“Til dom er jeg kommet”

Jesus hørte, hvad der var sket, og da han kort efter fandt ham, sagde han: “Tror du på Menneskesønnen?”JSL 344.3

For første gang så den blinde sin redningsmands ansigt. Foran rådet havde han set sine forældre bekymrede og forvirrede. Han havde set rabbinernes vrede ansigter. Nu hvilede hans blik på Jesu kærlige og fredfyldte ansigtstræk. Han havde allerede — med store personlige omkostninger — anerkendt ham som den guddommelige magts udsending. Nu blev der bevilget ham en højere åbenbaring.JSL 344.4

På Frelserens spørgsmål: “Tror du på Menneskesønnen?” svarede den blinde med at spørge: “Hvem er det, Herre, så jeg kan tro på ham?” Og Jesus sagde: “Du har set ham; det er ham, der taler med dig.” Manden kastede sig ned for Frelserens fødder og tilbad ham. Ikke alene havde han fået sit legemlige syn, men også hans øjne til åndelig forståelse var blevet åbnet. Kristus var klevet åbenbaret for ham, og han tog imod ham som den, der var sendt af Gud.JSL 344.5

En flok farisæere havde samlet sig i nærheden, og synet af dem mindede Jesus om den modsætning, der altid åbenbarer sig i virkningen af hans ord og gerninger. Han sagde: “Til dom er jeg kommet til denne verden, for at de, der ikke ser, skal komme til at se, og de, der ser, skal blive blinde.” Kristus var kommet for at åbne de blinde øjne — at give lys til dem, som er i mørke. Om sig selv havde han erklæret, at han var verdens lys, og det netop udførte mirakel var en bekræftelse af hans mission. Det folk, der så Frelseren ved hans komme, nød godt af en mere fyldestgørende åbenbaring af det guddommelige, end verden nogen sinde før havde oplevet. Lærdommen om Gud blev åbenbaret mere fuldkomment. Men netop ved denne åbenbaring blev der fældet dom over mennesker. Deres karakter blev prøvet og deres skæbne afgjort.JSL 344.6

Den tilkendegivelse af guddomsmagt, som havde givet den blinde både legemlig og åndelig synsevne, havde efterladt farisæerne i et endnu dybere mørke. Nogle af Kristi tilhørere, som følte, at Hans ord var rettet mod dem, spurgte: “Er vi måske også blinde?” Jesus svarede: “Var I blinde, havde I ikke synd.” Hvis Gud havde gjort det umuligt for jer at se sandheden, så ville jeres uvidenhed ikke medføre nogen skyld. “Men nu siger I: Vi ser.” I mener, at I selv er i stand til at se og forkaster det eneste middel, som kan få jer til at se. Alle, som erkendte deres behov, fik ubegrænset hjælp af Kristus. Men farisæerne ville ikke vedkende sig deres behov. De nægtede at komme til Kristus, og fra nu af blev de overladt til deres blindhed — en blindhed, som de selv var skyld i. Jesus sagde: “I synd er og bliver I.”JSL 345.1