Kapitel 41— Vendepunktet i Galilæa

Kapitlet er bygget op over Joh 6,22-71.

Da Jesus forhindrede folket i at udråbe ham til konge, vidste han, at han var nået til et vendepunkt i sin tilværelse. Store menneskemængder, som den dag ønskede at ophøje ham på tronen, ville næste dag vende sig fra ham. Deres skuffede, egoistiske ambitioner ville forvandle deres kærlighed til had og deres lovprisninger til forbandelser. Men skønt han vidste dette, tog han ingen forholdsregler for at afværge faren. Allerede fra første færd havde han ikke stillet sine disciple nogen jordisk belønning i udsigt. Til en, der kom og ønskede at blive hans discipel, havde han sagt: “Ræve har huler, og himlens fugle har reder, men Menneskesønnen har ikke et sted at hvile sit hoved.” ^{1Matt 8,20}JSL 272.1

Hvis mennesker kunne have fået verden med Kristus, ville de i massevis have tilbudt at adlyde ham, men en sådan tjeneste kunne han ikke tage imod. Mange af dem, der nu havde sluttet sig til ham, havde været tiltrukket af håbet om et jordisk rige. Den vildfarelse måtte de rives ud af. Den dybere åndelige betydning af underet med brødene var ikke blevet forstået. Dette måtte gøres klart for dem, og denne nye erkendelse var i sig selv en hårdere prøve.JSL 272.2

Miraklet med brødene var rygtedes vidt og bredt, og ganske tidligt næste morgen kom folk strømmende til Betsajda for at møde Jesus. De kom i stort antal til lands og til søs. De, der havde forladt ham den foregående aften, vendte tilbage, da de forventede, at han stadig var der, for der havde ikke været nogen båd, der kunne sejle ham over til den anden side. Men deres søgen var uden resultat, og mange vendte tilbage til Kapernaum, hvor de stadig ledte efter ham.JSL 272.3

I mellemtiden var Jesus ankommet til Genesaret efter kun at have været borte en enkelt dag. Så snart det rygtedes, at han var ankommet, skyndte de sig “rundt i hele egnen og begyndte at bære de syge på bårer hen, hvor de hørte han var” ^{2Mark 6,55}.JSL 272.4

Efter nogen tids forløb gik han ind i synagogen, hvor de, der var kommet fra Betsajda, fandt ham. De hørte fra hans disciple, hvordan han var kommet over søen. Den voldsomme storm og de mange timer med nyttesløs roen op imod vinden, synet af Kristus, som vandrede på vandet, den skræk dette havde vakt, hans beroligende ord, Peters oplevelse og dens følger samt stormens pludselige ophør, og hvordan båden var landet, blev alt Samkem nøjagtigt fortalt til den undrende skare. Men mange, som ikke lod sig stille tilfreds hermed, flokkedes imidlertid om Jesus og spurgte: “Rabbi, hvornår er du kommet hertil?” De håbede at høre en yderligere beretning om miraklet af hans egen mund.JSL 272.5