Kapitel 21—En advarsel forkastet

William Miller og hans medarbejdere havde kun ét formål med deres forkyndelse af Kristi genkomst. De ønskede at få mennesker til at vågne op og være forberedte på dommens dag. De havde forsøgt at få dem, der kaldte sig kristne, til at få øjnene op for menighedens sande håb og deres deres eget behov for en dybere indsigt i den kristne tro. De havde også arbejdet på at få de uomvendte til at indse, at de straks burde angre deres synder og omvende sig. De prøvede ikke på at oprette en sekt eller et religiøst parti. De arbejdede i alle menigheder og sekter uden at blande sig i deres organisation eller lære.MBF 301.1

Miller sagde: “I hele min gerning har jeg aldrig ønsket eller tænkt på at oprette et nyt trossamfund eller at lade et af de eksisterende nyde særlige fordele på bekostning af de andre. Min hensigt var at gøre dem alle godt. Hvis alle kristne ville glæde sig til Kristi genkomst, og hvis de, der ikke delte min opfattelse, alligevel ville elske dem, der tror på genkomsten, kan jeg ikke indse, at det ville være nødvendigt at holde separate møder. Mit eneste formål var at omvende sjæle til Gud, at underrette verden om den kommende dom, og at få mine medmennesker til at forberede sig, så de kunne møde deres Gud i fred. Langt de fleste af dem, der blev omvendt, sluttede sig til et af de allerede eksisterende trossamfund.”^{1S. Bliss: Memoirs of Wm. Miller, s. 328.}MBF 301.2

Da Millers arbejde syntes at styrke de forskellige menigheder, blev det i nogen tid betragtet med velvilje. Men da de religiøse ledere tog afstand fra læren om genkomsten og ønskede at undertrykke al forkyndelse af dette emne, nøjedes de ikke med at angribe den fra prædikestolen, men forbød deres menigheds medlemmer at overvære prædikener om genkomsten og at tale om deres håb ved menighedens møder. De troende kom derved i en situation præget af stor prøvelse og rådvildhed. De elskede deres menigheder og ville meget nødig skilles fra dem. Men da de så, at Guds ords vidnesbyrd blev undertrykt, og man nægtede dem retten til at granske profetierne, følte de, at troskab mod Gud forbød dem at adlyde. De kunne ikke betragte dem, der søgte at udelukke Guds ords vidnesbyrd, som Kristi menighed, “sandhedens søjle og grundvold”. Derfor følte de sig berettigede til at forlade de menigheder, de tidligere havde tilhørt. I sommeren 1844 meldte omtrent 50.000 sig ud af de forskellige trossamfund.MBF 302.1

Omkring dette tidspunkt sås en markant forandring i de fleste trossamfund i USA. Der var gennem mange år opstået en gradvis men støt stigende konformitet med verdslige sæder og skikke og en tilsvarende svækkelse af det åndelige liv, men i 1844 blev der konstateret en pludselig og markant tilbagegang i næsten alle landets menigheder. Skønt ingen kunne forklare årsagen, blev selve kendsgerningen ivrigt diskuteret både i aviserne og af gejstligheden.MBF 302.2

På et møde, der blev afholdt af presbyterforsamlingen i Philadelphia, udtalte pastor Barnes, der havde udgivet en vidt udbredt bibelfortolkning og var præst ved en af byens største kirker, at “han havde været præst i 20 år, og at han indtil sidste altergang aldrig havde uddelt nadveren uden at føre nogle ind i menigheden. Men nu er der ingen vækkelser, ingen omvendelser og tilsyneladende ingen åndelig vækst hos bekendende kristne, og ingen opsøger ham for at tale med ham om deres sjæls frelse. De lyse udsigter for handel og industri har gjort verdsligheden større. Og sådan er det inden for alle trossamfund.”^{2Congregational Journal, 23. maj 1844.}MBF 302.3

I februar 1844 sagde professor Finney, der var ansat ved Oberlin College: “Vi må erkende, at de fleste protestantiske trossamfund i vort land enten var ligeglade eller direkte fjendske over for alle tidens moralske reformer. Der er undtagelser, men de er så få, at det ikke rokker ved den almindelige kendsgerning. Vi må også erkende, at menighederne næsten overalt savner vækkelsens ånd. Dyb åndelig sløvhed præger så at sige alle trossamfund, og det bekræftes af hele den religiøse presse. … Menighedernes medlemmer bliver i vid udstrækning mere og mere verdslige, de omgås de gudløse i selskaber, på baller og ved festlige lejligheder. … Vi behøver ikke at komme nærmere ind på dette sørgelige emne. Det må være nok at sige, at det bliver mere og mere tydeligt, at de fleste trossamfund er ved at blive sørgeligt degenereret. De er gået langt bort fra Herren, og han har trukket sig tilbage fra dem.”MBF 302.4

Et indlæg i “The Religious Telescope” erklærede: “Man har aldrig før været vidne til et religiøst forfald som det nuværende. Kirken bør i sandhed vågne op og søge efter årsagerne til denne sot — for enhver, som elsker Zion, må betragte det som en sot. Når vi tænker på, hvor sjældent nogen bliver omvendt, og på, hvor næsten utroligt frække og forhærdede synderne er, må vi uvilkårligt spørge: ‘Har Gud glemt at være nådig? Er nådens dør lukket?’” En sådan tilstand findes aldrig, uden at der er en årsag i selve trossamfundet. Det åndelige mørke, der sænker sig over lande, menigheder og enkeltpersoner, skyldes ikke, at Gud vilkårligt lukker sin nådes kilder, men at mennesker ignorerer eller vrager det guddommelige lys. Vi finder et slående eksempel på dette i beretningen om jødefolket på Jesu tid. Jøderne elskede verden og havde glemt Gud og hans ord — derfor var deres fatteevne blevet svækket og deres hjerte syndigt og sanseligt. Derfor vidste de intet om Messias’ komme, og i hovmod og vantro forkastede de Frelseren. Selv da afskar Gud dem ikke fra at kende og få del i frelsens goder. Men de, der forkastede sandheden, mistede ethvert ønske om at få del i himlens gave. De havde “gjort lys til mørke og mørke til lys”, indtil det lys, der var i dem, blev til mørke — og hvor stort var ikke dette mørke!MBF 303.1

Det passer Satan udmærket, når mennesker opretholder religionens ydre former, blot den sande gudfrygtigheds ånd har forladt dem. Da jøderne havde forkastet evangeliet, fortsatte de nidkært med at holde fast ved deres gamle ritualer og deres afvisende holdning over for andre nationer, skønt de måtte indrømme for sig selv, at der ikke længere fandtes tegn på, at Gud var iblandt dem. Daniels profeti viste med stor tydelighed hen til Messias’ komme og forudsagde hans død så utvetydigt, at jøderne rådede hinanden fra at læse den, og til sidst udtalte rabbinerne en forbandelse over alle, som forsøgte at beregne tiden. I blindhed og forstokkethed har Israels folk i de efterfølgende århundreder været ligeglade med de nådige tilbud om frelse, uopmærksomme på evangeliets velsignelser og dermed været en alvorlig og skræmmende advarsel om faren ved at afvise lyset fra Himlen.MBF 303.2

Hvor årsagen end måtte være — resultaterne vil være de samme. Det menneske, der med vilje nægter at følge sin samvittighed, fordi dets pligt er i modstrid med dets ønsker, mister efterhånden evnen til at skelne mellem sandhed og løgn. Forståelsen fordunkles, samvittigheden sløves, hjertet forhærdes og sjælen er adskilt fra Gud. Når budskabet om guddommelig nåde ringeagtes eller vrages, sænker mørket sig over menigheden; troen og kærligheden kølnes, og der opstår uenighed og strid. Menighedens medlemmer samler deres opmærksomhed om verdslige ting, og syndere bliver forhærdede i deres manglende anger.MBF 304.1

Den første engels budskab i Åbenbaringen 14 bekendtgør timen for Guds dom og formaner mennesker til at frygte og tilbede ham. Dette budskab skulle adskille Guds børn fra verdens ødelæggende indflydelse og få dem til at se, at de var på gale, verdslige veje. Budskabet var en advarsel fra Gud til menigheden, og hvis det var blevet modtaget, ville det have rettet på de onder, der skilte dem fra Gud. Havde de taget imod budskabet fra himlen og ydmygt forberedt sig på at stå foran Gud, ville hans ånd og kraft være blevet åbenbaret iblandt dem. Og menigheden ville atter have opnået den enhed, tro og kærlighed, som fandtes i apostlenes dage, da de troende “var ét i hjerte og sind” og “forkyndte Guds ord med frimodighed”, og da Herren hver dag “føjede nogle til, som blev frelst.”^{3ApG 4,32.31;2,47.}MBF 304.2

Hvis de mennesker, der bekender sig til at være Guds børn, ville modtage det lys, der skinner på dem fra Guds ord, ville de opnå den enhed, som Jesus bad om, og som Paulus beskriver således: “Åndens enhed med fredens bånd: ét legeme og én ånd, ligesom I jo også blev kaldet til ét håb; én Herre, én tro, én dåb.”^{4Ef 4,3-5.}MBF 304.3

De, der tog imod adventbudskabet, opnåede netop sådanne vidunderlige velsignelser. De kom fra forskellige trossamfund, men de sekteriske skranker, som skilte dem, forsvandt sammen med religiøse stridsspørgsmål. Det ubibelske håb om et jordisk tusindårsrige blev skrinlagt, fejlagtige meninger om genkomsten blev berigtiget, stolthed og verdslighed blev fejet bort, uret blev gjort god igen, hjerter blev forenet i et inderligt venskab, og kærlighed og glæ rådede. Når denne lære kunne udrette alt dette for de få, der anerkendte den, kunne den have gjort det samme for alle, hvis alle ville have anerkendt den.MBF 304.4

Men kirkesamfundene anerkendte generelt ikke advarslen. Præsterne, der som “vægtere for Israels hus” burde have været de første til at tyde tegnene på Jesu komme, havde forsømt at lære sandheden af profetiens vidnesbyrd og tidernes tegn. Fordi de var opfyldt af verdslige forhåbninger og ambitioner, var kærligheden til Gud og troen på hans ord kølnet, og da læren om genkomsten blev forkyndt, vakte den kun fordom og vantro. Adventbudskabet blev i stor udstrækning forkyndt af lægmænd, og det benyttede dets modstandere som et argument imod det. Ligesom tidligere blev den jævne forkyndelse af Guds ord mødt med spørgsmålet: “Har måske nogen af rådsherrerne troet på ham, eller nogen af farisæerne?” Da man indså, hvor vanskeligt det var at gendrive de argumenter, der var baseret på de profetiske tidsperioder, var der mange, som formanede folk til ikke at studere profetierne, idet de sagde, at de profetiske bøger var forseglede og ikke kunne forstås. Tusinder, der nærede ubetinget tillid til deres præster, ville ikke lytte til advarslen. Andre turde ikke tilstå, at de var blevet overbevist om sandheden, fordi de var bange for at blive “udelukket af synagogen”. Det budskab, Gud havde givet for at prøve og rense menigheden, åbenbarede kun alt for tydeligt, hvor mange der elskede verden mere end Kristus. De bånd, der bandt dem til jorden, var stærkere end de bånd, der bandt dem til himlen. De foretrak at lytte til den verdslige visdoms røst og vendte sig bort fra sandhedens hjerteransagende budskab.MBF 305.1

Idet de nægtede at lytte til den første engels advarsel, afviste de det middel, som himlen havde tilvejebragt til deres frelse. Med foragt afviste de den nådige budbringer, der ville have rådet bod på de synder, som skilte dem fra Gud — og med endnu større iver søgte de verdens venskab. Dette var årsagen til den frygtelige verdslighed, det frafald og den åndelige død, der prægede kirkesamfundene i 1844.MBF 305.2

I Åbenbaringen 14 efterfølges den første engel af en anden, der siger: “Faldet, ja, faldet er det store Babylon, som skænkede op for alle folkeslagene af sin utugts harmes vin.”^{5Åb 14,8.}Ordet “Babylon” er afledt af Babel og betyder forvirring. Det bruges i Bibelen som betegnelse for falsk eller frafalden tro. I Åbenbaringen 17 fremstilles Babylon som en kvinde — en skikkelse, der i Bibelen bruges som symbol på menigheden, idet en dydig kvinde symboliserer en ren menighed og en utugtig kvinde en frafalden menighed.MBF 305.3

I Bibelen symboliseres den hellige og varige forbindelse, der eksisterer mellem Kristus og hans menighed, ved ægteskabet. Herren har forenet sig med sit folk ved en højtidelig pagt; han har lovet at være deres Gud, og de har lovet kun at tilhøre ham. Han siger: “Jeg forlover mig med dig for evigt; jeg forlover mig med dig i ret og retfærdighed, i godhed og barmhjertighed.”^{6Hos 2,19.}og videre: “Det er mig, der er jeres Herre.”^{7Jer 3,14, 1931-overs.}MBF 306.1

Paulus bruger det samme udtryk, når han siger: “Jeg har trolovet jer med Kristus, og kun med ham, for at føre jer til ham som en ren jomfru.”^{82 Kor 11,2.}MBF 306.2

Den troløshed, menigheden har vist over for Kristus ved at vende sin tillid og kærlighed fra ham og lade kærlighed til alt det verdslige opfylde sjælen, sammenlignes med brud på ægteskabsløftet. Den synd, Israel begik ved at fjerne sig fra Herren, symboliseres ved ægteskabsbrud, og Guds vidunderlige kærlighed, som de foragtede, beskrives med disse gribende ord: “Jeg gav dig min ed og indgik en pagt med dig, så du blev min, siger Gud Herren.” “Du blev meget smuk, du fik kongelig værdighed. Blandt folkene fik du ry for din skønhed, som var fuldendt ved al den pragt, jeg havde iført dig. … men i tillid til din skønhed og dit ry gav du dig til at hore.” “Men som en kvinde er troløs mod sin elskede, var I troløse mod mig, Israels hus, siger Herren.”^{9Ez 16,8.13-15.32; Jer 3,20.}MBF 306.3

I Det Nye Testamente rettes en lignende udtalelse til dem, der kalder sig kristne, men foretrækker verdens venskab for Guds. Apostlen Jakob siger: “I utro, ved I ikke, at venskab med verden er fjendskab med Gud? Den, der vil være ven med verden, står som en fjende af Gud.”^{10Jak 4,4.}MBF 306.4

Den kvinde (Babylon), der omtales i Åb 17, beskrives således: “Kvinden var klædt i purpur og skarlagen og pyntet med guld og ædelsten og perler; i hånden holdt hun et guldbæger fyldt med afskyeligheder og hendes utugts urenheder. På panden var der skrevet et navn, en hemmelighed: ‘Det store Babylon, moder til skøgerne og jordens afskyeligheder.’” Profeten siger: “Og jeg så, at kvinden var beruset af de helliges blod og af Jesu vidners blod.” Det siges videre, at Babylon er “den store by, som har herredømme over jordens konger.”^{11Åb 17,4-6.18.}Den magt, som i mange hundrede år bevarede sit despotiske herredømme over de kristne monarker, er romerkirken. Purpur og skarlagen, guld, ædelstene og perler er et udtryk for den rigdom og mere end kongelige pragt, som de høje gejstlige i Rom omgav sig med. Og ingen anden magt kunne med samme sandhed kaldes “beruset af de helliges blod” som den kirke, der så grusomt havde forfulgt Kristi tilhængere. Babylon beskyldes også for at have et utilbørligt forhold til “jordens konger”. Den jødiske kirke blev en skøge, fordi den forlod Herren og sluttede forbund med hedningerne. På lignende måde nedværdigede romerkirken sig ved at søge de verdslige magters støtte; og den blev fordømt på samme måde.MBF 306.5

Babylon beskyldes for at være “moder til skøgerne.” Hendes døtre må være de kirker, som holder fast ved hendes læresætninger og traditioner og følger hendes eksempel ved at ofre sandheden og Guds billigelse for at slutte en ulovlig pagt med verden. Budskabet i Åb 14, der forkynder Babylons fald, må være møntet på de trossamfund, der engang var rene, men er blevet fordærvede. Da budskabet følger efter advarslen om dommen, må det forkyndes i de sidste dage. Derfor kan det ikke udelukkende gælde romerkirken, for den har været falden i mange århundreder. I Åb 18 opfordres Guds folk yderligere til at drage ud af Babylon. I henhold til dette skriftsted må mange af Guds børn stadig være i Babylon. Og i hvilke trossamfund findes flertallet af Kristi tilhængere i dag? Utvivlsomt i de forskellige kirker, der bekender sig til den protestantiske tro. Da disse kirker blev grundlagt, stod de på Guds og sandhedens side, og Gud velsignede dem. Selv den vantro verden blev tvunget til at anerkende de gode resultater af at anerkende evangeliets principper. Dette udtrykker profeten således til Israel: “Blandt folkene fik du ry for din skønhed, som var fuldendt ved al den pragt, jeg havde iført dig, siger Herren.” Men de faldt på grund af den attrå, som også har været Israels forbandelse og ruin — ønsket om at efterligne de gudløse og vinde verdens venskab. “Men i tillid til din skønhed og dit ry gav du dig til at hore.”^{12Ez 16,14-15.}MBF 307.1

Mange af de protestantiske trossamfund følger romerkirkens eksempel og har et usømmeligt forhold til “jordens konger” — statskirkerne ved deres usømmelige forhold til regeringerne — andre trossamfund ved at søge verdens gunst. Navnet “Babylon” — forvirring — kan med rette hæftes på disse samfund, der alle hævder, at de har fået deres læresætninger fra Bibelen, men alligevel er opdelt i næsten utallige sekter med modstridende trosbekendelser og teorier.MBF 307.2

De trossamfund, der skilte sig ud fra romerkirken, har ikke blot et syndigt forhold til verden — de har også andre træk fælles med denne.MBF 307.3

I et katolsk skrift står der: “Hvis romerkirken har gjort sig skyldig i afgudsdyrkelse i forhold til helgenerne, har dens datter, den engelske statskirke, lige så meget at bebrejde sig, for den har ti kirker, der er viet til Jomfru Maria, for hver én, der er viet til Kristus.”^{13Richard Chalonner: The Catholic Christian Instructed, Preface, s.21-22 (ed. 1897).}MBF 307.4

Og Dr. Hopkins siger i “A Treatise on the Millennium” (En afhandling om tusindårsriget): “Der er ingen grund til at tro, at den antikristelige ånd og praksis kun findes i den kirke, der kaldes romerkirken. De protestantiske kirker rummer meget antikristeligt og er langtfra reformeret fra … fordærv og ondskab.”^{14Samuel Hopkins: Works, bind 2, s. 328 (ed. 1854).}MBF 308.1

Om den presbyterianske kirkes adskillelse fra romerkirken skriver dr. Guthrier: “For 200 år siden marcherede vor kirke med en bibel på sit banner og med mottoet ‘Ransag Bibelen’ ud gennem romerkirkens porte. Og derefter stiller han det betydningsfulde spørgsmål: ‘Kom de rene ud af Babylon?’”^{15John Gutrie: The Gospel in Ezekiel, s. 237 (Edinburgh ed. 1857).}MBF 308.2

Og Spurgeon siger: “Den engelske statskirke synes at være fuldstændigt gennemsyret af sakramentalisme (højkirkelige tendenser inden for protestantismen), mens de kirkesamfund, der har forladt den, synes at være lige så langt ude i filosofisk vantro. Mange, af hvem vi ikke havde ventet det, vender sig bort fra troens grundlæggende principper. Jeg tror helt bestemt, at selve Englands hjerte er undermineret af en forkastelig vantro, der stadig drister sig til at bestige prædikestolen og kalde sig for kristen.”MBF 308.3

Hvad var årsagen til det store frafald? Hvorledes tog kirken fra første færd afstand fra evangeliets enkelhed? Ved at rette sig efter hedenske traditioner for at gøre det lettere for hedningerne at antage den kristne tro. Selv apostlen Paulus sagde: “Allerede nu virker lovløshedens hemmelighed.”^{162 Thess 2,7.}Så længe apostlene levede, forblev kirken forholdsvis ren, men “hen imod slutningen af det andet århundrede fik de fleste menigheder en ny form. Den oprindelige enkelhed forsvandt, og da de gamle disciple gik bort, trådte deres børn og nyomvendte … lige så stille frem og omskabte sagen.”^{17Robert Robinson: Ecclesiastical Research, kap. 6, par. 17 (ed. 1792, s. 51).}For at opnå omvendelser blev den kristne tros høje standard sænket, og resultatet blev, at “en hedensk flod strømmede ind i kirken og medførte sine egne skikke, ritualer og afguder.”^{18Gavazzi’s Lectures, s. 278 (ed. 1854).}“Da den kristne kirke opnåede de verdslige magthaveres yndest og støtte, blev den nominelt accepteret af masserne — men mens mange tilsyneladende var kristne, forblev de inderst inde hedninger, som i løndom tilbad deres afguder.”^{19Samme, s. 278.}MBF 308.4

Har den samme proces ikke gentaget sig i næsten alle de trossamfund, som kalder sig protestantiske? Når de grundlæggere, der havde den rette reformatoriske ånd, dør, træder deres efterkommere til og “omskaber sagen”. Mens reformatorernes børn blindt klamrer sig til deres fædres trosbekendelse og nægter at godkende nogen sandhed, deres fædre ikke har accepteret, er de vidt forskellige fra deres fædre med hensyn til ydmyghed, selvfornægtelse og forsagelse af verden. Således “forsvinder den oprindelige enkelhed.” En verdslig flod strømmer ind i kirken og medfører “sine egne skikke, ritualer og afguder.”MBF 308.5

Ak, Kristi bekendende efterfølgere dyrker i en forfærdelig udstrækning det venskab med verden, som er “fjendskab mod Gud”. Hvor har de populære kristne kirker fjernet sig langt fra den bibelske standard for ydmyghed, selvfornægtelse, beskedenhed og gudfrygtighed! John Wesley sagde om den rette brug af penge: “Brug intet som helst af så kostelig en gave til at opfylde øjets ønske om overflødig eller kostbar pynt eller unyttige prydelser. Brug den ikke til at udsmykke jeres huse, til overflødige, kostbare møbler, billeder eller forgyldning. … Brug ikke penge for at kunne prale med jordisk gods eller for at opnå menneskers beundring og ros. … Så længe du gør godt mod dig selv, vil mennesker tale godt om dig. Så længe du er ‘fint klædt og lever i overflod hver dag’, vil man utvivlsomt komplimentere dig for din gode smag, din ædelmodighed og din gæstfrihed. Men køb ikke denne beundring for så høj en pris. Vær hellere tilfreds med den ros, der kommer fra Gud.”^{20Wesley’s Works, Sermon 50, The Use of Money.}I mange af vor tids menigheder tages der ikke hensyn til denne lære.MBF 309.1

Det er blevet populært i denne verden at bekende sig til en eller anden religion. Regenter, politikere, jurister, læger og forretningsfolk slutter sig til kirken for at opnå andres respekt og tillid og for at fremme deres egne verdslige interesser. De forsøger at skjule alle deres urigtige forehavender under en kristen maske, og de forskellige trossamfund, der er blevet understøttet af disse døbte verdensbørns rigdom og indflydelse, søger endnu mere ivrigt efter popularitet og beskyttelse. Pragtfulde, ødselt udstyrede kirker opføres på de fineste gader. Menigheder klæder sig dyrt i nøje overensstemmelse med modens forskrifter. Den præst, der kan underholde og tiltrække folk, får en høj løn. Hans prædikener må ikke fordømme populære synder — de skal være milde og venlige, så de kan behage fornemme folk. Fornemme syndere optages i menigheden, og fornemme syndere skjuler sig under kristendom.MBF 309.2

I en artikel om de foregivne kristnes holdning over for verden skriver et førende sekulært medie: “Kirken har ganske ubemærket givet efter for tidens ånd og afpasset sin gudsdyrkelse efter de moderne krav. Kirken bruger alle tænkelige midler for at gøre religionen tiltrækkende.” Og i en artikel i New York-bladet The Independent står følgende om metodismen: “Skillelinjen mellem de religiøse og de gudløse er forvandlet til en slags halvskygge, og nidkære folk på begge sider forsøger ihærdigt at udslette al afvigelse mellem deres måder at handle og fornøje sig på.” “Religionens popularitet bidrager i høj grad til at forøge antallet af dem, der gerne vil have del i dens goder uden at påtage sig dens pligter.”MBF 309.3

Howard Crosby siger: “Det er yderst foruroligende, at Kristi kirke i så ringe grad opfylder sin Herres hensigt. Ligesom de gamle jøder lod samkvemmet med de afgudsdyrkende folkeslag stjæle deres hjerte fra Gud, opgiver Jesu kirke nu på grund af sit falske fællesskab med den vantro verden sit sande livs guddommelige principper og overtager et gudløst samfunds farlige, men bestikkende skikke, bruger argumenter og kommer til slutninger, der er i modstrid med Guds åbenbarelser og direkte fjendtlige mod al åndelig vækst.”^{21The Healthy Christian: An Appeal to the Church, s. 141-142 (ed. 1871).}MBF 310.1

I denne bølge af verdslighed og forlystelsessyge forsvinder så at sige al selvfornægtelse og offervilje for Kristi skyld. “Nogle af de mænd og kvinder, der nu tager aktiv del i vore menigheders arbejde, blev som børn opdraget til at bringe ofre for at kunne gøre noget for Kristi sag. Men, hvis man nu behøver penge, må ingen opfordres til at give — absolut ikke! Hold auktion, spil amatørkomedie eller hold en middag — hvad som helst, der kan more folk.”MBF 310.2

I sin nytårstale 09.01.1873 sagde guvernør Washburn fra Wisconsin: “Vi mangler love, der kan forbyde skoler, hvor der uddannes spillere. De findes overalt. Selv kirken går nu og da — sikkert uden selv at vide det — i Djævelens tjeneste. Velgørenhedskoncerter og fester, der skal understøtte religiøse og velgørende formål — men som ofte har mindre ophøjede formål — lotterier, tombolaer osv. er forskellige midler til at få penge for lidt eller intet. Intet er så demoraliserende eller berusende, især for de unge, som at erhverve penge eller andre værdier uden at yde noget arbejde for det. Når agtværdige mennesker deltager i disse lykkespil og beroliger deres samvittighed med, at pengene går til et godt formål, er det ikke mærkeligt, at vore unge tilegner sig de dårlige vaner, som avles af hasardspillets spænding.” Verdslighedens ånd er trængt ind i så at sige alle menigheder i den kristne verden. I en prædiken holdt i London tegner Robert Atkins et mørkt billede af den åndelige nedgang, der præger England: “De virkelig retfærdige er blevet få på jorden, og ingen synes at begræde det. De bekendende kristne i alle menigheder i vor tid elsker verden, følger dens skikke, elsker materielle nydelser og higer efter andres agtelse. De er kaldet til at lide med Kristus, men gyser tilbage for ethvert ubehag. Frafald, frafald, frafald står prentet over alle kirkedøre. Hvis de vidste og følte det, var der endnu håb, men ak, de siger: ‘Vi er rige og mangler intet.’”^{22Second Advent Library, Tract No. 39.}MBF 310.3

Den store synd, som Babylon beskyldes for, er, at hun “skænkede op for alle folkeslagene af sin utugts harmes vin.” Det berusende bæger, hun rækker verden, symboliserer de falske læresætninger, hun har antaget som et resultat af sin uretmæssige forbindelse med denne verdens store. Venskab med verden fordærver hendes tro — og selv øver hun en ødelæggende indflydelse på verden ved at forkynde læresætninger, der er i strid med Den hellige Skrifts utvetydige udtalelser.MBF 311.1

Romerkirken nægtede folket at læse Bibelen og forlangte, at alle skulle anerkende kirkens lære i stedet for Bibelens. Ved reformationen blev Guds ord givet tilbage til menneskene; men er det ikke kun alt for sandt, at mennesker i vor tid lærer at basere deres tro mere på deres kirkes trosbekendelse end på Bibelen? I sin omtale af de protestantiske kirker siger Charles Beecher: “De gyser tilbage for ethvert barsk ord mod trosbekendelser med samme følsomhed som den, hvormed kirkefædrene ville have reageret på et barsk ord mod den voksende ærefrygt for helgener og martyrer, som de selv opelskede. … De protestantiske trossamfund har i den grad bundet hinandens og deres egne hænder, at ingen kan blive præst ved en protestantisk kirke uden at anerkende mindst én bog foruden Bibelen. Det er ikke for meget sagt, at trosbekendelsens magt nu begynder at forbyde Bibelen i lige så høj grad som romerkirken gjorde det, men på en mere snedig måde.”^{23Charles Beecher: Sermon on The Bible a Sufficient Creed, delivered at Fort Wayne, Indiana, 22. februar 1846.}MBF 311.2

Når trofaste lærere fortolker Guds ord, sker det ofte, at lærde mænd eller præster, der hævder at forstå Bibelen, træder frem og erklærer, at en fuldt korrekt læresætning er kætteri — med det resultat at sandhedssøgende mennesker stødes bort. Hvis verden ikke var håbløst beruset af Babylons vin, ville utallige mennesker blive overbevist og omvendt af Guds ords utvetydige og overbevisende sandheder. Men troen synes at være så forvirret og i strid med sig selv, at folk ikke aner, hvad de skal betragte som sandhed. Kirken bærer skylden for verdens mangel på anger.MBF 311.3

Da den anden engels budskab fra Åbenbaringen 14 først blev forkyndt i sommeren 1844, tog det mere direkte sigte på de amerikanske kirker, hvor advarslen om dommens dag i særlig grad var blevet forkyndt og som oftest forkastet, og hvor forfaldet inden for kirken havde været særlig voldsomt. Men den anden engels budskab blev ikke helt opfyldt i 1844. Dengang skete der et moralsk forfald i kirkerne, fordi de ikke ville tage imod adventbudskabet, men dette forfald var ikke fuldstændigt. Men fordi de er fortsat med at forkaste de særlige sandheder, der gælder for vor tid, er de faldet dybere og dybere. Dog kan det endnu ikke siges, at “faldet er det store Babylon, som skænkede op for alle folkeslagene af sin utugts harmes vin! Hun har endnu ikke gjort dette for alle folkeslag. Verdsligheden og ligegyldigheden over for de prøvende sandheder for vor tid har fået fodfæste inden for de protestantiske kirker i alle verdens kristne lande, og den anden engels alvorsfulde og frygtelige trussel er også møntet på disse kirker. Men frafaldet har endnu ikke nået sit højdepunkt.MBF 311.4

Bibelen fortæller os, at før Herrens genkomst vil Satan arbejde ‘med al kraft og med løgnetegn og løgneundere og med al uretfærdighedens bedrag.’ Og de, som ‘ikke har taget imod kærlighed til sandheden, så de kunne blive frelst,’ skal overlades til en vildfarelsens magt, ‘så de tror på løgnen’.”^{242 Thess 2,9-11.}Først når denne tilstand er nået, og når kirkens forening med verden er fuldbyrdet i hele kristenheden, vil Babylons fald være en realitet. Forandringen sker gradvis, og den fuldstændige opfyldelse af profetien i Åb 14,8 ligger endnu ude i fremtiden.MBF 312.1

Til trods for det åndelige mørke og den adskillelse fra Gud, der præger de kirker, som Babylon symboliserer, findes de fleste af Kristi sande tilhængere stadig i disse kirker. Mange af dem har aldrig hørt om de specielle sandheder, som gælder for vor tid. Ikke så få er utilfredse med den nuværende situation og længes efter mere lys. De søger forgæves efter Kristi billede i de kirker, de tilhører. Når disse trosamfund fjerner sig mere og mere fra sandheden og knytter sig tættere til verden, vil forskellen mellem de to klasser blive stadig større og til sidst føre til adskillelse. Den tid vil komme, da de, der elsker Gud højere end noget andet, ikke kan opretholde forbindelsen med dem, der “vil elske nydelser højere end Gud”, og “i det ydre har gudsfrygt, men fornægter dens kraft.”^{252 Tim 3,5.}MBF 312.2

Åbenbaringens 18. kapitel viser hen til den tid, da kirken, fordi den har kastet vrag på den trefoldige advarsel, som vi finder i Åb 14,6-12, helt har nået den tilstand, som er forudsagt af den anden engel — og da de af Guds børn, som stadig befinder sig i Babylon, opfordres til at forlade den. Dette er det sidste budskab, der nogen sinde vil blive givet verden, og det vil fuldføre sit værk. Når de, “der ikke er kommet til tro på sandheden, men fandt behag i uretfærdigheden.”^{262 Thess 2,12.}overlades til vildfarelsens magt, “så de tror på løgnen”, vil sandhedens lys skinne pa dem, hvis hjerte er rede til at modtage det, og alle Guds b¢rn, der stadig er i Babylon, vi! f¢lge opfordringen: “Drag ud fra hende, mit folk!”^{27Åb 18,4.}MBF 312.3