Stadig behov for åndelig vækkelse

En dag ved middagstid sad jeg og skrev om det arbejde, der kunne være blevet udført ved den sidste Generalkonferens (1901), hvis de ledende brødre havde fulgt Guds vilje. De, der havde fået stort lys, havde ikke vandret i lyset. Ved mødets afslutning var der ikke sket noget afgørende. Mennesker ydmygede sig ikke for Gud, som de burde have gjort, og derfor kom Helligånden ikke over dem.DSSIDSD 58.4

Da jeg havde skrevet det, mistede jeg bevidstheden, og jeg syntes at være vidne til en scene i Battle Creek.DSSIDSD 59.1

Vi var samlet i kirken. Der blev holdt bøn, sunget salmer og atter holdt bøn. Alvorlige bønner blev opsendt, og vi mærkede, at Helligånden var os nær... Ingen syntes at være for stolt til oprigtigt at bekende sine synder, og de, der var mest villige til at gøre det, var indflydelsesrige mænd, som ikke tidligere havde haft mod til at bekende deres synder.DSSIDSD 59.2

Der var en glæde som aldrig før i denne kirke.DSSIDSD 59.3

Så vågnede jeg, og et øjeblik kunne jeg ikke huske, hvor jeg var. Jeg holdt stadig min pen i hånden. Disse ord blev talt til mig: “Sådan kunne det have været. Dette ventede Herren på at gøre for sit folk. Hele himlen ventede på at vise nåde.” Jeg tænkte på, hvor vi kunne have været i dag, hvis der var blevet arbejdet alvorligt ved den sidste Generalkonferens. — 8T 104,106. 5-1-1903.DSSIDSD 59.4

For nylig er der i syner om natten blevet vist mig noget, der har gjort et dybt indtryk på mig. Der syntes at være en stor bevægelse — en vækkelse mange steder. Vort folk arbejdede enigt sammen som svar på Guds kaldY — TM 515 (1913). (9’ Fra Ellen Whites første budskab til Generalkonferensens møde i 1913.)DSSIDSD 59.5