Den blindfødte krydsforhøres

Den unge mands naboer og de, som tidligere havde kendt ham som blind, sagde: “Er det ikke ham, der plejer at sidde og tigge?” De så tvivlende på ham, for når hans øjne var åbne, var hans ansigtsudtryk forandret og oplivet, og han var et helt andet menneske. Spørgsmålet lød fra den ene til den anden. Nogle sagde: “Jo, det er ham” og andre: “Nej, han ligner ham bare.” Men han, som havde fået den store velsignelse, afgjorde sagen ved at sige: “Det er mig.” Så fortalte han dem om Jesus, og hvordan han var blevet helbredt, og de spurgte: “Hvor er han?” Han sagde: “Det ved jeg ikke.”JSL 342.2

Så førte de ham for et råd af farisæere. Igen blev manden spurgt om, hvordan han havde fået synet. Han svarede dem: “Han kom dynd på mine øjne, og jeg vaskede mig, og nu kan jeg se.” Nogle af farisæerne sagde så: “Den mand er ikke fra Gud, for han overholder ikke sabbatten.” Farisæerne håbede på at bevise, at Jesus var en synder og derfor ikke kunne være Messias. De vidste ikke, at det var ham, som havde indstiftet sabbatten og kendte alle dens forpligtelser, der havde helbredt den blinde. De viste sig forunderligt ivrige efter at overholde sabbatten og planlagde alligevel et mord på den selv samme dag. Men mange blev dybt bevæget ved at høre om dette mirakel og var overbevist om, at han, som havde åbnet den blindes øjne, var mere end et almindeligt menneske. Som svar på beskyldningen om, at Jesus var en synder, fordi han ikke overholdt sabbatten, sagde de: “Hvordan kan et syndigt menneske gøre den slags tegn?”JSL 342.3

Igen henvendte rabbinerne sig til den blinde: “Hvad mener du om ham? Det var jo dine øjne, han åbnede.” Han svarede: “Han er en profet.” Nu hævdede farisæerne, at han ikke havde været født blind og derefter fået sit syn. De tilkaldte hans forældre og spurgte dem: “Er det jeres søn, som I siger er født blind?”JSL 342.4

Der stod manden selv og erklærede, at han havde været blind og var kommet til at se; men farisæerne ville hellere benægte, hvad de så med deres egne øjne end indrømme, at de tog fejl. Så stærk er fordom, så forvrængende er farisæisk retfærdighed.JSL 342.5

Farisæerne havde ét håb tilbage, og det var at skræmme mandens forældre. Tilsyneladende troskyldigt spurgte de: “Hvordan kan han så se nu?” Forældrene frygtede at kompromittere sig selv, for det var blevet bekendtgjort, at hvem som helst, der anerkendte Jesus som Kristus, skulle “udelukkes af synagogen”; dvs. skulle være udelukket fra synagogen i tredive dage. I dette tidsrum kunne intet barn blive omskåret, og der kunne ikke blive holdt klage over døde i synderens hjem. Denne straf blev betragtet som katastrofal, og hvis den ikke fremkaldte anger, blev den efterfulgt af langt hårdere straffe. Den store gerning, der var udført med deres søn, havde virket overbevisende på forældrene, men alligevel svarede de: “Vi ved, at han er vores søn, og at han er født blind; men hvordan det er gået til, at han nu kan se, ved vi ikke; og hvem det er, der har åbnet hans øjne, ved vi heller ikke. Spørg ham selv, han er gammel nok til at svare for sig.” Sådan skubbede de hele ansvaret fra sig selv over på deres søn; for de turde ikke bekende sig til Kristus.JSL 343.1

Det dilemma, som farisæerne nu var kommet i, deres afhøringer og fordomme, deres afvisning af sagens kendsgerninger, var ved at åbne øjnene på folk, især det jævne folk. Jesus havde hyppigt udført sine mirakler på åben gade, og det var altid gerninger, der befriede mennesker fra lidelser. Nu spurgte mange sig selv, om Gud mon ville gøre så mirakuløse gerninger ved hjælp af en bedrager, som farisæerne jo påstod, at Jesus var. Uoverensstemmelserne på begge sider var ved at blive meget alvorlige.JSL 343.2

Farisæerne indså, at de skabte reklame for de gerninger, som Jesus udførte. De kunne ikke benægte miraklet. Den blinde mand var opfyldt af glæde og taknemmelighed; han kunne se alt det vidunderlige i naturen og frydede sig over jordens og himmelens skønhed. Han fortalte frimodigt om, hvad han havde oplevet, og atter forsøgte de at få ham til at tie ved at sige: “Giv Gud æren! Vi ved, at den mand er en synder.” Dvs.: Lad være med igen at sige, at dette menneske har givet dig dit syn. Det er Gud, som har gjort det.JSL 343.3

Den blinde svarede: “Om han er synder, ved jeg ikke; men én ting ved jeg: Jeg var blind, og nu kan jeg se.”JSL 343.4

Så spurgte de ham igen: “Hvad gjorde han ved dig? Hvordan åbnede han dine øjne?” De prøvede på at forvirre ham med mange ord, for at han skulle komme til at tro, at han var blevet narret. Satan og hans onde engle var på farisæernes side og forenede deres kraft og snedighed med menneskers ræsonnement for at modvirke indflydelsen fra Kristus. De sløvede den overbevisning, der var ved at fæstne sig i mange sind. Guds engle var også til stede for at styrke manden, der havde fået sit syn.JSL 343.5

Farisæerne var ikke klar over, at de havde med andre at gøre end den ulærde mand, der var født blind. De kendte ikke ham, som de var i strid med. Et guddommeligt lys oplyste den blindes sind. Da disse hyklere forsøgte at få ham til at tvivle, hjalp Gud ham med stærke og målrettede svar for at vise, at han ikke lod sig besnære. Han svarede: “‘Det har jeg allerede fortalt jer, men I hørte ikke efter. Hvorfor vil I høre det igen? I vil måske også til at være hans disciple?’ De skældte ham ud og sagde: ‘Du er hans discipel, men vi er Moses’ disciple. Vi ved, at Gud har talt til Moses, men hvor den mand er fra, ved vi ikke.’”JSL 343.6

Herren Jesus vidste besked om den ildprøve, som manden måtte igennem, og gav ham nåde og evne til at blive et vidne for Kristus. Han svarede farisæerne med ord, der var en skarp irettesættelse af deres spørgsmål. De hævdede at være Skriftens fortolkere og folkets religiøse vejledere, men her var en, som udførte mirakler, og de indrømmede, at de var totalt uvidende om, hvorfra han havde sin magt og om hans karakter og berettigelse. “Det underlige ved det er,” sagde manden, “at I ikke ved, hvor han er fra, han har dog åbnet mine øjne. Vi ved, at syndere hører Gud ikke på, men den, der frygter Gud og gør hans vilje, ham hører han på. Det er aldrig hørt før, at nogen har åbnet øjnene på en, der er født blind. Hvis den mand ikke var fra Gud, kunne han intet gøre.”JSL 344.1

Manden havde imødegået de spørgende på deres egen grund. Hans ræsonnementer var uimodsigelige. Farisæerne var forbløffede, og de tav stille, tryllebundene af hans saglige og målrettede ord. I nogle øjeblikke var der tavshed. Så samlede præsterne og de skriftkloge med rynkede pander deres kapper om sig, som om de frygtede smitte ved kontakt med ham. De rystede støvet af deres fødder og udslyngede fordømmelser mod ham: “‘Du er helt igennem født i synd, og du vil belære os?’ Så jog de ham ud.”JSL 344.2