Johannes karakter

Blandt sine brødre blev apostlen Johannes betegnet som “den discipel, Jesus elskede”. Medens hans karakter ikke i den ringeste grad var fej, svag eller vaklende, besad han en elskværdig natur og et varmt elskende hjerte. På en særlig måde synes han at have nydt Jesu venskab og modtaget mange beviser på Frelserens tillid og kærlighed. Han var en af de tre, som fik lov til at være vidne til Kristi herlighed på Forklarelsens bjerg og hans sjælekamp i Getsemane; og i de sidste smertefulde timer på korset betroede han sin moder til Johannes’ omsorg.DVL 57.1

Frelserens kærlighed til denne elskede discipel blev gengældt med en brændende hengivelses fulde styrke. Johannes klyngede sig til Kristus, ligesom vinen klynger sig til den værdige søjle, for sin Mesters skyld trodsede han domhallens farer og blev ved korset: Ved nyheden om Kristi opstandelse ilede han til graven, og i sin iver distancerede han endog Peter.DVL 57.2

Johannes’ kærlighed til sin Mester var ikke blot et menneskeligt venskab, men det var en angrende synders kærlighed, som følte, at han var blevet genløst ved Kristi dyrebare blod. Han betragtede det som den højeste ære at virke og lide i tjenesten for sin Herre. Hans kærlighed til Jesus førte til, at han elskede alle dem, som Kristus døde for. Hans religion var af praktisk art. Han skønnede, at kærlighed til Gud ville vise sig i kærlighed til hans børn. Igen og igen hørte man ham sige: “I elskede, når Gud således elskede os, så er også vi skyldige at elske hverandre.” “Vi elsker, fordi han elskede os først. Hvis nogen siger: Jeg elsker Gud og hader sin broder, så er han en løgner; thi den, der ikke elsker sin broder, som han har set, han kan ikke elske Gud, som han ikke har set.” 1 Joh. 4,11. og 19-20. Apostlens liv var i overensstemmelse med hans undervisning. Den kærlighed, som brændte i hans hjerte for Kristus, ledte ham til at udføre det mest alvorlige og utrættelige arbejde for sine medmennesker, især for sine brødre i den kristne menighed. Han var en mægtig prædikant, inderlig og dybt alvorlig, og han talte med overbevisning.DVL 57.3