Nikodemus opsøger Jesus

Efter at Nikodemus havde hørt Jesus, undersøgte han bekymret profetierne om Messias; og jo mere han søgte, desto stærkere blev hans overbevisning om, at dette var ham, der skulle komme. Ligesom mange andre i Israel havde han været meget ulykkelig over vanhelligelsen af templet. Han var vidne til, at Jesus uddrev dem, som købte og solgte. Han så den vidunderlige tilkendegivelse af guddomsmagt. Han så Frelseren tage imod de fattige og helbrede de syge. Han så deres lykkelige udtryk og hørte deres lovprisning. Og han kunne ikke være i tvivl om, at Jesus fra Nazaret var den, som Gud havde udsendt.JSL 110.3

Han nærede et brændende ønske om at få en samtale med Jesus, men veg tilbage for at spørge ham åbenlyst. Det ville være for ydmygende for en af jødernes rådsherrer at indrømme, at han sympatiserede med en lærer, og tilmed en, der var så lidt kendt. Og hvis hans besøg skulle komme rådet for øre, ville de falde over ham med hån og anklager. Han bestemte sig for et hemmeligt møde og undskyldte dette med, at hvis han gik åbenlyst til værks, kunne andre finde på at følge hans eksempel. Ved en diskret forespørgsel fik han at vide, hvor på Oliebjerget Frelseren tilholdssted var, og han ventede, indtil byen var slumret ind, og opsøgte ham derefter.JSL 111.1

I Kristi nærvær følte Nikodemus en mærkelig frygtsomhed, som han søgte at skjule bag et roligt og værdigt ydre. “Rabbi!” sagde han, “vi ved, du er en lærer, der er kommet fra Gud; for ingen kan gøre de tegn, du gør, uden at Gud er med ham.” Han håbede, at han ved at tale om Kristi sjældne gaver som lærer og også om hans underfulde magt til at gøre undere kunne bane vejen for sin samtale. Hans ord var beregnet på at udtrykke og indgyde tillid; men i virkeligheden var de udtryk for vantro. Han anerkendte ikke Jesus som Messias, men kun som en lærer, der var sendt fra Gud.JSL 111.2