Kapitel 4—Valdenserne

Sandhedens lys blev dog ikke helt udslukket i det mørke, som hvilede over jorden i den lange periode, hvor pavedømmet havde magten. Til alle tider har Gud haft sine vidner — mennesker, der troede på Kristus som den eneste mellemmand mellem Gud og mennesket, betragtede Bibelen som den eneste rettesnor for livet og helligholdt den sande sabbat. Vi vil aldrig få at vide, hvor meget verden skylder disse mennesker. De blev brændemærket som kættere, deres bevæggrunde blev draget i tvivl, deres karakter blev bagtalt, deres skrifter bekæmpet, fejltolket eller ødelagt. Men de var urokkelige og bevarede ned gennem århundrederne troens renhed som en hellig arv til kommende slægter.MBF 51.1

Guds folks historie i de mørke århundreder, som fulgte efter Roms magtovertagelse, er optegnet i himlen, men den har ikke fået megen plads i historiebøgerne. Der findes kun få spor efter disse mennesker, bortset fra deres forfølgeres anklageskrifter. Det var romerkirkens politik at udslette ethvert spor af afvigende meninger fra dens læresætninger og dekreter. Den søgte at udrydde alt, hvad den kaldte kætteri — og det gjaldt både mennesker og skrifter. Tilkendegivelser af tvivl eller spørgsmål vedrørende autoriteten af de pavelige dogmer var nok til at sætte livet på spil for rig eller fattig, høj eller lav. Romerkirken bestræbte sig også altid på at tilintetgøre ethvert spor af sin grusomhed mod anderledes tænkende. De pavelige koncilier bestemte, at bøger og skrifter med oplysninger herom skulle brændes. Før bogtrykkerkunstens opfindelse fandtes der kun få bøger, og de var ikke særlig velegnede til opbevaring. Derfor havde kirken ikke svært ved at gennemføre sine forehavender.MBF 51.2

Ingen kirke inden for romersk jurisdiktions grænser fik i ret lang tid uforstyrret lov til at have religionsfrihed. Næppe havde pavedømmet fået magten, før det knuste alle, der nægtede at anerkende dets herredømme, og én efter én underkastede kirkerne sig.MBF 52.1

I England havde den sande kristendom tidligt slået rod. Det evangelium, som englænderne antog i de første århundreder, var ikke fordærvet af Roms frafald. Forfølgelse fra hedenske kejsere, der nåede helt til disse fjerne kyster, var den eneste gave, som de første menigheder i England modtog fra Rom. Mange af de kristne søgte tilflugt i Skotland, når de blev forfulgt i England. Fra Skotland blev sandheden bragt videre til Irland, og i disse lande modtog man den med glæde.MBF 52.2

Da sakserne invaderede England, fik hedenskabet overtaget. Erobrerne ville ikke lade sig undervise af deres slaver, og de kristne var tvunget til at søge tilflugt i bjerge og på øde hedestrækninger. For en tid var lyset skjult, men det gik ikke ud. Hundrede år senere skinnede det med en sådan klarhed i Skotland, at det nåede ud til fjerne lande. Fra Irland kom den fromme Columba og hans medarbejdere. De samlede de spredte troende på den ensomme ø Iona og gjorde den til centrum for deres missionsarbejde. En af disse evangelister holdt den bibelske sabbat, og herved fik folket kendskab til denne sandhed. Der blev oprettet en skole på Iona, og herfra udsendtes missionærer, ikke blot til Skotland og England, men også til Tyskland og Schweiz, ja, helt til Italien.MBF 52.3

Men Rom havde fået øje på England og besluttet at bringe det under sit overherredømme. I det sjette århundrede gik de romerske missionærer i gang med at omvende de hedenske saksere. Missionærerne blev venligt modtaget af de stolte barbarer, og mange tusinder blev overtalt til at antage romerkirkens lære. Under deres videre arbejde stødte pavens udsendinge på de mennesker, der havde antaget den uforfalskede kristendom. Der var en slående kontrast imellem dem. De sidstnævnte var beskedne og ydmyge, og deres karakter, lære og levemåde var i overensstemmelse med Skriften. De førstnævnte var præget af pavedømmets overtro, pragt og hovmod. Den romerske udsending forlangte, at disse kristne menigheder skulle anerkende pavens overhøjhed. Englænderne svarede, at de gerne ville elske alle mennesker, men at paven ingen ret havde til at herske inden for kirken — og at de kun kunne vise ham samme lydighed, de skyldte enhver anden tilhænger af Kristus. Man gjorde flere forsøg på at få dem til at vise troskab over for romerkirken, men de ydmyge kristne var forbløffede over den stolthed, som Roms udsendinge viste, og svarede bestemt, at de ikke havde nogen anden herre end Kristus.MBF 52.4

Nu viste pavedømmet sit sande ansigt. Dets repræsentant sagde: “Hvis I ikke vil tage imod brødre, som kommer med fred, skal I komme til at tage imod fjender, der kommer med krig. Hvis I ikke vil slutte jer til os for at vise sakserne livets vej, skal I få dødsstødet fra dem.”^{1J.W.H. Merle D'Aubigné: History of the Reformation of the Sixteenth Century, bog 17, ch. 2.}Det var ikke tomme trusler. Krig, intriger og bedrag var de midler, man brugte for at bekæmpe mennesker, der vidnede om den bibelske tro; og til sidst var menighederne i England tilintetgjort eller tvunget til at underkaste sig pavens myndighed.MBF 53.1

I lande uden for Roms domæne levede i flere århundreder grupper af kristne, der var uberørt af pavekirkens fordærvelse. Omgivet af hedninger til alle sider kom de under hedensk indflydelse. Men de vedblev at betragte Bibelen som den eneste rettesnor for troen og holdt fast ved mange af dens sandheder. Disse kristne troede på Guds lovs fortsatte gyldighed og helligholdt sabbatten i overensstemmelse med det fjerde bud. Der fandtes menigheder, som holdt sig til denne tro og praksis i Centralafrika og i Armenien.MBF 53.2

Men af dem, som modstod pavemagtens overgreb, stod valdenserne forrest. I netop det land, hvor pavedømmet havde oprettet sit sæde, blev dets vranglære og korruption modstået mest urokkeligt. Menighederne i Piemonte beholdt deres uafhængighed i flere århundreder, men til sidst forlangte Rom underkastelse. Efter forgæves kamp mod Roms tyranni anerkendte lederne modstræbende, at den magt, som hele verden syntes at hylde, havde overhøjheden. Dog nægtede nogle af dem at anerkende pavernes og prælaternes myndighed. De var fast besluttet på at vise Gud troskab og at bevare deres enkle, rene tro. Det kom nu til en adskillelse. De som holdt fast ved den gamle tro, trak sig tilbage. Nogle af dem forlod deres hjem i Alperne og plantede sandhedens banner i fremmede lande. Andre trak sig tilbage til afsondrede bjergkløfter og utilgængelige tilholdssteder i bjergene, hvor de havde frihed til at tilbede Gud.MBF 53.3

Den tro, som de kristne valdensere holdt fast ved og udbredte i århundreder, stod i skarp modsætning til Roms falske lærdomme. Valdensernes tro var bygget på Guds skrevne ord, kristendommens sande grundlag. Men de beskedne bønder, som levede i naturens ensomhed langt borte fra den store verden og daglig måtte arbejde hårdt med at vogte deres hjorde og passe deres vingårde, havde ikke selv fundet den sandhed, som stod i så skarp kontrast til den frafaldne kirkes dogmer og vildfarelser. Deres tro var ikke ny; den var gået i arv fra deres forfædre. De kæmpede for apostelmenighedens tro — “den tro, som én gang for alle er overdraget de hellige.”^{2Jud 3.}Det var ikke det stolte præsteskab i verdens store hovedstad, men “menigheden i ørkenen”, der var Guds sande menighed og vogtede de dyrebare sandheder, Gud havde overdraget sine børn, for at de skulle bringe dem videre til verden.MBF 54.1

En meget væsentlig årsag til, at den sande menighed udskilte sig fra Rom, var romerkirkens had til den bibelske sabbat. Pavedømmet havde kastet sandheden til jorden, som det var forudsagt i profetien. Guds lov blev trådt under fode, mens menneskelige traditioner blev ophøjet. De kirker, som pavedømmet havde magten over, blev på et tidligt tidspunkt tvunget til at ære søndagen som helligdag. Midt i tidens vildfarelser og overtro blev mange, selv blandt Guds trofaste børn, så forvirrede, at de godt nok helligholdt sabbatten, men desuden lod være med at arbejde om søndagen. Men Roms ledende mænd var stadig ikke tilfredse. De forlangte ikke blot, at søndagen skulle helligholdes, men at sabbatten skulle vanhelliges. Med stærke ord fordømte man de mennesker, der vovede at vise ærbødighed for denne dag. Kun ved at flygte fra Roms magtområde kunne man i fred adlyde Guds bud.MBF 54.2

Valdenserne var blandt de første europæere, der fik en oversættelse af Den hellige Skrift (se noter). Flere hundrede år før reformationen havde de Bibelen i manuskript på deres modersmål. De havde den uforfalskede sandhed, og derfor blev de hadet og forfulgt. De sagde, at romerkirken var det faldne Babylon, som omtales i Åbenbaringen, og med fare for deres liv kæmpede de imod den. Under de langvarige forfølgelser var der nogle, der gik på akkord med deres tro og lidt efter lidt opgav Bibelens sandheder, men andre holdt fast ved troen. I mørkets og frafaldets tid var der valdensere, som nægtede at anerkende Roms overhøjhed, betegnede billedtilbedelsen som afgudsdyrkelse og helligholdt den sande sabbat (se noter). De holdt fast ved troen under den heftigste modstand. Skønt romerkirken fór frem imod dem med ild og sværd, vedblev de at forsvare Guds ord og hans ære.MBF 54.3

Bag bjergenes høje bastioner — i alle tidsaldre tilflugtssted for forfulgte og undertrykte — fandt valdenserne et skjulested. Her blev sandhedens lys holdt brændende i middelalderens mørke, og her bevarede sandhedens vidner den gamle tro gennem tusind år.MBF 55.1

Gud havde skænket sine børn en imponerende helligdom, der på værdig måde repræsenterede de ophøjede sandheder, han havde betroet dem. For disse trofaste var bjergene et symbol på Herrens uforanderlige retfærdighed. De viste deres børn de tinder, som knejsede majestætisk over dem, og fortalte dem om ham, hos hvem der ikke er forandring eller skygge, der kommer og går, og hvis ord er lige så urokkeligt som de evige bjerge. Gud har grundfæstet bjergene og udstyret dem med en vælde, som ingen anden end den Almægtige formår at rokke. Han har også givet sin lov, som er grundlaget for hans regering i himlen og på jorden. Mennesker kan berøve andre livet, men de formår lige så lidt at forandre ét eneste af Guds bud eller at udslette ét eneste af hans løfter til dem, der gør hans vilje, som de formår at rykke bjergene op og kaste dem i havet. Guds tjeneres troskab over for hans lov burde være lige så urokkelig som de evige bjerge.MBF 55.2

Bjergene, som omgav disse menneskers beskedne hjem i de dybe dale, var et stadigt vidnesbyrd om Guds skaberkraft og en urokkelig forsikring om hans beskyttelse og omsorg. De lærte at elske de tavse symboler på Herrens nærværelse. De beklagede sig ikke over deres hårde skæbne og følte sig aldrig alene mellem de ensomme bjerge. De takkede Gud, fordi han havde givet dem et tilflugtssted for menneskers grusomhed. De glædede sig over, at de frit kunne tilbede ham. Når de blev forfulgt, blev bjergene ofte deres redning. De sang Guds pris fra knejsende klippetoppe, og Roms hære kunne ikke bringe deres lovsange til tavshed.MBF 55.3

Ren, enkel og inderlig var disse kristnes gudsfrygt. De satte større pris på sandhedens principper end på huse og marker, venner og slægtninge, ja, selve livet. De bestræbte sig alvorligt på at indskærpe disse principper hos børnene og de unge, der blev oplært til at vise ærbødighed for Guds lov fra deres tidligste barndom. Der fandtes kun få eksemplarer af Bibelen; derfor lærte de den udenad. Mange kunne citere store dele af både Det Gamle og Det Nye Testamente. Den majestætiske natur og de daglige velsignelser ledte deres tanker til Gud, og fra ganske små lærte de at takke ham for hans gaver og velsignelser.MBF 55.4

Forældrene elskede deres børn alt for højt til at forvænne dem. Et liv med prøvelser og vanskeligheder, ja, måske martyrdøden ventede dem. Fra barnsben blev de vænnet til at tåle modgang og at adlyde, men samtidig til at tænke og handle selvstændigt. De lærte tidligt at tage et ansvar, at være forsigtige med, hvad de sagde og at forstå, når det kan være klogt at tie stille. Hvis de sagde et ubetænksomt ord i deres fjenders påhør, kunne det bringe ikke blot deres eget, men hundreder af deres trosfællers liv i fare; for sandhedens fjender var som glubske ulve over for dem, der vovede at kræve religionsfrihed.MBF 56.1

Valdenserne havde givet afkald på deres jordiske velstand for sandhedens skyld og arbejdede tålmodigt og hårdt for det daglige brød. Hver eneste plet opdyrkelig jord mellem bjergene blev omhyggeligt passet. Både dalene og de mindre frugtbare bjergsider blev dyrket, så de kunne give udbytte. Børnenes eneste arv var den nøjsomhed og selvfornægtelse, de blev opdraget til. De lærte, at det er Guds hensigt, at livet skal være en skole, og at man kun kan skaffe sig, hvad man har brug for, ved personligt arbejde, tro og omtanke. Det var en slidsom og trættende vej, men det var sundt for dem, og det er netop, hvad mennesket trænger til efter syndefaldet. I denne skole ønsker Gud, at mennesket skal uddannes og udvikles. Men skønt der blev lagt megen vægt på at vænne de unge til hårdt arbejde, blev deres intellektuelle udvikling ikke forsømt. De lærte, at deres evner tilhørte Gud og skulle opøves og udvikles for at benyttes i hans tjeneste.MBF 56.2

Valdensermenighederne lignede apostelmenigheden i renhed og enkelhed. De afviste præsteskabets overhøjhed og betragtede Bibelen som den eneste og ufejlbarlige myndighed. I modsætning til de hovmodige præster i Rom fulgte valdensernes præster deres Mesters eksempel, han, der “ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene.” De vogtede Guds hjord og ledte den til hans hellige ords grønne vange og levende vandkilder. Langt borte fra vidnesbyrdene om menneskelig pragt og stolthed mødtes de, ikke i prægtige kirker eller store katedraler, men i bjergenes skygge i alpedalene eller — når der var fare på færde — i en utilgængelig klippebastion for at lytte til sandhedens ord fra Kristi tjenere. Deres præster nøjedes ikke med at forkynde evangeliet; de besøgte også de syge, underviste børnene, formanede de vildfarne og søgte at bilægge stridigheder og fremme harmoni og broderkærlighed. I fredstid blev de understøttet af menighedens frivillige gaver, men ligesom teltmageren Paulus lærte de alle et håndværk, så de kunne brødføde sig selv, hvis det blev nødvendigt.MBF 56.3

De unge blev undervist af deres præster. Man søgte at bibringe dem almene kundskaber, men Bibelen var deres vigtigste lærebog. De lærte Matthæusog Johannesevangeliet og mange af de nytestamentlige breve udenad. De blev også sat til at afskrive Bibelen. Enkelte manuskripter indeholdt hele Bibelen, andre kun udvalgte, korte stykker med letfattelige forklaringer, skrevet af folk, der var i stand til at udlægge Skriften. Således kom de sandhedens skatte frem, som så længe havde været skjult af dem, som stræbte efter at ophøje sig selv over Gud.MBF 57.1

Ved tålmodigt, utrætteligt arbejde, sommetider i dybe, mærke jordhuler ved lys fra fakler, blev Den hellige Skrift afskrevet, vers for vers, kapitel for kapitel. Således skred arbejdet frem, og Guds åbenbarede vilje skinnede som det pure guld; hvor meget mere strålende, klart og magtfuldt på grund af de prøvelser, der var gennemgået i forbindelse hermed, kunne kun de erkende, som var engageret i arbejdet. Engle fra himlen slog kreds om disse trofaste arbejdere. De pavelige præster havde på Satans tilskyndelse begravet sandhedens ord under vranglære og overtro, men i hele denne mørke tidsalder blev Guds ord bevaret uforfalsket på den forunderligste måde. Mennesker har været utrættelige i deres anstrengelser for at tilsløre Skriftens enkle, klare betydning og få den til at stå i modstrid med sit eget vidnesbyrd. Men ligesom arken på det oprørte hav har Guds ord modstået alle storme, der truede med at ødelægge det. Ligesom minen har rige årer af guld og sølv skjult under overfladen, så de, der vil finde frem til de kostelige skatte, må bore og grave, sådan har Skriften skatte, der kun afsløres for den, der søger med flid, ydmyghed og bøn. Gud har gjort Bibelen til en lærebog for hele menenskeheden, i barndom, ungdom og manddom til alle tider. Han gav mennesker sit ord som en åbenbaring af sig selv. Enhver nyopdaget sandhed er endnu en afsløring af giverens væsen. Studiet af Den hellige Skrift er det gudgivne middel til at bringe mennesker i en nærmere forbindelse med deres skaber og give dem en klarere forståelse af hans vilje. Skriften formidler kontakten mellem Gud og mennesket.MBF 57.2

Skønt valdenserne betragtede ærefrygten for Herren som visdommens begyndelse, var de ikke blinde for vigtigheden af kontakt med verden, kendskab til mennesker og det aktive liv for at udvikle og styrke sindet og opfattelsesevnen. Fra skolerne i bjergene blev nogle af de unge valdensere sendt til højere læreanstalter i franske eller italienske byer, hvor der var større mulighed for at studere, tænke og gøre iagttagelser end i deres hjem i Alperne. Disse unge mennesker blev udsat for fristelser; de blev vidner til laster og kom i berøring med Satans listige håndlangere, som søgte at få dem til at tro på det mest underfundige kætteri og de farligste vildfarelser. Men takket være deres opdragelse var de forberedt til at imødegå alt dette.MBF 58.1

I de skoler, de kom til, skulle de ikke gøre nogen til deres fortrolige. Deres klædedragt var syet, så de i den kunne gemme deres største skat — de værdifulde bibeldele. Frugten af måneders og års slid bar de på sig, og når de kunne komme til det uden at vække mistanke, fortalte de forsigtigt dem, hvis hjerter syntes åbne til at modtage sandheden, om dele af den. Fra de sad på mors knæ, var de unge valdensere opdraget med henblik på dette. De forstod deres opgave og løste den med troskab. På disse læreanstalter blev mange vundet for den sande tro, og dens principper kom ofte til at gennemtrænge hele skolen. Men de pavelige ledere kunne ikke med deres omhyggeligste undersøgelser spore dette såkaldte fordærvelige kætteri til dets kilde.MBF 58.2

Kristi ånd er en missionsånd. Det nyomvendte hjertes allerførste tilskyndelse er at føre andre til Frelseren. Det var denne ånd, der drev de kristne valdensere. De forstod, at Gud krævede mere af dem end at bevare den rene sandhed i deres egne menigheder, men at de også havde et højtideligt ansvar for at lade lyset skinne for dem, der sad i mørke. Med Guds ords vældige kraft søgte de at løse de lænker, som mennesker havde smedet. De valdensiske forkyndere blev uddannet til missionærer. Alle, der ønskede at blive prædikanter, skulle først gennemgå en læretid som evangelister. Først efter tre år på en eller anden missionsmark fik man betroet en menighed derhjemme. Dette arbejde krævede selvfornægtelse og offervilje og var en passende forberedelse til en sjælesørgers liv i de tider, hvor mennesker blev så hårdt prøvet. De unge mænd, der blev ordineret til dette hellige embede, kunne ikke se frem til jordisk rigdom og ære, men til et liv med slid og farer, ja, måske martyrdøden. Missionærerne drog ud to og to ligesom Jesu disciple. Man sendte gerne en ung og en ældre, mere erfaren ud sammen. Den ældre skulle vejlede den unge og var ansvarlig for hans uddannelse, og den unge skulle lade sig belære af den ældre. De fulgtes ikke ad hele tiden, men mødtes ofte for at bede og rådslå sammen, så de kunne styrke hinandens tro.MBF 58.3

Hvis de havde røbet deres mission for nogen, ville den være slået fejl. Derfor skjulte de omhyggeligt, hvem de var. Prædikanterne var enten uddannet som handelsmænd eller håndværkere, og de udførte deres arbejde under dække af, at de havde borgerlige erhverv. De valgte sædvanligvis at komme som købmænd eller handelsrejsende. De forhandlede silkestoffer, juveler og andre ting, som man kun kunne købe på fjerne markeder på den tid — og hvor man ville have foragtet dem, hvis de var kommet som missionærer, bød man dem velkommen som købmænd.^{3Wylie, bog 1, ch. 7.}Alt imens bad de Gud om visdom til at bringe mennesker en skat, som var mere kostbar end guld og ædelstene. De medbragte hemmeligt bibler og dele af bibler, og når de fik en anledning, viste de dem til deres kunder. Ofte lykkedes det dem at skabe interesse for Guds ord og de efterlod med glæde nogle skrifter hos dem, der ønskede at modtage sådanne.MBF 59.1

Det arbejde, som disse missionærer udførte, begyndte på sletterne og i dalene ved foden af de bjerge, hvor de boede, men det nåede langt videre. Barfodede og i grove, slidte klæder ligesom deres Herre, drog de gennem store byer og trængte frem til fjerne lande. Overalt spredte de den dyrebare sæd. Menigheder skød op i deres fodspor, og martyrers blod vidnede om sandheden.MBF 59.2

På Herrens dag vil det blive åbenbaret, at disse trofaste mænds arbejde har båret rige frugter i form af frelste sjæle. I det skjulte gik Guds ord sin stille gang gennem kristenheden og blev modtaget med glæde i menneskenes hjem og hjerter.MBF 59.3

Valdenserne betragtede ikke blot Skriften som en beretning om, hvordan Gud i fortiden havde handlet med mennesker, og en skildring af de ansvar og pligter, som hvilede på deres samtid, men også som en åbenbaring af fremtidige farer og kommende herlighed. De troede, at alle tings afslutning var nær, og når de under bøn og tårer læste Bibelen, gjorde dens dyrebare ord et dybt indtryk på dem, og det stod dem endnu mere klart, at det var deres pligt at gøre andre mennesker bekendt med dens frelsende sandheder. De så en tydelig skildring af frelsesplanen i den hellige bog og hentede trøst, håb og fred i troen på Jesus. Når lyset trængte ind i deres eget sind og glædede deres hjerte, længtes de efter at bringe dette videre til de mennesker, som befandt sig i de pavelige vildfarelsers mørke.MBF 59.4

Under pavens og hans præsters ledelse søgte skarevis af mennesker forgæves at opnå syndsforladelse ved at pine deres legeme som bod for deres synder. De var oplært til at tro, at gode gerninger kunne frelse dem, og rettede hele tiden blikket indad mod sig selv. Deres tanker kredsede om deres egen syndighed. De følte, at Gud var vred på dem, og plagede hele tiden sjæl og legeme uden at finde fred. Samvittighedsfulde sjæle var bundet af romerkirkens læresætninger. Tusinder søgte forgæves at få fred i sindet ved at faste, piske sig, overvære natlige gudstjenester, ligge i timevis på kolde, fugtige sten i dystre celler, foretage lange pilgrimsrejser, udføre ydmygende bodshandlinger og pine sig selv på det grusomste. Nedbøjet af skyldfølelse og plaget af frygt for Guds vrede blev mange ved med at lide, indtil den menneskelige natur brød sammen og de sank i graven uden én eneste lysstråle.MBF 60.1

Valdenserne længtes efter at bryde livets brød for disse hungrende sjæle og efter at tolke fredsbudskabet i Guds løfter for dem og vise dem hen til Kristus som deres eneste håb om frelse. Efter deres opfattelse var læren om, at gode gerninger kan sone overtrædelse af Guds lov, et bedrag. Ved at stole på menneskets egne fortjenester fordunkler man Kristi ufattelige kærlighed. Jesus blev ofret for menneskets skyld, fordi den faldne menneskehed intet kan gøre for at vinde Guds gunst. Den korsfæstede og opstandne Frelsers fortjenester er grundlaget for den kristne tro. Sjælen er lige så afhængig af Kristus som lemmerne af legemet, og forbindelsen mellem sjælen og Kristus må være lige så nær som mellem grenene og vintræet.MBF 60.2

Pavens og præsternes lære havde fået mennesker til at se på Gud, ja selv på Kristus, som streng, skummel og frastødende. Frelseren blev fremstillet som i den grad blottet for medfølelse med det faldne menneske, at det var nødvendigt at påkalde præsters og helgeners mellemkomst. De, der var blevet oplyst af Guds ord, længtes efter at vise disse sjæle hen til Jesus som deres medfølende, kærlige frelser, der står med udbredte arme og indbyder alle til at komme til sig med de synder, der tynger dem, deres bekymringer og træthed. De længtes efter at rydde de forhindringer bort, som Satan havde opstillet, for at mennesker ikke skulle se Guds løfter og komme lige til ham, bekende deres synder og finde tilgivelse og fred.MBF 60.3

Med brændende iver forklarede den valdensiske missionær evangeliets vidunderlige sandheder for søgende sjæle. Meget forsigtigt tog han de omhyggeligt afskrevne bibelske skrifter frem fra deres skjulested. Hans største glæde var at fortælle, at der var håb for den, der tynget af sine synder betragtede Gud som en hævner, der stod parat til at fordømme. Med tårefyldte øjne læste han for sine brødre de dyrebare løfter, som viser synderen hen til hans eneste håb. På denne måde trængte sandhedens lys ind i formørkede sjæle, den sorte sky blev fordrevet, og Retfærdighedens Sol skinnede ind i hjertet med lægedom under sine vinger. Ofte måtte de samme ord fra Skriften læses atter og atter, fordi den, som lyttede, ville være helt sikker på, at han havde hørt rigtigt. Folk blev aldrig trætte af at høre disse ord: “Jesu, hans søns, blod renser os for al synd.”^{41 Joh 1,7.5.}“Ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, sådan skal Menneskesønnen ophøjes, for at enhver, som tror, skal have evigt liv i ham.”^{5Joh 3,14-15.}MBF 60.4

Der var mange, som ikke lod sig føre bag lyset af Roms krav. De indså, at mennesker eller engle umuligt kan mægle på synderens vegne. Når det sande lys trængte ind i deres hjerter, udbrød de med glæde: “Kristus er min præst; hans blod er mit offer, hans alter er min skriftestol.” De satte hele deres lid til Jesus og gentog ordene: “Uden tro er det umuligt at behage ham.”^{6Hebr 11,6.}“Der er ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi kan blive frelst ved.”^{7ApG 4,12.}MBF 61.1

Nogle af disse stakkels sjæle, der var blevet kastet omkring som skibe på et stormfuldt hav, var ude af stand til at tro på forsikringen om Frelserens kærlighed. Så overvældede var de af det lys, som nåede dem, at de følte det, som var de kommet i himlen. De lagde tillidsfuldt deres liv i Kristi hånd, og fik fodfæste på den evige klippe. Al dødsfrygt forsvandt. Nu ville de med glæde vælge fængslet eller bålet, hvis de kunne ære deres forløsers navn ved det.MBF 61.2

Således blev Guds ord taget frem og læst på lønlige steder, somme tider kun for en enkelt, andre gange for nogle få, som længtes efter lys og sandhed. Ikke så sjældent varede disse møder hele natten. Tilhørerne var så grebne, at barmhjertighedens sendebud mange gange måtte gøre en pause for at give dem tid til at fatte frelsens budskab. Ofte hørtes ord som disse: “Vil Gud virkelig tage imod mit offer? Vil han tilgive mig ?” Og svaret lød: “Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.”^{8Matt 11,28.}MBF 61.3

I tro tog de imod dette løfte, og man hørte glade udbrud: “Ikke flere lange, møjsommelige pilgrimsrejser! Jeg kan komme til Jesus, som jeg er, syndig og vanhellig, og han vil ikke afvise min angergivne bøn”. “Dine synder forlades dig.” “Selv mine synder kan blive tilgivet!”MBF 61.4

En hellig glæde fyldte hjerterne, og Jesu navn hævedes til skyerne i pris og taksigelse. Disse lyksalige sjæle vendte tilbage til deres hjem for at sprede lys og fortælle de andre, så godt de kunne, om deres nye erfaring, at de havde fundet den sande og levende vej. Der lå i Skriftens ord en mærkelig og højtidsfuld kraft, der talte lige til hjertet hos dem, der længtes efter sandheden. Det var Guds røst, der overbeviste dem, der hørte den.MBF 62.1

Sandhedens sendebud fortsatte sin rejse, men folk talte ofte om hans beskedenhed, alvor og ægte fromhed. I mange tilfælde spurgte tilhørerne ham ikke, hvor han kom fra, eller hvor han drog hen. De var blevet så overvældede af taknemmelighed og glæde, at de slet ikke tænkte på at spørge ham. Når de bad ham gå med hjem, svarede han, at han skulle besøge de fortabte får. Var det mon en engel fra himlen? spurgte de.MBF 62.2

I mange tilfælde så de aldrig missionæren igen. Han var rejst til andre lande, sad måske i et ukendt fængsel — eller havde ofret livet for sit vidnesbyrd. Men de ord, han havde talt, levede og virkede i menneskehjerter. Først på dommens dag vil deres velsignede frugter blive åbenbaret.MBF 62.3

Valdensermissionærerne trængte ind i Satans rige, og mørkets magter blev mere årvågne. Ondskabens fyrste lagde mærke til alle forsøg på at fremme sandhedens sag og satte frygt i sine redskaber. Pavens repræsentanter betragtede det arbejde, der blev udført af disse beskedne handelsfolk, som en fare for deres sag. Hvis sandhedens lys fik lov til at skinne uhindret, ville det fordrive de vildfarelsens tåger, som folket var indhyllet i. Menneskers tanker ville blive ledet til Gud alene, og så ville det være slut med romerkirkens overhøjhed.MBF 62.4

Den blotte eksistens af disse mennesker var et stadigt vidnesbyrd om romerkirkens frafald, fordi de holdt oldkirkens tro i hævd. Derfor blev de udsat for et bittert had og en skånselsløs forfølgelse. Romerkirken ville ikke tåle, at de nægtede at aflevere deres skrifter. Nu begyndte de frygtelige korstog mod Guds folk i deres hjem i bjergene. Undersøgelsesdommere blev sat på sporet af dem, og scenen, hvor den uskyldige Abel faldt for Kains morderhånd, gentoges atter og atter.MBF 62.5

Gang på gang blev deres frugtbare marker lagt øde og deres boliger og bedehuse jævnet med jorden, så der kun var en ørken tilbage, hvor et uskyldigt, flittigt folk før havde deres hjem og frugtbare marker. Og som rovdyrets raseri vokser, når det smager blod, gjorde ofrenes lidelser Roms repræsentanter endnu mere rasende. Mange af den sande tros vidner blev jaget op i bjergene og ned i dalene, hvor de fandt ly i de vældige skove og mellem klipperne.MBF 62.6

Det var ikke muligt at rejse anklage mod disse forfulgte menneskers moral. Selv deres fjender indrømmede, at de var fredelige og fromme mennesker. Deres store brøde var, at de ikke ville tjene Gud, som paven ønskede det. Det var på grund af denne forbrydelse, de blev gjort til genstand for alle de ydmygelser og pinsler, som mennesker og djævle kunne udtænke.MBF 63.1

Da romerkirken havde besluttet at udrydde den forhadte sekt, udstedte paven en bulle, der fordømte dem som kættere og dømte dem til døden (se noter). De blev ikke anklaget for at være lediggængere, bedragere eller urostiftere. Anklagen lød på, at de optrådte med en fromhed og en hellighed, som forførte “fårene i den sande hjord.” Derfor befalede paven, at “den ondskabsfulde og afskyelige sekt skulle knuses som giftslanger, hvis de nægtede at afsværge deres tro.”^{9Wylie, bog 16, ch. 1.}Ventede den hovmodige magthaver mon at møde disse ord igen? Vidste han, at de blev nedskrevet i himlens bøger, og at de vil møde ham i dommen? “Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort imod mig,”^{10Matt 25,40.}sagde Jesus.MBF 63.2

Pavens bulle opfordrede alle kirkens medlemmer til at deltage i korstoget mod kætterne. For at anspore dem til at deltage i denne grusomme gerning eftergav den alle kirkelige straffe, almindelige og specielle. Den fritog alle, der sluttede sig til korstoget, fra enhver ed, de måtte have aflagt. Den gav dem ret til beholde alt, hvad de måtte have erhvervet sig på ulovlig vis, og den lovede tilgivelse for alle synder til enhver, der dræbte en kætter. Den annullerede alle kontrakter, der var sluttet med valdensere, befalede deres tjenestefolk at forlade dem, forbød alle at yde dem nogen som helst hjælp, og bemyndigede alle til at tage deres ejendom i besiddelse.^{11Wylie, bog 16, ch 1.}Dette dokument viser med al ønskelig tydelighed, hvilken mesterhjerne der står bag det. Det er dragens brøl — ikke Kristi stemme, man hører.MBF 63.3

Pavekirkens ledere ville ikke indrette deres liv efter Guds lovs store forbillede. De opstillede en norm, som passede dem, og besluttede at tvinge alle til at rette sig efter den, fordi kirken ville det således. De frygteligste tragedier udspillede sig. Fordærvede præster og paver udførte den gerning, Satan havde givet dem. De var blottede for barmhjertighed. Den ånd, som korsfæstede Jesus, dræbte apostlene og fik den blodtørstige Nero til at dræbe de trofaste på hans tid, søgte at udrydde de mennesker, som Gud elskede.MBF 63.4

Disse gudfrygtige mennesker bar de forfølgelser, som rasede i flere århundreder, med en tålmodighed og standhaftighed, som ærede deres frelser. Skønt der blev sendt korstog imod dem og de blev nedsablet på den mest umenneskelige måde, fortsatte de med at sende missionærer ud med den dyrebare sandhed. De blev jaget til døde, men deres blod vandede den sæd, der var sået, og frugten udeblev ikke. På denne måde vidnede valdenserne om Gud flere hundrede år før Luthers fødsel. Spredt over mange lande såede de frøene til den reformation, der begyndte på Wicliffs tid, voksede sig stor og stærk på Luthers tid og skal fortsættes til verdens ende af dem, der er villige til at ofre alt for “Guds ords og Jesu vidnesbyrds skyld.”^{12Åb 1,9.}MBF 64.1