Omsorg for andre

Kristus indtog ikke nogen særstilling, og han virkede specielt provokerende på farisæerne ved at afvige fra deres strenge regler. Han så, at alt, hvad der angik religionen, var gemt inde bag høje skillevægge som en sag, der var for hellig til hverdagslivet. Han nedbrød disse skillevægge. Når han var sammen med mennesker, spurgte han ikke: “Hvordan er din tro? Hvilken kirke tilhører du?” Han udøvede sin hjælpende kraft til gavn for alle dem, der trængte til hjælp. I stedet for at lukke sig inde i en eneboers hule for at vise sin himmelske oprindelse virkede han på alle måder for menneskeheden. Han indskærpede den grundregel, at Bibelens gudsdyrkelse ikke består i at plage legemet. Han lærte, at ren og ubesmittet gudsdyrkelse ikke blot er noget, der gælder for bestemte tider eller ved særlige lejligheder. Til alle tider og alle vegne lagde han den kærligste interesse for mennesker for dagen og var omgivet af et skær af opmuntrende medfølelse. Alt dette virkede som en irettesættelse på farisæerne. Det viste dem, at gudsdyrkelse ikke består i egenkærlighed, og at deres sygelige fokusering på personlige interesser var alt andet end sand gudsfrygt. Deres fjendskab mod Jesus var hermed vakt, og de forsøgte at tvinge ham til at rette sig efter deres forskrifter.JSL 52.4

Jesus gjorde alt for at lindre enhver form for lidelse, han så. Han havde kun få penge at give, men tit nægtede han sig selv føden for at kunne hjælpe dem, der så ud til at trænge mere end han selv. Hans brødre følte, at hans personlighed i høj grad modvirkede deres egen. Han var i besiddelse af en taktfølelse, som ingen af dem havde eller ønskede at have. Talte de hårde ord til fornedrede stakler, var det netop disse mennesker, Jesus opsøgte og talte opmuntrende til. Han gav gerne de nødlidende et bæger vand og overlod stilfærdigt sit eget måltid til dem. Mens han således lindrede deres nød, satte de hans barmhjertige gerninger i forbindelse med de sandheder, han lærte dem, og derfor fæstnede de sig i deres erindring.JSL 53.1