Forretningsprincipper og -metoder

Der findes ingen gren inden for lovlig virksomhed, hvortil ikke Bibelen yder en betydningsfuld forberedelse. Dens grundregler om flid, ærlighed, sparsommelighed, mådehold og renhed rummer hemmeligheden ved, at et foretagende lykkes. Disse principper, der er forkyndt i Ordsprogenes bog, rummer en skat af praktisk visdom. Hvor mon købmanden, håndværkeren eller den ledende inden for enhver gren af forretningslivet kan finde bedre leveregler for sig selv eller sine underordnede end i disse visman­dens ord:UD 136.1

“Ser du en mand, som er snar til sin gerning, da skal han stedes for konger, ikke for folk af ringe stand.” Ordsp. 22,29.“Ved al slags møje vindes der noget, mundsvejr volder kun tab.” Ordsp. 14,23.“Den lade attrår uden at få.”“Dranker og frådser forarmes, søvn giver lasede klæder.” Ordsp. 13,4; 23,21.“Bagtaleren røber, hvad ham er betroet, hav ej med en åbenmundet at gøre.” Ordsp. 20,19.“Den, som har kundskab, tøjler sin tale, men alle tåber vil strid.” Ordsp. 17,27; 20,3.“Kom ikke på gudløses sti;”“kan man vandre på glødende kul, uden at fødderne svides?” Ordsp. 4,14; 6,28.UD 136.2

“Omgås vismænd, så bliver du vis.” Ordsp. 13,20. Hele rækken af vore forpligtelser over for hinanden dækkes af dette ord af Kristus:“Alt, hvad I vil, at menneskene skal gøre mod jer, det samme skal I gøre mod dem.” Matt. 7,12.UD 137.1

Hvor mange mennesker kunne ikke have undgået økonomisk fallit og ruinering ved at lægge mærke til de advarsler, der så ofte gentages og betones i Skrifterne:“Jag efter rigdom undgår ej straf.” Ordsp. 28,20.UD 137.2

“Rigdom, vunden i hast, smuldrer hen, hvad der samles håndfuld for håndfuld, øges.” Ordsp. 13,11.“At skabe sig rigdom ved løgnetunge er jag efter vind i dødens snarer.” Ordsp. 21,6.“Låntager bliver långivers træl.” Ordsp. 22,7.“Den går det ilde, som borger for andre, tryg er den, der hader håndslag.” Ordsp. 11,15.“Flyt ej ældgamle skel, kom ikke på faderløses mark, thi deres løser er stærk, han fører deres sag imod dig.”“Vold mod den ringe øger hans eje, gave til rigmand gør ham kun fattig.”“I graven, man graver, falder man selv, af stenen, man vælter, rammes man selv.” Ordsp. 23,10-11; 22,16; 26,27.UD 137.3

Dette er principper, som er nær knyttet til samfundets trivsel, både når de angår verdslige og religiøse anliggender. Det er disse prin­cipper, der betrygger liv og ejendom. For alt, hvad der skaber tillid og samarbejde, står verden i gæld til Guds lov, sådan som den findes i hans ord, og sådan som den kan spores, omend ofte i dunkle og næsten udslettede træk, i menneskers hjerter.UD 137.4

Salmistens ord:“Din munds lov er mig mere værd end guld og sølv i dynger” (Sl. 119,72), forkynder det, som er sandt også fra andre syns­punkter end det religiøse. De forkynder en ubetinget sandhed og en sand­hed, der anerkendes inden for forretningsverdenen. Selv i denne pengebe­gærlighedens tidsalder, hvor konkurrencen er så hård og fremgangsmåden så samvittighedsløs, indrømmes det stadig i vide kredse, at for en ung mand, der skal begynde sin livsbane, er retskaffenhed, flid, mådehold, renhed og sparsommelighed en mere værdifuld kapital end et hvilket som helst penge­beløb.UD 137.5

Men alligevel findes der selv blandt dem, der forstår det værdi­fulde i disse egenskaber og anerkender, at de har deres udspring fra Bibelen, kun få, der anerkender det princip, som de bygger på.UD 138.1

Det, som ligger til grund for uangribelighed i forretningsanliggender og for, at disse virkelig skal lykkes, er erkendelsen af, at Gud ejer alt. Som alverdens Skaber er han den oprindelige ejer. Vi er hans forvaltere. Alt, hvad vi ejer, er blevet os betroet af ham, for at vi skal bruge det efter hans anvisning.UD 138.2

Dette er en forpligtelse, der påhviler hvert eneste menneske. Den står i forbindelse med alt, hvad der har med menneskelig virksomhed at gøre. Hvad enten vi erkender det eller ej, så er vi husholdere, der af Gud er udstyret med evner og muligheder, og som har fået vor plads tildelt her i verden for at udrette det arbejde, som han har anvist os.UD 138.3

Enhver har fået anvist sin gerning (Mark. 13,34), den gerning, som hans evner gør ham skikket til, den gerning, som vil være til den største gavn for ham selv og for hans medmennesker og til den største ære for Gud.UD 138.4

Således er vor gerning eller vort kald en del af Guds store plan, og så længe det udføres i overensstemmelse med hans vilje, er han selv ansvarlig for, at det lykkes. Som Guds medarbejdere (1Kor. 3,9) består vor andel i trofast at følge hans anvisninger. På denne måde bliver der ikke plads for ængstelig bekymring. Flid, troskab, omhu, sparsommelighed og takt er, hvad der kræves. Enhver evne skal opøves til sin højeste ydeevne. Men det afhænger ikke af, hvor godt vore bestræbelser lykkes, men af Guds løfter. Det ord, som mættede Israel i ørkenen og sørgede for Elias i hungersnødens tid, har i dag den samme kraft.“Derfor må I ikke være bekymrede og sige: Hvad skal vi spise? eller: Hvad skal vi drikke? ..... Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift.” Matt. 6,31-33.UD 138.5

Han, som giver mennesker evner til at skaffe sig rigdom, har knyttet en forpligtelse til gaven. Af alt, hvad vi erhverver os, kræver han en bestemt del. Tiendedelen tilkommer Herren.“Al tiende af landet, både af landets sæd og træernes frugt,““tiende af hornkvæg og småkvæg, ..... skal være helliget Herren.” 3Mos. 27,30. 32. Det løfte, som Jakob aflagde i Betel, viser forpligtelsens udstrækning.“Af alt, hvad du giver mig,” sagde han,“vil jeg give dig tiende.” 1Mos. 28,22.UD 139.1

“Bring hele tienden til forrådshuset” (Mal. 3,10), sådan lyder Guds befaling. Der appelleres hverken til taknemmelighed eller gavmildhed. Dette er en sag, som kun angår ærlighed. Tiendedelen tilhører Herren; og han befaler os at give ham det tilbage, som er hans eget.UD 139.2

“Af husholdere kræves nu i øvrigt, at de skal findes tro.” 1Kor. 4,2. Hvis ærlighed er en væsentlig grundregel i forretningslivet, må vi så ikke erkende vor for­pligtelse over for Gud den forpligtelse, der ligger til grund for enhver anden?UD 139.3

Fordi vi er husholdere, er vi under forpligtelse, ikke blot over for Gud men over for mennesker. Enhver står i gæld til Frelserens uendeli­ge kærlighed for livets gaver. Føde og klæder og husly det er alt sammen købt med hans blod. Og gennem den forpligtelse til taknemmelighed og tjeneste, der således er pålagt os, har Kristus knyttet os til vore medmennesker. Han byder os:“Tjen hverandre i kærlighed.” Gal. 5,13.“Hvad I har gjort imod en af mine mindste brødre der, har I gjort imod mig.” Matt. 25,40.UD 139.4

“Både til grækere og barbarer,” siger Paulus,“både til vise og uforstandige står jeg i gæld.” Rom. 1,14. Det gør vi også. Gennem alt, hvad der har velsignet vort liv fremfor andres, er vi blevet forpligtede over for hvert eneste menneske, som vi kan gavne.UD 140.1

Disse sandheder gælder lige så vel for kassererkontoret som for lønkammeret. De varer, vi har med at gøre, er ikke vore egne, og denne kendsgerning tør man aldrig med tryghed miste af syne. Vi er kun hushol­dere, og både vore medskabningets velfærd og vor egen skæbne i dette liv og i det, der kommer, er afhængige af, hvordan vi ud fører vore pligter over for Gud og mennesker.UD 140.2

“En strør om sig og gør dog fremgang, en anden nægter sig alt og mangler.”“Kast dit brød på vandet, thi du får det igen, går end lang tid hen.”“Gavmild sjæl bliver mæt; hvo andre kvæger, kvæges og selv.” Ordsp. 11,24-25; Præd. 11,1.UD 140.3

“Slid dig ikke op for at vinde dig rigdom. ..... Skal dit blik flyve efter den uden at finde den? Visselig gør den sig vinger som ørnen, der flyver mod himlen.” Ordsp. 23,4-5;UD 140.4

“Giv, så skal der gives jer. Et godt, presset, rystet, topfuldt mål skal de give i jeres skød; thi det mål, I måler med, med det skal I selv få tilmålt igen.” Luk. 6,38.UD 140.5

“Ær med din velstand Herren, med førstegrøden af al din avl; da fyldes dine lader med korn, dine perser svømmer over af most.” Ordsp. 3,9-10.UD 141.1

“Bring hele tienden til forrådshuset, så der kan være mad i mit hus; sæt mig på prøve dermed, siger Hærskarers Herre, om jeg da ikke åbner eder himmelens sluser og udøser velsignelse over eder i overmål. Jeg vil for eders skyld skræmme æderne, så at de ikke ødelægger eder landets afgrøde, og vinstokken på marken skal ikke slå eder fejl. ..... Og alle folkene skal love eder, fordi I har et yndigt land, siger Hærskarers Herre.” Mal. 3,10-12.UD 141.2

“Hvis I følger mine anordninger og holder mine bud og handler efter dem, vil jeg give eder den regn, I behøver, til sin tid, landet skal give sin afgrøde, og markens træer skal give deres frugt. Tærskning skal hos eder vare til vinhøst, og vinhøst skal vare til såtid. I skal spise eder mætte i eders brød og bo trygt i eders land. Jeg vil give fred i landet, så I kan lægge eder til hvile, uden at nogen skræmmer eder op.” 3Mos. 26,3-6.UD 141.3

“Læg vind på, hvad ret er; hjælp fortrykte, skaf faderløse ret, for enkens sag!”“Salig den mand, der tager sig af de svage, ham frelser Herren på ulykkens dag; Herren vogter ham, holder ham i live, det går ham vel i landet, han giver ham ikke i fjendevold.”“Er man god mod den ringe, låner man Herren, han gengælder en, hvad godt man har gjort.” Es. 1,17; Sl. 41,1-2; Ordsp. 19,17.UD 141.4

Den, som investerer sine penge på denne måde, samler sig dobbelt rigdom. Foruden det, som han dog til sidst må forlade, hvor klogt han end har udnyttet det, samler han sig rigdom for evigheden: den skat af karak­teregenskaber, som er det mest værdifulde eje på jorden eller i Himmelen.UD 141.5

“Herren kender de uskyldiges dage, deres arvelod bliver evindelig; de beskæmmes ikke i onde tider, de mættes i hungerens dage.” Sl. 37,18-19.UD 142.1

“Den, som vandrer fuldkomment og øver ret, taler sandhed af sit hjerte, ..... ej bryder ed, han svor til egen skade;”“den, der ringeagter vinding, vunden ved uret, væger sig ved at tage imod gave, ..... og lukker øjnene over for det onde højt skal en sådan bo; ..... han får sit brød, og vand er ham sikret. Dine øjne får kongen at se i hans skønhed, de skuer et vidtstrakt land.” Sl. 15,2-4; Es. 33,15-17.UD 142.2

Gud har i sit ord givet et billede af et lykkeligt menneske en, hvis liv i ordets sande betydning var lykkedes, en mand, som både Himmel og jord frydede sig over at ære. Job siger selv om sine erfaringer:UD 142.3

“Som i mine modne år, da Guds fortrolighed var over mit telt, da den Almægtige end var hos mig, og mine drenge var om mig, ..... da jeg gik ud til byens port og rejste mit sæde på torvet. Når ungdommen så mig, gemte den sig, oldinge rejste sig op og stod, høvdinger standsed i talen og lagde hånd på mund. Stormænds røst forstummede. .....UD 142.4

Øret hørte og priste mig lykkelig, øjet så og tilkendte mig ære. Thi jeg reddede den arme, der skreg om hjælp, den faderløse, der savnede en hjælper; den, det gik skævt, velsignede mig, Jeg frydede enkens hjerte; jeg klædte mig i retfærd, og den i mig, i ret som kappe og hovedbind. Jeg var den blindes øje, jeg var den lammes fod; jeg var de fattiges fader, udreded den mig ukendtes sag.”UD 142.5

“Nej, den fremmede lå ej ude om natten, jeg åbned min dør for vandringsmænd.”“Mig hørte de på og bied, ..... mit åsyns lys fik de ej til at svinde. Vejen valgte jeg for dem og sad som høvding, troned som konge blandt hærmænd, som den, der gav søgende trøst.” Job. 29,4-16; 31,32; 29,21-25.UD 143.1

“Herrens velsignelse, den gør rig, slid og slæb lægger intet til.” Ordsp. 10,22.“Hos mig er der rigdom og ære,” siger visdommen,“ældgammelt gods og retfærd.” Ordsp. 8,18.UD 143.2

Bibelen viser os også følgerne af at vige bort fra de rette principper i vor færd både over for Gud og over for hinanden. Gud siger til dem, som han har betroet sine gaver, men som er ligegyldige over for hans krav:UD 143.3

“Læg mærke til, hvorledes det går eder! I sår meget, men bringer lidet i hus; I spiser, men mættes ikke; I drikker, men får ikke tørsten slukket; I klæder eder på, men bliver ikke varme; og daglejerens løn går i en hullet pung. ..... I venter rig høst, men det bliver kun til lidt; og når I bringer det i hus, blæser jeg derpå.”“Når man kom til en dynge korn på tyve mål, var der ti; og kom man til en vinperse for at øse halv­tredsindstyve mål af kummen, vat der tyve.”“Hvorfor? lyder det fra Hærskarers Herre. Fordi mit hus ligger øde.”“Skal et menneske bedrage Gud? I bedrager mig jo! Og I spørger: Hvorved har vi bedraget dig? Med tienden og offerydelsen!”“Derfor holder himmelen sin dug og jorden sin afgrøde tilbage.” Hagg. 1,5-9; 2,16; Mal. 3,8; Hagg. 1,10.UD 143.4

“Derfor, da I træder på den ringe, ..... skal I vel bygge kvader­stenshuse, men ikke bo deri; I skal vel plante yndige vingårde men vinen skal I ikke drikke.”“Herren skal sende forbandelsen, rædselen og trus­selen over dig i alt, hvad du tager dig for.”“Dine sønner og døtre skal prisgives et fremmed folk, og med egne øjne skal du se det og vansmægte af længsel efter dem dagen lang, uden at du formår noget.” Am. 5,11; 5Mos. 28,20. 32.UD 144.1

“Den, der vinder rigdom med uret; han må slippe den i dagenes kvæld og står ved sin død som en dåre.” Jer. 17,11. Regnskaberne for enhver forretning, enkelthederne ved hver eneste handel, bliver ransaget af usynlige revisorer, som er Hans befuldmægtigede, der aldrig går på akkord med uretfærdighed, som aldrig ser gennem fingre med det onde eller undskylder, hvad der er uret.UD 144.2

“Når du ser den fattige undertrykt og lov og ret krænket, ..... så undre dig ikke over den ting; thi på den høje vogter en højere.”“Der er intet mørke og intet mulm, som udådsmænd kan gemme sig i.” Præd. 5,7; Job 34,22.UD 144.3

“De løfter munden mod himlen. ..... De siger: Hvor skulle Gud vel vide det, skulle den Højeste kende dertil?““Det gør du, og jeg skulle tie,” siger Gud,“og du skulle tænke, jeg er som du! Revse dig vil jeg og gøre dig det klart.” Sl. 73,9-11; 50,21.UD 144.4

“Derpå løftede jeg atter mine øjne og skuede, og se, der var en flyvende bogrulle ..... Det er forbandelsen, som udgår over hele landet; thi alle, som stjæler, er nu længe nok gået fri, og alle, som sværger, er nu længe nok gået fri. Jeg lader den udgå, lyder det fra Hærskarers Herre, for at den skal komme i tyvens hus, og dens hus, som sværger falsk ved mit navn, og sætte sig fast i deres huse og tilintetgøre dem med tømmer og sten.” Zak. 5,1-4.UD 145.1

Guds lov udtaler forbandelse over enhver, som øver ondt. Han kan lade være med at tage hensyn til denne røst, han kan søge at overdøve dens advarsel, men det nytter ikke. Den følger ham. Den sørger for at blive hørt. Den ødelægger hans fred. Hvis han ikke ænser den, vil den forfølge ham lige til graven. Den vidner imod ham ved dommen. Som en uslukkelig ild vil den til slut fortære både sjæl og legeme.UD 145.2

“Thi hvad gavner det et mennesket vinde den hele verden og at bøde med sin sjæl? Thi hvad kan et menneske give til vederlag for sin sjæl?” Mark. 8,36-37.UD 145.3

Dette er et spørgsmål, som kræver overvejelse af alle forældre, alle lærere og alle studerende af hvert eneste menneske, hvad enten man er gammel eller ung. Intet forretningsprojekt og ingen livsplan kan være sund eller fuldkommen, hvis den kun omfatter dette nuværende livs korte år og ikke sørger for den endeløse fremtid. Lad de unge lære at tage evigheden med i deres beregning. Lad dem lære at vælge de grundregler og søge de værdier, som varer ved at samle sig“en uudtømmelig skat i Himlene, hvor ingen tyv kommer nær, og intet møl ødelægger;” at skaffe sig venner“ved hjælp af den uretfærdige mammon,” så at de, når det er forbi med den, kan tage imod dem“i de evige boliger.” Luk. 12,33; 16,9.UD 145.4

Alle de, som gør dette, forbereder sig på den bedste måde til livet i denne verden. Ingen kan samle sig skatte i Himlene uden at opdage, at hans liv på jorden derved bliver beriget og forædlet.“Gudsfrygten er nyttig til alt og har forjættelse både for det liv, som nu er, og for det, som kommer.” 1Tim. 4,8.UD 146.1