Uligevægtige sind

ULIGEVÆGTIGE SIND
VM3 32.1

[Gud har betroet enhver af os hellige hverv, som han holder os ansvarlige for. Det er hans hensigt, at vi således skal oplære sindet, at vi bliver i stand til at gøre brug af de talenter, han har givet os, på en sådan måde, at vi kan udrette mest muligt godt og tjene den guddommelige giver til ære. Vi skylder Gud alle sindets kræfter. Disse kræfter kan kultiveres og på en så forstandig måde ledes og beherskes, at hensigten med, at de blev givet, opnås. Det er en pligt :således at oplære sindet, at sjælens kræfter kommer til udtryk og enhver evne udvikles. Når alle evner holdes i virksomhed, vil forstanden styrkes og den hensigt, i hvilken de blev givet, vil opnås.VM3 32.2

Mange udretter ikke mest muligt godt, fordi de bruger åndsevnerne på eet område og undlader at tage sig omhyggeligt af de ting, som de mener, de ikke er skikkede til. Nogle evner, der er svage, får således lov til at ligge i dvale, fordi det arbejde, der skulle sætte dem i virksomhed og følgelig bibringe dem styrke, ikke falder behageligt. Alle sindets Kræfter bør opøves og alle evner dyrkes. Opfattelsesevne, dømmekraft, hukommelse og alle de rationelle kræfter bør være lige stærke, for at sindet kan være vel afbalanceret.VM3 32.3

Dersom visse evner bliver benyttet på bekostning af, at andre forsømmes, bliver Guds hensigt med os ikke fuldt ud gennemført; for alle evnerne har en forbindelse med og er i høj grad afhængige af hverandre. For at ligevægten nøje kan blive bevaret, kan den ene ikke bruges med god virkning, uden at alle virker. Dersom den ene skænkes al opmærksomhed, medens andre ligger i dvale, er udviklingen stærk i denne ene og vil lede til yderligheder, fordi ikke alle kræfterne er blevet plejet. Nogles sind forkrøbles og har ikke den rette ligevægt. Ikke alles sind er fra naturen ens sammensat. Der gives forskellige slags sind; nogle er stærke på visse punkter og meget svage på andre. Disse mangler, der er så iøjnefaldende, behøver ikke at forekomme og burde ikke forekomme. Hvis de, der besidder et sådant sind, ville styrke de svage punkter i deres karakter ved dannelse og øvelse, ville de blive stærke.VM3 33.1

Det er behageligt, men dog ikke fordelagtigt, at bruge de evner, som af naturen er stærkest, medens man forsømmer dem, som er svage, men som trænger til at styrkes. De svageste evner burde skænkes omhyggelig opmærksomhed, for at alle åndens kræfter kan komme i skøn ligevægt og alle udføre deres del ligesom et vel reguleret maskineri. Vi er afhængige af Gud, når det gælder bevarelsen af alle vore evner. kristne har pligt over for Gud til at oplære sindet således, at alle evnerne kan styrkes og udvikles mere fuldstændigt. Dersom vi forsømmer at gøre dette, vil de aldrig kunne fuldbyrde den hensigt, de var bestemte til. Vi har ingen ret til at forsømme nogen af de kræfter, Gud har givet os. Vi ser monomaner (sygeligt ensidige mennesker) overalt i landet. De er tit normale på alle punkter på eet nær. Grunden hertil er, at det ene sindsorgan har været særlig meget brugt, medens de andre har fået lov il at ligge i dvale. Det ene, som var i stadig anvendelse, blev udmattet og sygeligt og manden blev et vrag. Gud blev ikke æret ved, at han fulgte denne fremgangsmåde. Havde han givet alle organer ligelig øvelse, ville alle have fået en sund udvikling; alt arbejde ville ikke være blevet lagt på det ene og intet organ ville være brudt sammen.VM3 33.2

Prædikanter må være forsigtige, at de ikke kuldkaster Guds hensigter ved egne planer. De står i fare for at indsnævre Guds værk og begrænse deres arbejde til visse steder og ikke udvikle en særlig interesse for Guds værk på alle dets forskellige områder. Der er nogle, der samler deres sind omkring eet emne, til udelukkelse af andre, som kan være lige så vigtige. De er ensidige. Alle de Kræfter, de besidder i hele deres væsen, koncentreres om det emne, der for tiden optager deres sind. Ethvert andet hensyn tabes af syne. Dette ene yndlingsemne udgør hovedtemaet i deres sind og er genstanden for deres samtale. Alle de beviser, der har forbindelse med dette emne, gribes og anvendes med begærlighed og der bliver dvælet så udførligt ved det, at det trætter tanken at følge dem.VM3 34.1

Tid spildes ofte med forklaring af punkter, der i virkeligheden er uvæsentlige og som ville blive anset for afgjort uden fremlæggelse af bevis, da de er selvindlysende. Men virkelig vigtige punkter bør fremholdes med så megen klarhed og styrke, som sproget formår. Evnen til at samle tankerne om een genstand med udelukkelse af alle andre er god til en vis grad; men den stadige anvendelse af denne evne slider på de organer, der sættes i virksomhed for at gøre dette arbejde; det lægger for stor en byrde på dem og følgen bliver, at det ikke lykkes at udføre den størst mulige mængde godt. Det væsentlige slid går ud over een gruppe organer, medens de andre befinder sig i dvale. Sindet kan således ikke virke sundt og som følge deraf forkortes livet.VM3 34.2

Alle evnerne bør bære en del af arbejdet, virke harmonisk og afbalancere hinanden. De, der sætter hele deres sindsstyrke ind på et enkelt emne, står meget tilbage på andre punkter, fordi evnerne ikke udvikles ligeligt. Det foreliggende emne opsluger hele deres opmærksomhed, de ledes videre og videre og trænger dybere og dybere ind i sagen. De ser kundskab og lys, efter som de bliver interesseret og optaget. Men der er meget få, som formår at følge dem, medmindre de har tænkt lige så dybt over sagen. Der er fare for, at sådanne mænd pløjer og planter sandhedens sæd så dybt, at de ømtålige, dyrebare spirer aldrig finder op til overfladen.VM3 34.3

Der udføres ofte meget hårdt arbejde, som ikke er påkrævet og som aldrig vil blive påskønnet. Hvis de, der besidder stor evne til at koncentrere sig, udvikler denne evne og forsømmer andre, kan de ikke have et velafbalanceret sind. De ligner et maskineri, hvor kun een gruppe hjul arbejder samtidig. Medens nogle hjul ruster på grund af uvirksomhed, udslides andre ved stadig brug. Mænd, der udvikler een eller to evner og ikke benytter alle ligeligt, kan ikke udrette halvdelen af det gode i verden, som Gud havde til hensigt, at de skulle udrette. De er ensidige; kun halvdelen af de kræfter, Gud har givet dem, sættes i virksomhed, medens den anden halvdel ruster op i uvirksomhed.VM3 35.1

Dersom de, hvis sind er således indstillet, har en særlig gerning, der kræver tænkning, bør de ikke anvende alle deres kræfter til denne ene ting med udelukkelse af alle andre interesser. Medens de gør det foreliggende emne til deres hovedopgave, bør de vie en del af deres tid til andre grene af virksomheden. Dette ville være meget bedre for dem selv og for sagen i almindelighed. Man bør ikke udelukkende lade opmærksomheden dreje sig om een gren af virksomheden og forsømme alle andre. I deres skriftlige arbejde trænger nogle til at være forsigtige, så de ikke fordunkler klare punkter ved at underbygge dem med mange argumenter, som ikke vil være af levende interesse for læseren. Hvis de til kedsommelighed opholder sig ved enkelte punkter og fremdrager enhver detalje, som de kommer i tanker om, er deres arbejde næsten spildt. Læserens interesse vil ikke være stor nok til at følge emnet til dets afslutning. Selv de mest væsentlige sandhedspunkter kan gøres uklare ved, at man fæster sig ved hvert mindre betydningsfuldt punkt. Man iler over et stort område, men det arbejde, man gør sig så megen møje for, er ikke egnet til at udrette mest muligt godt ved at vække almindelig interesse.VM3 35.2

I denne tid, da behagelige eventyr flyder på overfladen og tiltrækker menneskenes sind, er det bedre at fremholde sandheden i en letfattelig form, støttet af nogle få stærke beviser, end det er at finde og opstille en overvældende mængde af vidnesbyrd; for pointen vil da ikke fremtræde så klart i manges sind, som den gjorde, før indvendingerne og beviserne blev fremlagt for dem. For manges vedkommende vil udtalelser til forsvar nå længere end vidtløftige argumenter. De vil anse mange ting for givet. Beviser hjælper ikke sagen i sådanne sind. Vejl f menigh bd. 1 side 244-247]VM3 36.1