De første disciple

Den følgende dag, mens to disciple stod tæt ved, så Johannes atter Jesus blandt folket. Atter strålede profetens ansigt i lyset fra den usynliges herlighed, idet han udbrød: “Se, dér er Guds lam!” Ordene fik disciplenes hjerter til at banke. De forstod dem ikke fuldt ud. Hvad betød det navn, som Johannes havde givet ham: “Guds lam?” Johannes selv havde ikke givet nogen forklaring på det.JSL 88.6

De forlod Johannes og gik hen for at opsøge Jesus. Den ene af de to var Andreas, Simons broder; den anden var evangelisten Johannes. Disse to blev Kristi første disciple. Drevet af en uimodståelig indskydelse fulgte de efter Jesus — ivrige efter at få ham i tale, men alligevel benovede og tavse, fortabte over tankens overvældende betydning: “Mon han er Messias?”JSL 88.7

Jesus vidste, at disciplene fulgte ham. De var førstegrøden af hans gerning, og den guddommelige lærers hjerte frydede sig over, at disse to tog imod hans nåde. Alligevel spurgte han blot, idet han vendte sig om: “Hvad vil I?” Han ville stille dem frit med hensyn til at vende om eller at tale om deres ønsker.JSL 88.8

De var sig kun et eneste formål bevidst. Deres tanker drejede sig kun om en eneste ting. De sagde: “Rabbi, hvor bor du?” Under en kort samtale ved vejkanten kunne de ikke modtage det, som de længtes efter. De ønskede at være alene med Jesus, at sidde ved hans fødder og lytte til hans ord.JSL 89.1

“Han sagde til dem: ‘Kom og se!’ Da gik de med og så, hvor han boede, og blev hos ham den dag.”JSL 89.2

Hvis Johannes og Andreas havde haft det samme vantro sind som præsterne og rådsherrerne, ville man ikke have fundet dem lyttende ved Jesu fødder. Så ville de være kommet til ham som kritikere for at bedømme hans ord. På denne måde lukker mange døren i for de mest værdifulde muligheder. Men det gjorde disse første disciple ikke. De havde været modtagelige for Helligåndens kald gennem Johannes Døbers prædiken. Nu genkendte de den himmelskes lærers røst. For dem var Jesu ord fyldt af friskhed, sandhed og skønhed. Der faldt et guddommeligt lys over læren i de gammeltestamentlige skrifter. Sandhedens mangesidige emner stod i et nyt lys.JSL 89.3

Det er anger og tro og kærlighed, der gør mennesket rede til at modtage visdommen fra Himmelen. Tro, som virker ved kærlighed, er nøglen til viden, og enhver som elsker, “kender Gud” ^{51 Joh 4,7}.JSL 89.4

Disciplen Johannes var en mand af alvor og dyb hengivenhed, ivrig, men dog eftertænksom. Han var begyndt at kunne se Kristi herlighed — ikke den jordiske pomp og pragt, som han var oplært til at håbe på, men “en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed” ^{6Joh 1,14}. Han var helt fordybet i eftertænksomhed over dette vidunderlige emne.JSL 89.5