Akabs tilfælde er en advarsel
Akabs tilfælde er en advarsel
Under Akabs perverse styreform, veg Israel bort fra Gud og og deres veje blev fordærvede. “Akab, Omris søn, gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, i højere grad end alle hans forgængere. Og som om det ikke var nok med, at han vandrede i Jeroboams, Nebats søns, synder, ægtede han oven i købet Jesabel, en datter af Zidoniemes konge Etba'al og gik hen og dyrkede Ba'al og tilbad ham. Han rejste Ba'al et alter i Ba'alstemplet, som han lod bygge i Samaria. Og Akab lavede asjerastøtten og gjorde endnu flere ting, hvorved han krænkede Herren, Israels Gud, værre end de konger, der havde hersket før ham i Israel.”VM3 262.2
Akab var svag i moralsk kraft. Han havde ikke en høj fornemmelse af hellige ting; han var selvisk og uden principper. Hans ægteskabsforbindelse med en kvinde af beslutsom karakter og tydeligt temperament, som var overgivet til afguderi, gjorde dem begge til særlige Satans agenter der ledte Guds folk til afguderi og frygteligt frafald. Jezabels bestemte ånd dannede Akabs karakter. Hans egenkærlige natur var ude af stand til at fatte Guds nådegaver til sit folk og sin egen forpligtelse til Gud som fører og leder for Israel. Gudsfrygt herskede mindre i Israel. Blasfemiske tegn på deres blinde afguderi kunne ses midt iblandt Guds Israel. Der var ingen som vovede at udsætte deres liv ved at stå åbent frem i modstand for den fremherskende blasfemiske afgudsdyrkelse. Baals altre og Baals præster som ofrede til solen, månen og stjerne, var alle steder iøjnefaldende. De havde indviede templer og trælunde hvor menneskehænders arbejde var placeret til tilbedelse. De goder som Gud gav sit folk fremkaldte ingen taknemmelighed til Giveren. Alle himlens gaver, de løbende bække, levende vandes strømme, den milde dug, regnens vand som fornyede jorden og fik dens marker til at give i overfold, — dette tilskrev de deres guders gunst.VM3 262.3
Elias’ trofaste sjæl var bedrøvet. Hans vrede var vækket og han var nidkær for Guds herlighed. Han så at Israel var dumpet ned i et frygteligt frafald. Og da han kom i tanker om de store ting Gud havde gjort for dem, blev han overvældet af sorg og forbavselse. Men alt dette havde størstedelen af folket glemt. Han gik frem for Herren og med sin sjæl presset i pine, bad han indtrængende ham om at han måtte frelse sit folk, om det ved Guds domme var muligt. Han bad Gud indtrængende om at tilbageholde dug og regn fra sit utaknemmelige folk, himlens rigdomme, så det frafaldne Israel forgæves kunne se på deres guder, deres afguder af guld, træ og sten, solen, månen og stjernerne, der vander og beriger jorden og får den til at give af overflod. Herren fortalte Elias at han havde hørt hans bøn og ville tilbageholde dug og regn fra sit folk indtil de angrende ville vende sig til ham.VM3 263.1