9 Åbenbaring 8

Der blev stilhed i Himlen henved en halv time. Åb. 8:1. På to steder omtaler Åbenbaringens bog, at de sidste ord i det sjette segl er forbundet med et øjebliks højtidelig stilhed. Det er det øjeblik, da de hellige i deres dødelige tilstand står ansigt til ansigt med Guds Søns guddommelige herlighed. Vil de bestå syndfrihedens prøve?TOAA 55.1

Snart blev vort blik rettet mod øst. En lille sort sky var kommet til syne omtrent så stor som en hånd. Vi vidste alle at det var Menneskesønnens tegn. I højtidelig tavshed betragtede vi alle skyen, idet den kom nærmere, blev lysere og stadig herligere, indtil den blev en stor hvid sky. Forneden flammede den som ild. En regnbue var oven over den, og rundt omkring den var titusinder af engle, som sang de dejligste sange. På skyen sad Menneskesønnen. Hans hår var hvidt og krøllet og lå på hans skuldre, og på hovedet bar han mange kroner. Hans fødder var som ild. I sin højre hånd holdt han en skarp segl, i sin venstre en sølvtrompet. Hans øjne var som flammende ild, der ransagede hans børn til dybet af deres sjæle.TOAA 55.2

Alles ansigter blegnede, og de fordømtes ansigter blev sorte. Da råbte vi alle: Hvem kan bestå? Er min klædning pletfri? Englene holdt op med at synge, og en forfærdelig stilhed indtrådte, indtil Jesus sagde: “De; som har rene hænder og et rent hjerte, kan bestå; min nåde er jer nok.” Vore ansigter lyste op, og alles hjerter fyldtes med glæde. Englene sang atter højere end før, mens skyen nærmede sig jorden. (EW 16, 1T 60)TOAA 55.3

Snart viste der sig en lille sky halvt så stor som en hånd. Det er den sky, som omgiver Frelseren, og som på afstand synes omgivet af mørke. Guds folk ved, at dette er Menneskesønnens tegn. I højtidelig tavshed stirrer de på den, idet den nærmer sig jorden og bliver lysere og lysere, indtil det er en stor hvid sky, som synes at hvile på ild og over sig .har pagtens regnbue. Jesus kommer som en mægtig sejrherre. Nu kommer han ikke for at tømme skammens og smertens bitre bæger. Som Himmelens og jordens sejrherre kommer han for at dømme levende og døde. I trofasthed, sandhed og retfærdighed dømmer og kæmper han. Og Himlens hær følger ham.(Åb.19, 11.14.) En mægtig, utallig skare ledsager ham og synger vidunderlige sange. Hele Himmelen er fuld af lysende skikkelser, “titusinde gange titusinde og tusinde gange tusinde”. Ingen menneskelig pen kan beskrive denne scene. Intet menneskesind kan fatte dens herlighed. ” Hans højhed skjuler himlen, hans herlighed fylder jorden. Under ham er glans som ild.” Hab.3, 3.4. Idet den levende sky kommer nærmere, betragter alle Livets Fyrste. Ingen tornekrone skæmmer det hellige hoved; et diadem af vidunderlig skønhed omgiver hans -pande. Hans ansigt skinner som den blændende middagssol og på hans klædning står der “kongernes Konge og herrernes Herre.” Åb. 19,16.TOAA 55.4

I hans nærhed blegner alle. De, som har forkastet Guds nåde, gribes af dyb fortvivlelse. Ængstede hjerter og rystende knæ og skælven i alle lænder! Og alle ansigter blegner.” (Nah. 2,11; Jer.30,6) De retfærdige råber i stor angst: Hvem kan bestå? Englesangen forstummer, og en forfærdelig stilhed indtræder. Men så hører vi Jesu røst: “Min nåde er jer nok.” De retfærdiges ansigter lyser op, og en stor glæde fylder deres hjerter. Atter lyder englenes dejlige salig, mens skyen nærmer sig jorden. (GC 640,641)’TOAA 56.1

Det gyldne røgelseskar og de helliges bønner.
Herren har sagt, at hans gerning skal ikke ske ved magt og ikke ved styrke, men ved hans Ånd. Guds værk skal bringes til afslutning ved samarbejde mellem guddommelige og menneskelige redskaber. De, som stoler på egen styrke, kan synes at være aktive i arbejdet; men hvis de ikke er bedende mennesker, er deres arbejde ingen nytte til. Hvis de kunne se ind i det røgelseskar, som englen bærer foran tronen, som er omgivet af en regnbue, ville de forstå, at Jesu fortjeneste må blandes med vore bønner og anstrengelser — ellers er de ligeså værdiløse som Kains offer var. Kunne vi se alle menneskelige redskabers virksomhed, som den tager sig ud i Guds øjne, ville vi forstå, at kun det arbejde, som udføres under stadig bøn og helliges af Kristi fortjeneste, vil bestå i dommen. Når den store dag kommer, skal I atter kende forskel på den, som tjener Gud, og den, som ikke tjener ham. (RH 7-4 1893)TOAA 56.2