Bibelens mysterier

Ingen dødelig sjæl kan fuldtud fatte den evige Guds natur eller gerninger. Vi kan ikke lodde bunden i Gud. For de stærkeste og bedst uddannede mennesker såvel som for de svageste og mest uvidende må den hellige Gud forblive et mysterium. Men skønt“skyer og mulm er om ham,” så er“retfærd og ret hans trones støtte.” Sl. 97,2. Vi kan forstå hans handlemåde over for os så vidt, at vi kan skimte en grænseløs barmhjertig­hed forenet med almægtig kraft. Vi kan forstå så meget af hans formål, som vi er i stand til at fatte. Ud over dette må vi stadig stole på den hånd, som er almægtig, og det hjerte, som er fuldt af kærlighed.UD 171.1

Guds ord rummer, ligesom Forfatterens natur, mysterier, som aldrig fuldt ud kan fattes af dødelige skabninger. Men Gud har gennem Skrifterne givet os tilstrækkeligt bevis på deres guddommelige myndighed. Hans egen eksistens, hans natur og sandheden i hans ord er blevet stadfæstet ved vidnesbyrd, som appellerer til vor forstand; og disse vidnesbyrd findes i rigt mål. Det er sandt, at han ikke har fjernet muligheden for tvivl. Troen må støtte sig til vidneudsagn og ikke til beviser. De, som ønsker at tvivle, har mulighed for det; men de, som ønsker at kende sandheden, finder rigelig årsag til af tro.UD 171.2

Vi har ingen grund til at tvivle om Guds ord, fordi vi ikke farter hans forsyns mysterier. I naturens verden er vi bestandig omgivet af undere, som ligger uden for vor fatteevne. Skulle det så overraske os, også i den åndelige verden at møde hemmeligheder, hvis dybde vi ikke kan lodde? Vanskeligheden ligger kun i den menneskelige tankes svaghed og begrænsethed.UD 171.3

Så vidt fra at være et argument imod Bibelen er dens mysterier et af de vægtigste beviser på dens guddommelige inspiration. Hvis den ikke rummede andre oplysninger om Gud end dem, vi kunne forstå, hvis hans storhed og majestæt kunne fattes af dødeliges forstand, så ville Bibelen ikke som nu bære guddommelighedens umiskendelige præg. Storheden i dens emner burde indgyde tillid til den som Guds ord.UD 172.1

Bibelen åbenbarer sandheden med en enkelhed og en tilpasningsevne til menneskehjertets nød og længsler, som har forbavset og betaget de mest oplyste sjæle, mens den også for de ringe og uoplyste tydeligt har vist vejen til livet.“Selv enfoldige farer ej vild.” Es. 35,8. Intet barn behøver at tage fejl af vejen. Ingen, som søger den med bæven, behøver at gå glip af at vandre i et rent og helligt lys. Alligevel griber de mest enfoldigt fortalte sandheder ind i ophøjede, vidtrækkende emner, der ligger uendelig højt over, hvad mennesker kan fatte, mysterier, hvori Gud skjuler sin herlighed, mysterier, der virker overvældende på den sjæl, som gransker dem, mens de indgyder den oprigtige sandhedssøger ærbødighed og tro. Jo mere vi gransker Bibelen, jo dybere bliver vi overbevist om, at den er den levende Guds ord, og den menneskelige forstand bøjer sig for den guddommelige åbenbarings ophøjethed.UD 172.2

Gud vil, at sandhederne i hans ord altid skal åbenbare sig for den ærligt søgende. Mens“de skjulte ting er for Herren vor Gud,” så er“de åbenbare for os og vore børn.” 5Mos. 29,29. Forestillingen om, at visse dele af Bibelen er uforståelige, har ført til forsømmelse af nogle af de allervigtigste sandheder. Det trænger til at betones og til at gentages ofte, at Bibelens hemmeligheder ikke er der, fordi Gud har søgt at skjule sandheden, men fordi vor egen svaghed eller uvidenhed gør os ude af stand til at forstå eller tilegne os sandheden. Begrænsningen ligger ikke i hans hensigter, men i vor fatteevne. Netop af de dele af Skriften, der ofte bliver sprunget over som uforståelige, ønsker Gud, at vi skal forstå så meget, som det er muligt for os at fatte.“Hvert skrift er indblæst af Gud,” for at vi kan blive“fuldt beredt, vel skikket til al god gerning.” 2Tim. 3,16-17.UD 172.3

Det er umuligt for nogen menneskelig tanke at nå til bunds i blot en eneste af Bibelens sandheder eller forjættelser. Den ene opfatter herligheden fra ét synspunkt, den anden fra et andet synspunkt, men alligevel kan vi kun skimte. Den fulde stråleglans ligger uden for vor synsevne.UD 173.1

Når vi betragter de store emner i Guds ord, ser vi ind i en kilde, som bliver bredere og dybere, mens vi beskuer den. Dens bredde og dybde overgår vor forstand. Mens vi stirrer, bliver det, vi ser, større; vi ser et grænseløst stort hav uden kyster ligge udstrakt foran os. Et sådant studium har en levendegørende kraft. Tanken og sindet erhverver sig ny kraft og nyt liv.UD 173.2

Denne erfaring er det største bevis for Bibelens guddommelige oprindelse. Guds ord er føde for sjælen, ligesom brød er føde for legemet. Disse påstande kan underbygges med det samme bevis. Brødet imødekommer vort naturlige legemes fornødenheder. Vi ved af erfaring, at det frem­bringer blod og knogler og hjerne. Anvend den samme metode over for Bibelen; når dens grundtanker virkelig er blevet karakterdannende, hvad er så følgen? Hvilke forandringer er det så sket i livet?“Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til.” 2Kor. 5,17. Ved dens kraft har mænd og kvinder brudt syndige vaners lænker. De har givet afkald på selviskhed. De verdslige er blevet fulde af ærefrygt, de drikfældige afholdende, de lastefulde er blevet rene. Sjæle, der har været præget af Satans billede, er blevet forvandlet til Guds billede. Denne forvandling er i sig selv et under over alle undere. En forvandling, der bevirkes af ordet, er et af verdens største mysterier. Vi kan ikke forstå det; vi kan blot tro, som der siges i Skriften, at det er“Kristus i jer, herlighedens håb.” Kol. 1,27.UD 173.3

Kundskab om dette mysterium skaffer en nøglen til ethvert andet, Den åbner universets skatte for sjælen og giver mulighed for en udvikling uden grænser. Og denne udvikling erhverves ved den bestandige åbenbaring for os af Guds karakter herligheden og mysteriet i Skriftens ord. Hvis det var os muligt at opnå fuld forståelse af Gud og hans ord, ville vi ikke kunne opdage nye sider af sandheden, ikke skaffe øs større viden og ikke opnå yderligere udvikling. Gud ville ophøre med at være hævet over alt andet, og mennesket ville ikke kunne gøre fremskridt. Lovet være Gud, at det ikke er sådan! Da Gud er evig og alle visdommens skatte findes i ham, så kan vi i al evighed blive ved med at granske, blive ved med at lære, og dog aldrig nå til bunden i hans rigdom af visdom, af godhed og af kraft.UD 174.1