En kristen karakter

En kristens karakter viser sig i hans daglige liv. Kristus sagde: “Således bærer hvert godt træ gode frugter, og det dårlige træ bærer slette frugter.” Matt. 7,17. Frelseren sammenligner sig med et vintræ, hvorpå hans børn er grenene. Han siger udtrykkeligt, at alle, der ønsker at være hans disciple, må bære frugt, og påviser dernæst, hvordan de kan blive frugtbare gene. “Bliv i mig, så bliver jeg også i jer. Ligesom grenen ikke kan bære frugt af sig selv, men kun hvis den bliver på vintræet, således kan I heller ikke, uden I bliver i mig.”Joh. 15,4.DVL 88.1

Apostlen Paulus beskriver den frugt, en kristen skal bære. Han siger, at den viser sig “i al godhed og retfærdighed og sandhed”. g videre: “Men Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, langmodighed, mildhed, godhed, trofasthed, sagtmodighed, afholdenhed.” Ef. 5,9; Gal.5,22-23. Disse kostelige dyder er kun Guds lovs principper åbenbaret i det daglige liv.DVL 88.2

Guds lov er den eneste sande norm for moralsk fuldkommenhed. I Kristi liv fik denne lov sit levende udslag i handling. Han siger om sig selv: “Jeg har holdt min Faders bud.” Joh. 15,10. Intet mindre end en sådan lydighed vil opfylde de krav, Guds ord stiller. “Den, der siger, at han bliver i ham, han er også selv skyldig at vandre således, som Han vandrede.” 1 Joh. 2,6. Vi kan ikke påberåbe os, at dette er umuligt for os, for vi har løftet: “Min nåde er dig nok.” 2. Kor. 12,9. Når vi skuer ind i det guddommelige spejl, Guds lov, ser vi, hvor overmåde syndig synden er, og vi ser vor fortabte tilstand som overtrædere; men ved omvendelse og tro retfærdiggøres vi for Gud, og ved hans nåde sættes vi i stand til at adlyde hans befalinger.DVL 88.3

De, som er besjælet af sand kærlighed til Gud, vil nære et alvorligt ønske om at kende hans vilje og at gøre derefter. Apostlen Johannes, hvis breve handler så udførligt om kærligheden, siger: “Dette er kærlighed til Gud, at vi holder hans bud.” 1 Joh. 5,3. Det barn, der elsker sine forældre, vil vise denne kærlighed ved en villig lydighed; men det egenkærlige og utaknemmelige barn søger at gøre så lidt som muligt for forældrene, medens det samtidig gerne vil nyde alle de goder, som bliver det lydige og trofaste barn til del. Den samme forskel gør sig gældende blandt dem, der udgiver sig for at være Guds børn. Mange, som ved, at de er genstand for Guds kærlighed og omsorg, og som gerne vil modtage hans velsignelse, finder ingen glæde i at gøre hans vilje. De betragter Guds krav til dem som et snærende bånd og hans befalinger som et tungt åg. Den derimod, som virkelig tragter efter hellighed i hjerte og liv, finder sin lyst i Guds lov og beklager kun, at han kommer så meget til kort i opfyldelsen af dens krav.DVL 89.1

Vi formanes til at elske hverandre, ligesom Kristus har elsket os. Han har åbenbaret sin kærlighed ved at give sit liv for vor genløsning. Den elskede discipel siger, at vi skal være villige til at sætte livet til for brødrene, for “hver den, som elsker Faderen, elsker også den, som er født af ham”. 1 Joh. 5,1. Dersom vi elsker Kristus, vil vi elske dem, der i liv og karakter ligner ham, og ikke dem alene, men også dem, som er “uden håb og uden Gud i verden”. Ef. 2,12. Det var for at frelse syndere, at Kristus forlod sit himmelske hjem og kom til Jorden for at lide og dø. Det var for dette, han arbejdede og led sjælekval og bad, indtil han sønderknust og forladt af dem, han kom for at frelse, udtømte sit liv på Golgata.DVL 90.1

Mange viger tilbage for sådan et liv, som Frelseren levede. De synes, at det koster for stort et offer at efterligne det guddommelige forbillede, at bære frugt i gode gerninger og så tålmodigt underkaste sig den renselse, som Gud forlanger, for at de kan bære mere frugt. Men når en kristen kun betragter sig som et ringe redskab i Kristi hånd og trofast søger at udføre enhver pligt, idet han stoler på den hjælp, som Gud har lovet, vil han tage Jesu åg på sig og finde, at det er gavnligt; da vil han bære byrder for Kristus og sige, at de er lette og tillidsfuldt kan han se op og erklære: “Jeg kender ham, som jeg har sat min lid til, og jeg er vis på, at han har magt til at bevare den skat, som blev mig betroet, indtil hin dag.” 2Tim. 1,12.DVL 90.2

Dersom vi møder hindringer på vor vej og trofast overvinder dem, dersom vi støder på modstand og udsættes for hån og i Kristi navn går sejrende ud af det, og dersom vi bærer ansvar og udfører vore pligter i Mesterens ånd da opnår vi i sandhed en dyrebar kundskab om hans trofasthed og magt. Da forlader vi os ikke længere på andres erfaringer; vi har vidnesbyrdet i os selv. Ligesom samaritanerne på hin tid kan vi sige: “Nu er det ikke længer på grund af din tale, vi tror; thi vi har selv hørt ham og ved nu, at han i sandhed er verdens frelser.”Joh. 4,42.DVL 91.1

Jo mere vi betragter Kristi karakter, og jo mere vi oplever af hans frelsende kraft, jo Klarere indser vi vor egen svaghed og ufuldkommenhed, og med desto større alvor vil vi se hen til ham som vor styrke og vor genløser. Selv har vi ikke kraft til at rense sjælens tempel fra besmittelse, men når vi omvender os fra vore synder imod Gud og søger tilgivelse ved Kristi fortjeneste, vil han give os den tro, som er virksom ved kærlighed og renser hjertet. Ved tro på Kristus og ved lydighed mod Guds lov kan vi blive helliggjorte og derved beredt til at omgås de hellige engle og de genløstes hvidklædte skare i herlighedens rige.DVL 91.2

En forret at være forenet med Kristus For enhver kristen er det ikke alene en forret, men også en pligt at vedligeholde et inderligt samfund med Kristus og at opnå en rig erfaring i de ting, som hører Gud til. Da vil hans liv blive frugtbart på gode gerninger. Kristus udtalte: “Derved er min Fader herliggjort, at I bærer megen frugt.” Joh. 15,8. Når vi læser om de mænds liv, som har udmærket sig ved deres fromhed, anser vi ofte deres erfaringer og deres høje udvikling for at være noget, der ligger langt uden for vore muligheder. Men således er det ikke. Kristus døde for alle, og i hans ord har vi forsikring om, at han er mere villig til at skænke dem sin Helligånd, som beder ham derom, end jordiske forældre er til at give deres børn gode gaver. Profeterne og apostlene fik ikke en fuldkommen karakter ved et mirakel, men gjorde brug af de midler, som Gud havde gjort tilgængelige for dem. Enhver, der vil gøre de samme anstrengelser, vil opnå de samme resultater.DVL 92.1

“For denne sags skyld bøjer jeg mine knæ for Faderen, efter hvem ethvert faderforhold i Himmel og på jord har sit navn; og jeg beder om, at han efter sin herligheds rigdom vil give jer, at I med kraft må styrkes ved hans ånd i det indre menneske, at Kristus må bo ved troen i jeres hjerter, og at I må blive rodfæstede og grundfæstede i kærlighed, så at I sammen med alle de hellige må kunne fatte, hvor stor bredden og længden og højden og dybden er, og kende Kristi kærlighed, som overgår al erkendelse, så I kan fyldes med hele Guds fylde.” Ef. 3,14-19.DVL 93.1

Til sine brødre i Korinth, til de helligede i Kristus Jesus skriver han: “Nåde være med eder og fred fra Gud, vor fader, og Herren Jesus Kristus! Jeg takker altid Gud for jer på grund af den Guds nåde, som blev givet jer i Kristus Jesus. I er jo i ham blevet rige på alt, i al tale og al indsigt, efter som vidnesbyrdet om Kristus er blevet stadfæstet iblandt jer, så I ikke mangler nogen nådegave, idet I lever i forventningen om, at vor Herre Jesus Kristus skal åbenbares.” 1Kor. 1,2-7. Disse ord er ikke kun skrevet til menigheden i Korinth, men til alle Guds børn indtil tidens afslutning. Enhver kristen kan eje helliggørelsens velsignelse.DVL 93.2

Apostlen siger videre: “Men jeg formaner jer, brødre, ved vor Herres Jesu Kristi navn, at I alle skal være enige indbyrdes, og at der ikke må findes splittelser iblandt jer, men at I skal være fuldt ud forenede i samme sind og samme overbevisning.” Vers 10. Paulus ville ikke have opfordret dem til at gøre det, som var umuligt. Enighed er den sikre følge af kristelig fuldkommenhed.DVL 93.3

I Paulus’ brev til kolossenserne fremholdes også de herlig rettigheder, der garanteres Guds børn: “Da vi har hørt om jeres tro på Kristus Jesus og den kærlighed, som I har til alle de hellige, ..... har vi, fra den dag vi hørte det, heller ikke holdt op at bede for jer og ønske, at I må blive fyldte af indsigt Guds vilje med al visdom og åndelig forståelse, så I kan vandre Herren værdigt, i alle måder ham til behag, idet I bærer frugt og vokser i al god gerning ved erkendelsen af Gud og styrkes med al styrke efter hans herligheds vælde til al udholdenhed og tålmodighed med glæde.” Kol. 1,4-11.DVL 94.1

Apostlen stræbte selv efter at nå op til det samme hellighedens ideal, som han fremholdt for sine brødre. Til filipperne skriver han: “Men det, der engang var mig fordele, det har jeg for Kristi skyld lært at regne for tab. Ja, jeg regner i sandhed alt for tab i sammenligning med det langt højere at kende Jesus Kristus, min Herre, ..... for at jeg må kende ham og kraften i hans opstandelse og fællesskabet med ham i hans lidelser, så jeg bliver lig med ham i hans død, om jeg dog måtte nå frem til opstandelsen fra de døde. Ikke at jeg allerede har grebet det eller allerede er blevet fuldkommen; men jeg jager derefter, om jeg dog kunne gribe det, fordi jeg selv blev grebet af Kristus Jesus. Brødre! jeg mener ikke om mig selv, at jeg allerede har grebet det. Men ét gør jeg: idet jeg glemmer, hvad der er bagved, og rækker efter det, der er foran, jager jeg frem mod målet, den sejrspris, som Gud fra det høje kaldte os til i Kristus Jesus.” Fil. 3,7-14.DVL 94.2

Der er en slående modsætning mellem apostlens beskedne tale og de pralende, selvretfærdige påstande fra deres side, som udgiver sig for at være uden synd. Og dog var det den renhed og den troskab, han åbenbarede i sit eget liv, der gav hans formaninger til brødrene så stor vægt.DVL 95.1

Paulus betænkte sig ikke på ved enhver passende anledning at fremholde vigtigheden af en bibelsk helliggørelse. Han siger: “I ved jo, hvilke bud vi gav jer ved Herren Jesus. Thi dette er Guds vilje, at I helliggøres.” Derfor, mine elskede! ligesom I altid tidligere har været lydige, skal I også nu, ikke alene som da jeg var hos jer, men langt mere nu, da jeg er borte, arbejde på jeres frelse med frygt og bæven; thi Gud er den, som virker i jer både at ville og at virke, for at hans gode vilje kan ske. Alt skal I gøre uden knurren og betænkeligheder, for at I må blive ulastelige og uden svig, Guds dadelfrie børn midt i en vanartet og forvildet slægt, hvor I skinner som himmellys i verden.” 1Tess. 4,2-3; Fil. 2,12-15.DVL 95.2

Han pålægger Titus at undervise menighedens medlemmer om, at medens de vel bør forlade sig på Kristi fortjeneste til frelse, vil Guds nåde, som bor i deres hjerter, lede dem til trofast at udføre alle livets pligter: “Læg dem på sinde at underordne sig myndigheder og øvrigheder, at være dem lydige, være rede til enhver god gerning, ikke forhåne nogen, ikke være stridbare, men milde og vise al sagtmodighed mod alle mennesker. ..... Dette er troværdig tale, og jeg vil, at du skal indprente det, for at de, som er kommet til tro på Gud, skal beflitte sig på at øve gode gerninger. Dette er godt og gavnligt for menneskene.” Tit. 3,1-8.DVL 96.1

Paulus søger at indprente den sandhed i vort sind, at grundlaget for al antagelig gudsdyrkelse, ja, selve kronen blandt de kristne dyder, er kærlighed, og at Guds fred kun vil bo i den sjæl, hvor kærlighed hersker. “Så ifør jer da som Guds udvalgte, hellige og elskede, inderlig barmhjertighed, godhed, ydmyghed, sagtmodighed, tålmodighed; bær over med hinanden og tilgiv hinanden, hvis den ene har noget at bebrejde den anden; ligesom Herren tilgav jer, således skal også I gøre! Og over alt dette skal I iføre jer kærligheden, som er det fuldkomne bånd. Og lad Kristi fred råde i jeres hjerter; til den blev I kaldede som lemmer på samme legeme; og vær taknemmelige! Lad Kristi ord i rigt mål bo hos jer, så I med al visdom lærer og påminder hverandre med salmer, hymner og åndelige sange og synger med taknemmelighed i jeres hjerter for Gud. Og alt, hvad I tager jer for i ord eller handling, gør det alt sammen i Herren Jesu navn og sig Gud Fader tak ved ham.” Kol. 3,12-17.DVL 96.2