Tilsidesætter fornuften og stoler på følelser

Mange, som bekender sig til at være helliggjorte, er ganske uvidende om nådens værk i hjertet. Når de prøves, viser de sig at ligne den selvretfærdige farisæer. De tåler ingen modsigelse. De sætter fornuft og forstand til side og stoler udelukkende på følelser, således at de grunder deres påstand om hellighed på indtryk, som de ved en eller anden lejlighed måtte have oplevet. Deres idelige påstand om at være hellige forfægter de på en egensindig og ukærlig måde; de taler meget, men bærer ingen dyrebar frugt, der kunne bevise, at deres tale er berettiget. Disse, som således giver sig ud for at være helliggjorte, bedrager ikke alene sig selv, men øver en indflydelse, der kan vildlede mange, som i oprigtighed søger at efterleve Guds vilje. Atter og atter kan man høre dem sige: “Gud leder mig! Gud underviser mig! Jeg lever uden synd!” Mange, der kommer i berøring med denne ånd, støder på noget mørkt og hemmelighedsfuldt, som de ikke forstår, noget, der på ingen måde ligner Kristus, det eneste sande mønster.DVL 10.1

Bibelsk helliggørelse består ikke i stærke sindsbevægelser. Dette er et punkt, hvor mange kommer på vildspor, idet de lader sig lede af følelser. Når de er i jubelstemning eller føler sig lykkelige, hævder de, at de er helliggjorte. En følelse af glæde, eller mangel på sådanne følelser, beviser imidlertid intet med hensyn til, om en person er helliggjort eller ikke helliggjort. Der eksisterer ikke noget, som hedder en øjeblikkelig helliggørelse. Sand helliggørelse er et værk, der foregår dagligt og vedbliver, så længe vi lever, De, som hver dag kæmper mod fristelse, som sejrer over deres syndige tilbøjeligheder, og som stræber efter hellighed i hjerte og liv, fremkommer ikke med pralende påstande om hellighed. De hungrer og tørster efter retfærdighed. Synden er i deres øjne overmåde syndig.DVL 10.2

Blandt dem, der giver sig ud for at være helliggjorte, findes der nogle, som i lighed med deres trosfæller bekender sig til at hylde sandheden, og det kan være vanskeligt at skelne mellem dem; men forskellen er ikke desto mindre til stede. Når de, som påstår at have gennemgået en sådan ophøjet erfaring, aflægger deres vidnesbyrd, vil det have til følge; at Kristi liflige ånd forsvinder fra mødet og efterlader en følelse af kulde hos de tilstedeværende. Hvis disse personer virkelig levede et liv uden synd, ville deres blotte nærværelse bringe Guds engle ind i forsamlingen, og deres ord ville i sandhed være som “æbler af guld i skåle af sølv”. Ordsp. 25,11.DVL 11.1