Tilstanden i menigheden

TILSTANDEN I MENIGHEDEN
VM3 474.3

[Der er stort behov for en reformation iblandt Gods folk. Menighedens nuværende tilstand rejser dette spørgsmål: Er dette en rigtig fremstilling af ham, som gav sit liv for os? Er dette Kristi efterfølgere, brødre til dem, der ikke agtede deres eget liv dyrebart? De, der holder mål med det bibelske ideal, med bibelens beskrivelse af Kristi efterfølgere, er i sandhed få, Mange har forladt Gud, kilden med det levende vand og har hugget sig cisterner, “sprukne cisterner, der ikke kan holde vand.” Engelen sagde: “Mangel på kærlighed og tro er de store synder, Guds folk nu er skyldigt i.” Mangel på tro fører til ligegyldighed og til kærlighed til selvet og til verden. De, der skiller sig fra Gud og falder i fristelse, hengiver sig til grove laster; for det kødelige hjerte leder til stor ugudelighed. Og denne tilstand forekommer hos mange iblandt Guds bekendende folk. Medens de efter bekendelsen tjener Gud, fordærver de i enhver henseende deres veje for ham. Mange hengiver sig til lyst og lidenskab til trods for, at sandhedens klare lys påpeger faren og siger: Tag jer i agt, læg bånd på jer og fornægt jer selv! “Syndens løn er døden.” Skønt deres eksempel, der har lidt skibbrud på troen, står som en advarsel for andre imod at følge den samme kurs, er der mange, som vildt stormer frem. Satan har herredømme over deres sind og synes at have magt over deres legemer.VM3 474.4

Oh, hvor mange er der ikke, der smigrer sig med, at de er gode og retfærdige, når det sande lys fra Gud åbenbarer, at de hele deres liv kun har levet for at behage sig selv! Gud nærer afsky for hele deres færd. Hvor mange der dog er, som lever uden loven! I deres store mørke betragter de sig selv med tilfredshed; men hvis Guds lov blev åbenbaret for deres samvittighed, som den blev åbenbaret for Paulus, ville se, at de var solgt under synden og at de måtte dø fra det kødelige sind. Selvet må ihjelslås.VM3 475.1

Hvilke sørgelige og frygtelige fejl mange dog begår! De bygger på sand, men smigrer sig med, at de står fastnaglede til den evige klippe. Mange, der bekender sig til gudsfrygt, iler fremad lige så sorgløst og er lige så intetanende om deres fare, som om der ikke var en tilkommende dom. En frygtelig gengældelse venter dem og dog beherskes de af indskydelser og grov lidenskab; de udfylder et mørkt livsregnskab til dommen. Jeg opløfter min stemme med advarsel til alle, som nævner Kristi navn, om at afstå fra al ugudelighed. Rens jeres sjæle ved, at lyde sandheden! Rens jer selv fra al kødets og åndens urenhed, så I fuldkommer hellighed i Gudsfrygt! I, hvem dette gælder, ved, hvad jeg mener. Selv I, som har fordærvet jeres veje for Herren, taget del i den ugudelighed, som i overflod er til stede og besudlet jeres sjæle med synd, bliver fremdeles indbudt af Jesus til at vende om fra jeres vej, gribe hans styrke og i ham finde fred, kraft og nåde, hvorved I kan mere end sejre i hans navn.VM3 475.2

Denne vanartede tids fordærvelser har sat plet på mange sjæle, som bekendte sig til at tjene Gud. Men selv nu er det ikke for sent at rette på det, som er forkert og til, at en korsfæstet og genopstanden frelser kan gøre soning for dig, hvis du omvender dig og indser din trang til tilgivelse. Vi behøver nu at våge og bede som aldrig før, for at vi ikke skal falde under fristelsens magt og efterlade os et eksempel på et liv, som kun er et ynkeligt vrag. Som et samfund må vi ikke blive skødesløse og se på synden med ligegyldighed. Lejren trænger til at renses. Alle, som nævner Kristi navn, behøver at våge og bede og at bevogte vejene til sjælen; for Satan arbejder for at fordærve og ødelægge, såfremt han får den mindste anledning.VM3 476.1

Mine brødre, Gud kalder jer som sine efterfølgere til at vandre i lyset. I har grund til at ængstes. Synd findes iblandt os og man synes ikke, at den er overvættes syndig. Hos mange er sanserne blevet sløve som følge af eftergivenhed over for appetitten og fortrolighed med synd. Vi trænger til at nærme os himmelen. Vi kan vokse i nåden og i kundskab om sandheden. Formaningen til at vandre i lyset og til at løbe på Guds buds vej bibringer os ikke den tanke, at vi kan stå stille og intet foretage os. Vi må skride fremad.VM3 476.2

I selvkærlighed, selvophøjelse og stolthed er der stor svaghed; men i ydmyghed er der stor styrke. Vor sande værdighed opretholdes ikke ved, at vi tænker mest på os selv, men ved, at Gud er i alle vore tanker og vore hjerter gløder af kærlighed til vor Genløser og kærlighed til vore medmennesker. Karakterens enfoldighed og hjertets sagtmodighed vil bringe lykke, medens indbildskhed vil bringe misfornøjelse, græmmelse og uophørlig skuffelse. Det, som vil bringe os guddommelig styrke, er, at vi lærer at tænke mindre på os selv og mere på at gøre andre lykkelige.VM3 476.3

I vor adskillelse fra Gud og i vor stolthed og vort mørke søger vi stadig at ophøje os selv og vi glemmer, at et ydmygt sind er styrke, Vor frelsers kraft bestod ikke i en mægtig samling af skarpe ord, som ville gennemtrænge selve sjælen; det var hans mildhed og hans enkle, fordringsløse væsen, der gjorde ham til en hjerternes besejrer. I sammenligning med sagtmodighed og ydmyghed er stolthed og indbildskhed visselig svaghed. Vi indbydes til at lære af ham, som var sagtmodig og ydmyg af hjertet; da vil vi erfare den hvile og fred, som er så såre attråværdig. Vejl f menigh bd. 1 side 332-334]VM3 477.1