Rigtige vaner i kristenlivet

Ønsker vi at danne en karakter, som er antagelig for Gud, må vi udvikle rigtige vaner i vort kristenliv. For vækst i nåden såvel som for selve det åndelige liv er daglig bøn lige så nødvendig, som timelig næring er det for vort legemlige velvære. Vi bør vænne os til ofte at løfte vort sind op til Gud i bøn. Vil tankerne flakke omkring, må vi hente dem tilbage; ved ihærdig anstrengelse vil dette efterhånden falde let. Vi kan ikke uden fare skille os fra Kristus et eneste øjeblik. Vi kan have hans ledsagelse ved hvert et skridt, men kun på betingelse af, at vi efterkommer de vilkår, han har stillet.DVL 102.2

Kristendommen må være vor store livsopgave, og alt andet må betragtes som underordnet. Sjælens, åndens og legemets evner og kræfter må alle bringes i anvendelse i den kristnes kamp. Vi må vende os til Kristus for at få styrke og nåde, og når vi gør det, vil vi sejre, lige så vist som Jesus døde for os.DVL 103.1

Vi må komme nærmere hen til Kristi kors. Bodfærdighed ved korsets fod er det første, vi må lære for at finde fred. Jesu kærlighed hvem formår at fatte den? Den er uendelig meget mere øm og selvfornægtende end en moders kærlighed. Ønsker vi at forstå, hvad en menneskesjæl er værd, må vi i levende tro betragte korset og således begynde at sætte os ind i det, der evigheden igennem vil blive emnet for de genløstes granskning og sang. Værdien af vor tid og vore talenter kan kun bestemmes efter størrelsen af den pris, der blev betalt for vor genløsning. Hvilken utaknemmelighed udviser vi ikke over for Gud, når vi ved at forholde ham vor kærlighed og vor tjeneste berøver ham det, der hører ham til! Er det for meget, at vi overgiver os til ham, som har ofret alt for os. Kan vi foretrække verdens venskab for den udødelige hæder, som Kristus tilbyder: “sidde sammen med mig på min trone, ligesom også jeg har sejret og taget sæde hos min Fader på hans trone”? Åb. 3,21.DVL 103.2

Helliggørelsen er et fremadskridende værk. Disse trinvise fremskridt skildrer Peter for os i følgende ord: “Sæt netop derfor al iver ind på i jeres tro at vise dyd, i dyden indsigt, i indsigten udholdenhed, i afholdenheden udholdenhed, i udholdenheden gudsfrygt, i gudsfrygten broderkærlighed og i broderkærligheden kærlighed til alle. Thi når dette findes hos jer og stadig tager til, så tillader det jer ikke at være uvirksomme eller ufrugtbare i erkendelsen af vor Herre Jesus Kristus.” “Derfor, brødre, skal I så meget mere stræbe efter at gøre jeres kaldelse og udvælgelse urokkelig; thi når I gør det vil I aldrig snuble; for så skal der i rigt mål gives jer adgang til vor Herres og frelsers Jesu Kristi evige rige.” 2Pet. 1,5-8. og 10-11.DVL 104.1

Her anvises en måde, hvorpå vi kan være forvissede om, at. vi aldrig skal falde. De, der således arbejder på at føje den ene kristelige dyd til den anden, har forsikringen om, at Gud vil følge mangfoldiggørelsens plan, når han skænker dem åndens gaver. Til dem, der har modtaget den samme dyrebare tro, siger Peter: “Nåde og fred blive eder stadig til del, idet I lærer Gud og vor Herre Jesus at kende.” 2Pet. 1,2. Alle, der vil, kan ved Guds nåde stige op ad de lysende trin fra Jorden til Himmelen for til sidst “med jubel og evig glæde” at indgå gennem portene i Guds stad. Es. 35,10.DVL 104.2

Frelseren gør krav på hele vort væsen; han kræver vore første og helligste tanker, vor reneste og inderligste hengivenhed. Dersom vi i sandhed er blevet delagtige i den guddommelige natur, vil hans pris altid være i vore hjerter og på vore læber. Den eneste trygge vej for os at følge er, at vi overgiver alt til ham og hele tiden vokser i nåden og i sandhedens erkendelse.DVL 105.1

Apostlen Paulus blev højlig æret af Gud, idet han i et syn blev bortrykket til den tredje Himmel, hvor han var vidne til ting, hvis herlighed det ikke blev ham tilladt at åbenbare. Men dette gjorde ham ikke hovmodig eller pralende. Han forstod betydningen af stadig årvågenhed og forsagelse og erklærer tydeligt: “Jeg er hård imod mit legeme og holder det i ave, for at ikke jeg, der har prædiket for andre, selv skal blive forkastet ” 1Kor. 9,27.DVL 105.2

Paulus gennemgik lidelser for sandhedens skyld, men der lyder ingen klager fra hans læber. Idet han ser tilbage over sit møjsommelige og opofrende liv med dets bekymringer, siger han: “Thi jeg holdet for, at det, vi lider her i tiden, ikke er værd at regne i sammenligning med den herlighed, som skal åbenbares på os.” Rom. 8, Denne trofaste Guds tjeners sejrsråb genlyder endnu i vor tid: “Hvem vil kunne skille os fra Kristi kærlighed? Trængsel eller angst eller forfølgelse eller sult eller nøgenhed eller fare eller sværd? ..... Men under alt dette mere end sejrer vi ved ham, som elskede os. Thi jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller åndemagter eller noget nuværende eller noget tilkommende eller kræfter eller det høje eller det dybe eller nogen anden skabning vil kunne skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre.” Rom. 8,35-39.DVL 105.3

Skønt Paulus til sidst blev spærret inde i et romersk fængsel berøvet himmelens lys og luft, afskåret fra sin travle virksomhed i evangeliets gerning, hvert øjeblik ventende sin dødsdom henfaldt han dog ikke til tvivl eller modløshed. Fra den mørke fængselscelle kom hans sidste vidnesbyrd, fyldt med en ophøjet tro og et mod, som har inspireret helliges og martyrers hjerte ned gennem alle de påfølgende århundreder. Med træffende udtryk skildrer han det endelige resultat af den helliggørelse, som vi i det foranstående har søgt at fremholde: “Thi jeg ofres allerede, og tiden til mit opbrud er for hånden. Jeg har stridt den gode strid, fuldkommet løbet og bevaret troen. I øvrigt henligger retfærdighedens krans til mig, hvilken Herren, den retfærdige dommer, skal give mig på hin dag, og ikke alene mig, men også alle dem, som har elsket hans åbenbarelse.” 2Tim. 4,6-8, ældre overs.DVL 106.1