Han ønskede at leve hæderligt

Den øverste tolder, Zakæus, var jøde og forhadt af sine landsmænd. Hans rang og hans rigdom var lønnen for et embede, som de afskyede, og som blev betragtet på lige fod med uretfærdighed og pengeafpresning. Men den velhavende toldembedsmand var alligevel ikke så forhærdet et verdensmenneske, som han så ud til. Bag facaden af verdslighed og stolthed var der et hjerte, som var modtageligt for guddommelig påvirkning. Zakæus havde hørt om Jesus. Rygtet om ham, der havde udvist venlighed og høflighed mod de foragtede samfundsklasser, var nået vidt omkring. I denne toldembedsmand var der opstået et stærkt ønske om at leve et bedre liv. Kun nogle kilometer fra Jeriko havde Johannes Døber prædiket ved Jordan, og Zakæus havde hørt om kaldet til omvendelse. Belæringen til tolderne: “Opkræv ikke mere end det, der er foreskrevet jer,” ^{1Luk 3,13} havde gjort indtryk på ham, skønt han udadtil ignorerede det. Han kendte Skrifterne og var klar over, at han bar sig forkert ad. Nu, hvor han hørte, at ordene kom fra den store lærer, følte han sig som en synder i Guds øjne. Dog tændtes der et håb i ham efter alt, hvad han havde hørt om Jesus. Omvendelse og et helt nyt liv var muligt selv for ham. Var en af denne nye lærers mest betroede disciple ikke en tolder? Zakæus gav sig straks til at følge den overbevisning, der havde grebet ham, og at yde erstatning til dem, han havde gjort uret.JSL 396.4

Således var han allerede begyndt at gøre uretten god igen, da nyheden om, at Jesus var på vej ind i byen, lød gennem Jeriko. Zakæus besluttede, at han ville se ham. Han var begyndt at indse, hvor bitre syndens frugter er, og hvor vanskeligt livet er for den, som prøver at vende om fra urettens vej. At blive misforstået, at blive mødt med mistænksomhed og mistillid, når man forsøgte at rette op på sine fejl, var hårdt at bære. Toldembedsmanden længtes efter at se den mand, hvis ord havde givet ham nyt håb.JSL 397.1

Der var trængsel på gaderne, og Zakæus, som var lille af vækst, kunne ikke se hen over de mange menneskers hoveder. Ingen ville gøre plads for ham. Derfor løb han et stykke forud for skaren hen til et stort figentræ, der bredte sine grene ud over vejen. Den rige tolder klatrede op til en plads mellem grenene, hvorfra han havde overblik over optoget, når det kom forbi. Mængden nærmer sig, og mens den passerer, spejder Zakæus ivrigt for at opdage det eneste ansigt, han længes efter at se.JSL 397.2