Daniels bøn

Eftersom tiden nærmede sig for afslutningen af de halvfjerds års fangenskab, blev Daniel meget optaget af Jeremiases profetier. Han så, at tiden var nær, da Gud ville give sit udvalgte folk en ny anledning, og med faste, ydmygelse og bøn trængte han ind på Himmelens Gud på Israels vegne med disse ord: “Ak, Herre, du store, forfærdelige Gud, som holder fast ved pagten og miskundheden mod dem” der elsker dig og holder dine bud! Vi har syndet og handlet ilde, været gudløse og genstridige; vi veg fra dine bud og vedtægter og hørte ikke på dine tjenere profeterne, som talte i dit navn til vore konger, fyrster og fædre og til alt folket i landet.” Dan. 9,4-6.DVL 50.1

Daniel fremholder ikke sin egen troskab for Herren. I stedet for at påberåbe sig sin renhed og hellighed, gør denne ærede profet sig ydmygt til et med de virkeligt syndige i Israel. Den visdom, som Gud havde tildelt ham, overgik verdens store mænds visdom lige så meget som Solens lys, når den skinner på himmelen om middagen, er klarere end den svageste stjerne. Men læg mærke til bønnen fra denne mand, som var så højt æret af Himmelen. I dyb ydmygelse, med tårer og sønderknust hjerte beder han for sig selv og for sit folk. Han blotter sin sjæl for Gud, bekender sin egen uværdighed og anerkender Herrens storhed og majestæt.DVL 50.2