Jesus kommer til Betania
“Da sagde Jesus ligeud til dem: ‘Lazarus er død. Og for jeres skyld er jeg glad for, at jeg ikke var der, for at I må komme til tro. Men lad os gå hen til ham’” Tomas kunne ikke se, at der var andet end døden i vente for hans Herre, hvis han drog til Judæa; men han samlede alt sit mod og sagde til de andre disciple: “Lad os gå med, så vi kan dø sammen med ham.” Han kendte jødernes had mod Jesus. Det var deres hensigt at opnå hans død, men endnu havde de ikke haft held med det, fordi der endnu var noget af hans tilmålte tid tilbage. I dette tidsrum var Jesus under beskyttelse af himmelske engle; og selv i de egne af Judæa, hvor de skriftkloge lagde planer om at gribe ham og dræbe ham, kunne der ikke ske ham noget ondt.JSL 380.2
Disciplene undrede sig over Kristi ord, da han sagde: “Lazarus er død. … Jeg” er “glad for, at jeg ikke var der”. Valgte Frelseren selv at undgå sine stakkels venners hjem? Tilsyneladende var Marta, Maria og den døende Lazarus ladt alene. Men de var ikke alene. Kristus så alt hvad der skete, og efter Lazarus’ død fik de sørgende søstre støtte ved hans nåde. Jesus så sorgen i deres knuste hjerter, mens deres bror kæmpede med sin stærke fjende, døden. Han følte hvert jag af smerte, da han sagde til sine disciple: “Lazarus er død.” Men Kristus havde ikke blot de kære i Betania at tænke på; han skulle også tage sig af sine disciples oplæring. De skulle være hans stedfortrædere i verden, for at Faderens velsignelse kunne nå ud til alle. For deres skyld tillod han, at Lazarus døde. Hvis han havde helbredt ham for hans sygdom, ville det mirakel, som er det mest afgørende bevis for hans guddommelighed, ikke være sket.JSL 380.3
Hvis Kristus havde været ved sygelejet, ville Lazarus ikke være død; for Satan ville ikke have haft nogen magt over ham. Døden kunne ikke have afskudt sin pil mod Lazarus i nærværelse af livets giver. Derfor blev Kristus borte. Han udsatte fjenden for først at kunne udøve sin magt og derpå blive drevet tilbage af Ham som en slagen fjende. Han tillod Lazarus at komme ind under dødens herredømme; og de sørgende søstre så deres bror blive lagt i graven. Kristus vidste, at deres tro på Frelseren ville blive sat på en hård prøve, når de så deres broders døde ansigt. Men han vidste også, at på grund af den kamp, som de nu måtte igennem, ville deres tro stråle med langt større styrke. Han led med dem i den sorg, de måtte igennem. Han elskede dem ikke mindre, fordi han tøvede; men han vidste, at for dem, for Lazarus, for ham selv og for hans disciple skulle der vindes en sejr.JSL 380.4
“For jeres skyld … for at I må komme til tro.” For alle, der rækker ud efter Guds hjælpende hånd, er øjeblikket med den største modløshed det tidspunkt, hvor Guds hjælp er nærmest. De vil med taknemmelighed se tilbage på den mørkeste del af vejen. “Herren formår at fri de gudfrygtige fra fristelse.” Fra hver fristelse og hver prøvelse vil han bringe dem videre med stærkere tro og rigere erfaringer.JSL 381.1
Kristus ventede med at komme til Lazarus, fordi han ville være nådig mod dem, der ikke havde taget imod ham. Han ventede, fordi han ved at opvække Lazarus fra de døde kunne give sit stivsindede, vantro folk endnu et bevis på, at han i sandhed var “opstandelsen og livet”. Han ville så nødig helt opgive håbet for folket, de stakkels, vildfarende får af Israels hus. Hans hjerte var ved at briste på grund af deres forhærdelse. I sin nåde havde han til hensigt at give dem endnu et vidnesbyrd om, at han var genløseren, den eneste, som kunne vise dem vejen til livet og udødeligheden. Dette skulle være et bevis, som præsterne ikke kunne udlægge forkert, og det var årsagen til, at han ventede med at tage til Betania. Det største af alle hans mirakler, opvækkelsen af Lazarus, ville sætte Guds segl på hans gerning og på hans hævdelse af guddommelighed.JSL 381.2
På vejen til Betania hjalp Jesus de syge og nødlidende som han plejede. Da han nåede til byen, sendte han bud til søstrene med meddelelse om sin ankomst. Kristus gik ikke straks ind i hjemmet, men ventede på et roligt sted langs vejen. De store ceremonier, som det var jødernes skik at praktisere ved venners og slægtninges død, harmonerede ikke med Kristi ånd. Han hørte klageråbene fra de lejede grædekoner, og han ønskede ikke at møde søstrene midt i al forvirringen. Blandt de sørgende venner var der slægtninge af familien, af hvilke nogle beklædte store og ansvarsfulde stillinger i Jerusalem. Blandt disse var også nogle af Kristi bitreste fjender. Kristus kendte deres hensigter, og derfor gav han sig ikke straks til kende.JSL 381.3
Meddelelsen blev givet til Marta så stilfærdigt, at andre i rummet ikke hørte den. Opslugt af sin sorg, hørte Maria ikke, hvad der blev sagt. Marta rejste sig straks og gik ud for at møde Herren, men Maria, som troede, at hun var gået hen, hvor Lazarus var blevet begravet, sad stille i sin sorg og sagde ikke noget.JSL 381.4