Loading...
Larger font
Smaller font
Copy
Print
Contents

Mod En Bedre Fremtid

 - Contents
  • Results
  • Related
  • Featured
No results found for: "".
  • Weighted Relevancy
  • Content Sequence
  • Relevancy
  • Earliest First
  • Latest First
    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents

    Kapitel 33—Det første store bedrag

    Satan begyndte sine anstrengelser for at bedrage menneskeslægten fra menneskets allerførste dag. Han som havde stiftet oprør i himlen, ønskede nu at få jordens beboere med i sin kamp mod Guds styre. Adam og Eva havde været fuldkommen lykkelige i lydighed mod Guds lov, og dette var et stadigt vidnesbyrd imod den påstand, Satan havde fremsat i himlen — at Guds lov var tyrannisk og ikke tjente hans skabningers bedste. Desuden var Satans misundelse blevet vakt, da han så det skønne hjem, der var forberedt til det syndfri par. Han besluttede at få dem til at falde, så han, når de blev skilt fra Gud, kunne få dem i sin magt, erobre jorden og oprette sit eget rige i opposition mod den Allerhøjeste.MBF 427.1

    Hvis Satan havde afsløret sin sande karakter, var han straks blevet afvist, for Adam og Eva var blevet advaret mod denne farlige fjende; men han arbejdede i det skjulte og slørede sin sande hensigt for bedre at nå sit mål. Som sit redskab brugte han slangen, der dengang var fortryllende smuk. Gennem den sagde han til Eva: “Har Gud virkelig sagt, at I ikke må spise af træerne i haven?”11 Mos 3,1.Hvis Eva havde afholdt sig fra at diskutere med fristeren, ville hun have været på den sikre side, men hun vovede at tale med ham og blev et offer for hans bedrag. Også i dag bliver mange besejret på samme måde. De tvivler på Guds befalinger og diskuterer dem, og i stedet for at adlyde hans bud accepterer de menneskelige teorier, som kun dækker over Satans påfund.MBF 427.2

    “Kvinden svarede slangen: ‘Vi må gerne spise af frugten på træerne i haven, men frugten på det træ, der står midt i haven, har Gud sagt, at vi ikke må spise af og ikke røre ved, for ellers skal vi dø.’ Men slangen sagde til Kvinden: ‘Vist skal I ikke dø! Men Gud ved, at den dag I spiser af den, bliver jeres øjne åbnet, så I bliver som Gud og kan kende godt og ondt.’”21 Mos 3,2-5.Satan påstod, at de ville opnå større visdom end tidligere og kunne leve livet på et højere plan. Eva gav efter for fristelsen, og Adam førtes i synd gennem hendes påvirkning. De accepterede slangens ord — at Gud ikke havde ment, hvad han sagde. De nærede mistillid til deres skaber og mente, at han begrænsede deres frihed, og at de ville opnå stor visdom og ophøjelse ved at overtræde hans lov.MBF 428.1

    Men hvad fandt Adam efter sin synd ud af, at ordene: “For ellers skal I dø,” virkelig betød? Opdagede han, at de skulle betyde det, Satan havde fået ham til at tro, at han skulle føres til eksistens på et højere plan? I så fald ville der sandelig være meget godt at opnå ved overtrædelse af loven, og Satan ville være menneskeslægtens velgører. Men Adam skulle erfare, at det aldeles ikke var det, der lå i ordene. Gud sagde, at mennesket som straf for sin synd skulle vende tilbage til jorden, som det var taget af: “Jord er du, og til jord skal du blive.”31 Mos 3,19.Satans ord: “Den dag I spiser af den, bliver jeres øjne åbnet,” viste sig kun at være sande i denne betydning: Efter at Adam og Eva havde været ulydige imod Gud, åbnedes deres øjne, så de så deres dårskab; de lærte det onde at kende og fik ulydighedens bitre frugt at smage.MBF 428.2

    Midt i haven voksede livets træ, hvis frugt havde magt til at give evigt liv. Hvis Adam var forblevet lydig mod Gud, ville han fortsat have fået lov til at spise af dette træ, og han ville have levet for evigt. Men da han syndede, blev han afskåret fra at spise af livets træ og underkastet døden. Guds dom: “Jord er du, og til jord skal du blive,” peger på livets fuldstændige ophør.MBF 428.3

    Den udødelighed, der var blevet lovet mennesket på betingelse af lydighed, mistede det på grund af overtrædelsen. Adam kunne ikke efterlade sine efterkommere noget, han ikke selv havde. Der ville ikke have været noget håb for den faldne slægt, hvis Gud ikke ved at ofre sin søn havde givet den mulighed for at opnå udødelighed. “Døden kom til alle mennesker, fordi alle syndede,” men Kristus “bragte liv og uforgængelighed for lyset ved evangeliet.”4Rom 5,12; 2 Tim 1,10.Kun gennem Kristus kan vi opnå udødelighed. Jesus sagde: “Den, der tror på Sønnen, har evigt liv; den, der er ulydig imod Sønnen, skal ikke se livet.”5Joh 3,36.Hvert eneste menneske kan opnå denne uvurderlige gave, hvis han vil opfylde betingelserne. Alle, “der søger herlighed og ære og uforgængelighed ved udholdende at gøre det gode, vil han gengælde med evigt liv.”6Rom 2,7.MBF 428.4

    Den eneste, der lovede Adam liv trods ulydighed, var den store bedrager. Og slangens ord til Eva i Edens have — “Vist skal I ikke dø!” — var den allerførste prædiken, der nogen sinde er holdt om sjælens udødelighed. Men denne erklæring, der udelukkende hviler på Satans autoritet, gentages fra kristendommens gejstlighed og modtages af de fleste mennesker med samme beredvillighed som af vore første forældre. Man udlægger Guds ord: “Det menneske, der synder, skal dø,”7Ez 18,20.således: Den sjæl, der synder, skal ikke dø, men leve evigt. Hvilken forunderlig forblindelse får dog mennesker til at tro på Satans ord og tvivle på, hvad Gud siger?MBF 429.1

    Hvis mennesket efter syndefaldet fortsat havde fået lov til at spise af livets træ, ville det have levet for evigt, og derved ville synden være blevet udødeliggjort. Men en kerub med et flammesværd “vogtede vejen til livets træ,”81 Mos 3,24.og ikke en eneste af Adams slægt har fået lov til at komme gennnem denne spærring og spise af den livgivende frugt. Derfor findes der ingen udødelig synder.MBF 429.2

    Men efter syndefaldet befalede Satan sine engle at gøre en særlig indsats for at få menneskene til at tro på deres udødelige natur, og når det var lykkedes at få dem til at tro på denne vildfarelse, forledte de dem også til at tro, at synderen skulle leve i evig elendighed. Nu fremstiller mørkets fyrste gennem sine redskaber Gud som en hævngerrig tyran og påstår, at han sender alle, der ikke behager ham, til Helvede, hvor de for evigt skal mærke hans vrede, og mens de lider usigelig pine og vrider sig i de evige flammer, ser deres skaber ned på dem med tilfredshed.MBF 429.3

    På denne måde tilskriver ærkefjenden menneskets skaber og velgører sine egne egenskaber. Grusomhed er satanisk. Gud er kærlighed, og alt, hvad han skabte, var rent, helligt og smukt, indtil den første oprører bragte synden ind i universet. Satan er den fjende, der frister mennesket til at synde, for derpå at ødelægge det, hvis han kan. Og når han så er sikker på sit offer, fryder han sig over den ødelæggelse, han har forvoldt. Hvis han fik lov til det, ville han feje hele menneskeheden i sit net. Hvis ikke det var for den guddommelige magts indgriben, ville ikke en eneste af Adams sønner og døtre undslippe.MBF 429.4

    I dag søger Satan at besejre mennesker på samme måde, som han besejrede vore første forældre: ved at få deres tillid til Skaberen til at vakle og få dem til at tvivle på visdommen i hans styre og retfærdigheden i hans lov. For at retfærdiggøre deres egen ondskab og oprør fremstiller Satan og hans hjælpere Gud som endnu værre end de selv. Han prøver på at tilskrive vor himmelske far sin egen frygtelige grusomhed for selv at fremstå som den, der uretfærdigt er blevet bortvist fra himlen, fordi han ikke ville underkaste sig en så uretfærdig herre. Han foregøgler menneskene den frihed, de ville nyde under hans milde regering — i modsætning til den trældom, som Jahves strenge lov pålægger dem. Og på den måde lykkes det ham at lokke mennesker til at svigte deres troskab mod Gud.MBF 430.1

    Hvor frastødende for enhver følelse af kærlighed og barmhjertighed, ja, selv for vor retfærdighedssans, er ikke læren om, at de ugudelige døde pines med ild og svovl i et evigt brændende helvede — at de så længe Gud er til, skal lide tortur for de synder, de måtte have begået i et kort, jordisk liv. Og dog er denne lære blevet forkyndt vidt og bredt, og den indgår stadig i mange kristne trosbekendelser. En lærd doktor i teologi har sagt: “Synet af de fortabtes kvaler i Helvede vil forhøje de frelstes lykke i evigheden. Når de ser andre, som er af samme natur og født under samme forhold som de selv nedstyrtet i en sådan elendighed, mens de selv er så ophøjede, vil de rigtig føle, hvor lykkelige de er.” En anden udtrykker det således: “Mens fordømmelsen i al evighed fuldbyrdes på vredens børn, vil deres pines røg opstige for nådens børns øjne, som i stedet for at dele de elendiges lidelser vil synge: Amen, halleluja, priset være Gud!”MBF 430.2

    Hvor i Bibelen finder vi en sådan lære? Skal de frelste i himlen have tabt enhver menneskelig følelse som medlidenhed og barmhjertighed? Skal de i stedet være ligegyldige som stoikeren eller grusomme som vildmanden? Nej, således er Bibelens lære ikke. Det er muligt, at de, der giver udtryk for de synspunkter, der kommer til udtryk i ovennævnte citater, er lærde, ja måske endda ærlige mennesker; men de har ladet sig bedrage af Satans spidsfindigheder. Han har fået dem til at fejltolke visse udtryk i Bibelen og fået dem til at udtrykke den bitterhed og ondskab, som kendetegner ham selv, men ikke Skaberen. “Så sandt jeg lever, siger Gud Herren: Jeg ønsker ikke den uretfærdiges død, men tværtimod at den uretfærdige vender om fra sin vej, så han kan bevare livet.”9Ez 33,11.MBF 430.3

    Hvad ville Gud opnå, hvis vi indrømmede, at han fryder sig over at se evige pinsler og nyder skrig og jammer fra de lidende, som han lader forblive i Helvedes flammer? Kan disse frygtelige lyde være som musik i en kærlig Guds ører? Man påstår, at de ondes evige lidelser skal vise Guds had til synden som et onde, der er ødelæggende for universets fred og orden. Hvilken forfærdelig gudsbespottelse! Skulle Guds had til synden være årsag til, at den skulle eksistere i al evighed! Ifølge disse teologers lære vil fortsat tortur uden håb om barmhjertighed drive de ulykkelige til vanvid. Og idet de øser deres raseri ud i eder og forbandelser, bliver de ved med at gøre deres skyld større. Guds herlighed bliver ikke større af en sådan stadigt voksende synd gennem uendelige tider.MBF 431.1

    Vi kan ikke forestille os, hvor meget ondt denne falske lære om evige pinsler har ført til. Bibelens religion, der er så fuld af kærlighed, godhed og medlidenhed, er blevet formørket af overtro og rædsel. Når vi tænker på, hvorledes Satan har sværtet Guds karakter, kan det da undre os, at vor barmhjertige skaber er frygtet, ja ligefrem hadet? Det rystende syn på Gud, der er blevet forkyndt fra prædikestole, har gjort tusinder, ja, millioner, til tvivlere og vantro.MBF 431.2

    Teorien om evige pinsler er en af de falske læresætninger, der er blevet kaldt Babylons utugts harmes vin, som hun har skænket op for alle folkeslagene.10Åb 14,8;17,2.At kristne præster har kunnet antage og forkynde denne vildfarelse, er helt ufatteligt. De fik den fra romerkirken, der også gav dem den falske hviledag. Den er ganske vist blevet forkyndt af store og gode mænd; men de har ikke fået det lys over emnet, som er kommet til os. De var kun ansvarlige for det lys, som skinnede på deres tid. Vi er ansvarlige for det, som skinner i vore dage. Hvis vi vender os fra Guds ords vidnesbyrd og accepterer falske læresætninger, fordi vore fædre troede på dem, kommer vi under den forbandelse, der blev udtalt over Babylon; vi drikker af hendes utugts harmes vin. Mange, der finder læren om den evige pine afskyelig, går til den modsatte yderlighed. De ser, at Bibelen viser Gud som en kærlig og medfølende Gud. Derfor kan de ikke tro, at han vil kaste sine skabninger i et evigt brændende Helvede. Men da de tror, at sjælen er udødelig, kan de ikke komme til noget andet resultat, end at alle til sidst vil blive frelst. Mange anser Bibelens trusler for kun at være fremsat for at skræmme mennesker til lydighed, men mener, at de ikke vil blive opfyldt bogstaveligt. Og så kan synderen blot leve et liv i selvisk nydelse uden at tage hensyn til Guds krav, og alligevel regne med at blive taget til nåde af ham i den sidste ende. En sådan lære, der regner med Guds barmhjertighed, men overser hans retfærdighed, behager det kødelige hjerte og får de onde til at fremture i deres synder.MBF 431.3

    For at vise, hvorledes de, der tror på alles frelse, forvansker Bibelen til støtte for deres sjælsødelæggende teori, behøver man kun at citere deres egne udtalelser. Da en irreligiøs ung mand, der var blevet dræbt ved et ulykkestilfælde, blev begravet, talte præsten, som var universalist, over disse ord om David: “Han var kommet over Amnons død.”112 Sam 13,39.MBF 432.1

    “Jeg bliver ofte stillet over for det spørgsmål,” sagde taleren, “hvad der skal ske med dem, der forlader verden i deres synder, måske dør i beruset tilstand, dør med forbrydelsens blodige pletter på deres klæder, eller dør som denne unge mand, der aldrig har bekendt sig til nogen religion eller haft nogen religiøs erfaring. Lad os spørge Bibelen. Den giver svaret på dette store problem. Amnon var en stor synder. Han var uomvendt, da han blev beruset, og mens han var beruset, blev han dræbt. David var Guds profet, så han må have vidst, om Amnon ville få det godt eller dårligt i den næste verden. Hvad følte David i sit hjerte? ‘Kongen var ved at gå til af længsel efter Absalom, da han var kommet over Amnons død.’122 Sam 13,39.MBF 432.2

    Hvad kan vi slutte ud fra disse ord? Må vi ikke komme til det resultat, at kong David ikke troede på en evigtvarende pine? Her finder vi et overbevisende argument for den mere tiltalende, oplyste og menneskekærlige hypotese om endelig renhed og fred for alle. Han var kommet over Amnons død. Og hvorfor? Fordi han med profetisk blik kunne se ind i en vidunderlig fremtid, hvor denne søn var hævet over alle fristelser, løst fra trældommen og renset fra syndens fordærv, og indført, efter at være blevet tilstrækkeligt helliggjort og oplyst, i de opstandne og frydefulde ånders kreds. Hans eneste trøst var den, at hans søn efter at være borttaget fra synd og lidelse, var ført hen, hvor Helligåndens blide åndepust skulle udgydes over hans formørkede sjæl, og hvor hans sind ville åbne sig for himlens visdom og den udødelige kærligheds søde betagelse, og derved blive udstyret med en retfærdiggjort natur for at nyde den himmelske arvs hvile og glæde.MBF 432.3

    Disse tanker leder os til den tro, at den himmelske frelse ikke er afhængig af noget, vi kan gøre i dette liv; heller ikke af hjertets omvendelse her, af vor tro eller vor bekendelse.”MBF 432.4

    Således gentager en kristen præst den falske påstand, slangen kom med i Eden: “Vist skal I ikke dø!” “Den dag I spiser af den, bliver jeres øjne åbnet, så I bliver som Gud.” Han siger, at den ondeste blandt syndere — morderen, tyven, ægteskabsbryderen — efter døden vil blive forberedt til at indgå til evig salighed.MBF 433.1

    Og hvad bygger denne forvansker af Skriften sin påstand på? En enkelt sætning, der siger, at David bøjede sig for forsynets tilskikkelse. “Kongen var ved at gå til af længsel efter Absalom, da han var kommet over Amnons død.” Tiden havde mildnet hans sorg, og hans tanker vendte sig fra den døde til den levende søn, der var flygtet, fordi han frygtede den retfærdige straf for sin forbrydelse. Og dette skal bevise, at den fordrukne Amnon, der havde begået blodskam, straks efter sin død ville blive ført til de saliges boliger, hvor han skulle lutres og beredes til at være sammen med syndfrie engle! I sandhed en smuk fabel, velegnet til at behage det kødelige hjerte! Den er Satans egen lære, og den virker effektivt. Kan det undre os, at ondskaben florerer under en sådan forkyndelse?MBF 433.2

    Og denne falske lærers måde at ræsonnere på er typisk for mange andre. De tager nogle få ord fra Bibelen ud af deres sammenhæng, som i mange tilfælde viser, at meningen er den stik modsatte af deres fortolkning. Og sådanne løsrevne stykker fordrejes og bruges som bevis for læresætninger, der ikke har noget grundlag i Guds ord. Det såkaldte bevis på, at den fordrukne Amnon er i himlen, er en konklusion, som er i modstrid med Bibelens klare udtalelse om, at ingen drukkenbolt skal arve Guds rige.131 Kor 6,10.Således forvandler tvivlere, vantro og skeptikere sandheden til løgn. Og utallige mennesker er blevet bedraget af deres falske lærdomme og lullet i søvn i den kødelige trygheds vugge.MBF 433.3

    Hvis det var sandt, at alle menneskers sjæle efter døden gik direkte til himlen, måtte vi jo ønske os døden frem for livet. Denne tro har forledt mange til at gøre en ende på deres liv. Når et menneske er overvældet af bekymring, rådvildhed og skuffelse, synes det at være let at bryde det spinkle bånd til livet og stige op i den evige verdens lyksalighed.MBF 433.4

    Gud har i sit ord givet os uomstødelige vidnesbyrd om, at han vil straffe dem, der overtræder hans lov. Den, der indbilder sig, at Gud er for barmhjertig til at straffe syndere, behøver kun at betragte Golgatas kors. Guds syndfrie søns død vidner om, at “syndens løn er død,” og at enhver overtrædelse af Guds lov vil få sin retfærdige straf. Den syndfrie Kristus blev gjort til synd for menneskets skyld. Han bar skylden for overtrædelse, og Faderen skjulte sit ansigt for ham, indtil hans hjerte brast og hans liv var forbi. Dette offer blev bragt, for at syndere kunne blive frelst. Det var den eneste udvej for, at mennesket kunne befries for at bøde for synden. Enhver, der nægter at få del i denne soning, der blev tilvejebragt ved så stort et offer, må selv bære skylden og tage straffen for sin overtrædelse af Guds lov.MBF 433.5

    Lad os overveje, hvad Bibelen ellers lærer angående de gudløse og ubodfærdige, som universalisten anbringer i himlen som hellige, lykkelige engle.MBF 434.1

    “Den, der tørster, vil jeg give af kilden med livets vand for intet.”14Åb 21,6.Dette løfte gives kun til dem, der tørster. Kun de, der føler deres behov for livets vand og søger det på bekostning af alt andet, vil få lov til at drikke. “Den, der sejrer, skal arve dette, og jeg vil være hans Gud, og han skal være min søn.”15Åb 21,7.Også her er betingelserne tydeligt givet. For at få alle ting i arv, må vi modstå og besejre synden.MBF 434.2

    Ved profeten Esajas siger Herren: “Lykkelig den retfærdige! Ham går det godt.” “Ve den uretfærdige! Ham går det ilde, hvad han har gjort, skal ramme ham selv.”16Es 3,10-11.Den vise mand siger: “En synder kan handle ondt hundrede gange og dog leve længe. Men jeg må erkende, at det kan gå dem godt, som frygter Gud, fordi de frygter ham, og at det ikke går den uretfærdige godt.”17Præd 8,12-13.Og Paulus siger, at synderen samler sig “vrede på vredens dag, da Guds retfærdige dom skal åbenbares. Han vil gengælde enhver efter hans gerninger. … Nød og angst rammer hvert menneske, som gør det onde.”18Rom 2,5-6.9.MBF 434.3

    “For det skal I vide, at ingen utugtig eller uren eller grisk — det er det samme som en afgudsdyrker — har lod og del i Kristi og Guds rige.”19Ef 5,5.19MBF 434.4

    “Stræb efter fred med alle og efter den helligelse, uden hvilken ingen kan se Herren.”20Hebr 12,14.“Salige er de, der har vasket deres klæder, så de får ret til livets træ og gennem portene går ind i byen. Udenfor skal hundene være og troldmændene og de utugtige og morderne og afgudsdyrkerne og enhver, der elsker og øver løgn.”21Åb 22,14-15.Gud har givet mennesker en beskrivelse af sin karakter og sin måde at behandle synden på. “Herren, Herren er en barmhjertig og nådig Gud, sen til vrede og rig på troskab og sandhed. Han bevarer troskab i tusind led, tilgiver skyld og overtrædelse og synd; men han lader ikke den skyldige ustraffet.”222 Mos 34,6-7.“Alle de ugudelige udrydder han.” “Men alle syndere tilintetgøres, uretfærdige har ingen fremtid.”23Sl 145,20;37,38.Himlens magt og myndighed vil blive brugt til at slå oprøret ned — men den retfærdige straf vil være i fuldkommen overensstemmelse med Guds barmhjertighed og langmodighed.MBF 434.5

    Gud tvinger ikke noget menneskes vilje eller mening. Han ønsker ingen slavisk lydighed. Han vil, at hans skabninger skal elske ham, fordi han er værd at elske, og adlyde ham, fordi de har en forstandig opfattelse af hans visdom, retfærdighed og velvilje. Alle, der har den rette opfattelse af disse egenskaber, vil elske ham, fordi de drages til ham i beundring for hans egenskaber.MBF 435.1

    De kærlige, barmhjertige og venlige principper, Frelseren forkyndte og viste i hele sin gerning, viser tydeligt Guds vilje og karakter. Kristus sagde, at han kun forkyndte det, han havde fået fra Faderen. Det guddommelige styres principper er helt i harmoni med Frelserens bud: “Elsk jeres fjender.” Gud straffer de onde, og det gør han til gavn for universet og til gavn for dem, han straffer. Han ville gøre dem lykkelige, hvis han kunne gøre det i overensstemmelse med sit riges love og sin karakters retfærdighed. Han omgiver dem med tegn på sin kærlighed, han skænker dem kendskab til sin lov og tilbyder dem hele tiden sin nåde; men de foragter hans kærlighed, erklærer hans lov for ugyldig og forkaster hans nåde. Skønt de hele tiden modtager hans gaver, vanærer de Giveren; og de hader Gud, fordi de ved, at han afskyr deres synder. Herren bærer længe over med deres forhærdelse, men til sidst kommer afgørelsens time, da deres skæbne skal besegles. Vil han da lænke disse oprørere til sig? Vil han tvinge dem til at gøre sin vilje?MBF 435.2

    De, der har valgt Satan til deres leder og underkastet sig hans magt, er ikke egnet til at komme i Guds nærhed. Hovmod, bedrag, tøjlesløshed og grusomhed er blevet en del af deres karakter. Kan de komme i himlen og for evigt leve sammen med dem, de har foragtet og hadet her på jorden? En løgner vil aldrig finde behag i sandheden; sagtmodighed tilfredsstiller ikke den selvglade og hovmodige; den fordærvede ønsker ikke renhed, og uselvisk kærlighed er ikke tiltrækkende for egoisten. Hvilke glæder kan himlen tilbyde dem, som går fuldstændig op i jordiske og selviske interesser? Kunne de, hvis liv har været ét langt oprør mod Gud, pludselig blive bragt ind i himlen og se den ophøjede, hellige tilstand, som hersker dér, hvor hver sjæl er opfyldt af kærlighed, hvert ansigt stråler af glæde, hvor vidunderlig musik lyder til Guds og Lammets pris og endeløse strømme af lys fra ham, som sidder på tronen, skinner på de frelste? Kunne de, hvis hjerter er fuldt af had til Gud, til sandhed og hellighed, færdes blandt himlens beboere og deltage i deres lovsange? Kunne de tåle lyset fra Guds og Lammets herlighed? Nej! — de fik mange års nådetid, så de kunne udvikle en karakter, der passede for himlen, men de kom aldrig til at elske renhed, de lærte aldrig himlens sprog, og nu er det for sent. Et liv i oprør mod Gud har gjort dem uegnede til at leve i himlen; dens renhed, hellighed og fred ville være dem en lidelse og Guds herlighed en fortærende ild. De ville ønske at flygte fra det hellige sted. De ville byde tilintetgørelse velkommen, så de kunne skjule sig for ham, der døde for at frelse dem. De onde har selv afgjort deres skæbne. De har selv valgt at blive udelukket af himlen, og Gud har været retfærdig og nådig mod dem.MBF 435.3

    Ligesom syndflodens vande forkynder den store dags fortærende ild Guds kendelse — at de onde er uhelbredelige. De føler ingen trang til at underkaste sig Guds myndighed. Deres vilje er blevet brugt til oprør, og når livet er forbi, er det for sent at vende om fra overtrædelse til lydighed og fra had til kærlighed.MBF 436.1

    Ved at skåne morderen Kains liv gav Gud verden et eksempel på, hvad resultatet vil blive af at lade synderen leve og fortsætte i utøjlede laster. Kains lære og eksempel forledte tusinder af hans efterkommere til at synde, indtil “menneskenes ondskab var stor på jorden,” og “alt, hvad de ville og planlagde dagen lang, kun var ondt.” “Jorden var fordærvet, fordi alle mennesker på jorden handlede fordærveligt.”241 Mos 6,5.11.MBF 436.2

    Af medlidenhed med verden udslettede Gud dens onde indbyggere på Noas tid. Og af nåde tilintetgjorde han Sodomas fordærvede beboere. Ved Satans bedrageriske magt vinder syndens udøvere sympati og beundring, og derfor forleder de hele tiden andre til at gøre oprør. Sådan var det i Kains og Noas dage og på Abrahams og Lots tid — og sådan er det i vore dage. Det er af barmhjertighed mod universet, at Gud til sidst endeligt vil udslette dem, som har forkastet hans nåde.MBF 436.3

    “Syndens løn er død, men Guds nådegave er et evigt liv i Kristus Jesus, vor Herre.”25Rom 6,23.Mens livet er de retfærdiges arv, er døden de ondes skæbne. Moses sagde til israelitterne: “Se, jeg stiller dig i dag over for livet og lykken, døden og ulykken.”265 Mos 30,15.Den død, der tales om i disse skriftsteder, er ikke den, Adam blev idømt, for hele menneskeheden lider straffen for hans overtrædelse. Det er “den anden død” — der stilles i modsætning til det evige liv.MBF 436.4

    Som følge af Adams synd må alle mennesker dø. Alle uden undtagelse lægges i graven. Og takket være frelsesplanen skal alle kaldes ud fra deres grave. “Der skal komme en opstandelse af både retfærdige og uretfærdige.” “For ligesom alle dør med Adam, skal også alle gøres levende med Kristus.”27ApG 24,15; 1 Kor 15,22.Men der er forskel på de to hold, der skal gå frem. “Alle de, der er i gravene, skal høre hans røst og gå ud af dem, de, der har øvet det gode, for at opstå til liv, men de, der har gjort det onde, for at opstå til dom.”28Joh 5,28-29.De, som er blevet “agtet værdige” til livets opstandelse, er “salige og hellige.” “Dem har den anden død ingen magt over.”29Åb 20,6.Men de, der ikke ved anger og tro har fået tilgivelse, skal lide straffen for deres overtrædelse — “syndens løn.” Deres straf er forskellig i varighed og strenghed, alt efter deres gerninger, men den vil slutte med den anden død. Da det er uforeneligt med Guds retfærdighed og nåde at frelse synderen i hans syndige tilstand, berøver han ham det liv, han har forspildt i overtrædelse og vist sig uværdig til. David siger: “Kun et øjeblik, så er det ude med den uretfærdige, ser du efter, hvor han boede, så er han der ikke mere.” Og en anden siger, at de skal “blive, som havde de aldrig været til.”30Sl 37,10; Obad 16.Vanærede synker de ned i en håbløs, evig glemsel.MBF 437.1

    Således bliver der gjort en ende på synden og al den sorg og elendighed, den har forvoldt. Salmisten siger: “Du gjorde det af med de ugudelige, deres navn har du udslettet for evig og altid.”31Sl 9,6-7.Da Johannes i Åbenbaringen ser frem til evigheden, hører han alle skabninger i himlen og på jorden synge en lovsang, der ikke forstyrres af en eneste mislyd. Alle skabninger i himlen og på jorden hørtes tilskrive Gud æren.32Åb 5,13.Der vil ikke mere være nogen fortabte sjæle, som i evige pinsler spotter Gud. Ingen skrig fra elendige skabninger i helvede skal blande sig med de frelstes sang.MBF 437.2

    Læren om bevidsthed i døden er baseret på den fejlagtige tro på naturlig udødelighed, og denne lære er ligesom læren om den evige pine i modstrid med Bibelen, den sunde fornuft og enhver menneskelig følelse. Ifølge denne populære opfattelse ved de frelste i himlen besked med alt, hvad der sker på jorden, og især med de venners liv, som de efterlod. Men hvordan kunne det være en glæde for de døde at kende de levendes genvordigheder, at se de synder, deres kære begår, og at se dem lide under livets sorger og skuffelser? Hvordan kunne de nyde himlens salighed, hvis de vågede over deres venner på jorden? Og hvor afskyelig er ikke den tro, at i det øjeblik den ubodfærdige forlader legemet, bliver han nedstyrtet i Helvedes ild! Hvilken forfærdelig rædsel må denne tanke ikke vække hos dem, der ser deres venner dø uforberedt blot for at gå ind til evig sorg og synd! Denne afskyelige tanke har drevet mange til vanvid.MBF 437.3

    Hvad siger Bibelen om disse spørgsmål? David erklærer, at mennesket er uden bevidsthed i døden. “De udånder og vender tilbage til jorden, og den dag er deres planer blevet til intet.”33Sl 146,4.Salomo afgiver samme vidnesbyrd: “For de levende ved, at de skal dø, men de døde ved ingenting!” “Både deres kærlighed, deres had og deres misundelse er allerede gået til grunde; de får i al fremtid ikke del i noget af det, der sker under solen.” “I dødsriget, hvor du går hen, er der ingen handling eller sammenhæng, ingen kundskab eller visdom.”34Præd 9,5-6.10.MBF 438.1

    Da Ezekias som svar på bøn fik lagt 15 år til sit liv, priste den taknemmelige konge Gud for hans store nåde. I sin takkesang siger han, hvorfor han glæder sig sådan: “Dødsriget takker dig ikke, døden lovpriser dig ikke; de, der gik ned i graven, kan ikke håbe på din trofasthed. Kun den levende takker dig, som jeg gør det i dag.”35Es 38, 18-19.Den populære teologi siger, at de retfærdige døde er i himlen, hvor de priser Gud med evig tunge, men Ezekias kunne ikke se nogen herlighed i døden. Salmisten er enig med ham: “Ingen påkalder dig i døden, hvem takker dig i dødsriget?” “De døde lovpriser ikke Herren, de som gik ned i stilheden.”36Sl 6,6;115,17.MBF 438.2

    På pinsedagen erklærede Peter, at patriarken David “er både død og begravet, og hans gravsted er hos os den dag i dag.” “For David steg ikke op til himlene.”37ApG 2,29.34.Den kendsgerning, at David bliver i sin grav indtil opstandelsen, viser, at de retfærdige ikke går til himlen, når de dør. Det er først ved opstandelsen og som følge af, at Kristus opstod fra de døde, at David til sidst kan sidde ved Guds højre hånd.MBF 438.3

    Og Paulus sagde: “For hvis døde ikke opstår, er Kristus heller ikke opstået; men er Kristus ikke opstået, er jeres tro forgæves, så er I stadig i jeres synder, og så er også de, som er sovet hen i Kristus, gået fortabt.”381 Kor 15,16-18.Hvis de retfærdige gennem fire tusinde år var gået direkte til himlen, når de døde, hvordan kunne Paulus så sige, at hvis der ikke er nogen opstandelse, “er også de, som er sovet hen i Kristus, gået fortabt”? Der ville i så fald ikke være brug for nogen opstandelse.MBF 438.4

    Martyren Tyndale sagde med henvisning til de dødes tilstand: “Jeg tilstår åbent og ærligt, at jeg ikke er overbevist om, at de allerede er i den store herlighed, som Kristus er i, eller som Guds udvalgte engle er i. Det er heller ikke nogen trosartikel for mig. For hvis det var tilfældet, må forkyndelsen af kødets opstandelse være et tomt budskab.”39William Tyndale: Preface to New Testament (ed. 1534). Genoptrykt i British Reformers-Tindal, Frith, Barnes, s. 349 (ed. 1830).MBF 438.5

    Det er en ubestrideligt kendsgerning, at håbet om evig salighed lige efter døden har ført til, at mange ignorerer Bibelens lære om opstandelsen. Dr. Adam Clarke bemærker denne tendens og siger: “Det ser ud til, at de første kristne har anset læren om opstandelsen for at have langt større betydning, end man gør nu! Hvad kan det skyldes? Apostlene talte hele tiden om den og opildnede derved Guds disciple til flid, lydighed og frejdighed. Og deres efterfølgere i vore dage taler kun sjældent om den! Apostlene prædikede derom, og de første kristne troede på den; og som vi prædiker, tror vore tilhørere. I hele evangeliet er der ingen læresætning, der lægges mere vægt på; og i den nutidige forkyndelse er der ingen læresætning, der behandles med større forsømmelse.”40Adam Clarke: Commentary on the New Testament, bind II, general comments on 1 Corinthians 15, par. 3.MBF 439.1

    Og således er det fortsat, indtil den kristne verden næsten har tabt denne herlige sandhed om opstandelsen af syne. En kendt teologisk forfatter kommenterer Paulus’ ord i 1 Thess 4,13-18 således: “Som en sand kilde til trøst erstatter læren om de retfærdiges udødelighed enhver tvivlsom lære om Herrens genkomst. Når vi dør, henter Herren os. Det er det, vi håber og venter på. De døde er allerede indgået i herligheden. De venter ikke på, at basunen skal melde timen for deres dom og salighed.”MBF 439.2

    Men da Jesus var ved at forlade sine disciple, sagde han intet om, at de snart skulle komme til ham. Han sagde: “Jeg går bort for at gøre en plads rede for jer. Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig.”41Joh 14,2-3.Og Paulus siger, at “Herren selv vil, når befalingen lyder, når ærkeenglen kalder og Guds basun gjalder, stige ned fra himlen, og de, der er døde i Kristus, skal opstå først. Så skal vi, der lever og endnu er her, rykkes bort i skyerne sammen med dem for at møde Herren i luften, og så skal vi altid være sammen med Herren.” Og han tilføjer: “Trøst derfor hinanden med disse ord.”421 Thess 4,16-18.Hvilken forskel er der ikke mellem disse trøstens ord og det ovenfor citerede, som blev udtalt af en universalist! Den sidstnævnte trøstede de efterladte med forsikringen om, at selv om den afdøde havde været aldrig så syndig, ville han, så snart han udåndede, blive modtaget blandt englene. Paulus henviser sine brødre til Herrens fremtidige komme, da gravens lænker skal sprænges, og de “døde i Kristus” skal opstå til evigt liv.MBF 439.3

    Ingen kan komme ind i himlen, før hans sag er blevet undersøgt og hans karakter og gerninger bedømt af Gud. Alle skal dømmes ud fra det, der står i bøgerne, og belønnes efter som deres gerning har været. Denne dom finder ikke sted ved døden. Læg mærke til, hvad Paulus siger: “Han har fastsat en dag, da han vil holde dom over hele verden med retfærdighed ved en mand, som han har bestemt dertil; og det har han gjort troværdigt for alle ved at lade ham opstå fra de døde.”43ApG 17,31.Her siger apostlen udtrykkeligt, at der var fastsat en dag ude i fremtiden, da verden skal dømmes.MBF 439.4

    Judas henviser til den samme tid: “De engle, som ikke tog vare på deres høje hverv, men forlod deres rette bolig, holder han bundet i mørket i evige lænker indtil dommen på den store dag.” Og han citerer Enoks ord: “Se, Herren kommer omgivet af sine titusinder af hellige for at holde dom over alle.”44Jud 6.14-15.Johannes beretter, at han “så de døde, både store og små, stå foran tronen, og bøger blev åbnet, … og de døde blev dømt efter deres gerninger ifølge det, der stod skrevet i bøgerne.”45Åb 20,12.MBF 440.1

    Men hvis de døde allerede nyder himlens salighed eller vrider sig i Helvedes flammer, hvad brug er der så for en fremtidig dom? Bibelens lære om disse betydningsfulde spørgsmål er hverken dunkel eller selvmodsigende. Den kan forstås af ethvert almindeligt menneske. Men hvilket oprigtigt menneske kan finde visdom eller retfærdighed i den gængse teori? Skal de retfærdige, når deres sag er undersøgt i dommen, høre de rosende ord: “Godt, du gode og tro tjener; … Gå ind til din Herres glæde!” når de allerede har været hos ham, måske i lange tider. Og kaldes de onde fra Helvedes pinsler for at høre al jordens Dommer sige: “Gå bort fra mig, i forbandede til den evige ild!”?46Matt 25,21.41.MBF 440.2

    Hvilken bespottelse! Hvor skammeligt at drage Guds visdom og retfærdighed i tvivl på denne måde!MBF 440.3

    Teorien om sjælens udødelighed er en af de falske læresætninger, som romerkirken har lånt fra hedenskabet og gjort til en del af den kristne tro. Martin Luther betegnede den som en af de “uhyrlige fabler, som er en del af de romerske pavebreves mødding.”47E. Petavel: The Problem of Immortality, s. 255 (ed. 1892).I sin kommentar til Prædikerens ord om, at de døde intet ved, siger reformatoren: “Endnu et sted, der viser, at de døde ikke har nogen følelser. Der er, siger han, hverken virke eller tanke eller kundskab eller visdom i Dødsriget. Salomo skønnede, at de døde sover og slet intet føler. De døde ligger der uden at tælle dage eller år, men når de vækkes, skal de føle det, som havde de næppe sovet ét minut.”48Martin Luther: Exposition of Salomon’s Book Called Ecclesiastes, s. 152. (ed. 1573, London).MBF 440.4

    Intetsteds i Den hellige Skrift findes nogen udtalelse om, at de retfærdige får deres belønning eller de onde deres straf, når de dør. Patriarkerne og profeterne har aldrig sagt noget sådant. Kristus og hans apostle har aldrig antydet det. Bibelen lærer tydeligt, at de døde ikke straks kommer i himlen. Den siger, at de sover indtil opstandelsen.491 Thess 4,14; Job 14,10-12.Når “sølvsnoren brister og guldskålen revner,”50Præd 12,6.forgår menneskets tanker. De, der sænkes ned i graven, er tavse. De ved intet om, hvad der sker under solen.51Job 14,21.Velsignede hvile for de trætte retfærdige! Enten tiden er lang eller kort, er den som et øjeblik for dem. De sover — og bliver vækket af Guds basun til en vidunderlig udødelighed.MBF 440.5

    “For basunen skal lyde, og de døde skal opstå som uforgængelige. … Og når dette forgængelige har iklædt sig uforgængelighed og dette dødelige iklædt sig udødelighed, da vil det ord, der er skrevet, være opfyldt: Døden er opslugt og besejret.”521 Kor 15,52-54.Når de vækkes af deres dybe søvn, begynder de at tænke igen, der hvor de holdt op. Deres sidste følelse var dødens smerte, og deres sidste tanke at de blev underkastet gravens magt. Når de står op af graven, vil deres første glade tanke få udtryk i sejrsråbet: “Død, hvor er din sejr? Død, hvor er din brod?”531 Kor 15,55.MBF 441.1

    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents