Loading...
Larger font
Smaller font
Copy
Print
Contents

Mod En Bedre Fremtid

 - Contents
  • Results
  • Related
  • Featured
No results found for: "".
  • Weighted Relevancy
  • Content Sequence
  • Relevancy
  • Earliest First
  • Latest First
    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents

    Kapitel 35—Pavedømmets mål og hensigter

    Katolicismen betragtes med langt større velvilje af protestanterne nu end tidligere. I de lande, hvor romerkirken ikke har fremgang, og hvor katolikkerne for at vinde indflydelse indtager en forsonlig holdning, møder man en tiltagende ligegyldighed med hensyn til de læresætninger, der adskiller de reformerte kirker fra pavekirken. Den opfattelse vinder mere og mere frem, at vi, når alt kommer til alt, ikke ser så forskelligt på livsvigtige spørgsmål, som man engang mente, og at lidt indrømmelse fra vor side ville føre til en bedre forståelse med Rom. Der var en tid, da protestanterne satte den samvittighedsfrihed, der var købt så dyrt, meget højt. De lærte deres børn at afsky katolicismen, og anså det for utroskab mod Gud at søge forståelse med Rom. Men hvor er de følelser, der nu kommer til udtryk, dog vidt forskellige fra dengang!MBF 453.1

    Katolicismens forsvarere siger, at den katolske kirke er blevet bagtalt, og den protestantiske verden er tilbøjelig til at give dem ret. Mange hævder, at det er uretfærdigt at bedømme kirken i dag ud fra de afskyeligheder og meningsløsheder, som kendetegnede dens herredømme i uvidenhedens og mørkets århundreder. De undskylder denne kirkes frygtelige grusomhed og siger, at den er et udslag af den tids barbarisme, og at nutidens civilisation har ændret dens indstilling.MBF 453.2

    Har disse mennesker glemt de krav på ufejlbarlighed, som denne hovmodige magt har fremsat i otte hundrede år? Så langt fra at give afkald på det bekræftede man i det nittende århundrede dette krav mere ubetinget end nogen sinde før. Når Rom hævder, at kirken “aldrig har faret vild, og at den efter Skriftens vidnesbyrd aldrig vil komme til at fare vild,”1John L. von Mosheim: Institutes of Ecclesiastical History, bog 3, cent. 11, part 2, kap 2, par. 9, note 1.hvordan kan den da opgive principper, som var rettesnor for dens handlemåde i svundne tider? (se noter).MBF 454.1

    Pavekirken vil aldrig opgive sit krav om at være ufejlbarlig. Når den mener, at alt, hvad den har gjort for at forfølge dem, der forkaster dens dogmer, var rigtigt, vil den da ikke gentage dette, hvis lejlighed byder sig? Lad kun de hæmmende bånd, som verdslige regeringer pålægger den, blive fjernet og Rom blive genindsat i sin tidligere magt — så vil dens tyranni og forfølgelse hurtigt genopstå.MBF 454.2

    Om pavekirkens holdning, når det gælder samvittighedsfrihed, og om de farer, der især truer De forenede Stater gennem dens politiske succes, siger en velkendt forfatter: “Mange er tilbøjelige til at kalde enhver frygt for romersk katolicisme i De forenede Stater for snæversindet og barnagtig. De ser intet i romerkirkens væsen og holdning, som strider mod vor frie forfatning, og finder ikke noget ildevarslende i dens vækst. Lad os nu allerførst sammenligne nogle af vore fundamentale principper med den katolske kirkes:MBF 454.3

    De forenede Staters forfatning tilsikrer trosfrihed. Intet er os kærere og mere betydningsfuldt. Pave Pius IX sagde i sin rundskrivelse af 15-8-1854:MBF 454.4

    ‘De tåbelige og fejlagtige doktriner eller fantasterier til forsvar for trosfrihed er en yderst fordærvelig vildfarelse — en pest, der må frygtes mere end noget andet i en stat.’ Samme pave fordømte i sin rundskrivelse af 8-12-1864 ‘dem, der forsvarer trosfrihed og fri gudsdyrkelse,’ samt ‘alle, der hævder, at kirken ikke må bruge magt.’MBF 454.5

    Roms fredelige tone i De forenede Stater indebærer ikke noget sindelagsskifte. Romerkirken er kun tolerant, hvor den er magtesløs. Biskop O'Connor siger: ‘Religionsfrihed tåles kun, indtil det modsatte kan gennemføres uden fare for den katolske verden.’ Ærkebiskoppen af St. Louis sagde engang: ‘Kætteri og vantro er forbrydelser, og i kristne lande som f.eks Italien og Spanien, hvor hele befolkningen er katolikker, og hvor den katolske religion er en væsentlig del af landets lov, straffes de som andre forbrydelser’…MBF 454.6

    ‘Enhver kardinal, ærkebiskop eller biskop i den katolske kirke aflægger ed på troskab mod paven, hvori følgende ord forekommer: Kættere, skismatikere og oprørere mod vor ovennævnte herre (paven) eller hans før omtalte efterfølgere vil jeg af bedste evne forfølge og bekæmpe.’”2Josiah Strong: Our Country, kap. 5. parts 1-3.MBF 455.1

    Det er sandt, at der findes oprigtige kristne inden for den romersk-katolske kirke. Tusinder i den kirke tjener Gud efter det lys, de har fået. De får ikke adgang til hans ord, og derfor erkender de ikke sandheden. De har ikke set modsætningen mellem en levende gudstjeneste og en række former og ceremonier. Gud ser med medfølende ømhed på disse sjæle, som er vokset op i en tro, der er falsk og utilfredsstillende. Han vil sende stråler af lys ind i det tætte mørke, der omgiver dem. Han vil røbe den sandhed for dem, som er i Jesus, og mange kommer til at indtage deres plads blandt hans folk.MBF 455.2

    Men katolicismen som system er lige så lidt forenelig med Kristi evangelium nu, som den har været i nogen tidligere del af dets historie. De protestantiske kirker vandrer i mørke; ellers ville de se tidens tegn. Romerkirken rækker langt i sine planer og virkemåder. Den bruger al list for at udstrække sin indflydelse og øge sin magt som forberedelse til en voldsom og afgørende kamp om verdensherredømmet, for at genindføre forfølgelser og nedbryde alt det, protestantismen har opbygget. Katolicismen vinder frem til alle sider. Se blot, hvordan der stadig kommer flere katolske kirker og kapeller i de protestantiske lande. Se, hvor populære dens kollegier og seminarier er i Amerika, hvor de i vid udstrækning benyttes af protestanter. Se ritualismens vækst i England og de mange, som går over til katolikkernes rækker. Alt dette burde vække ængstelse og bekymring hos alle, der sætter pris på evangeliets rene lære.MBF 455.3

    Der findes protestanter, som spiller under dække med og beskytter den katolske lære. De har sluttet forlig og gjort indrømmelser, som selv katolikkerne finder forbavsende og uforståelige. Man lukker øjnene for romerkirkens sande væsen og for de farer, der vil blive en følge af dens overmagt. Folket må vækkes, så det kan modstå de tilnærmelser, som denne den borgerlige og religiøse friheds farligste fjende gør.MBF 455.4

    Mange protestanter mener, at den katolske religion er utiltalende og dens gudstjeneste en kedelig, meningsløs række af ceremonier. Her tager de fejl. Skønt katolicismen bygger på et bedrag, er dette hverken groft eller plumpt. Romerkirkens gudstjeneste er meget betagende. Dens pragtudfoldelse og højtidelige ritualer betager menneskers sanser og får fornuftens og samvittighedens stemme til at tie. Øjet fortrylles. Pragtfulde kirker, imponerende processioner, gyldne altre, juvelbesatte helgenskrin, udsøgte malerier og vidunderlige skulpturer appellerer til skønhedssansen. Også øret fortrylles. Musikken er uovertruffen. Orglets dejlige klang, der blander sig med flerstemmig sang, idet den bruser gennem de store katedralers høje hvælvinger og søjlegange, kan ikke andet end fylde sindet med højtid og ærefrygt.MBF 455.5

    Denne ydre pragt og ceremoni, der kun er en spot mod den syndige sjæls længsler, er et bevis på indre fordærvelse. Kristi religion behøver ikke den slags attraktioner som anbefaling. I lyset af korset ses den sande kristendoms renhed og skønhed, hvis værd ingen ydre prydelse kan forøge. Det er skønheden ved hellighed og en ydmyg, stille ånd, der har værdi i Guds øjne.MBF 456.1

    Strålende stil er ikke nødvendigvis tegn på ren, ophøjet tanke. Udpræget kunstforståelse og raffineret smag møder man ofte hos verdslige og sanselige mennesker. De er ofte engageret af Satan for at få mennesker til at glemme deres åndelige behov og miste det fremtidige, evige liv af syne, at vende ryggen til deres evige hjælper og leve udelukkende for denne verden.MBF 456.2

    En religion med tiltalende ydre former virker tiltrækkende på dem, der ikke er så faste i troen. Den katolske gudstjenestes pragt og ceremonier har en forførende, fortryllende magt, der bedrager mange, så de kommer til at betragte romerkirken som selve himlens port. Kun de, der har plantet deres fødder fast på sandhedens grund, og hvis tro er fornyet ved Guds ånd, kan modstå dens indflydelse. Tusinder, som ikke har en personlig erfaring med Kristus, vil blive ledt til at anerkende de gudfrygtige former, der er uden kraft. En sådan religion er netop, hvad masserne ønsker.MBF 456.3

    Kirkens påstand om, at den har ret til at tilgive synder, får katolikkerne til at føle sig frie til at synde; og forordningen om skriftemål, uden hvilken syndsforladelse ikke gives, virker også som en tilladelse til synd. Den, der knæler for et syndigt menneske og i skriftemålet åbenbarer sit hjertes hemmelige tanker og fantasier, nedværdiger sin sjæls naturlige følelse af, hvad der er passende. Ved at gøre rede for sit livs synder for en præst — et syndigt, dødeligt menneske, der kun alt for ofte selv fører et udsvævende liv — svigter han sin opfattelse af, hvad der er rigtigt, og tager skade på sin sjæl. Hans opfattelse af Gud forringes, så Gud kommer til at stå for ham som et faldent menneske, eftersom præsten repræsenterer Gud. Dette nedværdigende skriftemål fra menneske til menneske er den hemmelige kilde til meget af det onde, som fordærver verden og gør den moden til sin endelige undergang. Alligevel er det for den, der ikke tager sin synd højtideligt, mere tiltalende at skrifte for en anden dødelig end at åbne sit hjerte for Gud. Den menneskelige natur vil hellere gøre bod end give afkald på synden. Det er lettere at plage sit legeme med sækkelærred, nælder og gnavende lænker end at korsfæste de kødelige lyster. Tungt er det åg, som det menneskelige hjerte er villigt til at bære, frem for at bøje sig under Kristi åg.MBF 456.4

    Der er en slående lighed mellem romerkirken og det jødiske samfund på Kristi tid. Mens jøderne hemmeligt trampede på hvert eneste princip i Guds lov, overholdt de strengt dens forskrifter i det ydre og belæssede den med krav og traditioner, der gjorde overholdelsen af disse til en plagsom byrde. Som jøderne bekendte sig til at ære loven, hævder katolikkerne at ære korset. De dyrker symbolet på Kristi lidelser, mens de i deres liv fornægter ham, som det symboliserer.MBF 457.1

    Katolikker anbringer kors over deres kirker, på deres altre og på deres klæder. Alle vegne ser man korsets tegn. I det ydre æres og ophøjes det. Men Kristi lære er begravet under en mængde meningsløse traditioner, falske fortolkninger og strenge krav. Frelserens ord om de hykleriske jøder rammer lederne af den romersk-katolske kirke endnu hårdere: “De binder tunge og uoverkommelige byrder sammen og lægger dem på menneskenes skuldre, men selv vil de ikke røre dem med en finger.”3Matt 23,4.Samvittighedsfulde sjæle holdes nede i stadig frygt for en krænket Guds vrede, mens mange af kirkens høje embedsmænd lever i luksus og sanselig nydelse.MBF 457.2

    Tilbedelse af billeder og relikvier, påkaldelse af helgener og ophøjelse af paven er Satans påfund for at drage menneskers tanker bort fra Gud og hans søn. For at gøre deres ødelæggelse fuldkommen bestræber han sig på at lede deres opmærksomhed bort fra ham, hos hvem der alene er frelse at finde. Han vil vise dem hen til hvad som helst, der kan sættes i stedet for ham, der sagde: “Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.”4Matt 11,28.MBF 457.3

    Satan forsøger hele tiden at give en falsk fremstilling af Guds karakter, syndens natur og hvor meget der egentlig står på spil i den store strid. Hans spidsfindigheder lemper kravene i den guddommelige lov og giver mennesker frihed til at synde. Og samtidig fremstiller han Gud i et falsk lys, så man snarere betragter ham med frygt og had end med kærlighed. Den grusomhed, der er uløselig forbundet med hans egen natur, tillægger han Skaberen. Den er indbygget i religionssystemer og kommer til udtryk i forskellige former for gudsdyrkelse. På den måde forblindes mennesker, og Satan sikrer sig dem som hjælpere i sin kamp mod Gud. Ved forvanskede opfattelser af de guddommelige egenskaber kom hedningefolk til at tro, at menneskeofringer var nødvendige for at sikre sig guddommens gunst. Frygtelige grusomheder er blevet begået under de forskellige former for afgudsdyrkelse.MBF 457.4

    Den romersk-katolske kirke har blandet hedenske og kristne skikke og forvansket Guds væsen ved at tage tilflugt til grusomme og oprørende metoder. Da Rom havde overherredømmet, brugte man tortur og bål for at tvinge mennesker til at bøje sig for kirkens lære. Der var tale om blodbade i et omfang, som aldrig vil blive kendt, før det afsløres på dommens dag. Kirkens høje embedsmænd udtænkte ved deres herre Satans hjælp metoder, der forårsagede de størst mulige pinsler uden at gøre ende på offerets liv. I mange tilfælde blev denne djævelske proces gentaget til den yderste grænse for, hvad et menneske kunne udholde, indtil naturen opgav kampen, og den lidende bød døden velkommen som en sød befrielse.MBF 458.1

    Sådan var skæbnen for romerkirkens modstandere. For sine tilhængere havde den tugtemidler som piskning, sult og legemlig tugt af enhver tænkelig og oprørende art. For at sikre sig himlens velbehag krænkede de bodfærdige Guds love ved at krænke naturens love. De lærte at sønderrive de bånd, som Gud har skabt til velsignelse og glæde for mennesket under dets jordiske liv. Kirkegårdene rummer millioner af ofre, der hele deres liv forgæves søgte at undertrykke deres naturlige følelser, at betvinge hver tanke og følelse af sympati for deres medskabninger som en synd imod Gud.MBF 458.2

    Hvis vi ønsker at forstå Satans bestandige grusomhed, som den er kommet til udtryk gennem hundreder af år — ikke blandt dem, der aldrig har hørt om Gud, men i selve kristenhedens centrum og i dens fulde udstrækning — behøver vi kun at se på romerkirkens historie. Gennem dette kæmpemæssige bedrageriske system når mørkets fyrste sit mål: at vanære Gud og bringe elendighed over mennesker. Når vi ser, hvor dygtigt han skjuler sig og udfører sit værk gennem kirkens ledere, forstår vi bedre, hvorfor hans modvilje mod Bibelen er så stor. Hvis denne bog bliver læst, vil Guds kærlighed og nåde blive åbenbaret, og det vil kunne ses, at han ikke lægger nogle af disse tunge byrder på mennesker. Han ønsker kun et angergivent hjerte og en ydmyg, lydig ånd.MBF 458.3

    Intet i Kristi eget liv tyder på, at mænd og kvinder skal spærre sig inde i klostre for at blive gjort egnede for himlen. Og han har aldrig lært, at kærlighed og medfølelse skal undertrykkes. Frelserens hjerte strømmede over af kærlighed. Jo nærmere et menneske kommer moralsk fuldkommenhed, jo mere følsomt bliver det, jo klarere opfatter det synden og jo dybere bliver dets medfølelse med de lidende. Paven hævder at være Kristi stedfortræder, men hvordan tåler hans karakter at sammenlignes med vor frelsers? Har Kristus nogen sinde dømt mennesker til fængsling eller tortur, fordi de ikke hyldede ham som himlens Konge? Da beboerne i en samaritansk landsby ikke ville tage imod ham, spurgte apostlen Johannes harmfuldt: “Herre, vil du have, at vi skal sige, at der skal falde ild ned fra himlen og fortære dem (sådan som Elias i sin tid gjorde)?” Jesus så medlidende på sin discipel, satte ham i rette for hans hårdhed og sagde: “Menneskesønnen er ikke kommet for at ødelægge liv, men for at frelse dem.”5Luk 9,54.56.Hvilken forskel er der ikke på Kristi ånd og på hans såkaldte stedfortræders!MBF 459.1

    Nu viser romerkirken sig fra den pæne side og undskylder sine mange grusomheder. Den har iklædt sig en kristuslignende klædning, men er stadig den samme. Alle pavedømmets grundsætninger fra gammel tid lever endnu i dag. De læresætninger, der blev udtænkt i den mørkeste tid, gælder stadig. Lad ingen bedrage sig selv. Den pavemagt, som protestanterne nu er så villige til at anerkende, er den samme som beherskede verden på reformationens tid, da Guds mænd med fare for deres liv stod frem for at afsløre dens uretfærdighed. Pavedømmet har stadig den samme stolthed og overlegenhed, der gjorde det til herre over konger og fyrster og gjorde krav på særlige forrettigheder fra Gud. Romerkirkens ånd er ikke mindre grusom og despotisk nu, end da den sønderknuste menneskelig frihed og myrdede Guds hellige.MBF 459.2

    Pavemagten er netop, hvad profetien erklærede, at den skulle blive: de sidste tiders frafald.62 Thess 2,3-4.Det hører med til dens politik at spille den rolle, der bedst tjener dens hensigter. Men under kamæleonens skiftende ydre skjuler den slangens uforanderlige gift. “Man behøver ikke at overholde et løfte, der er givet til kættere eller personer, der er mistænkt for kætteri,”7Jaques Lenfant: History of the Council of Constance, bind 1, s. 516 (ed. 1728).hedder det. Skal denne magt, hvis historie i tusinde år er skrevet med de helliges blod, nu anerkendes som en del af Kristi kirke?MBF 459.3

    Det er ikke uden grund, at man i protestantiske lande har hævdet, at katolicismen nu afviger langt mindre fra protestantismen end tidligere. Der er sket en forandring — men ikke med pavemagten. Katolicismen ligner virkelig den protestantisme, der eksisterer i dag, fordi protestantismen i høj grad er degenereret siden reformatorernes tid.MBF 460.1

    Idet de protestantiske kirker har søgt verdens gunst, er deres øjne blevet blindet af falsk barmhjertighed. De kan ikke se andet, end at det er rigtigt at tro godt om alt ondt — og det uundgåelige resultat vil blive, at de til sidst vil tro ondt om alt godt. I stedet for at kæmpe for den tro, der engang blev overgivet de hellige, er de nu ligefrem ved at undskylde over for romerkirken, at de har haft en så ukærlig mening om den — og bede om tilgivelse for deres snæversind.MBF 460.2

    Der er mange, selv blandt dem, der ikke er gunstigt stemt over for Rom, der ikke ser nogen større fare ved dens magt og indflydelse. Mange hævder, at middelalderens åndelige og moralske mørke begunstigede udbredelsen af dens dogmer, overtro og undertrykkelse, og at den moderne tids større oplysning, almindeligt udbredte viden og voksende fordomsfrihed i religiøse spørgsmål vil hindre en genoplivelse af intolerancen. Den blotte tanke, at sådanne tilstande kunne findes i vor oplyste tid, erklæres for latterlig. Det er sandt, at et stort lys skinner på vor tid, både intellektuelt, moralsk og religiøst. Fra Guds Hellige Ords åbne sider er himmelsk lys blevet udgydt over verden. Men man bør erindre, at jo større lys, der bliver givet, jo dybere er mørket hos dem, der forvansker eller forkaster det. Et studium af Bibelen suppleret med oprigtig bøn ville vise protestanterne pavemagtens sande karakter og de ville komme til at afsky den. Men mange er så kloge i egen overbevisning, at de ikke føler trang til at søge Gud, for at kunne erkende sandheden. Skønt de smigrer sig med at være så oplyste, er de uvidende både om Skriften og om Guds kraft. For at berolige deres samvittighed, tyr de til det, der er mindst åndeligt og ydmygende. Hvad de ønsker, er en metode til at glemme Gud, der skal se ud som en metode til at huske ham. Pavemagten egner sig udmærket til at opfylde deres ønsker. Den passer for to slags mennesker og omfatter næsten hele verden — de, der vil frelses ved deres egne fortjenester, og dem, der vil frelses i deres synder. Dette er hemmeligheden ved denne kirkes magt.MBF 460.3

    En tid med stort åndeligt mørke har vist sig at være gunstig for pavemagten. Man vil dog komme til at se, at en tid med stort åndeligt lys er lige så gunstig for dens fremgang. Før i tiden, da mennesker ikke ejede Guds ord og ikke kendte sandheden, handlede de i blinde, og tusinder blev indfanget uden at opdage det net, der var spændt ud for fødderne af dem. Nu lader mange sig blænde af menneskelige spekulationer, “såkaldt videnskab.” De opdager ikke fælden og går lige i den, som var de blinde. Det var Guds hensigt, at menneskets intellektuelle evner skulle anses for en gave fra Skaberen og bruges i sandhedens og retfærdighedens tjeneste. Men når stolthed og ærgerrighed næres, og man sætter sine egne teorier over Guds ord, kan oplysning være til større skade end uvidenhed. Derfor vil vor tids falske videnskab, som undergraver troen på Bibelen, vise sig at have lige så stort held til at berede vejen for antagelsen af den katolske lære med dens tiltalende former, som uvidenheden havde det i dens storhedstid i middelalderen.MBF 460.4

    I de bevægelser, der nu er under udvikling i De forenede Stater for at sikre statens støtte til kirkens institutioner og skikke, følger protestanterne i katolikkernes fodspor. Ja, mere end det: de åbner døren for pavemagten, så den i det protestantiske Amerika kan vinde det overherredømme tilbage, som den har mistet i den gamle verden. Og det, der giver disse bevægelser endnu større betydning, er den kendsgerning, at deres hovedformål er tvungen søndagshelligholdelse — en skik, der har sin oprindelse i romerkirken, og som denne kalder et tegn på sin myndighed. Det er romerkirkens ånd — den ånd, der retter sig efter verdslige skikke og sætter menneskers traditioner over Guds bud — der gennemsyrer de protestantiske kirker og forleder dem til at arbejde på samme måde for søndagens ophøjelse, som pavekirken allerede har gjort det.MBF 461.1

    Hvis læseren ønsker at kende de midler, der vil blive brugt i den forestående kamp, behøver han kun at studere beretningerne om, hvilke midler Rom anvendte i samme hensigt i de svundne tider. Hvis han vil vide, hvordan katolikker og protestanter i forening vil behandle dem, der forkaster deres dogmer, lad ham da se, hvilken ånd Rom lagde for dagen over for sabbatten og dens forsvarere.MBF 461.2

    Kongelige forordninger, almindelige kirkemøder og kirkelige bestemmelser med støtte fra verdslige myndigheder skaffede den hedenske festdag dens hædersplads i den kristne verden. Den første offentlige forordning, der indførte søndagen som helligdag, var en lov, der blev udstedt af Konstantin år 321 (se noter). Denne lov bestemte, at byboere skulle hvile på “solens ærværdige dag,” men tillod landmænd at fortsætte deres arbejde. Skønt det egentlig var en hedensk vedtægt, blev den indført af kejseren, efter at han havde antaget den kristne tro.MBF 461.3

    Da den kejserlige befaling viste sig at være utilstrækkelig til at erstatte guddommelig myndighed, hævdede Eusebius — en biskop, der søgte fyrsternes gunst og var Konstantins nære ven og rygklapper — at Kristus havde overført sabbatten til søndagen. Ikke ét eneste vidnesbyrd fra Skriften blev fremsat som bevis for denne nye lære. Eusebius indrømmer selv ubevidst, at den er falsk, og udpeger selv ændringens rette ophavsmand. “Alt, hvad det er menneskets pligt at gøre på sabbatten,” siger han, “har vi overført til Herrens dag.”8Robert Cox: Sabbath Laws and Sabbath Duties, s. 538 (ed. 1853).Men skønt argumenterne for søndagen savnede ethvert grundlag, gav de mennesker mod til at træde Herrens sabbat under fode. Alle, der ønskede at blive æret i denne verden, antog den populære festdag.MBF 462.1

    Efterhånden som pavedømmet blev almindeligt anerkendt, fortsattes arbejdet på søndagens ophøjelse. I lang tid arbejdede landmændene, når de ikke var i kirke, og den syvende dag blev endnu betragtet som sabbat. Men der kom stadig ændringer. Det blev forbudt dem, der havde gejstlige embeder, at afsige dom i borgerlige stridsspørgsmål om søndagen. Kort tid efter fik alle uanset deres stilling befaling om at afholde sig fra almindeligt arbejde under trussel om fængsel for frie borgere og prygl for slaver. Senere kom en bestemmelse om, at rige mennesker skulle straffes med tabet af halvdelen af deres ejendom. Hvis de stadig var opsætsige, blev de gjort til slaver. De lavere klasser blev dømt til landsforvisning på livstid.MBF 462.2

    Man tog også sin tilflugt til mirakler. Blandt andet forlød det, at en landmand, der skulle til at pløje sin mark en søndag, rensede sin plov med et stykke jern, og det satte sig fast i hans hånd, så han måtte gå rundt med det i to år “med stor smerte og skam for ham.”9Francis West: Historical and Practical Discourse on the Lord’s Day, s. 174.MBF 462.3

    Senere befalede paven, at sognepræsterne skulle formane overtrædere af søndagen til at gå i kirke og bede deres bønner, for at de ikke skulle nedkalde store ulykker over sig selv eller deres naboer. Et kirkekoncil fremførte det argument, der siden anvendtes i vid udstrækning, selv af protestanter, at søndagen måtte være sabbatten, fordi folk, der arbejdede om søndagen, var blevet ramt af lynet. “Det er tydeligt,” sagde prælaterne, “at det i høj grad har vakt Guds mishag, at de tilsidesætter denne dag.” Der blev rettet en appel til præster og ministre, konger og fyrster og alle troende om at “bestræbe sig af yderste evne på at ære dagen og overholde den med større fromhed i den kommende tid til kristendommens ære.”10Thomas Morer: Discourse in Six Dialogues on the Name, Notion, and Observation of the Lord’s Day, s. 271 (ed. 1701).MBF 462.4

    Da kirkemødernes påbud viste sig utilstrækkelige, blev de verdslige myndigheder bedt om at udstede et edikt, der skulle slå mennesker med rædsel og tvinge dem til at afholde sig fra at arbejde om søndagen. Ved en synode i Rom blev alle tidligere vedtagelser atter bekræftet højtideligt og med stor alvor. De blev også indføjet i den kirkelige lov og håndhævet af de borgerlige myndigheder næsten overalt i kristenheden.11Se Heylyn: History of the Sabbath, part 11, kap. 5, stk. 7.MBF 463.1

    Men det voldte stadig mange vanskeligheder, at der ikke i Skriften fandtes nogen begrundelse for søndagens helligholdelse. Folket tvivlede på, at deres lærere havde ret til at tilsidesætte Jahves direkte befaling: “Den syvende dag er sabbat for Herren din Gud,” for at helligholde solens dag. For at afhjælpe mangelen på bibelske beviser måtte man finde andre udveje. En nidkær forkæmper for søndagen, der i slutningen af det12Se Roger de Hoveden: Annals, bind II, ss. 528-530 (Bohn ed.).århundrede besøgte Englands kirker, mødte modstand fra trofaste vidner for sandheden, og hans anstrengelser var så frugtesløse, at han en tid forlod landet for at udtænke et middel til at håndhæve sin lære. Da han vendte tilbage, havde han fundet det, og nu havde han større held med sig. Han medbragte et dokument, som han foregav stammede fra Gud selv. Det indeholdt det nødvendige påbud om at helligholde søndagen — tillige med frygtelige trusler, som skulle skræmme de ulydige. Dette dyrebare dokument — en forfalskning så tarvelig som den institution, den støttede — blev udgivet for at være faldet ned fra himlen og fundet i Jerusalem på Skt. Simons alter på Golgata. Men i virkeligheden stammede det fra det pavelige palads i Rom. Svig og forfalskninger for at fremme kirkens magt og rigdom har altid været anset for lovlige af det pavelige hierarki.MBF 463.2

    Dette dokument forbød alt arbejde fra den niende time — klokken 15 lørdag eftermiddag — til solopgang om mandagen, og man hævdede, at dets gyldighed var bekræftet af mange mirakler. Man fortalte, at mennesker, der arbejdede efter det fastsatte klokkeslæt, var blevet ramt af lammelser. En møller, der forsøgte at male sit korn, så en strøm af blod komme frem i stedet for mel, og møllehjulet stod stille trods en stærk strøm af vand. En kvinde, der satte dej i ovnen, så, at den var rå, da hun tog den ud, skønt ovnen var meget hed. En anden, som havde dej parat til at sætte i ovnen ved den niende time, men besluttede at sætte den til side til om mandagen, opdagede næste dag, at den var blevet formet til brød og bagt ved guddommelig kraft. En mand, som bagte brød efter den niende time om lørdagen, så blod flyde fra det, da han næste morgen ville spise det. Ved sådanne absurde og overtroiske historier forsøgte søndagens forkæmpere at bevise dens hellighed.12MBF 463.3

    Både i Skotland og i England vandt man større agtelse for søndagen ved at knytte den sammen med en del af den gamle sabbat. Men der var forskel på, hvor lang tid den skulle helligholdes. En forordning fra den skotske konge kundgjorde, at “lørdag fra kl. 12 middag burde anses for hellig,” og at ingen fra det tidspunkt til mandag morgen måtte beskæftige sig med verdsligt arbejde.13Morer, ss. 290291.MBF 464.1

    Trods alle anstrengelser for at bevise søndagens hellighed indrømmede katolikkerne offentligt sabbattens guddommelige autoritet, og at den forordning, de havde erstattet den med — søndagen, var af menneskelig oprindelse. I det 16. århundrede hed det ganske klart i en udtalelse fra et paveligt koncil:MBF 464.2

    “Lad alle kristne huske, at den syvende dag blev helliget af Gud og er blevet antaget og overholdt ikke blot af jøderne, men også af alle andre, der gør krav på at tjene Gud; dog har vi kristne forandret deres sabbat til Herrens Dag.”14Morer ss. 281-282.MBF 464.3

    De, der har ændret Guds lov, var ikke uvidende om, hvad de gjorde. De satte sig med velberåd hu over Gud.MBF 464.4

    En slående demonstration af Roms politik over for dem, der er uenige med kirken, fik man i den lange, blodige forfølgelse af valdenserne (se noter). Nogle af disse helligholdt sabbatten. Også andre måtte lide for deres troskab mod det fjerde bud. De etiopiske kirkers historie er især betydningsfuld. I den mørke middelalder havde man tabt de kristne i Centralafrika af syne, og i mange år kunne de frit udøve deres tro. Men til sidst blev Rom opmærksom på deres eksistens, og kejseren af Etiopien blev snart lokket til at anerkende paven som Kristi stedfortræder. Andre indrømmelser fulgte. Der blev udstedt en forordning, som under trusler om de strengeste straffe forbød helligholdelse af sabbatten.15Se Michael Geddes: Church History of Ethiopia, ss. 311-312.Men det pavelige åg blev snart så tyngende, at etiopierne besluttede at kaste det af sig. Efter en frygtelig kamp blev katolikkerne forvist fra deres ejendomme, og den gamle tro blev genindført. Kirkerne glædede sig over deres frihed, og de glemte aldrig den lektie, de havde lært angående Roms vildførelse, fanatisme og despotiske magt. De var tilfredse med at forblive i deres ensomme rige, ukendt for den øvrige kristenhed.MBF 464.5

    De afrikanske kirker overholdt sabbatten, ligesom pavekirken havde gjort før sit fuldstændige frafald. Skønt de helligholdt sabbatten i lydighed mod Guds bud, afholdt de sig fra at arbejde om søndagen i overensstemmelse med kirkens skik. Da Rom havde fået virkelig magt, trådte den Guds sabbat under fode for at ophøje sin egen; men Afrikas kirker, der havde levet skjult i næsten tusind år, deltog ikke i dette frafald. Da de en tid kom under Roms herredømme, blev de tvunget til at tilsidesætte den sande sabbat og ophøje den falske, men ikke så snart havde de genvundet deres frihed, før de vendte tilbage til at adlyde det fjerde bud (se noter).MBF 464.6

    Disse beretninger fra gamle dage afslører tydeligt Roms fjendskab mod den sande sabbat og dens forsvarere, og hvilke midler, den tager i brug for at ære den hviledag, den selv har indstiftet. Guds ord siger, at disse forhold vil gentage sig, når de romerske katolikker og protestanterne går sammen om at ophøje søndagen.MBF 465.1

    Profetien i Åbenbaringen 13 forkynder, at den magt, der repræsenteres af dyret med to horn som et lam, skal få “jorden og dem, der bor på den” til at dyrke pavemagten — her symboliseret ved dyret, der “lignede en panter.” Dyret med de to horn skal også sige “til dem, der bor på jorden, at de skal lave et billede af dyret.” Desuden skal det få alle, “store og små, rige og fattige, frie og trælle,” til at modtage “dyrets mærke.”16Åb 13,11-16.Det er vist, at De forenede Stater er den magt, der fremstilles som dyret med to horn som et lam, og at denne profeti vil blive opfyldt, når De forenede Stater gennemtvinger søndagens helligholdelse, som Rom kræver som en særlig anerkendelse af sin overhøjhed. Men Amerika vil ikke være alene om denne hyldest til romerkirken. Roms indflydelse i de lande, der engang har anerkendt dets overherredømme, er langtfra forbi. Og profetien forudsiger en genoprettelse af denne magt. “Et af dets hoveder var som dødeligt såret, men dets banesår blev lægt. Hele jorden fulgte dyret med undren.”17Åb 13,3.Dette dødelige sår viser hen til pavemagtens fald i 1798. Derefter siger profeten: “Dets banesår blev lægt. Hele jorden fulgte dyret med undren.” Paulus siger, at “lovløshedens menneske” skal fortsætte sit virke lige til Herrens genkomst.182 Thess 2,3-8.Helt til tidernes ende vil han fortsætte sit bedrageriske værk. Med henblik på pavemagten siger profeten: “Og alle, der bor på jorden, vil tilbede det, enhver, hvis navn ikke, fra verden blev grundlagt, står skrevet i livets bog.”19Åb 13,8.Både i den gamle og den nye verden skal romerkirken hyldes ved den ære, der vises søndagens helligholdelse, som udelukkende hviler på den romerske kirkes autoritet.MBF 465.2

    Siden midten af det nittende århundrede har de, der studerer profetierne i De forenede Stater, vist verden dette vidnesbyrd. I de begivenheder, der nu finder sted, ser man en hurtig udvikling hen imod opfyldelsen af profetien. Protestantiske præster hævder, at der står guddommelig autoritet bag søndagens helligholdelse — men med samme mangel på bevis fra Skriften som hos de pavelige ledere, der opdigtede mirakler til erstatning for et påbud fra Gud. Den påstand, at Gud vil straffe dem, der overtræder søndagen, vil blive gentaget, ja, den er allerede begyndt at vise sig. Og en bevægelse med det formål at gennemtvinge søndagens helligholdelse er under hurtig udvikling.MBF 465.3

    Romerkirkens snedighed og list er forunderlig. Den kan gætte, hvad der vil ske. Den venter, til dens tid er inde. Den ser, at de protestantiske kirker hylder den ved at antage den falske sabbat, og at de forbereder sig til at gennemtvinge den med nøjagtig samme midler, som den selv benyttede i svundne tider. De, der afviser sandhedens lys, vil søge hjælp hos denne selvbestaltede, ufejlbarlige magt til ophøjelse af en institution, der er udgået fra den. Det er ikke vanskeligt at forudse, at den glad og gerne vil komme protestanterne til hjælp i dette. Hvem forstår bedre end de pavelige ledere, hvordan man behandler dem, der er ulydige mod kirken?MBF 466.1

    Den romersk-katolske kirke danner med alle sine forgreninger over hele verden en vældig organisation, der står under pavestolens kontrol og er opbygget for at tjene dens interesser. I hvert eneste land på kloden belæres dens millioner af medlemmer om deres pligt til troskab mod paven. Uanset deres nationalitet og regering skal de anse kirkens myndighed for hævet over alle andres. Skønt de har lov til at aflægge en troskabsed til staten, ligger deres løfte om troskab mod Rom altid bagved og løser dem fra ethvert løfte, der ikke stemmer med Roms interesser.MBF 466.2

    Historien vidner om romerkirkens stadige, snedige bestræbelser for at blande sig i nationernes anliggender. Og når den har fået fodfæste, fremmer den sine egne formål, selv på bekostning af fyrster og folk. I 1204 aftvang pave Innocens III kong Peter II af Aragonien følgende usædvanlige ed: “Jeg, Peter, konge af Aragonien, erklærer og lover altid at være min herre, pave Innocent, hans katolske efterfølgere og romerkirken, tro og lydig og trofast bevare mit rige i lydighed mod ham, forsvare den katolske tro og forfølge kætteriets fordærvelse.”20John Dowling: The History of Romanism, bog 5, kap. 6, stk. 55.Dette harmonerer med kravene om den romerske paves magt, “at han har ret til at afsætte kejsere,” og “at han kan løse undersåtter fra deres tilhørsforhold til uretfærdige herskere”21Mosheim, bog 3, cent. 11, part 2, kap. 2, stk. 9, note 8.(se noter).MBF 466.3

    Og glem ikke, at det er romerkirkens stolthed, at den aldrig forandrer sig. Gregor VII’s og Innocens III’s principper er også i dag den romersk-katolske kirkes principper. Havde den blot magt til det, ville den praktisere dem med samme kraft i dag som i svundne århundreder. Protestanterne ved ikke, hvad de gør, når de søger Roms hjælp til at ophøje søndagen. Mens de er optaget af gennemførelsen af deres formål, er det Roms mål at genoprette sin tabte magt og overhøjhed. Hvis det princip bliver indført i De forenede Stater, at kirken kan benytte eller kontrollere statsmagten, og at religiøse skikke påtvinges ved verdslige love — kort sagt, hvis kirken og staten skal have magt til at herske over samvittigheden — vil Roms sejr være sikker i dette land.MBF 466.4

    Guds ord har advaret om den fare, der nærmer sig. Hvis ingen giver agt på disse advarsler, vil den protestantiske verden komme til at forstå, hvad Roms virkelige hensigter går ud på, men først når det er for sent at slippe ud af snaren. Roms magt vokser støt og roligt. Dens doktriner øver deres indflydelse i retssale, i kirker og i menneskers hjerter. Den opfører sine imponerende og vældige bygninger, i hvis hemmelige kamre dens tidligere forfølgelser vil blive gentaget. Støt og umærkeligt samler den sine kræfter til at fremme sine egne formål, når tiden er inde, og den kan slå til. Den ønsker kun en gunstig lejlighed, og en sådan er allerede ved at blive givet den. Vi vil snart få at se og føle, hvad katolicismens hensigt er. Enhver, der tror og adlyder Guds ord, vil derved udsætte sig for vanære og forfølgelse.MBF 467.1

    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents