Loading...
Larger font
Smaller font
Copy
Print
Contents

Mod En Bedre Fremtid

 - Contents
  • Results
  • Related
  • Featured
No results found for: "".
  • Weighted Relevancy
  • Content Sequence
  • Relevancy
  • Earliest First
  • Latest First
    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents

    Kapitel 25—Guds uforanderlige lov

    “Og Guds tempel i himlen blev åbnet, og hans pagts ark kunne ses i hans tempel.”1Åb 11,19.Pagtens ark befinder sig i det Allerhelligste, helligdommens inderste afdeling. I tjenesten i det jordiske tabernakel, der var “en efterligning og en skygge af den himmelske” helligdom, blev denne afdeling kun åbnet på den store forsoningsdag i forbindelse med helligdommens renselse. Derfor henviser udtalelsen om, at Guds tempel i himlen blev åbnet, og at hans pagts ark kunne ses, til åbningen af det Allerhelligste i den himmelske helligdom i 1844, da Kristus gik derind for at fuldføre forsoningen. De, der i tro fulgte deres store ypperstepræst, da han gik ind for at forrette tjeneste i det Allerhelligste, så hans pagts ark. Da de ved at studere Bibelen havde fået kendskab til helligdomsspørgsmålet, så de, at Frelseren havde påtaget sig en ny tjeneste foran Guds ark, hvor han påberåbte sig sit blod på synderes vegne.MBF 349.1

    Arken i den jordiske helligdom indeholdt de to stentavler, hvorpå Guds lov var skrevet. Arken var kun et opbevaringssted for lovens tavler, og det var de guddommelige forskrifter, der gjorde den værdifuld og hellig. Da Guds tempel i himlen blev åbnet, kom pagtens ark til syne. I det Allerhelligste i den himmelske helligdom har den guddommelige lov sit hellige opbevaringssted — den lov, der blev givet af Gud selv under tordenen ved Sinaj, og som blev skrevet med hans egen finger.MBF 349.2

    Guds lov i den himmelske helligdom er selve originalen, som de forskrifter, der blev skrevet på stentavlerne og optegnet i Mosebøgerne, er en tro genpart af. De, der kom til at forstå denne vigtige sandhed, indså den guddommelige lovs hellige, uforanderlige karakter. Som aldrig før forstod de betydningen af Frelserens ord: “Før himmel og jord forgår, skal ikke det mindste bogstav eller en eneste tøddel af loven forgå.”2Matt 5,18.Guds lov, som er en åbenbaring af hans vilje og et udtryk for hans karakter, må bestå for evigt som et sanddru vidne. Ikke ét bud er nogen sinde sat ud af kraft, og ikke en tøddel er blevet ændret. Salmisten siger: “I evighed, Herre, står dit ord fast i himlen.” “Alle hans forordninger er pålidelige, urokkelige for evigt og altid.”3Sl 119,89; 111,7-8.MBF 350.1

    Midt i de ti bud har vi det fjerde bud, som det først blev forkyndt: “Husk sabbatsdagen og hold den hellig. I seks dage må du arbejde og gøre alt, hvad du skal; men den syvende dag er sabbat for Herren, din Gud. Da må du ikke gøre noget som helst arbejde, hverken din søn eller datter, din træl eller trælkvinde eller dine husdyr, og heller ikke den fremmede i dine byer. For på seks dage skabte Herren himlen og jorden og havet med alt, hvad de rummer, men på den syvende dag hvilede han. Derfor har Herren velsignet sabbatsdagen og helliget den.”42 Mos 20,8-11.MBF 350.2

    Guds ånd talte til dem, der studerede hans ord. De blev klar over, at de i uvidenhed havde overtrådt dette bud ved ikke at overholde Skaberens hviledag. De begyndte at udforske, hvorfor den første ugedag blev helligholdt i stedet for den dag, Gud havde helliget. I Bibelen kunne de ikke finde noget bevis for, at det fjerde bud var blevet sat ud af kraft, eller at sabbatten var blevet ændret. Den velsignelse, som oprindeligt helligede den syvende dag, var aldrig ændret. De havde oprigtigt søgt at lære Guds vilje at kende og rette sig efter den. Nu så de, at de havde overtrådt hans lov, og sorg fyldte deres hjerter. De beviste deres troskab mod Gud ved at gå over til at helligholde hans sabbat.MBF 350.3

    Der blev gjort mange alvorlige forsøg på at rokke ved deres tro. Ingen kunne undgå at se, at hvis den jordiske helligdom var en afbildning eller en model af den himmelske, var den lov, der blev opbevaret i arken på jorden, en nøjagtig kopi af loven i arken i himlen — og at man ikke kunne antage sandheden om den himmelske helligdom uden at anerkende kravene i Guds lov og dermed sabbatten som hviledag ifølge det fjerde bud. Her var hemmeligheden bag den bitre modstand mod den harmoniske forklaring af Bibelen, der åbenbarede Kristi tjeneste i den himmelske helligdom. Mennesker forsøgte at lukke den dør, som Gud havde åbnet, og at åbne den, som han havde lukket. Men han, “som lukker op, så ingen kan lukke i, og lukker i, så ingen lukker op,” havde sagt: “Jeg har lukket en dør op for dig, som ingen kan lukke i.”5Åb 3,7-8.MBF 350.4

    Kristus havde åbnet døren eller tjenesten i det Allerhelligste. Lyset skinnede ud fra den åbne dør i den himmelske helligdom, og det blev åbenbart, at det fjerde bud var en del af den lov, som opbevares der; hvad Gud har oprettet, kan intet menneske ændre.MBF 351.1

    De, der havde anerkendt lyset om Kristi formidlingstjeneste og Guds lovs uforanderlighed, opdagede, at disse sandheder blev omtalt i Åbenbaringens 14. kapitel. Budskaberne i dette kapitel udgør en trefoldig advarsel (se noter), som skal forberede jordens beboere på Herrens genkomst. Ordene: “Timen er kommet, da han dømmer,” peger på Kristi sidste tjeneste for menneskets frelse. De indeholder en sandhed, som må forkyndes, indtil Frelserens formidlingstjeneste er ophørt, og han vender tilbage til jorden for at hente sine børn. Den dom, der begyndte i 1844, skal fortsætte, indtil alles skæbne — både de levendes og de dødes — er blevet afgjort, og derfor vil den vedvare til nådetidens ophør. For at mennesker kan forberede sig til at bestå i dommen, befaler Gud dem at “frygte Gud og give ham ære” og “tilbede ham, som har skabt himmel og jord og hav og kilder.” De, der tror på disse budskaber, beskrives som “de hellige, som holder fast ved Guds bud og troen på Jesus.” Hvis mennesker skal være klar til dommen, må de adlyde Guds lov — for ud fra den lov vil deres karakter blive bedømt. Paulus siger: “De, som har syndet uden loven, vil også gå fortabt uden loven … på den dag, da Gud dømmer det, som skjuler sig i mennesker.” Og han siger, at “de, som gør loven, vil blive gjort retfærdige.”6Rom 2,12-16.Tro er en forudsætning for at holde Guds lov, for “uden tro er det umuligt at behage ham.” Og “alt, hvad der ikke er af tro, er synd.”7Hebr 11,6; Rom 14,23.MBF 351.2

    Den første engel befaler mennesker at “frygte Gud og give han ære” og at tilbede ham som himlens og jordens skaber. For at kunne gøre dette må de adlyde hans lov. Vismanden siger: “Frygt Gud og hold hans bud, det skal alle mennesker!”8Præd 12,13.Uden lydighed mod Guds bud kan ingen tilbedelse være ham velbehagelig. “For dette er kærligheden til Gud: at vi holder hans bud.” “Når nogen lukker ørerne for belæring, vækker endog hans bøn afsky.”91 Joh 5,3; Ordsp 28,9.MBF 351.3

    Pligten til at tilbede Gud hviler på den kendsgerning, at han er Skaberen, og at alle levende væsener skylder ham deres eksistens. Hver gang Bibelen omtaler hans krav på ærefrygt og tilbedelse frem for hedningernes guder, omtaler den samtidig hans skaberkraft. “Alle folkenes guder er intet værd, men Herren skabte himlen.”10Sl 96,5.“‘Med hvem vil I sammenligne mig, så vi skulle være lige?’ siger den Hellige. Løft jeres øjne mod himlen og se! Hvem skabte den?” “Dette siger Herren, himlens skaber, han som er Gud, han som dannede jorden. … Jeg er Herren, der er ingen anden.”11Es 40, 25-26; 45,18.Og salmisten siger: “Forstå, at Herren er Gud, han har skabt os, og ham hører vi til.” “Kom, lad os kaste os ned, lad os bøje os, lad os falde på knæ for Herren, vor skaber.”12Sl 100,3;95,6. Og de hellige væsener, der tilbeder Gud i himlen, giver denne grund til at tilbede ham: “Værdig er du, vor Herre og Gud, til at få pris og ære og magt; for du har skabt alle ting.”13Åb 4,11.MBF 352.1

    I Åbenbaringen 14 formanes mennesker til at tilbede Skaberen, og profetien åbenbarer en gruppe, der som et resultat af det trefoldige budskab, holder Guds bud. Et af disse bud peger direkte på Gud som Skaberen. Det fjerde bud siger: “Den syvende dag er sabbat for Herren din Gud. … For på seks dage skabte Herren himlen og jorden og havet med alt, hvad de rummer, men på den syvende dag hvilede han. Derfor har Herren velsignet hviledagen og helliget den.”142 Mos 20,10-11.Om sabbatten siger Herren yderligere, at den er et “tegn mellem mig og jer, så I kan forstå, at jeg er Herren, jeres Gud.”15Ez 20,20.Og grunden er: “For på seks dage skabte Herren himlen og jorden, men på den syvende hvilede han og pustede ud.”162 Mos 31,17.MBF 352.2

    “Sabbattens betydning som et minde om skabelsen består i, at den stadig fremholder den sande grund til, at Gud fortjener at blive tilbedt” — fordi han er Skaberen, og vi tilhører ham. “Derfor er sabbatten en betydningsfuld del af grundlaget for gudsdyrkelse; for den lærer os denne store sandhed på den mest overbevisende måde, og det er der intet andet, der gør. Den sande årsag til at tilbede Gud, ikke blot på den syvende dag, men i al tilbedelse, beror på forskellen mellem Skaberen og hans skabninger. Denne kendsgerning kan aldrig blive forældet og må aldrig glemmes.”17J.N. Andrews: History of the Sabbath, kap. 27.Det var for altid at minde mennesker om denne sandhed, at Gud indstiftede sabbatten i Eden — og så længe den kendsgerning, at han er vor Skaber, vedbliver at være årsagen til, at vi tilbeder ham, vil sabbatten bestå som et minde og tegn om skabelsen. Hvis sabbatten var blevet helligholdt overalt, ville mennesker have rettet deres tanker og kærlige følelser mod Skaberen. De ville have æret og tilbedt ham, og der ville aldrig have eksisteret en afgudsdyrker, en gudsfornægter eller en vantro. At helligholde sabbatten er et tegn på loyalitet over for den sande Gud, som “har skabt himmel og jord og hav og kilder.” Deraf følger, at det budskab, der befaler menneskene at tilbede Gud og adlyde hans bud, først og fremmest befaler dem at holde det fjerde bud.MBF 352.3

    I modsætning til dem, der holder Guds bud og tror på Jesus, udpeger den tredie engel en anden gruppe og fremsætter en højtidelig og frygtelig advarsel mod deres vildfarelser: “Hvis nogen tilbeder dyret og dets billede og sætter dets mærke på sin pande eller hånd, skal han også drikke Guds harmes vin.”18Åb 14,9-10.MBF 353.1

    En korrekt opfattelse af de benyttede symboler er en forudsætning for at forstå dette budskab. Hvad menes der med dyret, dets billede og dets mærke?MBF 353.2

    Den række af profetier, i hvilke disse symboler findes, begynder i Åbenbaringens 12. kapitel med dragen, som forsøger at dræbe Jesus, så snart han blev født. Det fremgår, at dragen er Satan.19Åb 12,9.Det var ham, der tilskyndede Herodes til at stræbe Frelseren efter livet. Men Satans bedste våben i den kamp mod Kristus og hans tilhængere, som blev ført i de første århundreder af den kristne tidsalder, var det hedenske Romerrige. Dragen er først og fremmest et symbol på Satan, men den er også et symbol på det hedenske Romerrige.MBF 353.3

    I kapitel 13 (vers 1-10) beskrives et andet dyr, som “lignede en panter”, og dragen gav det “sin magt og sin trone og stor styrke.”MBF 353.4

    Dette symbol forestiller efter de fleste protestanters opfattelse pavedømmet, som arvede den trone og den magt, det gamle Romerrige tidligere havde haft. Om det panterlignende dyr siges: “Det fik givet en mund, der talte store, bespottelige ord. … Det åbnede munden til bespottelser mod Gud, det spottede hans navn og hans bolig og dem, der har bolig i himlen. Det fik givet magt til at føre krig mod de hellige og besejre dem, og det fik givet magt over hver stamme og folk, tungemål og folkeslag.” Denne profeti, der svarer nøje til beskrivelsen af det lille horn i Daniel 7, peger ubestrideligt mod pavedømmet.MBF 353.5

    “Det fik givet magt til at gøre det i toogfyrre måneder.” Og profeten siger: “Et af dets hoveder var som dødeligt såret.” Og derefter siger han: “Hvis nogen vil bringe andre i fangenskab, han kommer selv i fangenskab; hvis nogen dræber med sværd, han skal selv dræbes med sværd” (ældre bibeloversættelse). De toogfyrre måneder er det samme som “én tid, to tider og en halv tid,” tre et halvt år eller de 1.260 dage, der omtales i Daniels Bogs 7. kapitel — den tid, i hvilken pavedømmet skulle undertrykke Guds folk. Denne periode begyndte som tidligere omtalt med pavedømmets overhøjhed i år 538 og endte i år 1798. På det tidspunkt blev paven taget til fange af den franske hær, pavedømmet blev dødeligt såret, og forudsigelsen gik i opfyldelse: “Hvis nogen vil bringe andre i fangenskab, han kommer selv i fangenskab.”MBF 353.6

    Ved dette punkt indføres et nyt symbol: Profeten siger: “Jeg så et andet dyr komme op af jorden; det havde to horn som et lam.”20Åb 13,11.Både dette dyrs udseende og den kendsgerning, at det kom op af jorden, viser, at det betyder et folk, der er anderledes end dem, de foregående symboler peger på. De store riger, der har hersket over verden, blev vist for profeten Daniel som rovdyr, der kom frem, da “himlens fire vinde bragte det store hav i oprør.”21Dan 7,2.I Åbenbaringen 17 forklarer en engel, at vandene symboliserer “folk og skarer, folkeslag og tungemål.”22Åb 17,15.Vindene symboliserer strid. Himlens fire vinde, som oprører havet, er symbol på de frygtelige krige og revolutioner, som har bragt nationerne til magten.MBF 354.1

    Om det dyr, der havde to horn som et lam, står der, at det “kom op af jorden.” Den nation, der symboliseres ved dette dyr, skal altså ikke besejre andre for selv at tage magten, men stige frem i et hidtil ubesat territorium, hvor den skal vokse langsomt og fredeligt op. Derfor kunne den ikke opstå i den gamle verdens tæt befolkede kæmpende riger — dette oprørte hav af “folk og skarer, folkeslag og tungemål.” Den måtte søges på den vestlige halvkugle.MBF 354.2

    Hvilken nation i den nye verden var ved at få magt i 1798, gav løfte om rigdom og styrke og tiltrak sig verdens opmærksomhed? Symbolerne lader os ikke i tvivl. Kun én nation svarer til profetiens enkeltheder; den peger umiskendeligt på Amerikas forenede Stater. Atter og atter er profetens tanker, ja, selv hans ord ubevidst blevet brugt af talere og historikere, der har beskrevet denne nations fremgang og vækst. Dyret “kommer op af jorden,” og ifølge de sprogkyndige betyder det ord, der er gengivet ved “komme op,” ordret “at spire eller vokse op som en plante.” Den omtalte nation må, som vi allerede har set, komme op i et hidtil ubesat område. En fremragende forfatter, der beskriver De forenede Staters opkomst, taler om “deres mystiske fremkomst ud af det tomme rum” og siger: “Som det tavse sædekorn voksede vi op til en stormagt.”23G.A. Townsend: The New World Compared with the Old, s. 462 (ed. 1869).En europæisk avis skrev i 1850 om De forenede Stater som et vidunderligt rige, der “dukkede op” og “i jordens stilhed daglig øgede sin magt og storhed.”24The Dublin Nation.Da Edward Everett talte om de pilgrimme, der grundlagde De forenede Stater, sagde han blandt andet: “Var de ude efter at finde en afsidesliggende plet, harmløs i sin ubemærkethed og sikker ved sin afsides beliggenhed, hvor den lille menighed fra Leyden kunne nyde godt af trosfriheden? Se de vældige områder, over hvilke de i fredelig erobring … har båret korsets banner!”25Speech delivered at Plymouth, Massachusetts, 22. december 1824, s. 11.MBF 354.3

    “Det havde to horn som et lam.” Disse horn tyder på ungdom, uskyldighed og blidhed — egenskaber som var karakteristiske for De forenede Stater, da profeten så dem i færd med at “stige op” i 1798. Blandt de kristne, der først drog til Amerika for at finde et tilflugtssted og slippe væk fra monarkernes undertrykkelse og gejstlighedens intolerance, var der mange, som besluttede at oprette et styre baseret på borgerlig og religiøs frihed. Deres synspunkter blev nedfældet i uafhængighedserklæringen, der giver udtryk for den store sandhed, at “alle mennesker er skabt lige,” og at alle har umistelig ret til “liv, frihed og stræben efter lykke.” Forfatningen garanterer folket retten til selvstyre, idet folkevalgte forsamlinger skal vedtage og administrere lovene. De blev også sikret trosfrihed. Enhver havde lov til at tilbede Gud i overensstemmelse med sin egen samvittighed. Protestantisme og republikansk styre blev nationens fundamentale principper. I disse principper ligger hemmeligheden til De forenede Staters magt og velstand. Undertrykte og forkuede mennesker fra hele verden har vendt sig til dette land med håb. Millioner har fundet tilflugt her, og De forenede Stater er nu ubestridt verdens mest magtfulde nation.MBF 355.1

    Men dyret, der havde to horn ligesom et lam, “talte som en drage.” “Det udøver hele det første dyrs magt for dets øjne; og det får jorden og dem, der bor på den, til at tilbede det første dyr, det hvis banesår blev lægt. … Og det siger til dem, der bor på jorden, at de skal lave et billede af dyret, der fik sværdhugget og kom til live.”26Åb 3,11-14.MBF 355.2

    Lammets horn og dragens stemme hentyder til den slående modsætning mellem den symboliserede nations erklæringer og dens virkelige handlemåde. Nationens “tale” er de lovgivende og dømmende myndigheders virksomhed. Denne virksomhed kommer til at gøre de liberale og fredelige principper til skamme, der er fremsat som grundlag for landets politik. Profetien om, at dyret vil tale “som en drage” og “udøve hele det første dyrs magt,” viser klart, at det vil udvikle en intolerance og forfølgelse svarende til den, der kendetegnede de nationer, der blev symboliseret ved dragen og det panterlignende dyr. Og profetien om, at dyret med de to horn “får jorden og dem, der bor på den, til at tilbede det første dyr,” antyder, at dette folks myndighed skal udøves ved at gennemføre en skik, der vil være en hyldest til pavedømmet.MBF 355.3

    En sådan handling ville være i direkte modstrid med forfatningens principper, med selve frihedens begreb og med uafhængighedserklæringens direkte og højtidelige løfter. Nationens grundlæggere forsøgte klogeligt at værge sig mod kirkens udøvelse af verdslig magt, hvilket uvægerlig fører til intolerance og forfølgelse. Forfatningen siger udtrykkeligt, at “kongressen ikke skal vedtage nogen lov om indførelse af en religion eller forbyde fri religionsudøvelse,” og at “der aldrig må forlanges tilhørsforhold til nogen religion som forudsætning for at opnå et offentligt tillidshverv i De forenede Stater.” Hvis de civile myndigheder vil gennemtvinge en hvilken som helst religiøs vedtægt, vil det være et eklatant brud med disse garantier for nationens frihed. Men manglen på logik ved en sådan handling er ikke større end den, der fremgår af selve symbolet: et dyr med horn som et lam — der fremtræder rent, blidt og harmløst — men taler som en drage.MBF 356.1

    Det “siger til dem, der bor på jorden, at de skal lave et billede af dyret.” Det er tydeligt, at her er tale om en styreform, hvor den lovgivende magt er hos folket — et slående vidnesbyrd om på, at De forenede Stater er den nation, der omtales i profetien.MBF 356.2

    Men hvad betyder “et billede af dyret,” og hvordan skal det fremstilles? Billedet laves af dyret med de to horn og er et billede af det første dyr. For at finde ud af, hvordan det ville se ud, og hvordan det skal udformes, må vi se nærmere på selve dyrets — pavedømmets — særlige kendetegn.MBF 356.3

    Da den første kirke blev demoraliseret ved at afvige fra evangeliets enfold og antog hedenske skikke og ritualer, mistede den Guds ånd og kraft, og den måtte søge den verdslige magts støtte for at beherske folkets samvittighed. Resultatet blev pavedømmet, en kirke, der beherskede statsmagten og benyttede den til at fremme sine egne planer, og ikke mindst til at straffe “kætteri”. Hvis De forenede Stater skal lave et billede af dyret, må den religiøse magt beherske det civile styre i en sådan grad, at kirken kan bruge statens autoritet til at fremme sine egne planer.MBF 356.4

    Hver gang kirken har opnået verdslig magt, har den benyttet denne til at straffe dem, der afveg fra dens læresætninger. De protestantiske kirker, der har fulgt romerkirkens eksempel ved at slutte forbund med verdslige magter, har derved røbet et lignende ønske om at indskrænke trosfriheden. Vi finder et eksempel på dette i den engelske statskirkes langvarige forfølgelse af anderledes tænkende. I det 16. og 17. århundrede blev tusinder af præster, der havde afvigende meninger, tvunget til at forlade deres menigheder, og både gejstlige og lægfolk blev idømt bøder eller fængsel. Adskillige blev torteret og led martyrdøden.MBF 357.1

    Det var frafald, der fik den første kirke til at søge statens hjælp, og dette banede vej for pavedømmet — dyret. Paulus siger: “Først skal nemlig frafaldet komme og lovløshedens menneske åbenbares.”272 Thess 2,3.Frafald inden for kirken skal altså bane vej for dyrets billede.MBF 357.2

    Bibelen siger, at der før Herrens genkomst vil komme et religiøst frafald af samme art som det, der prægede de første århundreder. “I de sidste dage skal der komme hårde tider. For da vil mennesker blive egenkærlige, pengeglade, pralende, overmodige, fulde af hån, ulydige mod deres forældre, utaknemlige, spottere, ukærlige, uforsonlige, sladderagtige, umådeholdne, brutale, fjender af det gode, forrædere, fremfusende, hovmodige, de vil elske nydelser højere end Gud; i det ydre har de gudsfrygt, men fornægter dens kraft.”282 Tim 3,1-5.“Men Ånden siger udtrykkeligt, at i de sidste tider skal nogle falde fra troen, fordi de lytter til vildledende ånder og dæmoners lærdomme.”291 Tim 4,1.Satan vil virke “med al kraft og med løgnetegn og løgneundere og med al uretfærdighedens bedrag.” Og alle, der “ikke har taget imod kærlighed til sandheden, så de kunne blive frelst,” bliver overladt til “vildfarelsens magt, … så de tror på løgnen.”302 Thess 2,9-11.Når denne ugudelige tilstand opstår, vil resultaterne blive som i de første århundreder.MBF 357.3

    De store forskelligheder i troen inden for de protestantiske kirker betragtes af mange som et afgørende bevis for, at der aldrig vil blive gjort forsøg på tvungen ensretning. Men i mange protestantiske menigheder har der i årevis været en stadigt voksende stemning for en sammenslutning baseret på fælles læresætninger. Skal en sådan sikres, må drøftelsen af emner, alle ikke er enige om naturligvis opgives — uanset disse emners betydning ud fra et bibelsk standpunkt.MBF 357.4

    I 1846 holdt Charles Beecher en prædiken, hvori han erklærede, at “alle de evangelisk-protestantiske trossamfunds forkyndelse ikke blot bliver til under et vældigt pres af rent menneskelig frygt, men at Ordets forkyndere lever og ånder i en gennemfordærvet atmosfære, der hele tiden appellerer til deres naturs lavere sider for at få dem til at nedtone sandheden og bøje knæ for frafaldets magt. Gik det ikke på samme måde i Romerriget? Oplever vi ikke det samme? Og hvad ser vi lige foran os? Et nyt fælles koncil! Et verdenskonvent! Evangelisk sammenslutning og fælles trosbekendelse!”31Charles Beecher: Sermon on The Bible a Sufficient Creed, delivered at Fort Wayne, Indiana, 22. februar 1846.Når det kommer så vidt, vil det ikke vare længe, før man for at sikre fuldstændig ensretning begynder at bruge tvang.MBF 357.5

    Når det lykkes for De forenede Staters ledende kirker, der har forenet sig om de læresætninger, de er enige om, at få statsmagten til at gennemtvinge deres forordninger og opretholde deres institutioner, vil det protestantiske Amerika have skabt et billede af det romerske præstevælde — og resultatet vil uvægerlig blive, at anderledes tænkende bliver dømt efter straffeloven.MBF 358.1

    Dyret med de to horn “får alle, store og små, rige og fattige, frie og trælle, til at sætte et mærke på deres højre hånd eller deres pande, så ingen kan købe eller sælge undtagen den, der bærer dette mærke, dyrets navn eller dets navns tal.”32Åb 13, 16-17.Den tredie engels advarsel lyder: “Hvis nogen tilbeder dyret og dets billede og sætter dets mærke på sin pande eller hånd, skal han også drikke Guds harmes vin.” Det dyr, der omtales i dette budskab, og hvis dyrkelse det tohornede dyr fremtvinger, er Åbenbaringens første, panterlignende dyr — pavedømmet. “Billedet af dyret” symboliserer den form for frafalden protestantisme, som vil opstå, når de protestantiske kirker søger statens hjælp til at gennemtvinge deres dogmer. Hvad “dyrets mærke” er, vender vi tilbage til.MBF 358.2

    Efter advarslen mod at tilbede dyret og dets billede siger profetien: “Her kræves der udholdenhed af de hellige, dem som holder fast ved Guds bud og troen på Jesus.” Da de, som holder fast ved Guds bud, sættes op som modsætning til dem, der tilbeder dyret og dets billede og modtager dets mærke, må den afgørende forskel mellem dem, der tilbeder Gud og dem, der tilbeder dyret, være, at de førstnævnte holder fast ved Guds lov, mens de sidstnævnte krænker den. Dyret og dets billedes særlige kendemærke er overtrædelse af Guds bud. Om det lille horn, pavedømmet, siger Daniel: “Han skal tragte efter at ændre tider og lov.”33Dan 7,25.Og Paulus kalder den samme magt “lovløshedens menneske,” der vil ophøje sig over Gud. Den ene profeti supplerer den anden. Kun ved at ændre Guds lov kunne pavemagten ophøje sig over Gud; enhver som bevidst holder den ændrede lov, hylder derved den magt, som har foretaget denne ændring. At adlyde de pavelige love vil være et tegn på troskab mod paven i stedet for troskab mod Gud.MBF 358.3

    Pavemagten har forsøgt at ændre Guds lov. Det andet bud, der forbyder billedtilbedelse, er blevet slettet af loven, og det fjerde bud er blevet ændret således, at den første dag i ugen er gjort til hviledag i stedet for den syvende. Katolikkerne hævder med hensyn til udeladelsen af det andet bud, at dette bud er unødvendigt, da det er indbefattet i det første — og at de udtrykker loven nøjagtigt, som Gud har villet, at den skal opfattes. Det kan ikke være denne ændring, profeten forudsagde. Der er tale om en forsætlig, overlagt ændring: “Han skal tragte efter at ændre tider og lov.” Ændringen af det fjerde bud svarer nøjagtigt til profetien. For denne ændring er udelukkende baseret på kirkens autoritet. Her ophøjer pavemagten sig åbenlyst over Gud.MBF 359.1

    Mens Guds tilbedere i særlig grad skal kendes på, at de holder det fjerde bud, som er tegnet på hans skabermagt og vidner om hans ret til at kræve menneskers ærefrygt og hyldest — vil de, der tilbeder dyret, kendes på, at de forsøger at omstyrte Skaberens mindesmærke for at ophøje det, som romerkirken har indstiftet. Det var for at støtte søndagen, at romerkirken først fremsatte sine hovmodige krav (se noter), og dens første udnyttelse af statsmagten bestod i at få denne til at gennemtvinge, at søndagen skulle helligholdes som “Herrens dag.” Men Bibelen siger, at Herrens dag er den syvende — og ikke den første. “Derfor er Menneskesønnen herre også over sabbatten,” sagde Jesus. Det fjerde bud lyder: “Den syvende dag er sabbat for Herren din Gud.” Og ved profeten Esajas kalder Herren sabbatten “min hellige dag.”34Mark 2,28; Es 58,13.MBF 359.2

    Det hævdes ofte, at Kristus ændrede sabbatten, men den påstand modsiges af hans egne ord: “Tro ikke, at jeg er kommet for at nedbryde loven og profeterne. Jeg er ikke kommet for at nedbryde, men for at opfylde. Sandelig siger jeg jer: Før himmel og jord forgår, skal ikke det mindste bogstav eller en eneste tøddel forgå af loven, før alt er sket. Den, der bryder blot ét af de mindste bud og lærer mennesker at gøre det samme, skal kaldes den mindste i Himmeriget. Men den, der holder det og lærer andre at gøre det, skal kaldes stor i Himmeriget.”35Matt 5,17-19.MBF 359.3

    Det er en kendsgerning, som protestanterne indrømmer, at Bibelen ikke giver nogen myndighed til at ændre sabbatten. Dette står helt klart i de skrifter, der er udgivet af Det amerikanske Traktatselskab og Den amerikanske Søndagsskoleforening. Et af disse skrifter anerkender “Det Nye Testamentes absolutte tavshed angående noget udtrykkeligt påbud for hviledagen (søndag, den første dag i ugen), og at det heller ikke opstiller regler for dens helligholdelse.”36George Elliot: The Abiding Sabbath, s. 184.MBF 359.4

    Et andet skrift siger: “Før Kristi død blev der ikke foretaget nogen ændring af dagen.” Og “så vidt man kan se af skriftlige vidnesbyrd, gav de (apostlene) ikke noget pålæg om, at den syvende dag skulle ophøre med at være sabbat, eller at ugens første dag skulle helligholdes i den syvendes sted.”37A.E. Waffle: The Lord’s Day, ss. 186-188.MBF 360.1

    Katolikkerne indrømmer, at det var deres kirke, der ændrede sabbatten — og de understreger, at protestanter, der helligholder søndagen, derved anerkender den katolske kirkes magt. I “Den kristne religions katolske katekismus” besvares et spørgsmål om, hvilken dag der bør helligholdes i overensstemmelse med det fjerde bud, således: “I henhold til den gamle lov var lørdagen helliget; men kirken har sat søndag i stedet for lørdag ifølge Jesu Kristi vejledning og under Guds ånds førelse; så nu holder vi den første og ikke den syvende dag hellig. Søndagen betyder og er nu Herrens dag.”MBF 360.2

    Som tegn på den katolske kirkes autoritet henviser katolske forfattere til “selve den handling at flytte hviledagen til søndag, som protestanter godkender; … fordi de ved at holde søndagen hellig anerkender kirkens magt til at indstifte helligdage, og til at kalde det en synd at overtræde dem.”38Henry Tuberville: An Abridgement of the Christian Doctrine, s. 58.Kan ændringen af sabbatten da være andet end tegnet eller mærket på Romerkirkens autoritet — “dyrets mærke”?MBF 360.3

    Romerkirken har ikke opgivet sit krav på overhøjhed, og når verden og de protestantiske kirker anerkender den helligdag, romerkirken har indført, og forkaster Bibelens sabbat, anerkender de denne overhøjhed. De henviser måske til, at traditionerne og kirkefædrenes myndighed støtter denne ændring, men hvis de gør det, glemmer de selve det princip, som skiller dem fra romerkirken — at “Bibelen og Bibelen alene er protestanternes religion.” Katolikkerne ser, at protestanterne bedrager sig selv og med vilje lukker øjnene for sagens kendsgerninger. Når bevægelsen for tvungen søndagshelligholdelse får vind i sejlene, vil katolikkerne fryde sig, for så kan de være sikre på, at hele den protestantiske verden snart vil fylkes under Roms banner.MBF 360.4

    Katolikkerne erklærer, at “protestanternes helligholdelse af søndagen er en hyldest, som de mod deres vilje viser den katolske kirkes myndighed.”39Mgr. Segur: Plain Talk about the Protestantism of Today, s. 213.De protestantiske kirkers forsøg på at gennemtvinge søndagslove er at gennemtvinge tilbedelse af pavedømmet — dyret. De, som forstår det fjerde buds krav og alligevel beslutter sig til at helligholde den falske hviledag i stedet for den sande sabbat, hylder derved den magt, som har påbudt den. Men netop ved at gennemtvinge en religiøs pligt ved verdslige myndigheders hjælp vil kirkerne selv danne et billede af dyret. Og derfor vil tvungen søndagshelligholdelse i De forenede Stater være tvungen tilbedelse af dyret og dets billede.MBF 360.5

    Men tidligere generationer af kristne helligholdt søndagen i den tro, at de helligholdt Bibelens sabbat — og der findes i dag sande kristne i alle trossamfund — også i den katolske kirke — som oprigtigt tror, at søndagen er den sabbat, Gud har påbudt. Gud godkender disse menneskers gode hensigt og oprigtighed. Men når søndagens helligholdelse bliver gennemtvunget ved lov og verden bliver oplyst om den sande sabbats krav på helligholdelse, vil hver den, der bryder Guds lov for at adlyde en befaling, som kun er baseret på romerkirkens autoritet, derved ophøje pavedømmet over Gud. Han vil hylde romerkirken og den statsmagt, der gennemtvinger det, romerkirken har påbudt — tilbede dyret og dets billede. De mennesker, der forkaster den dag, Gud har kaldt tegnet på sin autoritet, og i stedet helligholder den dag, romerkirken har valgt som et tegn på sin overhøjhed, tager imod tegnet på lydighed mod Rom — “dyrets mærke.” Men det er først, når denne sag er fremholdt tydeligt for menneskene, og de har haft anledning til at vælge mellem Guds og menneskers bud, at de, der fortsætter med at overtræde Guds lov, modtager “dyrets mærke.”MBF 361.1

    Den tredie engels budskab indeholder den frygteligste trussel, der nogen sinde er rettet mod dødelige mennesker. Den synd, der nedkalder Guds ublandede vrede, må i sandhed være forfærdelig. Mennesker skal ikke vedblive at være uvidende om dette betydningsfulde spørgsmål; verden skal advares mod denne synd, før Guds straffedomme kommer, så alle kan vide, hvorfor de kommer, og få mulighed for at undgå dem. Profetien siger, at den første engel havde et evangelium at forkynde for “alle folkeslag og stammer, tungemål og folk.” Den tredie engels advarsel, der er en del af det trefoldige budskab, skal forkyndes lige så vidt og bredt. I profetien står der, at de forkyndes med høj røst af en engel, der flyver midt oppe under himlen — og det vil påkalde hele verdens opmærksomhed.MBF 361.2

    Ved dette stridsspørgsmål vil hele verden blive opdelt i to store klasser — de, de holder fast ved Guds bud og troen på Jesus, og de, der tilbeder dyret og dets billede og tager imod dets mærke. Skønt kirke og stat vil forene deres kræfter for at få “alle, store og små, rige og fattige, frie og trælle”40Åb 13,16.til at modtage “dyrets mærke,” vil Guds børn ikke tage det på sig. Profeten på Patmos så “dem, der havde sejret over dyret og dets billede og dets navns tal, stå ved glarhavet med Guds harper,” mens de sang Moses’ og Lammets sang.41Åb 15, 2-3.MBF 361.3

    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents