Loading...
Larger font
Smaller font
Copy
Print
Contents

Mod En Bedre Fremtid

 - Contents
  • Results
  • Related
  • Featured
No results found for: "".
  • Weighted Relevancy
  • Content Sequence
  • Relevancy
  • Earliest First
  • Latest First
    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents

    Kapitel 2—De kristne forføl ges

    Da Jesus over for sine disciple åbenbarede Jerusalems skæbne og begivenhederne i forbindelse med sit andet komme, forudsagde han også de hændelser, som hans folk ville komme ud for, fra det øjeblik han blev taget fra dem, til hans tilbagekomst i magt og herlighed for at frelse dem. Fra Oliebjerget så Frelseren de storme, som apostelmenigheden ville blive udsat for. Idet han lod blikket trænge endnu længere ind i fremtiden, så han de voldsomme ødelæggelser, der ville feje hen over hans tilhængere under de kommende århundreders mørke og forfølgelse. I nogle få korte ytringer forudsagde han den skæbne, som denne verdens herskere ville tildele Guds menighed.1Matt 24,9.21-22.Jesu disciple skulle lide samme ydmygelse og vanære som deres Mester. Den fjendtlighed, som verdens Frelser blev udsat for, skulle komme til at ramme enhver, som måtte tro på ham.MBF 33.1

    Den nystiftede menigheds historie viser, at Jesu ord gik i opfyldelse. Denne verden forenede sig med Helvedes magter i at bekrige ham i hans efterfølgeres skikkelse. Hedningerne, som forudså, at deres templer og altre ville blive tilintetgjort, hvis evangeliet sejrede, samlede alle kræfter for at komme kristendommen til livs. Forfølgelserne brød løs. De kristne blev berøvet deres ejendom og jaget bort fra deres hjem. De “udstod megen kamp og lidelse.”2Hebr 10,32.De “måtte udstå spot og piskeslag, ja, lænker og fængsel.”3Hebr 11,26.Store skarer beseglede deres vidnesbyrd med deres blod. Rig og fattig, lærd og ulærd — alle blev dræbt uden skånsel.MBF 33.2

    Disse forfølgelser, der begyndte under kejser Nero ved den tid, da Paulus led martyrdøden, fortsatte med større og mindre voldsomhed i århundreder. De kristne blev med urette anklaget for de frygteligste forbrydelser og beskyldt for at fremkalde store ulykker — hungersnød, jordskælv og pest. Når folkets had og mistanke blev vakt, var der altid nogle, der stod parat til at forråde de uskyldige for vindings skyld. De blev stemplet som oprørere mod imperiet, fjender af religionen og en pest i samfundet. Mange blev kastet for de vilde dyr eller brændt levende i amfiteatrene. Nogle blev korsfæstet, andre indsvøbt i skindet af vilde dyr og kastet ind i arenaen, hvor de blev revet ihjel af hunde. Ved offentlige fester var deres henrettelse ofte den vigtigste del af underholdningen. Store skarer hilste ofrenes angstskrig med latter og klapsalver.MBF 34.1

    Alle vegne blev de kristne jaget som vilde dyr. De var tvunget til at skjule sig på øde steder. De “led nød og trængsler og blev mishandlet; de var for gode til denne verden og måtte flakke om i ørkener, på bjerge, i huler og i jordens kløfter.”4Hebr 11,37-38.Tusinder fandt ly i katakomberne. Under højene uden for Rom var der gravet lange gange i klippegrunden og i jorden. Denne mørke labyrint strakte sig flere kilometer uden for byens mure. I disse underjordiske tilflugtssteder begravede Jesu efterfølgere deres døde, og her fandt de et hjem, når de blev mistænkt og gjort fredløse. Når Livgiveren kalder på dem, som har stridt den gode strid, vil mange, som har lidt martyrdøden for Kristi skyld, komme ud af disse skumle huler.MBF 34.2

    Under de heftigste forfølgelser bevarede disse vidner for Jesus deres tro ubesmittet. Skønt de blev berøvet alle bekvemmeligheder og måtte undvære sollyset og bo i jordens mørke, men gæstmilde skød, klagede de ikke. De styrkede hinandens tro og opmuntrede hinanden til at udholde nød og afsavn. End ikke tabet af alle jordiske goder kunne få dem til at fornægte troen. Prøvelser og forfølgelser var blot trin, der bragte dem nærmere til hvilen og belønningen.MBF 34.3

    Ligesom Guds tjenere fordum blev de “pint til døde og afviste at lade sig købe fri, for at de kunne opnå en bedre opstandelse.”5Hebr 11,35.De huskede deres Mesters ord om, at de skulle glæde og fryde sig, når de blev forfulgt — for deres løn skulle blive stor i himlen; for på samme måde var profeterne blevet forfulgt før dem. De glædede sig over, at de var regnet for værdige til at lide for sandhedens skyld, og inde fra de knitrende flammer lød der sejrssange. Når de i tro rettede blikket opad, så de Kristus og englene følge dem med den dybeste interesse og betragte deres trofasthed med anerkendelse. Fra Guds trone hørte de en stemme, der sagde: “Vær tro til døden, og jeg vil give dig livets sejrskrans.”6Åb 2,10.MBF 34.4

    Satans bestræbelser for at ødelægge Kristi menighed med vold var frugtesløse. Den store strid, som Kristi disciple ofrede livet i, ophørte ikke, da disse trofaste vidner var faldet på deres post. De sejrede i nederlaget. Guds arbejdere blev dræbt, men hans arbejde skred stadig frem. Evangeliet spredtes fortsat og antallet at dets tilhængere steg. Det trængte ind i områder, som var utilgængelige selv for romerne. En kristen, som gik i rette med de hedenske embedsmænd, der fremskyndede forfølgelsen, sagde: “I kan dræbe os, pine os, fordømme os. … Jeres uretfærdighed beviser vor uskyld. … Jo oftere I mejer os ned, des mere vokser vort antal. De kristnes blod er en udsæd.”7Tertullian: Apology, par. 50.7MBF 35.1

    Tusinder blev fængslet og dræbt, men andre indtog deres plads. De, der blev martyrer for troens skyld, var Kristi ejendom for bestandig, og blev af ham betragtet som sejrende. De kristnes lidelser førte dem nærmere til hinanden og nærmere deres forløser. Deres eksempel i levende live og deres vidnesbyrd, når de døde, var et konstant vidne om sandheden, og hvor man mindst skulle vente det, trådte Satans undersåtter ud af hans rækker og gik ind under Kristi banner.MBF 35.2

    For at opnå større resultater i sin krig mod Guds rige besluttede Satan at plante sit banner i selve den kristne kirke. Kunne det blot lykkes at vildlede de kristne, så de vakte Guds mishag, ville de miste deres styrke og frimodighed og blive et let bytte for ham.MBF 35.3

    Den store modstander søgte nu ved list at opnå det, han ikke havde opnået ved magt. Forfølgelsen ophørte og blev afløst af de farlige fristelser, som hedder jordisk fremgang og verdslig ære. Afgudsdyrkere antog visse dele af den kristne tro, men forkastede andre væsentlige sandheder. De bekendte sig til at tro på Jesus som Guds Søn og på hans død og opstandelse. Men de havde ingen syndserkendelse og indså ikke nødvendigheden af at angre og omvende sig. De gjorde visse indrømmelser og foreslog, at de kristne også skulle gøre indrømmelser, så alle kunne forenes i troen på Kristus. Dette var en frygtelig fare for menigheden. I sammenligning hermed var fængsel, tortur, bål og sværd velsignelser. Nogle af de kristne stod fast og sagde, at de ikke kunne indgå noget kompromis. Andre var stemt for at tillempe visse dele af deres tro og slutte sig sammen med dem, som delvis havde antaget den kristne tro, idet de hævdede, at det måske ville bidrage til, at disse andre blev omvendt. Det var en svær tid for Kristi trofaste efterfølgere. Satan var ved at snige sig ind i kirken under kristendommens kappe for at fordærve de kristnes tro og lede deres sind bort fra sandhedens ord.MBF 35.4

    Til sidst gik de fleste kristne med til at sænke kravene, og kristendom og hedenskab indgik forbund. Skønt afgudsdyrkerne påstod, at de var omvendt, og sluttede sig til kirken, blev de ved at holde fast ved deres afgudsdyrkelse. De byttede blot deres afgudsbilleder med billeder af Jesus, Maria og helgenerne. Afgudsdyrkelsens farlige surdej, som nu var kommet ind i kirken, vedblev at øve sit ødelæggende værk. Usunde lærdomme, overtroiske skikke og hedenske ceremonier blev gjort til en del af kirkens gudstjeneste. Da Jesu efterfølgere sluttede sig sammen med afgudsdyrkerne, blev den kristne tro fordærvet, og kirken mistede sin renhed og styrke. Der var dog nogle få, som ikke lod sig vildlede, men forblev tro mod sandheden og tilbad Gud alene.MBF 36.1

    De, som bekender sig til at være kristne, har altid bestået af to grupper. Den ene betragter Frelserens liv og søger omhyggeligt at rette deres fejl og komme til at ligne det store forbillede. Den anden gruppe søger at komme uden om de tydelige, praktiske sandheder, som afslører deres vildfarelser. Selv da forholdene i kirken var bedst, var ikke alle trofaste, rene og oprigtige. Vor frelser lærte, at mennesker, som synder med vilje, ikke skal optages i menigheden. Alligevel udvalgte han fejlende mennesker og lod dem nyde godt af sin undervisning og sit eksempel for at give dem lejlighed til at se deres fejl og rette dem. Selv blandt de tolv apostle var der en forræder. Judas blev ikke valgt på grund af sine karakterfejl, men på trods af dem. Han blev optaget blandt disciplene, for at han af Jesu undervisning og eksempel skulle lære, hvad en kristen karakter består af, og blive tilskyndet til at indse sine fejl, angre og ved Guds nåde rense sin sjæl i lydighed mod sandheden. Men Judas vandrede ikke i det lys, som Gud i sin nåde lod skinne på ham. Han åbnede vejen for Satans fristelser ved at give efter for synden. Hans onde karaktertræk fik magten. Han lod mørkets magt få kontrol over sit sind og blev vred, når han blev irettesat. Det førte til, at han begik den frygtelige forbrydelse at forråde sin Mester. Alle, der giver efter for det onde, samtidig med at de foregiver gudfrygtighed, hader dem, der forstyrrer deres fred ved at fordømme deres syndige liv. Når der byder sig en anledning, vil de bære sig ad akkurat som Judas og forråde dem, der i den bedste hensigt har forsøgt at gøre dem opmærksomme på deres fejl.MBF 36.2

    Også apostlene stødte på menighedsmedlemmer, der foregav at være gudfrygtige, mens de syndede hemmeligt. Ananias og Safira optrådte som bedragere, da de foregav at bringe Gud et udelt offer, mens de begærligt beholdt en del selv. Sandhedens ånd afslørede deres sande karakter for apostlene, og Guds dom fjernede denne mørke plet fra menigheden. Se Apostlenes Gerninger 5. Dette tydelige bevis på, at Kristi ånd ransager menigheden, slog hyklere og syndere med rædsel. De kunne ikke bevare forbindelsen med mennesker, som af væremåde og natur var trofaste repræsentanter for Kristus. Da Kristi tilhængere blev udsat for prøvelser og forfølgelser, var det kun de mennesker, som var villige til at ofre alt for sandheden, der ønskede at være Jesu disciple. Derfor var menigheden forholdsvis ren, så længe den blev forfulgt. Men da de store forfølgelser holdt op, blev der optaget nye medlemmer, som ikke var oprigtige og gudhengivne, og nu kunne Satan få fodfæste.MBF 37.1

    Men der er intet fællesskab mellem lysets og mørkets fyrste — og det kan der heller ikke være mellem deres tilhængere. Da de kristne gik med til at slutte forbund med mennesker, som kun delvis var omvendt fra hedenskabet, slog de ind på en vej, som førte længere og længere bort fra sandheden. Satan jublede over, at det var lykkedes ham at bedrage så mange af de kristne. Nu lagde han pres på dem og tilskyndede dem til at forfølge dem, der var tro mod Gud. Og ingen forstod bedre at modarbejde den sande tro end de, der engang havde forsvaret den. De frafaldne kristne forenede sig nu med deres halvt hedenske meningsfæller og angreb de mest betydningsfulde sandheder i Kristi lære.MBF 37.2

    De, der ville forblive tro, kæmpede en fortvivlet kamp mod de vildfarelser, der i gejstlig forklædning blev indført i kirken. Bibelen blev ikke mere anerkendt som rettesnor for troen. Religionsfrihedens princip blev betegnet som kætteri, og dens forkæmpere blev hadet og landsforvist.MBF 37.3

    Efter en lang, hård kamp besluttede de få trofaste, at de ville afbryde forbindelsen med den frafaldne kirke, hvis den fortsat nægtede af forkaste løgn og afgudsdyrkelse. De indså, at et brud var uundgåeligt, hvis de skulle adlyde Guds ord. De turde ikke se gennem fingre med vildfarelser, som var farlige for deres egen sjæl og vise et eksempel, som ville bringe deres børns og børnebørns tro i fare. De ville gøre en hvilken som helst indrømmelse, der var forenelig med deres troskab mod Gud, for at bevare fred og enhed. Men de var overbevist om, at selv fred var købt for dyrt, hvis det skete på bekostning af principper. Kunne enhed ikke opnås uden at ofre sandhed og retfærdighed, måtte der hellere være uenighed, ja krig.MBF 37.4

    Det ville gavne både kirken og verden, hvis disse trofaste menneskers principper atter blev vakt til live hos dem, der bekender sig til at tjene Gud. Den opfattelse vinder mere og mere indpas, at disse principper, når alt kommer til alt, ikke har nogen væsentlig betydning. Dette forfald giver Satans redskaber vind i sejlene, og følgen er, at falske teorier og skæbnesvangre vildfarelser, som trofaste mennesker før i tiden afslørede med fare for deres liv, i dag betragtes med velvilje af tusinder, som hævder, at de er Jesu tilhængere.MBF 38.1

    De kristne i kirkens første tider var i sandhed et særligt folk. Deres ulastelige opførsel og urokkelige tro virkede som en stadig irettesættelse, der forstyrrede synderens fred. Skønt de var så få og hverken havde penge eller rang, var de en skræk for de gudløse, overalt hvor deres karakter og lære blev kendt. Derfor hadede de gudløse dem, ligesom den gudløse Kain hadede Abel. De mennesker, der søgte at frigøre sig for Helligåndens hæmmende bånd, dræbte Guds børn af samme grund, som Kain dræbte Abel. Det var også af denne årsag, jøderne forkastede og korsfæstede Jesus. Hans rene hellige karakter var en stadig irettesættelse af deres egenkælighed og fordærvelse. Og lige siden har de mennesker, der elsker synden, hadet Kristi disciple.MBF 38.2

    Hvordan kan evangeliet så kaldes et budskab om fred? Da Esajas forudsagde Messias’ fødsel, sagde han, at Messias skulle kaldes “Fredsfyrste.” Da englene forkyndte for hyrderne, at Kristus var født, sang de over Betlehems marker: “Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!”8Luk 2,14.Disse profetiske udtalelser synes at være i strid med Jesu ord: “Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd.”9Matt 10,34.Men rigtigt forstået er der fuldkommen overensstemmelse mellem disse udtalelser. Hvis kristendommen blev efterlevet, ville den bringe fred, harmoni og lykke på hele jorden. Den ville skabe et broderskab mellem alle, der anerkender dens lære. Kristus kom for at forsone mennesker med Gud og med hinanden. Men verden står stort set under Satans kontrol — og han er Kristi værste fjende. Evangeliet indeholder livsprincipper, som står i skarp modsætning til verdslige menneskers vaner og ønsker, og derfor gør de oprør imod det. De hader den renhed, der afslører og fordømmer deres synder, og forfølger og dræber dem, der opfordrer dem til at rette sig efter evangeliets retfærdige og hellige krav. Det er i denne betydning — fordi dets ophøjede sandheder fremkalder had og strid — at evangeliet kaldes et sværd.MBF 38.3

    Det uudgrundelige forsyn, som tillader, at de gudløse forfølger de retfærdige, har været en gåde for mange, som er svage i troen. Nogle er endog rede til at kaste troen på Gud bort, fordi han tillader, at det går de mest gudløse godt, mens de bedste bliver pint og plaget af dem. Hvordan kan en retfærdig, nådig og almægtig Gud tillade, at en sådan uret finder sted? Dette er et spørgsmål, som vi ikke skal befatte os med. Gud har givet os tilstrækkelige beviser på sin kærlighed, og vi skal ikke tvivle på hans godhed, fordi vi ikke kan forstå, hvordan hans forsyn fungerer. Da Jesus forudså den tvivl, som ville plage hans disciple i prøvelsens stund, sagde han: “Husk det ord, jeg sagde til jer: En tjener er ikke større end sin herre. Har de forfulgt mig, vil de også forfølge jer.”10Joh 15,20.Jesus led mere for os, end nogen af hans efterfølgere vil komme til at lide på grund af onde menneskers grusomhed. De mennesker, der bliver udsat for tortur og gjort til martyrer, følger blot i Guds kære søns fodspor.MBF 39.1

    “Herren er ikke sen til at opfylde sit løfte.”112 Pet 3,9.Han glemmer ikke sine børn, men han tillader de gudløse at vise deres sande karakter for at de, der ønsker at gøre hans vilje, ikke skal tage fejl af dem. Men de retfærdige bliver udsat for prøvelser, for at de selv kan blive lutret, således at de ved deres eksempel kan overbevise andre om de sande forhold i forbindelse med tro og gudfrygtighed og ved deres retlinethed fordømme de ugudelige og vantro.MBF 39.2

    Gud tillader, at det går de gudløse godt, og at de afslører deres had til ham, for at alle kan se, at han er retfærdig og nådig, når han tilintetgør dem, efter at de har fyldt deres syndebæger. Gengældelsens dag nærmer sig hurtigt, og da vil alle, som har overtrådt Guds lov og undertrykt hans børn, få deres retfærdige straf for de gerninger, de har gjort, og al grusomhed og uretfærdighed mod Guds børn vil blivestraffet,somvar detKristus selv, de havde mishandlet.MBF 39.3

    Der er et andet og vigtigere spørgsmål, som burde optage kirken i dag. Paulus siger, at “forfulgt bliver alle, som vil leve et gudfrygtigt liv i Kristus Jesus.”122 Tim 3,12.Hvorfor er forfølgelsen for en stor del ophørt? Det skyldes kun, at kirken har tilpasset sig verdens skikke og derfor ikke vækker modstand. Den kristendom, som er almindelig i vor tid, er ikke af den rene og hellige art, som udmærkede de kristne på Jesu og apostlenes tid. At kristendommen tilsyneladende er så populær, skyldes udelukkende, at den er gået på akkord med synden, at man betragter de store sandheder i Guds ord med ligegyldighed, og at der er så lidt levende gudsfrygt i menighederne. Hvis den samme troens kraft, som fandtes i den første tid, blev vakt til live igen, ville forfølgelserne blusse op på ny, og bålene ville atter blive tændt.MBF 39.4

    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents