Elias er fortvivlet

Elias er fortvivlet

Efter at Elias havde vist et så uforforfærdet mod i kampen mellem liv og død, efter han havde sejret over kongen, præsterne og folket, kunne vi naturligt formode han aldrig ville blive fortvivlet eller blive skræmt til frygtsomhed.VM3 288.1

Efter at han første gang havde vist sig for Akab og udtalt Guds domme over for ham på grund af hans og Israels frafald, førte Gud hans vej fra Jesabels magt til et sikkert sted i bjergene, ved Kisjonbækken. Der ærede han Elias ved at sende ham mad morgen og aften ved en Guds engel. Da bækken blev tom, sendte han ham til enken i Sarepta og udførte et dagligt mirakel, ved at holde enken og Elias med mad. Efter at han var blevet velsignet med beviser for en sådan kærlighed og omsorg fra Gud, ville vi mene at Elias aldrig vil miste tilliden til ham. Men apostlen fortæller os at han har samme tilbøjeligheder som vi og ligesom vi genstand for fristelser.VM3 288.2

Akab fortalte sin hustru om dagens underfulde begivenheder og de underfulde tilkendegivelser af Guds kraft der viste at Jehova, himlens og jordens Skaber, var Gud; også at Elias havde slået baalprofeterne ihjel. Den syndsforhærdede Jesabel blev rasende over dette. Fræk, trodsig og sikker på sit afguderi, erklærede hun at Akab og Elias ikke skulle leve.VM3 288.3

Den nat vækkede en budbringer den trætte profet og overleverede Jesabels ord, givet ved de hedenske guders navn, at hun ville, i Israels nærhed, gøre det mod Elias som han havde gjort mod Baals præster. Elias burde imødekomme denne behandling og edsaflæggelse fra Jesabel med en anmodning om beskyttelse fra himlens Gud, som har hvervet ham til det arbejde han har gjort. Han burde have fortalt budbringeren ar Gud som han har stolet på vil være hans beskytter imod Jesabels had og trusler. Men Elias’ tro og mod synes at svigte. Han fór forvirret op af sin slummer. Regnen væltede ned fra himlen og mørke er på alle sider. Han mister Gud af syne og flygter for sit liv som om blodhævnen var lige bag ham. Han efterlader sin tjener bag sig på vejen, om morgnen langt fra menneskers boliger, alene i en trøstesløs ørken. “Da blev han bange, stod op og drog bort for at redde sit liv. Han kom da til Be'ersjeba i Juda. Der lod han sin tjener blive og vandrede selv en dagsrejse ud i ørkenen og satte sig under en gyvelbusk og ønskede sig døden, idet han sagde: “Nu er det nok, Herre; tag mit liv, thi jeg er ikke bedre end mine fædre!” Så lagde han sig til at sove under en gyvelbusk. Og se, en engel rørte ved ham og sagde: “Stå op og spis!” Og da han så sig om, se, da lå der, hvor hans hoved havde hvilet, et ristet brød og der stod en krukke vand; og han spiste og drak og lagde sig igen. Men Herrens engel kom atter og rørte ved ham og sagde: “Stå op og spis, ellers bliver vejen dig for lang!” Da stod han op og spiste og drak; og styrket af dette måltid vandrede han i fyrretyve dage og fyrretyve nætter lige til Guds bjerg Horeb. Der gik han ind i en hule og overnattede. Da lød Herrens ord til ham: “Hvad er du her efter, Elias?”VM3 289.1

Elias burde have stolet på Gud, som har advaret ham imod at flygte og fundet asyl fra Jesabels had, sikker fra Akabs omhyggelige eftersøgning. Denne gang havde Herren ikke bedt ham om at flygte. Han havde ikke ventet på at Herren talte til ham. Han handlede overilet. Havde han ventet med tro og tålmod, ville Gud havde beskyttet sin tjener og ville have givet ham et andet tydeligt sejrssignal i Israel ved at sinde sende domme over Jesabel.VM3 290.1

Træt og udmattet, sætter Elias sig ned for at hvile. Han er modløs og var lige ved at knurre. Han siger: “Nu er det nok, herre; tag mit liv, thi jeg er ikke bedre end mine fædre!” Han føler at livet ikke mere er ønskværdigt. Han forventer at de, efter Guds krafts klare åbenbarelse over for Israels, vil være sande og trofaste over for Gud. Han forventede at Jesabel ikke længere ville have indflydelse over Akabs sind og at der vil være en generel fornyelse i Israels rige. Og skønt trusselsbudskabet fra Jesabel blev meddelt til ham, glemte han at Gud var den samme alt-styrkende og medlidende Gud som han var da han bad til ham efter ild fra himlen og den kom og for regn og den kom. Gud tilstod enhver anmodning, alligevel er Elias flygtning langt væk fra menneskers hjem og han ønsker aldrig at se mennesker igen.VM3 290.2

Hvordan ser Gud på sin lidende tjener? Svigtede han ham fordi fortvivlelse og modløshed havde grebet ham? Oh nej. Elias var lammet af modløshed. Hele dagen havde han slidt i det uden mad. Da han ledte Akabs vogn, løb foran den til byporten, var han ved stærkt mod. Han havde et stort håb at Israel som et folk ville vende tilbage til deres alliance med Gud og genvinde hans gunst. Men den reaktion som ofte følger med troshøjnelse og god fremgang, betyngede Elias. Han var ophøjet til Pisgas top, til at ydmyges til den nederste dal i tro og følelser. Men Guds øjne var stadig rettet på hans tjener. Han elskede ham ikke mindre selvom han følte sig sønderbrudt og svigtet af Gud og mennesker, skønt ilden, i bønhørelse, lynede fra himlen og oplyste Karmel.VM3 290.3

Dem som ikke har båret tunge ansvar, eller som ikke har vænnet sit til at føle det så dybt, kan ikke forstå Elias’ følelser og er ikke rede til at give ham den forståelse han fortjener. Gud kender hjertet og kan læse dets smertelige pine under fristelser og smertelige kamp.VM3 291.1

Idet Elias sover under gyvelbusken, vækkede en svag berøring og behagelig stemme ham. Med det samme farer han sammen i forfærdelse, som han skulle til at flygte, som om fjenden havde listet sig bag ind på ham. Men idet det medynkende kærlige ansigt bøjede sig over ham, ser han at det ikke er en fjende, men en ven. En engel har været sendt frem med mad fra himlen for at støtte Guds tjener. Hans stemme siger til Elias: “Stå op og spis!” Efter at Elias havde taget imod den forfriskning der var tilberedt ham sov han ind igen. For anden gang kom Guds engel for at tjene Elias mangler. Han rørte ved den trætte og udmattede mand og i medlidende ømhed sagde til ham: “Stå op og spis, ellers bliver vejen dig for lang!” Elias blev styrket og gennemførte sin rejse til Horeb. Han var i en ødemark. Om natten søgte han ly i en hule, for de vilde dyr.VM3 291.2

Her mødte Gud, gennem sine engle, Elias og spurgte ham: “Hvad er du her efter, Elias?” Jeg sendte dig til Kedronbækken, jeg sendte dig til enken i Sarapta, jeg sendte dig til Samaria med et budskab til Akab, men hvem sendte dig ud på denne lange rejse i ødemarken? Hvad er dit ærinde her? Elias sørgede over sin sjæls nød over for Herren: “Han svarede: “Jeg har været fuld af nidkærhed for Herren, hærskarers Gud, fordi israelitterne har forladt din pagt; dine altre har de nedbrudt og dine profeter har de ihjelslået med sværd! Jeg alene er tilbage og nu står de mig efter livet!” Da sagde han: “Gå ud og stil dig på bjerget for Herrens åsyn!” Og se, Herren gik forbi og et stort og stærkt vejr, der sønderrev bjerge og sprængte klipper, gik foran Herren, men Herren var ikke i vejret. Efter vejret kom der et jordskælv, men Herren var ikke i jordskælvet. Efter jordskælvet kom der ild, men Herren var ikke i ilden. Men efter ilden kom der en stille, sagte susen og da Elias hørte den, hyllede han sit hoved i sin kappe og gik ud og stillede sig ved indgangen til hulen; og se, en røst lød til ham: “Hvad er du her efter Elias?” Han svarede: “Jeg har været fuld af nidkærhed for Herren, hærskarers Gud, fordi israelitterne har forladt din pagt; dine altre har de nedbrudt og dine profeter har de ihjelslået med sværd! Jeg alene er tilbage og nu står de mig efter livet!”VM3 291.3

Så viser Herren sig selv for Elias og viser ham at stille tillid og fast tiltro til Gud altid vil være en nærværende hjælp for ham.VM3 292.1

Jeg er blevet vist, at min mand har fejlet ved at vise fortvivlelse og mistro til Gud lov. Igen og igen har Gud åbenbaret sig for ham med mærkbare vidnesbyrd på hans omsorg, kærlighed og kraft. Men når han har set at hans interesse og nidkærhed for Gud og hans sag ikke er blevet forstået eller påskønnet, har han til tider ladet sig overvælde af modløshed og fortvivlelse. Gud har givet min mand og mig et særligt og vigtigt arbejde et gøre i hans sag, med at irettesætte og rådføre hans folk. Når vi ser at vore irettesættelser bliver ringeagtet og gengældt med had i sted for med forståelse, så har vi ofte givet slip på vor tro og tillid til Israels Gud; og, ligesom Elias, har vi givet efter for fortvivlelse. Her findes min mands fejl — han bliver modløs fordi hans brødre bringer ham prøvelser i stedet for hjælp. Og når hans brødre, i min mands fortvivlelse, ser effekten af deres vantro og manglene forståelse, er nogle lige ved at juble over ham og tage fordel af hans modløshed og føle at Gud alligevel ikke er med bror White eller han vil ikke vise svaghed i denne retning. Jeg henviser sådanne til Elias’ gerning og til hans fortvivlelse og modløshed. Vi har menneskelige svagheder at kæmpe med. Men hvis vi stoler på Gud, vil han aldrig forlade os eller svigte os. Under alle omstændigheder må vi have fast tillid til Gud, så at han aldrig vil forlade eller svigte os så vi bevarer vor renhed.VM3 292.2

Min mand kunne fatte mod i hans modløshed, da han har en medlidende himmelsk fader som læser motiverne og forstår sjælenes hensigter. Dem som står i kampens hede og som er ledet af Guds Ånd til at gøre et særligt arbejde for ham, vil ofte føle en tilbagevirkning når presset fjernes og nogen kan i fortvivlelse presse dem hårdt og ryste den mest heltemodige tro og svække de mest faste sind. Gud forstår alle vor svagheder. Han kan ynkes og elske når menneskers hjerter kan være lige så hårde som fline. At vente tålmodigt og stole på Gud når alt ser mørkt ud er den lektie min mand må lære bedre. Gud vil ikke svigte ham i hans retskaffenhed.VM3 293.1