Stolthed og ærgerrighed tilrettevist

Jesus forstod motivet, som tilskyndende til denne anmodning, og derfor irettesatte han de to disciple for stolthed og ærgerrighed: “I ved, at de, der regnes for folkenes fyrster, er strenge herrer over dem, og de store iblandt dem lader dem føle deres magt. Men således skal det ikke være iblandt jer; men den, som vil være stor iblandt jer, skal være jeres tjener; og den, som vil være den første af jer, skal være alles træl. Thi Menneskesønnen er ikke kommen for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange”. Vers 42-45.DVL 62.1

Ved en lejlighed sendte Kristus sendebud i forvejen til en samaritanerlandsby for at skaffe husly til ham og hans disciple. Men da frelseren kom nær til byen, blev det klart, at han var på vej til Jerusalem. Dette vækkede samaritanernes fjendskab, og i stedet for at sende .bud og indbyde, for ikke at sige tilskynde, ham til at bo hos dem, så nægtede de ham den høflighed, som de ville have ydet en almindelig rejsende. Jesus påtvinger ikke nogen sin nærværelse, og samaritanerne gik glip af den velsignelse, som han ville have givet dem, hvis de havde bedt ham være deres gæst.DVL 62.2

Vi undres over denne uhøflige behandling af Himmelens Majestæt; men hvor ofte er vi, som bekender os til at være Kristi efterfølgere, ikke skyldige i lignende forsømmelse? Tilskynder vi Jesus til at tage bolig i vort hjerte, i vort hjem? Han er fuld af kærlighed, nåde og velsignelse og vil gerne skænke os disse gaver, men ligesom samaritanerne er vi ofte tilfredse uden dem.DVL 62.3

Disciplene var klar over Kristi hensigt med at velsigne samaritanerne med sin nærværelse, og da de så den kulde, skinsyge og uærbødighed, som blev vist deres Mester, blev de fyldt med forundring og harme. Jakob og Johannes var særlig oprevet. At den, som de agtede så højt, skulle blive behandlet på den måde, syntes dem at være en forbrydelse for stor til at lade gå hen uden øjeblikkelig straf. I deres nidkærhed sagde de: “Herre! vil du, at vi skal byde ild fare ned fra Himmelen og fortære dem, således som Elias gjorde?” Luk. 9,54. Her tænkte de på, hvorledes halvhundredførerne og deres mænd blev fortæret, da de var sendt ud for at hente profeten Elias.DVL 63.1

Jesus irettesatte sine disciple og sagde: “I ved ikke, af hvad ånd I er. Thi Menneskesønnen er ikke kommen for at ødelægge menneskeliv, men for at frelse dem.” Vers 55-56. Johannes og hans meddisciple var i en skole, hvor Kristus var lærer. De, som var villige til at se deres svagheder og ivrige efter at forbedre karakteren, havde rigelig anledning dertil. Johannes satte pris på enhver undervisning og søgte hele tiden at bringe sit liv i overensstemmelse med det guddommelige forbillede. Jesu undervisning, der fremstillede ydmyghed, sagtmodighed og kærlighed som afgørende for væksten i nåden og egnethed for hans gerning, var af største værdi for Johannes. Denne undervisning gælder den enkelte af os som menighedsmedlemmer lige så vel som Kristi første discipel.DVL 63.2