Ydmyghed en åndens frugt

Helliggørelsens kosteligste frugt er den dyd, der hedder ydmyghed. Når denne dyd råder i sjælen, øver den indflydelse på sindet. Man bier altid på Gud og underkaster sig hans vilje. Forstanden opfatter enhver guddommelig sandhed, og viljen bøjer sig uden tvivl eller klage for ethvert Guds bud. Sand ydmyghed mildner og blødgøre hjertet og bereder sindet til at modtage ordet, der indpodes; den stemmer tankerne til lydighed mod Jesus Kristus; den oplader hjertet for Herrens ord, ligesom tilfældet var med Lydia; den anbringer os sammen med Maria som discipel ved Jesu fødder. “Han vejleder ydmyge i det, som er ret, og lærer de ydmyge sin vej.” Sl. 25,9.DVL 16.1

De ydmyge fører aldrig pralende tale. Med den unge Samuel beder de: “Tal, Herre! thi din tjener hører.” 1Sam. 3,9. Da Josua blev indsat i den højeste og mest ærefulde stilling i Israel som folkets anfører, bød han alle Guds tjener trods. Hans sind var fyldt med ædle tanker om den store opgave. Men da han stod over for et budskab fra Herren, stillede han sig som et lille barn for at blive vejledt og svarede: “Hvad har min Herre at sige sin tjener?” Jos. 5,14. De første ord, Paulus udtalte, efter at Kristus havde åbenbaret sig for ham, var: “Hvad skal jeg gøre, Herre?” Apg. 22,10.DVL 16.2

Ydmyghed i Kristi skole er en af åndens iøjnefaldende frugter. Den er en dyd, der virkes ved ånden som en helliggører, og gør det muligt for dem, der besidder den, til enhver tid at beherske et heftigt sind. Når de, som af naturen er gnavne og hidsige, nærer denne dyd, vil de gøre de alvorligste anstrengelser for at tvinge deres uheldige sindelag. De vil daglig øve selvbeherskelse, indtil de har besejret utiltalende træk, der ikke ligner Jesus. De forvandles i lighed med det guddommelige forbillede, indtil de kan efterleve den inspirerende formaning: “Enhver skal være snar til at høre, sen til at tale, sen til vrede.”Jak. 1,19.DVL 17.1

Når nogen bekender sig til at være helliggjort, men i ord og handlinger kan lignes ved den urene kilde, hvorfra der udgår besk vand, kan man trygt sige, at den pågældende bedrager sig selv. Han trænger til at lære at forstå, hvori selve begyndelsesgrundene i kristenlivet består. Nogle, der giver sig ud for at være Kristi tjenere, har så længe huset uvenlighedens onde ånd, at de synes at nære kærlighed til dette vanhellige element og at finde behag i at udtale ord, der mishager og virker stødende. Sådanne mennesker må omvende sig, før Kristus vil anerkende dem som sine børn.DVL 17.2

Ydmyghed er den indre prydelse, der er meget kostelig i Guds øjne. Apostlen omtaler den som ypperligere og mere værdifuld end guld eller perler eller kostbar dragt. Medens udvortes smykker kun pryder det forgængelige legeme, vil ydmyghedens smykke pryde sjælen og forene det dødelige menneske med den evige Gud. Dette er den prydelse, som Herren selv har udvalgt. Han, som smykker Himmelen med lysende kloder, har ved den samme ånd erklæret, at han “smykker de ydmyge med frelse”. Sl. 149,4. De, som iklæder sig Herren Jesus Kristus og vandrer med ham i sagtmodighed og med et ydmygt sind, vil himmelske engle betragte som smukkest prydet.DVL 18.1

Der er høje mål at nå for en kristen. Han kan stige op på stadig højere trin. Johannes havde ophøjede begreber om den kristnes forret, idet han siger: “Se, hvor stor en kærlighed Faderen har vist os, at vi må kaldes Guds børn.” 1 Joh. 3,1. Det er ikke muligt for mennesker at nå op til en højere værdighed end den, som her antydes. Det privilegium at kunne blive Guds arvinger og Kristi medarvinger er blevet skænket dem. For dem, der således er blevet ophøjet, udfoldes Kristi uransagelige rigdom, der har tusindfold større værdi end alle jordiske skatte. Ved Jesu Kristi fortjeneste ophøjes således dødelige mennesker til samfundet med Gud og hans kære Søn.DVL 18.2