En blandet forsamling

Skønt bjergprædikenen især var rettet til disciplene, blev den holdt i skarernes påhør. Efter indvielsen af apostlene gik Jesus sammen med dem ned til bredden af søen. Her, i den tidlige morgen, var folk begyndt at samles. Foruden de sædvanlige skarer fra de galilæiske byer var der mennesker fra Judæa og endog fra selve Jerusalem; fra Peræa, fra Dekapolis, fra Idumæa, helt syd for Judæa; og fra Tyrus og Sidon, de fønikiske byer ved Middelhavets kyst. Da de “havde hørt om alt det, han gjorde,” ^{1Mark 3,8} kom de “for at høre ham og for at blive helbredt for deres sygdomme. … For der udgik en kraft fra ham, og han helbredte alle.” ^{2 Luk 6,17-19}JSL 209.2

På søens smalle bred var der inden for hørevidde ikke engang ståplads til alle dem, der gerne ville høre ham, og Jesus førte dem tilbage til bjergskråningen. Da de nåede til et sted, hvor terrænet var plant og velegnet som samlingssted for den store skare, satte han sig i græsset, og disciplene og forsamlingen fulgte hans eksempel.JSL 209.3

Disciplene havde altid deres plads nærmest Jesus. Folk trængte sig hele tiden ind på ham, men disciplene forstod, at de ikke skulle lade sig trænge bort fra hans nærhed. De sad tæt ved siden af ham for ikke at gå glip af et eneste ord af hans undervisning. De lyttede opmærksomt, ivrige efter at forstå de sandheder, der skulle forkyndes for alle lande og til alle tider.JSL 209.4

De holdt sig nu tæt ved deres Mester, da de fornemmede, at der kunne forventes noget ud over det sædvanlige. De troede, at kongeriget snart skulle oprettes, og ud fra morgenens begivenheder følte de sig sikre på, at man kunne vente en meddelelse herom. Også skarerne var grebet af en forventningens ånd, og de ivrige ansigter vidnede om deres interesse.JSL 209.5