Kapitel 6—Huss og Hieronymus

Så tidligt som i det niende århundrede havde evangeliet fæstet rod i Bøhmen. Bibelen var oversat til folkets sprog, som også blev brugt ved gudstjenesten. Men pavens stigende magt fordunklede Guds ord. Gregor VII, der ville ydmyge de stolte konger, var lige så opsat på at gøre folkene til slaver. Han udstedte en bulle, som forbød, at der blev holdt offentlig gudstjeneste på bøhmisk. Paven erklærede, at “det behagede den Almægtige, at der blev holdt gudstjeneste på et ukendt sprog, og at mange vildfarelser var opstået af, at denne regel ikke var blevet overholdt.”^{1Wylie, bog 3, kap. 1}Således påbød Rom, at Ordets lys skulle slukkes og folket holdes nede i mørke. Men himlen havde andre midler til at bevare menigheden. Mange af de valdensere og albigensere, som var forfulgt i Frankrig og Italien, kom til Bøhmen, og de arbejdede nidkært i det skjulte. På denne måde blev den sande tro bevaret århundrede efter århundrede. Før Huss’ tid fordømte forskellige mænd i Bøhmen åbenlyst kirkens fordærvelse og folkets dårlige moral. Deres virksomhed skabte interesse viden om. Dette skræmte præstestanden, som iværksatte en forfølgelse af evangeliets tilhængere. Forfulgt af soldater måtte de holde gudstjeneste i skove og på bjerge — og mange blev dræbt. Senere blev alle, der ikke tilbad Gud efter Roms forskrifter, dømt til at brændes. Men når de kristne gik i døden, så de frem til den dag, da deres sag ville sejre. En af dem, der hævdede, “at man kun kan opnå frelse ved troen på den korsfæstede frelser,” sagde i sin dødstime: “I dag sejrer sandhedens fjenders raseri over mig, men sådan vil det ikke blive ved med at være. Der skal fremstå én fra det jævne folk uden sværd og myndighed, og ham vil de ikke kunne besejre.”^{2Samme, bog 3, kap. 1.}2 Luthers tid lå endnu langt forude, men der var ved at fremstå en, hvis tale mod Rom skulle bringe røre blandt folkene.MBF 79.1

Johan Huss kom af fattige kår. Hans far døde tidligt. Men hans gudfrygtige mor betragtede uddannelse og gudsfrygt som et menneskes højeste gode, og hun søgte at sikre sin søn denne arv. Efter den almindelige skole søgte han ind på universitetet i Prag, hvor han fik friplads. Hans mor fulgte ham til Prag. Hun kunne ikke give sin søn verdslig rigdom, men da de nærmede sig byen, knælede hun sammen med ham og bad Gud velsigne ham. Hun havde ingen anelse om, hvor vidunderligt hendes bøn skulle blive besvaret.MBF 80.1

Ved universitetet udmærkede Huss sig snart ved utrættelig flid og store fremskridt. Samtidig vandt han almindelig agtelse ved sit dadelfri liv og sit vindende væsen. Han var en oprigtig katolik og stræbte ivrigt efter de åndelige velsignelser, som romerkirken foregiver at kunne skænke. I anledning af en kirkelig jubelfest gik han til skrifte, betalte de sidste få skillinger, han ejede, og sluttede sig til optoget for at få den lovede syndsforladelse. Da han var færdig med sin uddannelse, blev han præst. Snart var han en anset mand og blev tilknyttet hoffet. Han blev udnævnt til professor, og senere rektor, ved det universitet, hvor han var blevet uddannet. I løbet af få år var den uanselige fripladselev blevet sit lands stolthed, og hans navn var kendt i hele Europa.MBF 80.2

Men det var på et andet område, Huss’ reformarbejde begyndte. Nogle år efter sin ordination blev han knyttet til Betlehemskapellet. Grundlæggeren af dette kapel havde hævdet, at det var af overordentlig stor betydning, at Skriften blev forkyndt på folkets eget sprog. Og trods Roms modstand var dette aldrig helt blevet afskaffet i Bøhmen. Dog herskede der megen uvidenhed angående Bibelen, og den moralske fordærvelse var stor. Huss fordømte dette strengt og viste hen til Bibelen for at indskærpe de sandhedens og renhedens principper, han fremholdt.MBF 80.3

En mand fra Prag havde ved sin hjemkomst fra England medbragt Wicliffs skrifter. Hans navn var Hieronymus, og han blev senere nært knyttet til Huss. Englands dronning, der havde antaget Wicliffs lære, var bøhmisk prinsesse, og derfor fik Wicliffs skrifter stor indflydelse i Bøhmen. Huss læste disse skrifter med stor interesse. Han anså forfatteren heraf for at være en oprigtig kristen og så med velvilje på de reformer, de foreslog. Uden selv at vide det var Huss slået ind på en vej, der skulle føre ham langt bort fra romerkirken.MBF 80.4

Omtrent på denne tid kom to fremmede fra England til Prag. De var lærde mænd, som selv havde taget imod lyset og kom for at bringe det til dette fjerne land. De rettede åbenlyse angreb på pavens overhøjhed, men myndighederne bragte dem hurtigt til tavshed. Så tyede de til andre midler og begyndte at gøre brug af deres kunstneriske evner. De tegnede to billeder på en offentlig plads. Det ene forestillede Jesu indtog i Jerusalem, “sagtmodig, ridende på et æsel.”^{3Matt 21,5.}MBF 81.1

Han var ledsaget af sine fattigt klædte, barfodede disciple. Det andet billede forestillede en pavelig procession. Paven red på en flot udstyret hest og var iført prægtige klæder og sin tredobbelte krone. Foran ham gik trompetblæsere og bagefter fulgte kardinaler og prælater i al deres pragt.MBF 81.2

Det var en prædiken, som vakte opmærksomhed i alle befolkningslag. Ingen kunne undgå at opfatte moralen, og modsætningen mellem Mesterens ydmyghed og hans foregivne tjeners stolthed og hovmod gjorde virkelig indtryk på mange. Der blev stort røre i Prag, og snart måtte de fremmede forlade byen af hensyn til deres sikkerhed. Men deres undervisning blev ikke glemt. Billederne gjorde et dybt indtryk på Huss og fik ham til at studere Bibelen og Wicliffs skrifter grundigere. Han var endnu ikke parat til at godkende alle de reformer, som Wicliff slog til lyd for, men han havde fået et klarere indblik i pavedømmets sande væsen, og fordømte nidkært præsternes hovmod, ærgerrighed og korruption.MBF 81.3

Fra Bøhmen blev lyset bragt til Tyskland, da hundreder af tyske studenter rejste hjem på grund af urolighederne i Prag. Mange havde fået kendskab til Bibelen gennem Huss og forkyndte nu evangeliet i deres fædreland.MBF 81.4

Da man i Rom blev klar over, hvad der foregik i Prag, blev Huss indstævnet for paven. At efterkomme denne ordre var den visse død. Bøhmens konge og dronning og repræsentanter for universitet og adel anmodede paven om at lade Huss sende en stedfortræder til Rom. Men paven var besluttet på at få Huss stillet for retten og dømt. Derfor lyste han interdikt over Prag.MBF 81.5

Dengang var en sådan dom frygtet af alle. De ceremonier, som fulgte med interdiktet, kunne nok sætte skræk i folk, der troede, at paven repræsenterede Gud selv, havde Himlens og Helvedes nøgler og magt til at nedkalde både jordiske og åndelige straffe. Man troede, at himlens port var lukket for den egn, som var belagt med interdikt, og at de døde var udelukket fra himlen, indtil det behagede paven at ophæve interdiktet. Kirkerne blev lukket, og vielser foregik på kirkegården. De døde måtte ikke begraves i indviet jord, men blev uden ceremonier gravet ned i grøfter eller på marken. Ved sådanne midler søgte Rom at bevare magten over menneskers samvittighed.MBF 81.6

Der blev et vældigt røre i Prag. Mange gav Huss skylden for disse ulykker og krævede, at han skulle udleveres til Rom. For at få uvejret til at lægge sig trak Huss sig for en tid tilbage til sin fødeby. Han skrev til sine venner i Prag:MBF 82.1

“Når jeg har trukket mig tilbage, er det for at følge Jesu befaling og eksempel, så ildesindede mennesker ikke skal pådrage sig evig fordømmelse — og for ikke at bringe trængsel og forfølgelse over Guds børn. Det er også af frygt for, at ugudelige præster i længere tid skal forbyde, at Guds ord forkyndes iblandt jer, men jeg har ikke forladt jer for at fornægte den guddommelige sandhed. Med Guds hjælp er jeg villig til at dø for den.”^{4Bonnechose: The Reformers before the Reformation, bind 1, s. 87.}Huss afbrød ikke sit arbejde, men rejste omkring og prædikede for interesserede skarer. Og således blev pavens forholdsregler mod evangeliet et middel til dets udbredelse. “Vi formår ikke noget imod sandheden, men kun for den.”^{52 Kor 13,8.}MBF 82.2

“Under denne fase af Johan Huss’ levnedsløb må hans sind have været skueplads for en pinefuld strid. Skønt kirken forsøgte at overvælde ham med bulder og brag, havde han ikke forkastet dens autoritet. Han betragtede stadig romerkirken som Kristi brud og paven som Guds repræsentant og stedfortræder. Det, Huss kæmpede imod, var magtmisbrug, ikke selve princippet. Dette fremkaldte en frygtelig kamp mellem fornuftens og samvittighedens stemme. Hvis autoriteten var retfærdig og ufejlbarlig, som han mente den var, hvorfor så han sig da tvunget til at være ulydig mod den? Han anså det for at være en synd at adlyde, men hvorfor skulle lydighed mod en ufejlbarlig kirke medføre sådanne problemer? Dette problem kunne han ikke løse — og det var denne tvivl, der pinte ham time efter time. Den mest nærliggende løsning, han kunne finde, var, at der var sket det samme som på Frelserens tid. Kirkens præster var blevet ugudelige mennesker, som brugte deres lovlige myndighed på ulovlig måde. Dette førte til, at han som rettesnor for sig selv — og gennem sin forkyndelse også for andre — antog den grundsætning, at Skriftens ord, der kommer til os gennem forstanden, skal vejlede samvittigheden — med andre ord, at Guds tale i Bibelen og ikke kirkens tale gennem præsteskabet er den eneste ufejlbarlige vejleder.”^{6Wylie, bog 3, kap. 2.}MBF 82.3

Da røret i Prag havde lagt sig, vendte Huss tilbage til Betlehemskapellet for at forkynde Guds ord med endnu større iver og frimodighed. Han havde mægtige fjender, men dronningen og mange adelige var hans venner, og en stor del af befolkningen var på hans side. Mange anså det for en ære at holde med Huss, når de sammenlignede hans ophøjede lære og rene vandel med de mægtige prælaters falske dogmer, griskhed og udskejelser.MBF 83.1

Indtil da havde Huss været alene om arbejdet, men nu fik han hjælp af Hieronymus, som havde antaget Wicliffs lære under sit ophold i England. Disse to mænd kom til at holde sammen resten af livet, og selv ikke i døden blev de skilt. Hieronymus besad en sjælden begavelse, veltalenhed og lærdom — netop egenskaber, som er velegnede til at vinde folket. Men Huss havde større karakterstyrke. Hans rolige omdømme lagde en dæmper på den impulsive Hieronymus, som med sand ydmyghed erkendte Huss’ store betydning og bøjede sig for hans råd. Ved deres forenede anstrengelser gik reformarbejdet hurtigt frem.MBF 83.2

Gud skænkede disse mænd stort lys og afslørede mange af Roms vildfarelser for dem. De fik dog ikke alt det lys, som skulle gives verden. Ved hjælp af disse tjenere førte Gud folket ud af romerkirkens mørke; men store hindringer skulle overvindes, og Herren ledte dem skridt for skridt, efterhånden som de kunne klare det. De var ikke parate til at få alt lyset på én gang. Havde de fået det, ville de blot have vendt sig bort fra det. Derfor åbenbarede Gud det for dem lidt efter lidt, efterhånden som folket blev i stand til at modtage det. Fra århundrede til århundrede skulle der fremstå andre trofaste mænd, som ville lede folket fremad på reformationens vej.MBF 83.3

Splittelsen inden for kirken fortsatte. Nu var der tre paver, der kæmpede om overmagten, og deres stridigheder fyldte kristenheden med forbrydelser og tumult. De nøjedes ikke med at slynge forbandelser mod hinanden, men greb også til regulære våben. Alle lagde de planer om at købe våben og hverve soldater. For at skaffe penge udbød de kirkens gaver, embeder og velsignelser til salg (se noter). Præsterne fulgte deres overordnedes eksempel. Ved simoni og krig søgte de at ydmyge deres modkandidater og styrke deres egen magt. Med stadig større dristighed tordnede Huss mod det forfærdelige, som skete i religionens navn, og folk sagde åbenlyst, at de romerske ledere var skyld i den elendighed, som overgik kristenheden.MBF 83.4

Prag syntes endnu engang at være på randen af en blodig strid. Og som i tidligere tider fik Guds tjener skyld for at “styrte Israel i ulykke.”^{71 Kong 18,17.}Endnu engang blev byen belagt med interdikt, og Huss vendte tilbage til sin fødeby. Nu var hans trofaste vidnesbyrd fra Betlehemskapellet afsluttet. Han skulle tale over en bredere front, til hele kristenheden, før han gav sit liv som vidne for sandheden.MBF 84.1

For at skaffe ro i Europa blev der indkaldt til et kirkerådsmøde i Konstanz. Kirkerådet blev på begæring af kejser Sigismund indkaldt af en af de tre rivaliserende paver, Johannes XXIII. Kravet om et kirkerådsmøde var langt fra blevet hilst velkommen af pave Johannes, hvis karakter og politik dårligt kunne klare en undersøgelse, selv ikke af prælater med så slap en moral, som den tids kirkefolk havde. Han vovede dog ikke at sætte sig op imod Sigismund (se noter).MBF 84.2

Kirkemødets hovedformål var at hele bruddet i kirken og udrydde kætteriet. Man indkaldte derfor de to andre paveemner og den førende talsmand for de nye ideer, Johan Huss. Af hensyn til deres sikkerhed mødte paverne ikke personligt, men lod sig repræsentere af befuldmægtigede. Og skønt pave Johannes var officiel indbyder til mødet, kom også han med bange anelser. Han havde mistanke om, at kejseren ville afsætte ham. Han var også bange for at blive krævet til regnskab for de forbrydelser, han havde begået for at sikre sig sit embede. Alligevel holdt han sit indtog i Konstanz med stor pragt ledsaget af en skare af gejstlige. Alle byens førende mænd fra kirke og stat samt en kolossal menneskemængde bød ham velkommen. Fire af de øverste embedsmænd bar en gylden tronhimmel over hans hoved. Foran ham bar man hostien, og kardinaler og adelsmænd i prægtige dragter kastede glans over optoget.MBF 84.3

I mellemtiden nærmede en anden rejsende sig Konstanz. Huss var sig helt bevidst om de farer, der truede ham. Han tog afsked med sine venner, som skulle han aldrig møde dem igen og tog af sted på sin rejse med følelsen af, at den førte ham til bålet. Skønt kongen af Bøhmen gav ham frit lejde, og kejseren gav ham et lejdebrev for rejsen, traf han alle forberedelser med den mulighed for øje, at han skulle dø. Til sine venner i Prag skrev han: “Mine brødre! … jeg rejser med lejdebrev fra kejseren for at møde mine talrige dødsfjender.MBF 84.4

… Jeg sætter hele min lid til den almægtige Gud. Jeg stoler på, at han vil høre jeres inderlige bønner og lægge sin visdom i min mund, så jeg kan stå dem imod, og at han vil skænke mig sin Helligånd for at styrke mig i sin sandhed, og give mig mod til at møde fristelser, fængsel og om nødvendigt en grusom død. Kristus led for dem, som han elskede. Det bør derfor ikke forundre os, at også vi med tålmodighed skal tåle alt for vor frelses skyld. Han er Herren, og vi er hans tjenere. Han er verdens hersker, vi er kun foragtelige, dødelige mennesker — men alligevel led han! Hvorfor skulle vi ikke også lide, især når lidelsen tjener til at lutre os? Derfor, I elskede, hvis min død bør bidrage til hans ære, så bed om, at den må komme hurtigt, og at han vil hjælpe mig at bære alle mine trængsler med standhaftighed. Men hvis det er bedst, at jeg kommer tilbage til jer, så lad os bede Gud om, at jeg må vende uplettet tilbage — det vil sige, at jeg ikke må skjule et gran af evangeliets sandhed, men give mine brødre et godt eksempel til efterfølgelse. Det er nok sandsynligt, at I aldrig mere kommer til at se mig i Prag. Men skulle det være den Almægtiges vilje at lade mig komme tilbage til jer, så lad os med styrket hjerte gå fremad i kundskaben om og kærligheden til hans lov.”^{8Bonnechose, bind 1, ss. 147-148.}MBF 85.1

I et andet brev til en præst, som havde antaget evangeliet, skrev Huss med stor ydmyghed om sine egne fejl. Han skrev, at han “havde følt glæde ved at gå kostbart klædt, og at han havde brugt nogle timer med ligegyldige beskæftigelser.” Han tilføjede disse rørende formaninger: “Måtte Guds ære og sjæles frelse optage dit sind og ikke besiddelse af godser og gods. Vogt dig for at pryde dit hus mere end din sjæl, og vis frem for alt omhu for din åndelige opbyggelse. Vær from og ydmyg over for de fattige, og hengiv dig ikke til frådseri. Hvis du ikke forbedrer dit liv og afstår fra overflødigheder, er jeg bange for, at du vil blive alvorligt straffet, ligesom jeg selv. … Du kender min lære, for du er blevet undervist af mig, siden du var barn, og jeg behøver derfor ikke at skrive mere til dig. Men jeg bønfalder dig for Guds skyld om ikke at efterligne mig i nogen af de forfængeligheder, du har set mig falde for.” På brevomslaget tilføjede han: “Min ven, jeg beder dig om ikke at bryde dette segl, før du har fået vished om, at jeg er død.”^{9Samme, bind 1, ss.148-149.}MBF 85.2

På sin rejse så Huss vidnesbyrd om sin læres udbredelse. Folk strømmede til for at møde ham, og i nogle byer fulgte embedsmænd ham gennem gaderne.MBF 85.3

Da han ankom til Konstanz, blev han tilstået fuld frihed. Til kejserens lejdebrev føjede paven sin personlige garanti om beskyttelse. Men trods disse højtidelige erklæringer blev reformatoren i løbet af kort tid arresteret efter pavens og kardinalernes ordre og kastet i et modbydeligt fængsel. Senere blev han overført til en borg på den anden side af Rhinen og holdt fanget der. Paven fik intet ud af sin falskhed, idet han kort tid efter selv blev indsat i samme fængsel.^{10Samme, bind 1, s. 247}Over for kirkemødet havde han måttet erkende at have begået de nedrigste forbrydelser, ikke blot mord, simoni og hor, men også “synder, som ikke kan nævnes.” Det var kirkemødets egen dom, og til sidst blev han frataget pavekronen og kastet i fængsel. Man afsatte også de konkurrerende paver og valgte en ny pave.MBF 85.4

Skønt selve paven havde gjort sig skyld i større forbrydelser, end Huss nogen sinde havde beskyldt præsterne for og krævet afskaffet, besluttede det samme kirkemøde, som afsatte paven, at tilintetgøre reformatoren. Huss’ fængsling vakte stor harme i Bøhmen. Mægtige adelsmænd indsendte kraftige protester til kirkemødet på grund af denne voldshandling. Kejseren ville ikke bryde sit ord til Huss og var modstander af, at der blev ført sag imod ham. Men de ondskabsfulde prælater ville ikke bøje sig. De spillede på kejserens fordomme og frygt og henviste til hans nidkærhed for kirken. De fremførte stærke argumenter for at bevise, at “man ikke behøver at holde sit ord til personer, som mistænkes for kætteri, selv om de havde fået frit lejde fra kejseren og fra konger.”^{11Jaqus Lenfant: History of the Council of Constance, bind 1, s. 516.}På denne måde gennemtvang de deres vilje.MBF 86.1

Da Huss endelig blev ført frem for kirkemødet, var han svækket af sygdom og opholdet i fængslet. Den fugtige luft dér havde fremkaldt en feber, som nær havde kostet ham livet. Nu stod han i sine lænker foran kejseren, som havde givet sit æresord på at ville beskytte ham. Under den lange retssag holdt han urokkeligt fast ved sandheden, og i overværelse af de forsamlede standspersoner fra kirke og stat nedlagde han en højtidelig protest imod gejstlighedens korruption. Da han blev stillet over for valget mellem at tilbagekalde sin lære eller at lide døden, valgte han martyrens skæbne.MBF 86.2

I de kvalfulde uger, som gik, inden den endelige dom blev afsagt, holdt Guds nåde ham oppe og fyldte hans sjæl med himlens fred. Han skrev til en ven: “Dette brev skriver jeg i mit fængsel med lænket hånd. Jeg venter min dødsdom i morgen. … Når vi ved Kristi hjælp atter mødes i det tilkommende livs herlige fred, skal du få at vide, hvor barmhjertig Gud har været imod mig, og hvor kraftigt han har stået mig bi i alle mine fristelser og prøvelser.”^{12Bonnechose, bind 2, s. 67.}I sit skumle fængsel forudså Huss den sande tros sejr. I drømme var han i Prag og så paven og hans biskopper udviske de billeder af Kristus, som var malet på væggen. Dette syn pinte ham, men senere så han mange malere male endnu flere billeder i klare farver. Så snart de havde fuldført arbejdet, sagde malerne, der var omgivet af en vældig menneskemængde: “Lad nu paverne og biskopperne komme — de kan aldrig viske dem ud mere!” Da Huss fortalte om sin drøm, sagde han: “Jeg hævder bestemt, at Kristi billede aldrig vil blive udvisket. De har ønsket at ødelægge det, men det vil blive malet på ny i alles hjerter af prædikanter, som er langt dygtigere end jeg.”^{13D'Aubigné, bog 1, kap. 6.}MBF 86.3

Huss blev nu ført frem for kirkemødet for sidste gang. Det var en stor og prægtig forsamling. Her var kejseren, rigets fyrster, de kongelige udsendinge, kardinaler, biskopper, præster og en kolossal menneskemængde, der var kommet for at overvære dagens begivenheder. Fra alle dele af kristenheden var man kommet for at være vidne til, at denne mand faldt som det første store offer i den lange kamp, der skulle ende med samvittighedsfrihedens sejr.MBF 87.1

Da Huss blev opfordret til at give udtryk for sin endelige beslutning, erklærede han, at han ikke ville tilbagekalde. Idet han fæstede sit gennemtrængende blik på den monark, hvis løfte var blevet brudt på så skammelig en måde, sagde han: “Jeg besluttede af egen fri vilje at komme til stede ved dette kirkemøde under offentlig beskyttelse og med frit lejde fra kejseren, som er her til stede.”^{14Bonnechose, bind 2, s. 84.}Sigismund blev blussende rød i ansigtet, da alle tilstedeværende rettede blikket mod ham.MBF 87.2

Da dommen var afsagt, begyndte degraderingen. Biskopperne iførte deres fange præstedragten. Idet han tog den på, sagde han: “For at håne vor Herre Jesus Kristus kastede man en hvid kappe over ham, da Herodes lod ham føre frem for Pilatus.”^{15Samme, bind 2, s. 86.}Da han endnu engang blev opfordret til at tilbagekalde, svarede han, idet han vendte sig imod folket: “Hvordan ville mit ansigt se ud, når jeg så op imod himlen? Hvorledes skulle jeg kunne møde skarer, som jeg har forkyndt det rene evangelium for? Nej, jeg agter deres frelse højere end dette usle legeme, som nu er viet til døden.” Præsteklæderne blev nu taget af ham stykke for stykke, mens hver enkelt biskop udtalte en forbandelse, idet han udførte sin del af ceremonien. Til sidst satte de en bispehue af papir på hans hoved. På den var malet frygtelige billeder af djævle, og foran stod “ærkekætter” med store bogstaver. Huss sagde: “Jeg vil med glæde bære en smædekrone for din skyld, o Jesus, for du bar en tornekrone for min skyld.”MBF 87.3

Efter at have udklædt ham således, sagde prælaterne: “Nu overlader vi din sjæl til Djævelen.” Idet Huss så op mod himlen, svarede han: “Og jeg betror min ånd i dine hænder, o Herre Jesus, for du har genløst mig.”^{16Wylie, bog 3, kap. 7.}MBF 87.4

Han blev nu overgivet til de borgerlige myndigheder og ført til retterstedet fulgt af en vældig procession. Der var hundreder af soldater, præster og biskopper i kostbare dragter og endelig Konstanz' indbyggere. Da Huss var bundet til pælen, og bålet skulle tændes, blev han endnu engang opfordret til at tilbagekalde sine vildfarelser. “Hvilke vildfarelser skal jeg tilbagekalde?” spurgte Huss. “Jeg ved ikke af, at jeg er skyldig i nogen. Jeg kalder Gud til vidne på, at alt, hvad jeg har skrevet og talt, har haft til formål at frelse sjæle fra synd og fortabelse. Jeg vil derfor med glæde ofre mit liv for at bekræfte den sandhed, som jeg har skrevet og prædiket.”^{17Samme, bog 3, kap. 7.}Da flammerne slog op om ham, begyndte han at synge: “Jesus, du Davids søn, vær mig nådig.” Han blev ved at synge, til hans røst forstummede for bestandig.MBF 88.1

Hans heltemodige optræden gjorde indtryk selv på hans fjender. En ivrig katolik, der beskrev, hvorledes Huss og lidt senere Hieronymus led martyrdøden, sagde: “De bevarede begge deres sjælsstyrke, da deres sidste time nærmede sig. De forberedte sig til at gå på bålet, som om de skulle til bryllupsfest. De udstødte intet smertensskrig. Da flammerne slog op omkring dem, begyndte de at synge salmer, og ildens heftighed formåede næppe at standse deres sang.”^{18Samme, bog 3, kap. 7.}MBF 88.2

Da Huss’ legeme var helt fortæret, blev hans aske samlet op og kastet i Rhinen, som førte den ud i havet. Hans forfølgere tog fejl, da de troede, at de havde udryddet de sandheder, han forkyndte. De drømte ikke om, at den aske, der blev ført ud i havet, skulle blive som sædekorn, der blev udstrøet i alle verdens lande, og at den ville give en rig høst af sandhedsvidner i hidtil ukendte lande. Den stemme, som talte i rådssalen i Konstanz, gav genlyd i de kommende århundreder. Huss levede ikke mere, men de sandheder, han døde for, kunne aldrig gå til grunde. Hans eksempel på tro og standhaftighed har tilskyndet mangfoldige mennesker til at holde fast ved sandheden trods pinsler og død. Hans henrettelse viste hele verden Roms forræderiske grusomhed. Sandhedens fjender havde uden at vide det fremmet den sag, som de forgæves søgte at tilintetgøre.MBF 88.3

Der skulle blive tændt endnu et bål i Konstanz. Endnu én skulle vidne om sandheden med sin død. Da Hieronymus tog afsked med Huss ved dennes afrejse til kirkemødet, formanede han ham til at vise mod og trofasthed. Han sagde til Huss, at hvis han kom i fare, ville han komme ham til undsætning. Og da han hørte, at Huss var blevet kastet i fængsel, gjorde han sig straks rede til at indfri sit løfte. Uden lejdebrev og med kun én ledsager begav han sig til Konstanz. Ved ankomsten dertil blev han klar over, at han intet kunne gøre for at befri Huss, men havde bragt sig selv i fare. Han flygtede, men blev på hjemvejen arresteret af nogle soldater og ført tilbage i lænker.MBF 88.4

Da han første gang blev ført frem for kirkemødet, blev hans forsøg på at besvare de anklager, som blev rettet imod ham, besvaret med råbet: “På bålet med ham!”^{19Bonnechose, bind 1, s. 234.}Han blev kastet i et fangehul, hvor han blev lænket på en meget pinefuld måde og kun fik brød og vand. Efter nogle måneders ophold her pådrog han sig en sygdom, som var lige ved at tage livet af ham. Hans fjender, der blev bange for, at han skulle dø for dem, behandlede ham nu med mindre strenghed, men lod ham blive i fængslet i mere end et år.MBF 89.1

Katolikkerne havde ikke opnået det, de ønskede, ved Huss’ død. Det havde vakt en storm af harme, at hans lejde ikke blev respekteret. Derfor gik kirkemødet nu mere forsigtigt til værks. Man besluttede om muligt at tvinge Hieronymus til at tilbagekalde i stedet for at brænde ham. Han blev ført frem for forsamlingen og fik valget mellem at tilbagekalde eller dø på bålet. I begyndelsen af hans fængsling ville døden have været langt at foretrække for de frygtelige lidelser, han kom til at gennemgå. Men nu var han svækket af sygdom og plaget af ængstelse og uvished; han var skilt fra sine venner og nedbøjet af sorg over Huss’ død. Hans sjælsstyrke svigtede, og han indvilgede i at bøje sig. Han lovede at holde fast ved den katolske tro og godkendte kirkemødets fordømmelse af Wicliffs og Huss’ lære med undtagelse af de “hellige sandheder,”^{20Samme, bind 2, s. 141.}som de havde forkyndt.MBF 89.2

Således søgte Hieronymus at døve samvittighedens stemme og undgå sin skæbne. Men da han kom tilbage til sin ensomme celle, blev han klar over, hvad han havde gjort. Han sammenlignede Huss’ mod og troskab med sin egen fornægtelse af sandheden. Han tænkte på den guddommelige Mester, han havde lovet at tjene, som for hans skyld led døden på korset. Før sin tilbagekaldelse havde han fundet trøst i forvisningen om Guds velvilje; men nu pintes hans sjæl af samvittighedsnag og tvivl. Og han vidste, at han skulle tilbagekalde endnu mere, før han fik fred med Rom. Den vej, han var ved at slå ind på, kunne kun ende med fuldstændigt frafald. Så traf han sin beslutning. Han ville ikke fornægte sin Herre for at undgå en kort tids lidelse. Snart blev han atter fremstillet for kirkemødet. Dommerne havde ikke fundet hans tilbagekaldelse tilfredsstillende. De var blevet mere blodtørstige efter Huss’ død og krævede nye ofre. Kun ved at give uforbeholdent afkald på sandheden kunne Hieronymus redde livet. Men han havde besluttet at holde fast ved sin tro og følge Huss på bålet.MBF 89.3

Han frafaldt sin tidligere tilbagekaldelse og bad højtideligt om at få lov til at forsvare sig, inden han døde. Prælaterne frygtede for den virkning, hans ord kunne få, og krævede, at han blot skulle bekræfte eller benægte rigtigheden af de beskyldninger, som var blevet rettet imod ham. Hieronymus protesterede imod denne grusomme og uretfærdige behandling. “I har holdt mig indespærret i et rædselsfuldt fængsel i tre hundrede og fyrre dage omgivet af snavs og uhumskheder. Jeg har lidt mangel på det mest nødvendige. Og nu kalder I mig frem for jer og nægter at høre på mig, mens I låner øre til mine dødsfjender. … Hvis I virkelig er forstandige mænd, og hvis I er verdens lys, så vogt jer for at synde imod retfærdigheden. Jeg er kun et skrøbeligt menneske. Mit liv har kun ringe betydning, og når jeg formaner jer til ikke at afsige en uretfærdig dom, taler jeg mindre min egen sag end jeres.”^{21Samme, bind 2, ss.146-147.}21MBF 90.1

Til sidst blev hans forlangende imødekommet. I dommernes påsyn faldt Hieronymus på knæ og bad om, at Guds ånd måtte lede hans tanker og ord, så han ikke sagde noget, der var i strid med sandheden eller kunne vanære hans Mester. Den dag gik Guds løfte til de første disciple i opfyldelse for ham:MBF 90.2

“I vil blive stillet for statholdere og konger på grund af mig. … Men når de udleverer jer, så vær ikke bekymrede for, hvordan I skal tale, eller hvad I skal sige; for det skal blive givet jer i samme stund, hvad I skal sige.”^{22Matt 10,18-20.}MBF 90.3

Hieronymus’ ord vakte forbavselse og beundring, selv hos hans fjender. Han havde været indespærret under store fysiske lidelser og sjælelige anfægtelser uden at kunne læse eller blot se. Men til trods herfor fremførte han sine argumenter med en sådan klarhed og kraft, at man skulle tro, han havde haft anledning til uforstyrret studium. Han mindede sine anklagere om den lange række af hellige mænd, der var blevet dømt af uretfærdige dommere. I næsten hvert eneste slægtled var nogle blevet smædet og forkastet, fordi de søgte at højne deres samtid; men eftertiden har vist, at de burde have været hædret. Kristus selv blev fordømt som en forbryder af en uretfærdig domstol. Ved sin tilbagekaldelse havde Hieronymus indrømmet, at dommen over Huss var retfærdig. Nu udtrykte han sin anger og vidnede om hans uskyld og ædle karakter. Han sagde: “Jeg har kendt ham fra barndommen. Han var et ypperligt menneske, retfærdig og hellig; men han blev dømt på trods af sin uskyld.MBF 90.4

… Også jeg er rede til at dø. Jeg vil ikke vige tilbage for den pine, som mine fjender og falske vidner har beredt mig. De skal en dag aflægge regnskab for den store Gud for deres bedrageri, og han lader sig ikke føre bag lyset.”^{23Bonnechose, bind 2, s. 151.}MBF 91.1

Hieronymus bebrejdede sig selv, at han havde fornægtet sandheden, og fortsatte: “Af alle de synder, jeg har begået fra min ungdom, er der ingen, der hviler så tungt på mit sind og piner min samvittighed så meget som den, jeg begik, da jeg bifaldt den uretfærdige dom, som blev fældet over Wicliff og den hellige martyr Johan Huss, min mester og ven. Jeg bekender af mit ganske hjerte og med gru, at jeg optrådte vanærende, da jeg af frygt for døden fordømte deres lære. Jeg bønfalder derfor den almægtige Gud om at tilgive mine synder — og da navnlig denne, den afskyeligste af dem alle.” Idet han pegede på sine dommere, sagde han med fasthed: “I fordømte ikke Wicliff og Huss, fordi de havde rokket ved kirkens lære, men simpelt hen fordi de fordømte gejstlighedens forargelige livsførelse — dens pragt, dens stolthed og alle prælaternes og præsternes laster. Alt, hvad de har fremhævet, og som er uigendriveligt sandt, det er også min opfattelse, og det vil jeg fremføre, ligesom de gjorde det.”MBF 91.2

Nu blev han afbrudt i sin tale. Prælaterne dirrede af raseri og råbte:MBF 91.3

“Hvorfor skal vi føre flere beviser? Vi ser med vore egne øjne den mest hårdnakkede af alle kættere!”MBF 91.4

Uanfægtet udbrød Hieronymus; “Hvad! Tror I, jeg frygter at dø? I har holdt mig indespærret i et afskyeligt fængsel, værre end selve døden, i et helt år. I har behandlet mig grusommere end en tyrk, en jøde eller en hedning, og mit kød er bogstavelig talt rådnet på mine ben i levende live. Men det sømmer sig ikke for en modig mand at beklage sig. Men jeg kan ikke undlade at udtrykke min forundring over, at man viser så stor en grusomhed mod et kristent menneske.”^{24Samme, bind 2, ss. 151-153.}MBF 91.5

Raseriet brød atter løs, og Hieronymus blev skyndsomst ført tilbage til fængslet. I forsamlingen var nogle blevet stærkt grebet af hans ord og ønskede at redde hans liv. Højtstående gejstlige besøgte ham og opfordrede ham til at bøje sig for kirkemødets vilje. Man stillede ham den mest strålende belønning i udsigt, hvis han ville standse sin kamp imod Rom. Men Hieronymus stod fast ligesom sin Mester, da denne fik tilbudt verdens herlighed.MBF 91.6

“Overbevis mig med Den hellige Skrift, at jeg tager fejl,” sagde han, “så vil jeg afsværge det.”MBF 92.1

“Skriften!” udbrød en af dem, der fristede ham. “Skal alting da bedømmes ud fra den? Hvem kan forstå Skriften, før kirken har fortolket den?”MBF 92.2

“Er menneskers overleveringer mere troværdige end vor frelsers evangelium?” svarede Hieronymus. “Paulus formanede ikke til at lytte til menneskenes overleveringer, men han sagde: ‘Ransag Skrifterne.’”MBF 92.3

“Kætter!” lød svaret. “Jeg beklager, at jeg så længe har søgt at overtale dig. Jeg ser, at du er besat af Djævelen.”^{25Wylie, bog 3, kap. 10.}MBF 92.4

Kort efter blev dødsdommen afsagt. Hieronymus blev ført til samme sted, hvor Huss havde givet sit liv. Han gik syngende derhen, og hans ansigt lyste af glæde og fred. Han fæstede blikket på Kristus og frygtede ikke længere døden. Da bødlen trådte hen bag ham for at tænde bålet, råbte han: “Kom frit frem. Tænd ilden i mit påsyn. Havde jeg været bange, ville jeg ikke have været her.” Da flammerne slog op om ham, råbte han: “Almægtige Fader, forbarm dig over mig og tilgiv mine synder. Du ved, at jeg altid har elsket din sandhed.”^{26Bonnechose, bind 2, s. 168.}MBF 92.5

Hans røst forstummede, men hans læber blev ved med at bevæge sig i bøn. Da ilden havde fuldført sit værk, blev hans aske samlet op og kastet i Rhinen, ligesom tilfældet havde været med Johan Huss.MBF 92.6

Således omkom Guds trofaste lysbærere. Men lyset fra de sandheder, de havde forkyndt, og fra deres heltemodige eksempel kunne ikke slukkes. Mennesker kunne lige så godt forsøge at få solen til at gå baglæns på sin bane som at standse den morgenrøde, som allerede på det tidspunkt var ved at bryde frem over verden.MBF 92.7

Huss’ henrettelse havde vakt en storm af forfærdelse og harme i Bøhmen. Hele nationen følte, at han var blevet bytte for præsternes ondskab og kejserens forræderi. Han blev kaldt en trofast forkynder af sandheden, og det kirkemøde, som havde afsagt dødsdommen, blev anklaget for mord. Nu vakte hans lære større opmærksomhed end nogen sinde. De pavelige edikter havde dømt Wicliffs skrifter til at brændes — nu blev de af dem, som havde undgået ilden, taget frem fra deres gemmesteder og studeret sammen med de bibler eller dele af disse, man kunne få fat på. Og mange blev tilskyndet til at antage den reformerte tro. Huss’ mordere stod ikke stille og så på, at hans sag gik sin sejrsgang. Paven og kejseren sluttede sig sammen for at knuse bevægelsen, og Sigismunds hær blev sendt til Bøhmen. Men en befrier fremstod. Bøhmerne blev anført af Zizka, som kort efter krigens udbrud blev fuldstændig blind. Men han var en af sin samtids dygtigste hærførere. I tillid til Guds hjælp og deres sags retfærdighed klarede bøhmerne sig i kampen mod de største hære, man kunne sende imod dem. Gang på gang samlede kejseren nye hære og gjorde indfald i Bøhmen, blot for at lide det ene vanærende nederlag efter det andet. Hussitterne var hævet over frygten for døden, og ingen kunne stå sig imod dem. Få år efter krigens udbrud døde Zizka, men han blev erstattet af Prokopius, der var lige så tapper og dygtig som hærfører og i visse henseender mere fremragende som leder.MBF 92.8

Da bøhmernes fjender fik at vide, at Zizka var død, anså de tidspunktet for gunstigt til at genvinde det tabte. Paven proklamerede et korstog mod hussitterne, og en vældig hær blev igen sendt ind i Bøhmen, blot for at lide et frygteligt nederlag. Et nyt korstog blev proklameret. I alle Europas katolske lande samlede man mænd, penge og våben. Store skarer flokkedes under pavens banner overbevist om, at det nu endelig skulle lykkes at gøre en ende på de hussittiske kættere. Sejrsikker drog den vældige hær ind i Bøhmen. Befolkningen sluttede sig sammen for at slå den tilbage. De to hære nærmede sig hinanden. Til sidst var der kun en flod imellem dem. “Korsfarernes hær var langt den største, men i stedet for at sætte over floden og begynde at kæmpe mod dem, de havde rejst så langt for at bekrige, stod de tavse og betragtede deres modstandere.”^{27Wylie, bog 3, kap. 17.}Pludselig blev den store hær grebet af en mystisk rædsel. Uden at foretage et eneste angreb, opløstes og spredtes den som af en usynlig magt. Mange blev dræbt af hussitterne, der forfulgte de flygtende soldater, og sejrherrerne tog et meget stort bytte. Krigen gjorde bøhmerne rige i stedet for at forarme dem.MBF 93.1

Nogle få år senere blev et nyt korstog iværksat af en ny pave. Endnu engang blev der samlet mænd og midler i alle Europas katolske lande. Store løfter lokkede til at deltage i det farlige foretagende. Hver korsfarer fik fuld tilgivelse for de afskyeligste synder. Alle, der faldt, blev lovet en rig belønning i himlen, og de overlevende rigdom og hæder på valpladsen. En mægtig hær gjorde atter indfald i Bøhmen. De hussittiske styrker trak sig tilbage og lokkede fjenden længere og længere ind i landet. Til sidst standsede Prokopius’ hær og gjorde front mod fjenden for at kæmpe. Korsfarerne, der indså deres fejltagelse, lå i lejr og afventede angrebet. Endnu inden hussitterne var at se, hørte fjenden lyden af en fremtrængende hær og blev grebet af panik. Fyrster, generaler og menige kastede deres våben og flygtede i alle retninger. Forgæves søgte den pavelige gesandt, som anførte hæren, at samle sine panikslagne styrker, og trods de største anstrengelser blev han revet med af de flygtende. Nederlaget var totalt — og atter denne gang faldt et vældigt bytte i hussitternes hænder.MBF 93.2

For anden gang var en mægtig hær af tapre krigere sendt af Europas mægtigste lande flygtet uden kamp for de soldater, som forsvarede et lille land, der hidtil havde været svagt. Dette var en åbenbarelse af Guds magt. Angriberne blev grebet af en overnaturlig frygt. Den Gud, der styrtede Faraos hær i Det røde Hav, slog Midians hære på flugt for Gideon og hans 300 mand og på én nat gjorde det af med det stolte Assyriens styrker, havde endnu engang rakt sin hånd ud for at lamme en undertrykkende magt. “Da skal de gribes af rædsel, hvor de ikke ventede rædsel, for Gud skal splitte dem.”^{28Sl 53,6.}Pavekirkens ledere, som ikke længere gjorde sig håb om at sejre ved magt, søgte til det sidste at benytte sig af diplomati. Der blev indgået et kompromis, som tilsyneladende skaffede bøhmerne samvittighedsfrihed, men i virkeligheden forrådte dem i Roms hænder. Bøhmerne havde stillet fire betingelser for at slutte fred med Rom: Bibelen skulle forkyndes uhindret. Hele menigheden skulle have lov til at nyde både brød og vin ved nadveren. Modersmålet skulle benyttes ved gudstjenesten. Gejstligheden skulle udelukkes fra alle verdslige embeder og al verdslig myndighed, og i tilfælde af forbrydelser skulle de civile domstole dømme både gejstlige og lægfolk. Til sidst gik de pavelige myndigheder med til, “at hussitternes fire artikler blev anerkendt, men at retten til at fortolke dem, dvs. forklare deres nøjagtige betydning, skulle tilkomme kirkemødet — med andre ord paven og kejseren.”^{29Wylie, bog 3, kap. 18.}På dette grundlag blev der sluttet en traktat. Ved forstillelse og svig opnåede romerkirken, hvad den ikke havde opnået ved kamp. Når den selv skulle fortolke de hussittiske artikler, kunne den fordreje deres betydning, som det passede den.MBF 94.1

Mange i Bøhmen var klar over, at dette var at forråde deres frihed, og ville ikke gå ind på traktaten. Der opstod en splittelse, som førte til indbyrdes strid og blodsudgydelse. I denne strid faldt den ædle Prokopius — og bøhmerne mistede deres frihed. Sigismund, der havde forrådt Huss og Hieronymus, blev nu konge i Bøhmen. Uden hensyn til den ed, han havde aflagt på, at han ville respektere bøhmernes rettigheder, begyndte han at styrke pavedømmet. Men han fik ikke megen glæde af dette. Under den lange resultatløse krig var hans hær svundet ind og hans rigdomme opbrugt. Efter kun et år på tronen døde han, mens hans rige var på randen af en borgerkrig. Plettet af vanære gik hans navn over i historien.MBF 94.2

Uro, kamp og blodsudgydelse fortsatte. Fremmede hære gjorde indfald i Bøhmen, og landet var hærget af indre stridigheder. De, der var tro mod evangeliet, blev udsat for blodige forfølgelser.MBF 95.1

Da de, som sluttede pagt med Rom, blev smittet af romerkirkens vildfarelser, dannede deres tidligere brødre, der holdt fast ved troen, deres egen kirke og tog navnet “de bøhmiske brødre.” De blev overøst med forbandelser fra alle sider, men lod sig ikke rokke. De måtte søge tilflugt i skove og huler, men vedblev at samles for at tilbede Gud og læse hans ord.MBF 95.2

Gennem budbringere, der hemmeligt blev sendt ud til forskellige lande, hørte de, at der her og der var “isolerede sandhedsbekendere, et par stykker i en by og nogle få i en anden, der, ligesom de selv, var udsat for forfølgelser; og at der i Alperne fandtes en gammel menighed, som byggede på Skriften og som protesterede mod Roms afgudsdyrkelse.”^{30Wylie, bog 3, kap. 19.}Disse oplysninger blev modtaget med stor glæde, og man fik en brevveksling i gang med de valdensiske kristne.MBF 95.3

Bøhmerne holdt fast ved evangeliet og holdt ud i forfølgelsens nat. Selv i den mørkeste time holdt de blikket rettet mod horisonten som mænd, der spejder efter daggry. “Deres lod blev kastet i onde dage, men … de huskede, hvad først Huss sagde og Hieronymus senere gentog, at der skulle gå et århundrede, før dagen ville bryde frem.” Disse ord var for hussitterne, hvad Josefs ord var for stammerne under trældommen: “Jeg skal snart dø, men Gud vil være med jer og bringe jer tilbage til jeres fædres land.”^{31Samme, bog 3, kap. 19.}MBF 95.4

“Slutningen af det femtende århundrede blev vidne til brødremenighedernes langsomme, men sikre vækst. Skønt de stadig blev forulempet, nød de dog en forholdsvis fredelig tid. I begyndelsen af det sekstende århundrede havde de to hundrede menigheder i Bøhmen og Mähren.”^{32Ezra Hall Gillett: Life and Times of John Huss, bind 2, s. 570.}“Så stor var den rest, der undgik ildens og sværdets ødelæggelse og fik lov til at se det daggry, som Huss havde forudsagt.”^{33Wylie, bog 3, kap. 19.}33MBF 95.5