Loading...
Larger font
Smaller font
Copy
Print
Contents

Mod En Bedre Fremtid

 - Contents
  • Results
  • Related
  • Featured
No results found for: "".
  • Weighted Relevancy
  • Content Sequence
  • Relevancy
  • Earliest First
  • Latest First
    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents

    Kapitel 10—Reformationens fremgang i Tyskland

    Luthers hemmelighedsfulde forsvinden vakte bestyrtelse i hele Tyskland. Alle vegne spurgte man efter ham. Der gik de vildeste rygter, og mange troede, at han var blevet myrdet. Der blev sørget dybt, ikke blot af dem, der havde erklæret sig for hans venner, men af tusinder, som ikke åbenlyst havde taget standpunkt for reformationen. Mange forpligtede sig ved en højtidelig ed til at hævne hans død.MBF 149.1

    Katolikkerne så med skræk, hvor meget følelserne imod dem var vokset. Skønt de til at begynde med havde jublet over Luthers formodede død, ønskede de snart, at de kunne skjule sig for folkets vrede. Luthers fjender havde ikke været nær så bekymrede over hans dristige handlinger, mens han var iblandt dem, som de nu var over hans forsvinden. De, der i raseri havde søgt at tilintetgøre den modige reformator, var fulde af frygt, nu da han var blevet en hjælpeløs fange. En af dem sagde: “Den eneste måde vi nu kan redde os på, er med lys og lygte at lede efter Luther i hele verden, og give ham tilbage til det folk, der råber på ham.”1D'Aubigné, bog 9. kap. 1.Kejserens edikt syntes at være magtesløst. De pavelige legater var harmfulde, da de så, at det vakte langt mindre opmærksomhed end Luthers skæbne. Meddelelsen om at han var i sikkerhed, skønt fange, beroligede folkets frygt og vakte i endnu højere grad deres begejstring for ham. Hans skrifter blev læst med større iver end nogen sinde før. Stadig flere sluttede op om den modige mand, der havde kæmpet en så ulige kamp for at forsvare Guds ord. Reformationen bredte sig stadig. Den sæd, Luther havde sået, spirede frem alle vegne. Hans fravær udrettede noget, som hans nærværelse ikke ville have været i stand til. Hans medarbejdere følte et nyt ansvar, nu da deres store leder var borte. Med fornyet tro og alvor gik de fremad og gjorde alt, hvad der stod i deres magt, for at det værk, som var begyndt så herligt, ikke skulle standses.MBF 149.2

    Men Satan spildte ikke tiden. Nu forsøgte han, som han har gjort det ved enhver reformatorisk bevægelse, at narre og ødelægge mennesker ved at prakke dem en efterligning på i stedet for den ægte vare. Ligesom der i den kristne kirkes første århundrede var falske Messias'er, fremstod der falske profeter i det l6. århundrede.MBF 150.1

    Nogle mænd, som var dybt betaget af røret i den religiøse verden, bildte sig ind at have modtaget særlige åbenbaringer fra himlen og hævdede, at de have fået guddommeligt pålæg om at fuldføre den reformation, som efter deres udsagn kun var begyndt i det små af Luther. I virkeligheden ødelagde de det arbejde, han havde udført. De forkastede den store grundsætning, som var selve reformationens grundvold — at Guds ord er den eneste gyldige rettesnor for troen og dens udøvelse — og erstattede denne ufejlbarlige vejviser med deres egne følelsers foranderlige og usikre målestok. Da den store prøvesten for falskhed og vildfarelser var tilsidesat, var vejen åben for, at Satan kunne herske over sjælene, som han ønskede.MBF 150.2

    En af disse profeter hævdede, at han var blevet undervist af englen Gabriel. En student, som sluttede sig til ham, holdt op med sine studier og erklærede, at Gud selv havde givet ham visdom til at udlægge hans ord. Andre med tilbøjelighed til fanatisme sluttede sig til dem. Disse sværmeres optræden skabte ikke ringe ophidselse. Luthers prædiken havde alle vegne vakt mennesker, så de følte nødvendigheden af en reform, og nu blev ærlige mennesker vildledt af de nye profeters falske lære.MBF 150.3

    Bevægelsens ledere kom til Wittenberg og bestormede Melanchton med deres krav. De sagde: “Vi er sendt af Gud for at belære folket. Vi har fortrolige samtaler med Herren; vi ved, hvad der skal ske. Vi er apostle og indanker vor sag for doktor Luther.”2Samme, bog 9, kap. 7.Reformatorerne blev forbavsede og forvirrede. De var aldrig stødt på noget lignende og vidste ikke, hvad de skulle gøre. Melanchton sagde: “Der er i sandhed en usædvanlig ånd i disse mennesker, men hvad er det for en ånd? På den ene side må vi vogte os for ikke at udslukke Guds Ånd, og på den anden for ikke at lade os vildlede af Satans ånd.”3Samme, bog 9, kap.7.3MBF 150.4

    Den nye læres frugter viste sig snart. Mennesker blev forledt til at forsømme Bibelen, eller helt at tilsidesætte den. Studenter afviste diciplin med foragt og forlod universitetet. De mænd, som mente sig kvalificerede til at genoplive og lede reformationen, bragte den til ødelæggelsens rand. Nu genvandt katolikkerne deres selvtillid og sagde begejstret: “Endnu en sidste kraftanstrengelse, og sejren er vor!”4Samme, bog 9, kap. 7.MBF 151.1

    På Wartburg hørte Luther, hvad der var sket, og sagde dybt bekymret: “Jeg har altid ventet, at Satan ville sende os denne pest.”5Samme, bog 9, kap. 7.Han gennemskuede disse foregivne profeter og så den fare, som truede sandhedens sag. Hverken pavens eller kejserens modstand havde voldt ham så stor bekymring og sorg som det, han nu erfarede. Af reformationens erklærede venner var dens værste fjender opstået. Netop de sandheder, som havde bragt ham så stor glæde og trøst, blev nu benyttet til at skabe strid og forvirring i kirken.MBF 151.2

    Guds Ånd havde ført Luther videre i reformarbejdet, end han havde tænkt sig. Det havde ikke været hans hensigt at indtage den stilling, han gjorde, eller at foretage så radikale forandringer. Han havde kun været et redskab i den Almægtiges hånd. Alligevel bævede han for resultatet af sit værk. Han havde engang sagt: “Hvis jeg vidste, at min lære skadede ét eneste menneske, hvor ringe og ukendt han end var — men det kan den ikke, for den er selve evangeliet — ville jeg hellere dø ti gange end lade være med at tilbagekalde den.”6Samme, bog 9, kap. 7.MBF 151.3

    Og nu var selve Wittenberg, reformationens egentlige midtpunkt, ved at bukke under for fanatismens og lovløshedens magt. Denne frygtelige tilstand var ikke frugten af Luthers lære. Men i hele Tyskland gav hans fjender ham skylden for den. I sit hjertes bitterhed spurgte han undertiden: “Skal reformationens store værk virkelig ende på denne måde?”7Samme, bog 9, kap. 7.Men når han så havde kæmpet med Gud i bøn, strømmede freden atter ind i hans sjæl.MBF 151.4

    “Denne gerning er ikke min, men din egen. Du vil ikke tillade, at den fordærves af overtro eller fanatisme,” sagde han. Men tanken om at holde sig ude af kampen i en sådan krisesituation blev ham uudholdelig. Han besluttede at vende tilbage til Wittenberg. Uden at tøve begav han sig ud på sin farefulde færd. Han var bandlyst. Hans fjender kunne frit tage hans liv, og det var forbudt hans venner at hjælpe eller huse ham. Myndighederne traf de strengeste forholdsregler mod hans tilhængere. Men han så, at Ordets gerning var i fare — og i Guds navn drog han frygtløs ud for at kæmpe for sandheden.MBF 151.5

    I et brev til kurfyrsten skrev Luther, efter at have meddelt ham sin hensigt om at forlade Wartburg: “Eders Højhed skal vide, at jeg drager til Wittenberg under en langt stærkere beskyttelse, end fyrster kan give mig. Jeg ønsker ikke at bede om Eders Højheds støtte, og det er så langt fra mig at begære Eders beskyttelse, at jeg hellere selv ville beskytte Eder. Hvis jeg vidste, at Eders Højhed kunne eller ville beskytte mig, ville jeg slet ikke drage til Wittenberg. Der findes intet sværd, som kan fremme denne sag. Gud alene må udrette alt uden menneskers hjælp eller medvirken. Den, der har den stærkeste tro, er den, som bedst er i stand til at beskytte.”8Samme, bog 9, kap. 8.MBF 152.1

    I et andet brev skrevet på vej til Wittenberg tilføjede Luther: “Jeg er rede til at pådrage mig Eders Højheds mishag og hele verdens vrede. Er wittenbergerne ikke mine får? Har Gud ikke betroet mig dem? Og hvis det er nødvendigt, bør jeg så ikke vove livet for deres skyld? Desuden frygter jeg for, at der skal komme et frygteligt oprør i Tyskland som en straffedom fra Gud.”9Samme, bog 9, kap. 7.MBF 152.2

    Med stor forsigtighed og ydmyghed, men dog fast og beslutsomt begyndte han sit arbejde. “Ved Ordets kraft må vi omstyrte det, som er bygget op med vold. Jeg vil ikke bruge magt over for de overtroiske og vantro. Ingen må tvinges. Frihed er selve indbegrebet af tro,” sagde han.10Samme, bog 9, kap. 8.MBF 152.3

    Snart rygtedes det i Wittenberg, at Luther var kommet tilbage for at prædike. Folk kom alle vegne fra, og Kirken var fyldt til bristepunktet. Fra prædikestolen formanede og dadlede Luther med visdom og mildhed. Han berørte også fremgangsmåden hos nogle, der havde brugt voldsomme midler for at afskaffe messen. Han sagde:MBF 152.4

    “Messen bør afskaffes. Gerne så jeg den i hele verden erstattet med evangeliets nadver. Men ingen bør rives bort fra den med vold. Vi må lægge sagen i Guds hånd. Det er hans ord og ikke os, der skal handle. Og hvorfor det? vil I måske spørge. Fordi jeg ikke holder menneskers hjerter i min hånd, som pottemageren holder leret. Vi har ret til at prædike, men vi har ikke ret til at handle. Lad os prædike — resten er Guds sag. Hvad ville jeg vinde, hvis jeg brugte magt? Grimasser, ydre former, efterligninger, menneskelige forordninger og hykleri. Men der ville ikke være nogen hjertets oprigtighed, ej heller tro og kærlighed. Hvis disse tre mangler, mangler alt, og jeg vil ikke give en pærestilk for et sådant resultat. Gud virker mere ved sit ord alene end I og jeg og hele verden ved forenede kræfter. Gud griber hjertet, og når det er vundet, er alt vundet.”MBF 152.5

    “Jeg vil prædike, drøfte og skrive, men jeg vil ikke tvinge nogen, for tro er noget frivilligt. Se, hvad jeg har gjort. Jeg trådte op mod paven, mod afladsbreve og katolikker, men uden voldsomhed og uroligheder. Jeg fremlagde Guds ord; jeg prædikede og skrev — og det var alt hvad jeg gjorde. Og alligevel har det ord, jeg har prædiket, besejret pavevældet, mens jeg sov — hverken fyrsterne eller kejseren har gjort det så stor skade. Og dog gjorde jeg intet — Ordet alene udrettede alt. Hvis jeg havde ønsket at bede jordiske magter om hjælp, havde hele Tyskland måske været oversvømmet af blod. Men hvad ville resultatet være blevet? Undergang og ødelæggelse for både legeme og sjæl. Derfor forholdt jeg mig rolig og overlod til Ordet alene at fare ud i verden.”11Samme, bog 10, kap. 10.MBF 153.1

    Dag efter dag i en hel uge vedblev Luther at prædike for lydhøre skarer. Guds ord brød den fanatiske ophidselses trolddom. Evangeliets magt førte de vildledte tilbage til sandhedens vej. Luther ønskede ikke at møde de sværmere, som havde været årsag til så meget ondt. Han vidste, at de havde en usund dømmekraft og utøjlede lidenskaber, mens de hævdede at være oplyst af himlen, og at de ikke ville tåle den mindste modsigelse eller selv de venligste bebrejdelser eller råd. De tiltog sig selv den højeste myndighed og krævede, at alle uden at stille spørgsmål skulle gå ind på deres krav. Men da de forlangte at mødes med ham, indvilligede han, og det lykkedes ham så grundigt at afsløre dem, at de straks måtte forlade Wittenberg.MBF 153.2

    Fanatismen var dæmpet for en tid; men nogle år senere brød den atter ud med endnu større voldsomhed og med frygtelige resultater. Om lederne af denne bevægelse sagde Luther: “For dem er Den hellige Skrift kun døde bogstaver. De giver sig alle til at råbe: ‘Ånden! Ånden!’ Men ét er sikkert: Jeg vil ikke følge derhen, hvor deres ånd fører dem. Måtte Gud i barmhjertighed bevare mig fra en kirke, hvori der ikke findes andet end helgener. Jeg ønsker at bo hos de ringe, de svage, de syge, som kender og føler deres synder og stadig råber inderligt til Gud om hjælp og trøst.”12Samme, bog 10, kap. 10.MBF 153.3

    Den mest aktive sværmer, Thomas Münzer, havde betydelige evner, som rigtigt anvendt ville have hjulpet ham til at gøre meget godt; men han havde ikke lært de første principper for sand gudstro. Han var besat af ønsket om at reformere verden og glemte som alle fanatikere, at reformationen måtte begynde med ham selv.13Samme, bog 9, kap. 8.Han stræbte efter lederstilling og indflydelse og var uvillig til at være nummer to, selv efter Luther. Han erklærede, at ved at erstatte pavens myndighed med Skriftens ord oprettede man en anden slags katolsk lære. Han hævdede, at han selv havde fået guddommelig befaling til at indføre den sande reformation og sagde: “Den, som har denne ånd, ejer den sande tro, om han så aldrig i sit liv skulle få Skriften at se.”14Samme, bog 10, kap. 10.MBF 153.4

    Disse fanatiske lærere lod sig beherske af indskyldelser og anså enhver tanke eller impuls for at være Guds røst — og derfor gik de til farlige yderligheder. Nogle brændte endog deres Bibler, mens de råbte: “Bogstaven ihjelslår, men Ånden gør levende.” Münzers lære talte til menneskers trang til noget vidunderligt og tilfredsstillede deres hovmod, fordi den i virkeligheden satte menneskers tanker og meninger over Guds. Og Tusinder tog imod denne lære. Snart fordømte han al orden inden for den offentlige gudstjeneste og erklærede, at lydighed mod fyrster var et forsøg på at tjene både Gud og Belial.MBF 154.1

    Mennesker, som var begyndt at frigøre sig fra pavens åg, var også ved at blive utålmodige over de borgerlige myndigheders tvang. Münzers revolutionære lære, som han hævdede var stadfæstet af Gud, forledte dem til at bryde alle bånd og give fordomme og lidenskaber frit løb. Resultatet var oprør og strid, og Tysklands jord blev gennemvædet af blod.MBF 154.2

    Den sjæleangst, Luther så længe havde følt i Erfurt, knugede ham med dobbelt styrke, nu da reformationen fik skylden for følgerne af sværmeriet. Mange troede på den usandfærdige katolske påstand, at opstanden var en følge af Luthers lære. Skønt denne anklage savnede ethvert grundlag, voldte den Luther stor sorg. At sandhedens sag skulle vanæres ved at ligestilles med den usleste fanatisme, var næsten mere end han kunne bære. Opstandens ledere hadede Luther, som ikke blot havde modsagt deres lære og benægtet, at den var guddommeligt inspireret, men erklæret dem for oprørere mod de borgerlige myndigheder. Det så ud, som om han havde fået både fyrsterne og folket til fjender.MBF 154.3

    Katolikkerne var begejstrede og forudså reformationens fald. De anklagede Luther for netop de vildfarelser, han så energisk havde forsøgt at rette. Sværmernes parti havde vundet mange for deres sag ved løgnagtigt at hævde, at de var blevet meget uretfærdigt behandlet. Og som det ofte går dem, der vælger det forkerte, blev de anset for martyrer. Og således blev de mennesker, som satte alt ind på at skade reformationen, lovprist som var de ofre for en grusom undertrykkelse. Det hele var Satans værk — resultat af den samme oprørsånd, som viste sig i himlen.MBF 154.4

    Den onde prøver til stadighed at bedrage mennesker og få dem til at kalde synd for retfærdighed — og retfærdighed for synd. Og hvor ofte lykkes det ikke for ham! Urettens tjenere bliver rost, ja endog betragtet som martyrer, mens de, der burde æres for deres troskab mod Gud, står alene og bliver mistænkt.MBF 155.1

    Forloren fromhed bedrager stadig mange. I forskellige skikkelser afleder den ligesom på Luthers tid tankerne fra Guds ord og får mennesker til at følge deres egne indskydelser i stedet for at rette sig efter Guds lov. Dette er et af Satans bedste påfund for at vanære det, som er rent og sandt.MBF 155.2

    Luther forsvarede frygtløst evangeliet mod de angreb, som kom fra alle sider. Guds ord viste sig at være et mægtigt våben. Med det førte han krig mod pavens selvbestaltede myndighed og skolastikkernes rationalistiske filosofi, mens han stod fast som en klippe mod de sværmere, der søgte at forene sig med reformationen.MBF 155.3

    Hvert eneste af disse modstridende elementer ville på hver sin måde tilsidesætte Skriften og ophøje menneskelig visdom til at være kilden til religiøs sandhed. Rationalismen har fornuften til afgud og gør denne til religionens kendemærke. Katolicismen, som hævder at dens pavelige overhoveds inspiration i lige linje er arvet fra apostlene og er uforanderlig til alle tider, skjuler al slags fordærvelse under det apostolske embedes ukrænkelighed. Og den inspiration, som Münzer og hans disciple hævdede at have, var kun et fantasifoster, men dens indflydelse var nedbrydende for såvel guddommelig som menneskelig myndighed. Sand kristendom anerkender Guds ord som det største skatkammer for åndelig sandhed og som prøvestenen for al inspiration.MBF 155.4

    Hjemkommet fra Wartburg fuldendte Luther sin oversættelse af Det Nye Testamente. Den blev modtaget med stor glæde af alle, som elskede sandheden — men med foragt afvist af dem, som foretrak menneskers overleveringer og bud.MBF 155.5

    Præsterne var forfærdede ved tanken om, at jævne mennesker nu ville blive i stand til at diskutere Guds ords forskrifter med dem — og at deres egen uvidenhed skulle afsløres. Deres verdslige tankegang var magtesløs over for Guds ord. Rom søgte med alle midler at hindre Skriftens udbredelse; men bandlysning og tortur hjalp ikke. Jo mere Rom fordømte Bibelen, des ivrigere blev folk efter at vide, hvad den egentlig lærte. Enhver, som kunne læse, studerede selv Bibelen. De læste den atter og atter og lærte store dele af den udenad. Da Luther så, med hvilken glæde Det Nye Testamente blev modtaget, begyndte han straks på en oversættelse af Det Gamle Testamente og udgav de enkelte dele, så snart han fik dem færdige.MBF 155.6

    Luthers skrifter blev modtaget med lige stor glæde alle vegne. Hvad han og hans venner forfattede, satte andre i omløb. Munke, som var overbevist om, at munkeløfterne var ulovlige og ønskede at ombytte et langt liv i dovenskab med travl virksomhed, men var for uvidende til selv at forkynde Guds ord, rejste rundt i provinserne og besøgte små landsbyer, hvor de solgte Luthers og hans venners bøger. Snart vrimlede det med disse modige kolportører i Tyskland.15Samme, bog 9, kap. 11.MBF 156.1

    Disse bøger blev studeret med dyb interesse af rig og fattig, lærd og ulærd. Ved nattetid læste landsbyskolernes lærere dem højt for små grupper ved den hjemlige arne. Hver eneste gang blev nogle overbevist om sandheden, og når de med glæde havde modtaget Ordet, fortalte de det gode budskab til andre.MBF 156.2

    Man erfarede opfyldelsen af disse inspirerede: “Dine ord giver lys, når de åbner sig, og giver de uerfarne forstand.”16Sl 119, 130.Studiet af Skriften bevirkede en mægtig forandring i folkets sjæl og hjerte. Pavedømmet havde lagt et jernåg på sine undersåtter og holdt dem nede i uvidenhed og nedværdigelse. Man havde bevaret en overtroisk overholdelse af ydre former, men i hele den katolske gudstjeneste havde hjertet og forstanden kun haft ringe plads. Luthers forkyndelse af Guds ords ligefremme sandheder havde sammen med Ordet, som blev lagt i jævne menneskers hænder, vakt deres slumrende kræfter og ikke blot renset og forædlet deres åndelige natur, men også styrket deres forstand.MBF 156.3

    Mennesker fra alle samfundslag forsvarede med Bibelen i hånd reformationens lære. Katolikkerne, som havde overladt studiet af Skriften til præster og munke, forlangte nu, at de skulle gendrive den nye lære. Men disse, der var lige så uvidende om Guds magt som om Skriften, blev fuldstændig slået af marken af dem, de havde erklæret for ulærde og kætterske. En katolsk forfatter sagde: “Ulykkeligvis havde Luther overtalt sine tilhængere til ikke at have tillid til nogen anden visdomskilde end Den hellige Skrift.”17D'Aubigné, bog 9, kap. 11.MBF 156.4

    Store skarer samledes for at høre sandheden udlagt af mænd uden megen uddannelse, ja, for at høre dem diskutere den med lærde og veltalende teologer.MBF 156.5

    De sidstnævntes skammelige uvidenhed blev afsløret, når deres argumenter blev imødegået med Guds ords enkle lære. Arbejdere, soldater og kvinder, ja, selv børn kendte mere til Bibelens lære end præster og lærde doktorer.MBF 157.1

    Modsætningen mellem evangeliets disciple og dem, der holdt fast ved den katolske overtro, viste sig ikke mindre tydeligt blandt de studerende. I modsætning til præstevældets gamle forkæmpere, der havde forsømt at studere sprog og litteratur, var der ædle unge mænd, der studerede flittigt, ransagede Skriften og var fortrolige med antikkens mesterværker. Disse unge, der havde en levende forstand og et uforfærdet hjerte, erhvervede sig snart en sådan viden, at ingen i lange tider kunne måle sig med dem. Når de ungdommelige forsvarere af reformationen traf de katolske doktorer, angreb de dem med en sådan lethed og sikkerhed, at disse uvidende mænd blev forvirrede og udsat for en foragt, som alle fandt vel fortjent.18Samme, bog 9, kap. 11.MBF 157.2

    Da de katolske præster så, at deres menigheder svandt ind, påkaldte de myndighedernes hjælp og forsøgte med alle midler at få deres tilhørere tilbage. Men folk havde i den nye lære fundet det, som tilfredsstillede deres hjertes trang, og vendte sig bort fra dem, der så længe havde givet dem overtroens og traditionernes værdiløse avner.MBF 157.3

    Da forfølgelserne brød løs over sandhedens lærere, huskede de Jesu ord: “Når de forfølger jer i en by, så flygt til den næste.”19Matt 10,23.Et eller andet sted åbnede en gæstfri dør sig, og så prædikede de Kristus — om muligt i kirken, eller, hvis det blev dem nægtet, i private hjem eller under åben himmel. Sandhedens ord spredtes med uimodståelig kraft. Forgæves påkaldte man både gejstlige og borgerlige myndigheder for at knuse kætteriet. Forgæves tog man sin tilflugt til fængsel, pinsler, ild og sværd. Tusinder beseglede deres tro med deres liv, men reformationen gik videre. Forfølgelse tjente kun til sandhedens udbredelse; og den fanatisme, som Satan prøvede at knytte sammen med reformationen, gjorde kun forskellen mellem hans og Guds værk endnu mere tydelig.MBF 157.4

    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents