En tragisk afslutning
Judas så, hvordan de greb og bandt Jesus, efter at han havde angivet ham. Med forbløffelse så han, at frelseren fandt sig i at blive ført bort. Ængsteligt fulgte han efter ham fra haven til forhøret hos de jødiske rådsherrer. Ved hver bevægelse ventede han at se Jesus overraske sine fjender ved at vise sig for dem som Guds Søn og tilintetgøre al deres list og magt. Men efterhånden som timerne gik, og Jesus fandt sig i al den mishandling, han blev udsat for, blev forræderen grebet af en forfærdelig frygt for, at han havde solgt sin Herre til døden.JSL 523.5
Da forhøret nærmede sig sin afslutning, kunne Judas ikke mere holde ud at blive plaget af sin dårlige samvittighed. Pludselig lød der en hæs stemme gennem salen, som sendte en bølge af rædsel gennem alle de tilstedeværende: Han er uskyldig Kajfas; skån ham!JSL 523.6
Nu så man Judas’ høje skikkelse bane sig vej gennem den forskrækkede mængde. Hans ansigt var blegt og hærget, og sveden perlede i store dråber på hans pande. Han styrtede hen til dommersædet og kastede de tredive sølvmønter ned foran ypperstepræsten, der havde været prisen for at forråde hans Herre. Han greb ivrigt fat i Kajfas’ kjortel og bønfaldt ham om at frigive Jesus, idet han erklærede, at han ikke havde gjort noget, der fortjente døden. Kajfas rystede ham vredt af sig, men blev forvirret og vidste ikke, hvad han skulle sige. Præsternes forræderi var blevet afsløret. Det var øjensynligt, at de havde bestukket disciplen til at forråde sin Mester.JSL 523.7
“Jeg har syndet og forrådt uskyldigt blod,” råbte Judas atter. Men ypperstepræsten, som nu havde genvundet fatningen, svarede foragteligt: “Hvad kommer det os ved? Det bliver din sag.” Præsterne havde været villige nok til at benytte Judas som deres redskab; men de foragtede hans lumpenhed. Da han kom til dem med sin tilståelse, hånede de ham.JSL 524.1
Nu kastede Judas sig for Jesu fødder, og idet han anerkendte ham som Guds Søn, bønfaldt han ham om at befri sig selv. Frelseren bebrejdede ikke sin forræder. Han vidste, at Judas ikke virkeligt angrede. Hans tilståelse var af en forfærdelig følelse af fordømmelse med udsigt til dom blevet presset ud af hans skyldige sind; men han følte ikke nogen dyb og ægte sorg, fordi han havde forrådt og fornægtet Guds skyldfri Søn. Alligevel fordømte Jesus ham ikke. Han betragtede Judas med medlidenhed og sagde: Dertil er jeg kommet til verden.JSL 524.2
Der lød en undrende mumlen fra forsamlingen. Det var med forbavselse, at de så Jesu overbærenhed mod den, der havde forrådt ham. Atter blev de grebet af en overbevisning om, at denne mand var mere end et dødeligt menneske. Men hvis han var Guds Søn — sådan spurgte de sig selv — hvorfor gjorde han sig så ikke fri for sine bånd og triumferede over sine anklagere?JSL 524.3
Judas indså, at hans bønfaldelse var forgæves, og han styrtede ud af salen, mens han råbte: Det er for sent! Det er for sent! Han følte, at han ikke kunne leve videre for at se Jesus blive korsfæstet, og i sin fortvivlelse gik han ud og hængte sig.JSL 524.4
Senere den samme dag, på vejen fra Pilatus’ borg til Golgata, blev der et ophold i de hånende tilråb fra den ondskabsfulde skare, der førte Jesus til stedet for korsfæstelsen. Da de passerede et lidt afsides sted, så de Judas’ lig ved foden af et udgået træ. Det var et særdeles ubehageligt syn. Hans vægt havde sprængt rebet, som han havde brugt til at hænge sig med i træet. Ved faldet var hans legeme blevet frygteligt lemlæstet, og nu var hundene i færd med at æde det. Hans jordiske rester blev straks begravet, så man ikke kunne se dem; men der lød mindre spot blandt mængden, og mange blege ansigter afslørede de tanker, der skjulte sig bag dem. Gengældelsen syntes allerede at hjemsøge dem, der var skyldige i Jesu blod.JSL 524.5