfor da denne udbredte uvidenhed om en betydningsfuld del af Den hellige Skrift? Hvorfor denne almindelige modvilje mod at udforske dens lære? Den er resultatet af mørkets fyrstes velberegnede indsats for at skjule det for mennesker, der afslører hans bedrag. Kristus, den store åbenbarer, der forudså den kamp, der ville blive ført mod studiet af Åbenbaringen, udtalte derfor en velsignelse til alle, der ville læse, høre og holde fast ved profetiens ord.MBF 274.4