Loading...
Larger font
Smaller font
Copy
Print
Contents

Mod En Bedre Fremtid

 - Contents
  • Results
  • Related
  • Featured
No results found for: "".
  • Weighted Relevancy
  • Content Sequence
  • Relevancy
  • Earliest First
  • Latest First
    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents

    Kapitel 19—“Guds rige er kommet nær”

    Fra den ene tidsalder til den anden viser Guds arbejde på jorden en slående lighed i enhver stor reformation eller religiøs bevægelse. Principperne i Guds handlemåde over for mennesker er til enhver tid de samme. Nutidens vigtige bevægelser har deres parallel i fortidens, og menighedens erfaringer i tidligere tider rummer megen værdifuld belæring for vor egen tid.MBF 275.1

    Ingen sandhed vises mere tydeligt i Bibelen, end at Gud ved sin Helligånd i særlig grad leder sine tjenere på jorden i de store bevægelser for at fremme frelsens værk. Mennesker er som redskaber i Guds hånd og benyttes af ham til at udføre hans nådige og barmhjertige planer. Enhver har sin del at udføre; enhver har fået tildelt et vist mål af lys, der er afpasset efter tidens behov og tilstrækkeligt til at gøre det muligt for ham at udføre den gerning, som Gud har givet ham at gøre. Men intet menneske, hvor hædret det end er blevet af himlen, er nogen sinde nået til den fulde forståelse af den store frelsesplan — eller blot af den guddommelige hensigt med arbejdet i hans egen tid. Mennesker forstår ikke helt, hvad det er, Gud vil udrette ved den gerning, han har givet dem at gøre. De fatter ikke den fulde betydning af det budskab, de forkynder i hans navn. “Kan du finde frem til det dybeste i Gud? Kan du finde ind til det inderste i den Almægtige?” “For jeres planer er ikke mine planer, og jeres veje er ikke mine veje, siger Herren; for så højt som himlen er over jorden, er mine veje højt over jeres veje, og mine planer over jeres.” “For Gud er jeg, der er ingen anden, jeg er Gud, der er ingen som jeg. Fra begyndelsen har jeg forkyndt fremtiden, i fortiden det, der endnu ikke var sket.”1Job 11,7; Es 55,8-9;46,9-10.MBF 275.2

    Selv profeterne, der i særlig grad var velsignet med Åndens lys, forstod ikke helt, hvor betydningsfulde de åbenbaringer var, der blev dem betroet. Deres betydning skulle afsløres gennem tiderne, efterhånden som Guds folk fik brug for den belæring, de rummede.MBF 276.1

    Skønt profeterne ikke fik fuld forståelse af de ting, som blev åbenbaret for dem, søgte de alligevel alvorligt at opnå alt det lys, som det havde behaget Gud at tilkendegive. De “granskede og grundede” over, hvornår og hvordan den tid ville komme, som Kristi ånd i dem pegede på. Hvilken undervisning for Guds børn i den kristne tidsalder, for hvis skyld disse profetier blev givet til hans tjenere! “Det blev åbenbaret for dem, at det ikke var sig selv, men jer, de tjente med profetierne.” Betragt disse hellige mænd, mens de grundede over åbenbaringer, som de havde fået til hjælp for endnu ufødte generationer.MBF 276.2

    Sammenlign deres hellige nidkærhed med den sløve ligegyldighed, hvormed senere tiders begunstigede mennesker behandler denne himlens gave. Hvilken fordømmelse af de ligegyldige, der elsker denne verdens goder, og slår sig til ro med at erklære, at profetierne er uforståelige!MBF 276.3

    Skønt menneskers begrænsede forstand ikke magter at trænge ind i den evige Guds råd eller fuldt ud at fatte, hvordan hans planer skal bringes til udførelse, er det ofte på grund af en vildfarelse eller forsømmelse fra deres egen side, at de kun svagt fatter de himmelske budskaber. Ikke sjældent er menneskers, ja selv Guds tjeneres tanker så forblindede af menneskelige meninger, traditioner og falsk lære, at de kun delvis er i stand til at fatte de store ting, han åbenbarer i sit ord. Dette var også tilfældet med Jesu disciple — selv da han personlig var hos dem. Deres sind var gennemsyret af den almindelige opfattelse af Messias som en verdslig fyrste, der skulle ophøje Israel til hersker over alle verdens riger — og de fattede ikke meningen i hans forudsigelse om sin lidelse og død.MBF 276.4

    Jesus havde selv udsendt dem med dette budskab: “Tiden er inde, Guds rige er kommet nær; omvend jer og tro på evangeliet!”3Mark 1,15.Dette budskab var baseret på profetien i Daniels Bog 9. Englen havde forkyndt, at de 69 uger skulle vare, indtil “en salvet fyrste” kom, og med lyse forhåbninger og glade forventninger så disciplene hen til oprettelsen af Messias’ rige i Jerusalem, hvorfra det skulle herske over hele jorden.MBF 277.1

    De forkyndte det budskab, Kristus havde betroet dem, skønt de selv misforstod dets mening. Skønt deres forkyndelse byggede på Dan 9,25, lagde de ikke mærke til, at der i næste vers i samme kapitel står, at Messias skulle bortrives. Lige fra de blev født, havde de set frem til et jordisk riges forventede herlighed, og det gjorde dem blinde for profetiens enkeltheder og Kristi ord.MBF 277.2

    De udførte deres pligt ved at bringe det jødiske folk tilbudet om nåde, men netop da de ventede at se deres Herre sætte sig på Davids trone, blev han grebet som en forbryder, pisket, hånet, dømt og korsfæstet. Hvilken fortvivlelse og angst pinte ikke disciplenes hjerter hele den dag, da deres Herre hvilede i graven!MBF 277.3

    Kristus var kommet på nøjagtig den tid og den måde, som var forudsagt i profetien. Skriftens vidnesbyrd var i hans gerning blevet opfyldt i enhver henseende. Han havde prædiket frelsens budskab, og “han talte med myndighed.” Hans tilhørere havde følt i deres hjerte, at det kom fra himlen. Ordet og Guds ånd bekræftede Sønnens guddommelige gerning.MBF 277.4

    Disciplene klyngede sig med ubrydelig kærlighed til deres elskede Mester. Og alligevel var deres bevidsthed sløret af usikkerhed og tvivl. I deres smerte huskede de ikke Kristi ord om sin lidelse og død. Hvis Jesus af Nazaret havde været den sande Messias, ville de da være blevet kastet ud i en sådan sorg og skuffelse? Dette spørgsmål pinte dem, mens Frelseren lå i sin grav i de håbløse timer på den sabbat, der lå imellem hans død og opstandelse!MBF 277.5

    Skønt sorgens mørke hvilede tæt over Jesu disciple, var de ikke forladt. Profeten siger: “Jeg bor i mørke, men Herren er mit lys. … Han vil lede mig ud i lyset, så jeg ser hans retfærdighed.” “Så er mørket ikke mørke for dig, natten er lys som dagen, mørket er som lyset.” “For de retskafne bryder lys frem i mørket.” “Jeg fører de blinde ad veje, de ikke kender, jeg leder dem ad stier, de ikke kender. Jeg gør mørket foran dem til lys, det bakkede land til slette. Det vil jeg gøre, og jeg opgiver det ikke.”4Mika 7,8-9; Sl 139,12;112,4; Es 42,16.MBF 277.6

    Den forkyndelse, disciplene havde udbredt i Herrens navn, var korrekt i alle enkeltheder, og de begivenheder, som den viste hen til, var allerede dengang ved at finde sted. “Tiden er kommet, og Guds rige er kommet nær,” — havde deres budskab været. Ved udløbet af “tiden,” — de 69 uger hos Daniel 9, der skulle vare indtil Messias, den “salvede,” — var Kristus blevet salvet med Ånden, efter at Johannes havde døbt ham i Jordan. Og det “Guds rige,” som ifølge deres forkyndelse var kommet nær, blev oprettet ved Kristi død. Det var ikke, som man havde lært dem, et jordisk rige. Det var heller ikke det fremtidige, evige rige, der skal oprettes, når “kongedømmet, herredømmet og magten i alle kongeriger under himlen bliver givet til den Højestes helliges folk,” det evige rige, hvor “alle magter skal tjene og lyde det.”5Dan 7,27.Når Bibelen bruger udtrykket “Guds rige,” kan det betyde både nådens rige og herlighedens rige. Nådens rige fremstilles af Hebræerbrevets forfatter. Efter at have henvist til Kristus, vor talsmand, som har “medfølelse med vore skrøbeligheder,” siger han: “Lad os altså med frimodighed træde frem for nådens trone, for at vi kan få barmhjertighed og finde nåde til hjælp i rette tid.”6Hebr 4,15-16.Nådens trone er et udtryk for nådens rige, fordi det, at der findes en trone, forudsætter, at der findes et rige. I mange af sine lignelser bruger Jesus udtrykket “Himmeriget”, når han vil beskrive den guddommelige nådes virke med menneskers hjerter.MBF 278.1

    Herlighedens trone er et billede på herlighedens rige, det som Frelseren henviser til, når han siger: “Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed og alle englene med ham, da skal han tage sæde på sin herligheds trone. Og alle folkeslagene skal samles foran ham.”7Matt 25,31-32.Dette rige er endnu fremtidigt. Det skal ikke oprettes før Kristi genkomst.MBF 278.2

    Nådens rige blev indstiftet straks efter menneskets fald, da der blev udtænkt en plan til frelse for den syndige slægt. Dengang eksisterede det i kraft af Guds hensigt og ved hans løfter; og ved tro kunne mennesker få del i det. Men det blev ikke til virkelighed før Kristi død. Selv efter at Frelseren var begyndt på sin gerning på jorden, kunne han, udmattet af menneskers stivsindethed og utaknemmelighed, være veget tilbage for offeret på Golgata.MBF 278.3

    I Getsemane skælvede smertens kalk i hans hånd. Selv da kunne han have tørret den blodige sved af sin pande og overladt den syndige slægt til at dø i sine misgerninger. Hvis han havde gjort det, ville der ikke have været nogen frelse for faldne mennesker. Men da Frelseren ofrede sit liv og med sit sidste åndedrag udbrød: “Det er fuldbragt!” var opfyldelsen af frelsesplanen sikret. Det løfte om frelse, der var blevet givet til det syndige par i Edens Have, var blevet stadfæstet. Nådens rige, som tidligere havde eksisteret ved Guds forjættelse, var nu oprettet. Det var således Kristi død — netop den begivenhed, disciplene havde betragtet som den endelige tilintetgørelse af deres håb — der for evigt stadfæstede dette håb. Skønt den havde bragt dem en frygtelig skuffelse, blev den det største bevis for, at deres tro havde været berettiget. Det var den begivenhed, der fyldte dem med sorg og fortvivlelse, der åbnede håbets dør for alle Adams børn — og den var midtpunkt for det fremtidige liv og den evige lykke for alle Guds trofaste i alle tidsaldre.MBF 278.4

    Den evige barmhjertigheds formål blev opfyldt netop ved disciplenes skuffelse. Skønt deres hjerter var blevet vundet ved hans læres guddommelige nåde og kraft — for “aldrig har noget menneske talt, som dette menneske taler,” — var deres kærlighed til Jesus dog blandet med verdslig stolthed og selviske ambitioner. Selv ved påskemåltidet, i den højtidelige stund, da deres Mester allerede var ved at gå ind i Getsemanes skygge, kom de “i strid om, hvem af dem der skulle regnes for den største.”8Luk 22,24.De så kun tronen, kronen og herligheden, mens skammen og dødsangsten i haven, retssalen og Golgatas kors lå lige foran dem. Det var deres stolthed og tørst efter jordisk ære, der fik dem til så stædigt at klamre sig til deres tids falske lære og lade Frelserens ord, der viste hen til hans riges sande natur og pegede frem mod hans lidelse og død, passere uænset forbi. Og disse vildfarelser førte til den hårde, men nødvendige prøvelse, der blev tilladt, for at irettesætte dem. Skønt disciplene ikke havde forstået betydningen af deres budskab eller hvad der ventede dem, havde de alligevel prædiket den advarsel, Gud havde givet dem, og Herren ville lønne deres tro og lydighed. Det skulle blive dem betroet at forkynde deres opstandne Herres herlige evangelium for alle folkeslag. For at forberede dem til denne gerning, tillod Gud, at de gennemgik denne bitre erfaring.MBF 279.1

    Efter sin opstandelse viste Jesus sig for sine disciple på vejen til Emmaus, “og han begyndte med Moses og alle profeterne og udlagde for dem, hvad der stod om ham i alle Skrifterne.”9Luk 24,27.Det greb disciplenes hjerter. Troen blev atter vakt. De blev genfødt til “et levende håb,” endnu før Jesus gav sig til kende for dem. Det var hans hensigt at oplyse deres forstand og styrke deres tro på det sikre profetiske ord. Han ville, at sandheden skulle slå dybe rødder i deres sind, ikke blot fordi den blev støttet af hans personlige vidnesbyrd, men på grund af de uimodsigelige beviser, der fremgik af symboler og skyggebilleder i symbolloven og profetierne i Det Gamle Testamente. Det var nødvendigt for Kristi efterfølgere at have en forstandig tro — ikke blot for deres egen skyld, men for at de kunne bringe sandheden om Kristus til verden. Som det allerførste skridt til at give dem denne viden henviste Jesus til “Moses og alle profeterne.” Sådan et vidnesbyrd gav den opstandne Frelser om værdien og vigtigheden af Det Gamle Testamente.MBF 279.2

    Hvilken forandring skete der ikke med disciplenes hjerter, da de endnu engang så ind i deres Mesters elskede ansigt!10Luk 24,32.Nu havde de virkelig fundet ham, som Moses i loven og profeterne havde skrevet om! Uvished, angst og fortvivlelse veg pladsen for fuldkommen vished og urokkelig tro. Hvor vidunderligt, at de efter hans himmelfart “stadig var i helligdommen og priste Gud.” Folket, der kun kendte til Frelserens vanærende død, ventede at se sorg og forvirring i deres ansigter, men de så kun glæde og sejr. Hvilken forberedelse havde disse disciple ikke fået til den gerning, der lå foran dem! De havde gennemlevet den største prøvelse, det var dem muligt at opleve. De havde set, hvordan Guds ord havde sejret og var gået i opfyldelse, når alt menneskeligt set var tabt. Hvad ville herefter kunne kue deres tro eller kølne deres brændende kærlighed? I den dybeste sorg havde de en “sikker trøst” og et håb, der “er som et anker for sjælen; det er urokkeligt og sikkert.”11Hebr 6,18-19.De havde set Guds visdom og magt, og de var sikre på, “at hverken død eller liv eller engle eller magter, eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning” ville kunne skille dem fra “Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre.” “Men i alt dette mere end sejrer vi ved ham, som har elsket os.”12Rom 8,38-39.37.“Herrens ord forbliver til evig tid.”131 Pet 1,25.MBF 280.1

    “Hvem vil fordømme? Kristus Jesus er død, ja endnu mere, han er opstået, sidder ved Guds højre hånd og går i forbøn for os.”14Rom 8,34.MBF 280.2

    Herren havde sagt: “Mit folk skal aldrig blive gjort til skamme.”15Joel 2,26.“Om aftenen slår gråden sig ned, om morgenen er der jubel.”16Sl 30,6.Da disciplene mødte Frelseren på opstandelsens dag og deres hjerter brændte i dem, mens de lyttede til hans ord; da de så det hoved, og de hænder og fødder, der var blevet såret for deres skyld; da Jesus, før han steg op til himlen, førte dem ud til Betania og idet han løftede sine hænder til velsignelse bød dem: “Gå ud i alverden og fortæl evangeliet for hele skabningen,” og tilføjede: “Og se, jeg er med jer alle dage;”17Mark 16,15; Matt 28,20.da den lovede talsmand kom på pinsedagen og kraften fra det høje blev givet dem, og de troendes sjæle bævede ved at mærke deres himmelfarne Herres nærværelse — ville de da, skønt deres vej ligesom hans førte dem gennem ofre og martyrium, have byttet forkyndelsen af hans nådes evangelium og “herlighedens uvisnelige sejrskrans,” som de skulle få ved hans komme, med en jordisk trones herlighed — sådan som det havde været deres håb på et tidligere tidspunkt? “Han, som formår med sin kraft, der virker i os, at gøre langt ud over alt, hvad vi beder eller forstår,” havde foruden fællesskabet med ham i hans lidelser givet dem del i sin glæde — glæden ved at “føre mange sønner til herlighed,” en usigelig glæde, en “evig vægt at herlighed,” med hvilken “vore lette trængsler her i tiden” ikke kan sammenlignes.MBF 280.3

    Den erfaring, disciplene fik, da de prædikede evangeliet om Riget ved Kristi første komme, havde sit modstykke i erfaringen hos dem, som forkyndte budskabet om hans andet komme. Ligesom disciplene gik de ud og prædikede: “Tiden er kommet, og Guds rige er kommet nær,” sådan forkyndte Miller og hans medarbejdere, at den længste og sidste profetiske tidsperiode, som Bibelen omtaler, var ved at udløbe, at dommen var nær forestående, og at det evige rige skulle begynde. Med hensyn til tidspunktet var disciplenes prædiken baseret på de 70 uger i Daniel 9. Millers budskab forkyndte ud fra Daniel 8,14 afslutningen på de 2.300 dage, som de 70 uger er en del af. I begge tilfælde var forkyndelsen baseret på opfyldelsen af hver sin forskellige del af den samme profetiske tidsperiode.MBF 281.1

    Ligesom de første disciple forstod Miller og hans medarbejdere ikke fuldt ud betydningen af det budskab, de bragte. Vildfarelser, som havde været etableret i kirken i lang tid, hindrede dem i at nå til den korrekte fortolkning af et vigtigt punkt i profetien. Skønt de forkyndte det budskab, Gud havde pålagt dem at bringe verden, blev de skuffede, fordi de misforstod dets betydning.MBF 281.2

    Når Miller, som tidligere omtalt, tydede Daniel 8,14: “2.300 aftener og morgener! Derefter skal helligdommen renses,” gik han ud fra den almindelige anskuelse, at jorden er helligdommen og troede, at renselsen af helligdommen var et billede på jordens renselse med ild ved Herrens genkomst. Da han opdagede, at det var forudsagt, at afslutningen på de 2.300 dage ville indtræffe på et ganske bestemt tidspunkt, drog han derfor den slutning, at dette var tidspunktet for Herrens genkomst. Hans fejltagelse skyldtes, at han havde godtaget den sædvanlige opfattelse af, hvad der er helligdommen.MBF 281.3

    I det symbolske ritual, der var skyggebillede af Kristi offer og præstegerning, var renselsen af helligdommen ypperstepræstens sidste handling i den årlige tjeneste. Den var afslutningen på forsoningen — en fjernelse af Israels synder. Den symboliserede den afsluttende del af vor himmelske ypperstepræsts gerning med at fjerne og udslette sit folks synder, der er nedskrevet i himlens bøger. Denne gerning rummer både en forundersøgelse og en domfældelse og finder sted umiddelbart før Kristi genkomst i himlens skyer med kraft og megen herlighed — for når han kommer, er ethvert menneskes sag afgjort. Jesus siger: “Ja, jeg kommer snart og med mig min løn, for at gengælde enhver, som hans gerning er.”18Åb 22,12.Det er denne domshandling, der foregår lige før genkomsten, som forkyndes i den første engels budskab i Åb 14: “Frygt Gud og giv ham ære, for timen er kommet, da han dømmer.”19Åb 14,7.MBF 282.1

    De, der havde forkyndt denne advarsel, kom med det rette budskab på det rette tidspunkt. Men ligesom de første disciple forkyndte: “Tiden er kommet, og Guds rige er kommet nær,” på grundlag af profetien i Daniel 9, uden at lægge mærke til, at Kristi død var forudsagt i det samme skriftsted, prædikede Miller og hans medarbejdere det budskab, der er baseret på Dan 8,14 og Åb 14,7, uden at opdage, at Åbenbaringen 14 indeholdt flere budskaber, der skulle forkyndes før Herrens komme. Ligesom disciplene tog fejl med hensyn til det rige, som skulle oprettes ved afslutningen af de 70 uger, sådan tog adventisterne fejl med hensyn til den begivenhed, der skulle finde sted ved afslutningen af de 2.300 dage. I begge tilfælde blev sandheden fordunklet af, at man godkendte eller snarere holdt fast ved almindeligt udbredte fejltagelser. I begge tilfælde opfyldte man Guds vilje ved at bringe det budskab, han ønskede forkyndt, og begge blev skuffede, fordi de misforstod budskabet.MBF 282.2

    Alligevel gennemførte Gud sit eget godgørende formål ved at lade advarslen om dommen blive givet på netop denne måde. Den store dag var nær, og hans forsyn satte mennesker på prøve med hensyn til et bestemt tidspunkt, for at de selv kunne se, hvad der boede i deres hjerter. Budskabet havde til hensigt at prøve og rense menigheden. Mennesker skulle bringes til at se, om deres kærlighed gjaldt denne verden eller Kristus og himlen. De bekendte sig til at elske Frelseren — nu skulle de bevise deres kærlighed. Var de rede til at give slip på deres jordiske forhåbninger og ærgerrighed og med glæde byde deres Herre velkommen? Budskabet skulle gøre det muligt for dem at erkende deres virkelige åndelige tilstand; det blev sendt af nåde for at få dem til at vågne op og søge Gud med anger og ydmyghed.MBF 282.3

    Skønt skuffelsen var en følge af deres egen fejlfortolkning af det budskab, de forkyndte, skulle den dog tjene til deres bedste. Den skulle teste dem, som havde foregivet at modtage advarslen. Ville de på grund af skuffelsen ubesindigt forkaste deres erfaring og opgive deres tillid til Guds ord? Eller ville de i bøn og ydmyghed søge at erkende, hvor de havde misforstået profetiens betydning? Hvor mange havde ladet sig lede af frygt, eller af indskydelse og ophidselse. Hvor mange var lunkne eller vantro? Mangfoldige menensker hævdede at elske Herrens genkomst. Ville de fornægte troen, når de måtte se sig stillet over for verdens spot og bebrejdelser. Ville de forkaste de sandheder, der byggede på hans ords klareste vidnesbyrd, fordi de ikke straks forstod Guds handlemåde med dem?MBF 283.1

    Denne prøve skulle vise styrken hos dem, der i sand tro havde adlydt, hvad de anså for Ordets og Guds ånds lære. Den ville lære dem, som kun en sådan erfaring kunne, hvor farligt det er at godtage menneskers teorier og fortolkninger i stedet for at lade Bibelen være sin egen fortolker. Den sorg og rådvildhed, der opstod som følge af de troendes fejl og vildfarelse, skulle tjene som en nødvendig irettesættelse. De skulle ledes til et mere indgående studium af det profetiske ord. De skulle lære at undersøge grundlaget for deres tro med større omhu, og afvise alt, der ikke havde rod i Skriftens sandhed, uanset hvor anerkendt det end måtte være af den kristne verden.MBF 283.2

    For disse troende, som for de første disciple, skulle det, der i prøvelsens time forekom dem uforståeligt, senere gøres klart for dem. Når de så, hvorledes Herren ville lade det ende, ville de forstå, at trods den prøvelse, der udsprang af deres fejltagelser, havde hans kærlige hensigter med dem hele tiden været på vej til at blive fuldført. De ville blive velsignet med erkendelsen af, at han er nådig og barmhjertig, at “Herrens stier er altid godhed og troskab for dem, der holder hans pagt og hans lov.”20Sl 25,10.MBF 283.3

    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents