21 Kirke og Stat

En kirke, der søger statsunderstøttelse, har mistet Guds nåde.
Mennesker, der fordømmer andre, nøjes ikke med at påpege, hvad de anser for fejl hos dem. Hvis lempelige metoder ikke giver de ønskede resultater, vilde gribe til tvang. De vil tvinge andre til at rette sig efter, hvad de anser for rigtigt, så vidt det står i deres magt. Således gjorde jøderne på Jesu tid — og således har den kirke, som har mistet Guds nåde, båret sig ad, lige siden dengang. Når den ikke ejede kærlighedens magt, søgte den statens stærke magt for at gennemtvinge sine dogmer og bestemmelser. Dette er hemmeligheden bag alle de religiøse love, som nogen sinde er blevet vedtaget, og bag al forfølgelse lige fra Abels tid til i dag.TOAA 108.1

Kristus tvinger ingen, han drager mennesker til sig. Den eneste tvang, han bruger, er kærlighedens magt. Når kirken begynder at søge støtte hos den verdslige magt, er det tegn på, at den ikke ejer Kristi kraft — den guddommelige kærligheds magt. (MB 126-127)TOAA 108.2

Problemer vedrørende forholdet mellem kirke og stat kan bruges til at fremme evangeliet.TOAA 108.3

I vort eget land er der meget at tage fat på. Mange byer skal advares. Evangelister burde komme til steder, hvor man er rystet over søndagslovsspørgsmålet og diskussionen vedrørende religionsundervisningen i de offentlige skoler. Forsynet giver os på denne måde muligheder — hvis vi forsømmer at bruge dem, hindrer det værkets fremgang. (9T 51)TOAA 108.4

Når mennesker svigter deres troskab mod Gud og I stedet ophøjer menneskelig magt, gøres Satan til verdens herre gennem politiske love.TOAA 109.1

Fjenden virker i den religiøse verden for at forlede mennesker til at tro, at Guds lov kan tilsidesættes. Han har lang erfaring i dette arbejde — han begyndte med vore første forældre, da han fik dem til at tvivle på Gud. Kunne han komme imellem dem og Gud, var han sikker på at vinde. Udsigten til at blive guder, der kendte forskel på godt og ondt, tiltalte Adam og Eva, og de gav efter for fristelsen. Mennesker tror, at de opnår meget ved at kende godt og ondt; men de fatter ikke Satans hensigt. De forstår ikke, at de bliver fanget i hans garn, når de piller ved Guds lov. Fjenden ved, at hvis kirken bliver underkastet politiske love, hvis den kan bringes til at forene sig med verden, anerkender den i realiteten ham som sit overhovede. Og så vil menneskeskabte love arbejde i modstrid med Himmelens regering: Under Satans ledelse vil mennesker afskaffe Guds hellige lov vedrørende sabbaten, hvis helligholdelse skal være et evigt tegn mellem Gud og hans folk.TOAA 109.2

Satan har haft fremgang i den kristne verden. Han har helt efter sit ønske skabt en tingenes orden, som afskaffer Guds lov. Ved sit bedrageriske virke har han i den såkaldt kristne verden opnået det, han prøvede på at opnå i Himmelen — en afskaffelse af Jehovas love. Gennem romersk magt har han arbejdet for at afskaffe Guds mindesmærke og oprette sit eget for at skille Gud fra hans folk. Den protestantiske verden af i dag bliver fremmedgjort for Gud ved at antage den falske sabbat. Der findes ikke eet eneste holdepunkt i Guds Ord for at gøre dette. Og alligevel hævdes det nidkært, at Guds mindesmærke over skabelsen skal foragtes og trædes under fod — og den første dag i ugen indtage dens plads.TOAA 109.3

Intet kan såre Gud dybere end det at foragte hans hellige dag og indstifte en falsk sabbat, som ikke har nogen form for hellighed. Gud gav sabbaten til verden, for at den skulle sættes til side til hans navns ære. “Sabbaten er et tegn mellem mig og Eder fra slægt til slægt, for at I skal kende, at jeg Herren er den, der helliger Eder.” Israeliterne skal holde sabbaten, så de fejrer sabbaten fra slægt til slægt som en evig gyldig pagt.” (2 Mos.31,16)TOAA 109.4

Og hvem er Israel? Helligånden erklærer gennem Paulus: “Hvis I hører Kristus til, er I Abrahams sæd.” Enhver, som gennem Kristus er blevet indlemmet i det sande Israel, er forpligtet til at holde sabbat.TOAA 110.1

Den, som ikke respekterer et ligefremt “således siger Herren”, frasiger sig sin troskab mod Gud og sætter menneskelige befalinger i stedet for hans bud. Ved således at gøre oprør mod Gud stiller mennesker sig, hvor de ikke kan få det mærke eller tegn, som skal vise verden, hvem der er Guds sande efterfølgere. Ingen, der har fået lyset og lukker øjne og øren for at tydeligt “således siger Herren”, vil blive retfærdiggjort. For de kæmper imod Gud; og deres brøde vil bliveåbenbaret. (ST22-11-1899)TOAA 110.2

Kirke og stat i U.SA.
Ved den bevægelse, som nu er i gang i USA, for at sikre kirkens dogmer og sædvaner med statens støtte, følger protestanterne i pavekirkens fodspor. Nej, endnu værre, de åbner døren for pavemagten, så den kan vinde det herredømme i det protestantiske Amerika, som den har tabt i den gamle verden. Det, som især gør denne bevægelse betydningsfuld, er, at dens vigtigste formål er at gennemtvinge søndagshelligholdelse — en skik som er skabt af Rom, og som man der erklærer, er tegnet på denne kirkes autoritet. Det er pavekirkens ånd — den ånd som retter sig efter verdslige skikke og sætter menneskelige traditioner over Guds bud som gennemsyrer de protestantiske kirkesamfund og får dem til at ophøje søndagen på samme måde, som pavekirken har gjort før dem. (GC 573) .TOAA 110.3

Godkendelse af forkerte principper vedrørende kirke og stat, bliver årsag til den sidste store forfølgelse.
Når først det princip er vedtaget i USA, at kirken kan benytte sig af eller kontrollere statsmagten — at religiøse skikke kan gennemtvinges ved verdslig lov — kort sagt, at kirken og staten bestemmer over menneskers samvittighed, så er pavekirkens sejr i vort land sikret. (GC 581)TOAA 111.1

En af de vigtigste årsager til den franske revolution var, at kirken beskattede folk.
I mange landsdele ejedes godserne af adelen, og den arbejdende befolkning var kun forpagtere. De var helt underkastet deres herrer og tvunget til at finde sig i urimelige krav. De tunge byrder med at opretholde både kirke og stat hvilede på middelklassen og de fattige, som blev pålagt store skatter både af de civile myndigheder og af præsteskabet. Adelens fornøjelser var den højeste lov; bønder og arbejdere kunne sulte, uden at deres undertrykkere brød sig om det... Folket blev på alle måder tvunget til at rette sig efter godsejernes behov for luksus...TOAA 111.2

Men resultatet af dette blev vidt forskelligt fra det, som var Roms hensigt. I stedet for at holde masserne nede i blind underkastelse under kirkens dogmer resulterede deres adfærd i vantro og revolution. Mål foragtede præstestanden og anså den for meddelagtig i undertrykkelsen. Den eneste Gud, man kendte, var Roms gud; og Roms lære var deres eneste religion. De anså denne kirkes grådig hed og’ grusomhed for resultater af Bibelens lære — og de ville ikke tåle den.(GC 279-281)TOAA 111.3

Vi skal aldrig forene os med verden for penges skyld.
Gud har givet os tydelig undervisning angående vort arbejde. Vi skal forkynde sandheden om Herrens sabbat, hele det brud, som er sket på hans lov. Vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at oplyse dem, som er uvidende; men vi skal aldrig samarbejde med verdens mennesker for at opnå financiel støtte. (RH 20-4-1911) Forening af stat og kirke giver Satan magten. Satan i samråd med sine onde engle:TOAA 111.4

“Vor vigtigste opgave er, at bringe denne sabbatsholdersekt til tavshed. Vi må ophidse offentligheden imod dem. Vi vil få store og verdenskloge mænd på vor side og få de indflydelsesrige til at udføre vore hensigter. Så vil den sabbat, som jeg har indstiftet, blive gennemtvunget ved de strengeste love. De, som ikke vil adlyde, skal drives ud af byer og landsbyer til sult og nød. Når vi først får magten, skal vi vise, hvad vi kan gøre med dem’, som ikke vil vige fra deres troskab mod Gud. Vi fik romerkirken til at fængsle, tortere og dræbe dem, som nægtede at rette sig efter dens love,. og når vi nu få_ bragt de protestantiske kirkesamfund og verden i harmoni med denne vor stærke højre arm, skal vi endelig ved lov få udryddet alle dem, der ikke vil anerkende vor autoritet. Når der bliver dødsstraf for at nægte at overholde vor sabbat, Vil mange af dem, som nu er i sabbatsholdernes rækker, komme over på vor side. (SP vo1.4 338)TOAA 112.1

En forening af kirke og stat er katastrofal.
Den bestemmelse, som de første indvandrere i vort land vedtog, at kun medlemmer af kirken kunne vælges ind i landets styrelse, havde yderst skadelige følger. Man vedtog dette for at bevare statens renhed, men det resulterede i kirkens fordærvelse. Da det var en betingelse for valgret og valgbarhed at være medlem af kirken, sluttede mange sig til denne udelukkende ud fra verdslige motiver uden at blive omvendt. På den måde kom kirkesamfundene til for en stor del at bestå af verdslige mennesker. Selv blandt præsterne var der nogle, som ikke blot udbredte vranglære, men var helt uvidende om Helligåndens fornyende kraft. Som så ofte tidligere i kirkens historie lige fra Konstantins tid til vore dage så man de slette resultater af et forsøg på at opbygge kirken ved statens hjælp — at appellere til den verdslige magt om støtte for hans evangelium, som erklærede: “Mit rige er ikke af denne verden.” Joh. 18:36. Selv den svageste forening mellem kirken og staten, der kan se ud til at bringe verden nærmere til kirken, vil i realiteten kun bringe kirken nærmere til verden.. (GC 297)TOAA 112.2

Kirke og stat vil forene sine kræfter for at tvinge alle til at modtage dyrets mærke..
Guds sande tilbedere vil specielt adskille sig ved deres respekt for det fjerde bud — for det er tegnet på hans skabermagt og beviset på hans krav på menneskets ærbødighed og hyldest. De gudløse vil kendes på deres anstrengelser for at nedrive Skaberens mindesmærke og ophøje Roms påbud. På dette spørgsmål vil hele kristenheden blive delt i to store lejre — den, som bevarer Guds bud og troen på Jesus, og den som tilbeder dyret og dets billede og modtager dets mærke. Skønt kirke og stilt vil forene deres kræfter for at tvinge “alle, både små og store, rige og fattige, frie og trælle” (Åb.13,16) til at modtage det, så profeten på Patmos “dem, som’ var gået sejrende ud af kampen mod dyret og dets billede og dets navns tal, stå ved glarhavet med Guds harper i deres hænder: Og de sang Mose og Lammets sang.” (Åb.15,2.3.; 2 SM 55)TOAA 113.1

Satans overherredømme afhænger af foreningen mellem kirke og stat; E.G.White kalder det Satans lovgivning.
Den bekendende kristne verden er under Satans indflydelse. Kristus kalder fyrsten over dette rige Satan, Bee1zebul, en løgner, en morder fra begyndelsen, den onde, som konstant arbejder med de gudløse og ulydige for at nedtrampe Jehovas lov. Satan tilegnede sig overherredømmet som lovgiver for ved lov at gennemtvinge overtrædelse af Guds lov. ben bekendende kristne verden kommer under hans banner, idet den fuldt ud vælger hans tjeneste til at gøre den faldne fjendes gerning.TOAA 113.2

Den oprørske hersker hævdede. at han havde autoritet til at vedtage love. som var i modstrid med de love, som var givet af den eneste sande Gud, Himmelens og jordens Skaber. Når mennesker antager denne forførende magt ,frem for den ligefremme oplysning i Guds Ord, vælger de Satan som deres leder. Ved menneskelige hjælpere opnår den dristige oprørsleder at sætte sig over Gud — mørkets fyrste anerkendes som øverste autoritet. Vi kan kun gisne om antallet af hans engle men vi ved. at denne verden er hans arbejdsplads, og gennem sine medhjælpere overalt på jorden mangedobler han sin indflydelse. Præstestanden er hans dygtige medarbejdere i den opgave at gøre Guds lov til intet, idet den ringeagter sabbatsdagen, som er et mindesmærke over skabelsen og et tegn på Guds overhøjhed.TOAA 114.1

Enhver. som ved spidsfindigheder vil omgå det enkle og direkte “således siger Herren” i det inspirerede Ord. vil blive et redskab til at friste andre. Ved at antage og forsvare Satans lovgivning vil han blive ophidset til at tvinge andre til at vanære Guds lov.TOAA 114.2

Der findes en falden fjende, og vi vil blive stillet over for hans underfundighed. Enhver, der ikke har sin styrke i Herren, vil være ude af stand, til at modstå mørkets magt. (1888 Materials. side 1199-1201)TOAA 114.3

De kristne og politik.
Jesus blev atter og atter bedt om at dømme i lovspørgsmål og politik. Men han nægtede at have med timelige spørgsmål at gøre. Han vidste, at der i den politiske verden fandtes uretfærdighed og tyranni. Men hans eneste svar var forkyndelse af Bibelens sandhed. For de store skarer, som fulgte ham, fremholdt han de rene, hellige principper i Guds lov og den velsignelse, som findes ved at adlyde dem. Med himmelsk autoritet understregede han betydningen af retfærdighed og medlidenhed. Men han nægtede at tage del i personlige stridsspørgsmål. (9T 218)TOAA 114.4

Det er Herrens vilje, at hans børn skal at holde sig fra politiske spørgsmål. Vedrørende sådanne emner er tavshed guld. Kristus kalder sine efterfølgere til enhed i evangeliets rene principper, som er tydeligt åbenbaret i Guds Ord. Vi kan ikke stemme på politiske partier, for vi ved ikke, hvem vi stemmer på. Vi kan ikke risikere at deltage i politiske planer. Vi kan ikke samarbejde med mennesker, som vil bruge deres indflydelse til at undertrykke religionsfrihed og vedtage forordninger, som skal opfordre eller tvinge deres medmennesker til at holde søndagen som hviledag. Ugens første dag skal ikke helligholdes. Det er en falsk hviledag, og medlemmer af Herrens familie kan ikke samarbejde med mennesker, som ophøjer denne dag og gør oprør imod Guds lov ved at træde hans helligdag under fod. Guds folk skal ikke stemme på sådanne. Hvis de gør det, bliver de med ansvarlige for de synder, de begår i embeds medfør...TOAA 115.1

Hvad skal vi da gøre? —Hav intet medpolitik at gøre. “Træk ikke i ulige åg med de vantro, thi hvad har retfærdighed og lovløshed med hinanden at skaffe? eller hvilket fællesskab er der mellem lys og mørke? hvordan kan Kristus stemme overens med Beliar? eller hvordan kan den troende have lod og del med den vantro?” 2 Kor 6,14.15. Hvad kan disse have tilfælles? Der er intet fællesskab. Ordet fællesskab betyder deltagelse — delagtighed. Bibelen bruger de stærkeste billeder for at klargøre, at der ikke skal være noget samarbejde mellem verdslige sammenslutninger og dem, som søger Kristi retfærdighed. Hvilket fællesskab er der mellem lys og mørke, sandhed og uretfærdighed? — intet som helst. Lyset repræsenterer retfærdighed — mørket synd og uretfærdighed. De kristne er kommet fra mørket ud i lyset. De har iført sig Kristus og bærer sandhedens og lydighedens tegn. De styres af de ophøjede hellige principper, som kom til udtryk i Kristi liv. Verden derimod ledes af uhæderlige og uretfærdige principper..TOAA 115.2

De ledere og lærere i kirke og skole, som går op i politik skulle omgående fratages deres arbejde, for Herren vil ikke samarbejde med dem. Tienden bør ikke bruges til at lønne nogen, som er optaget af politik. Hver eneste lærer, prædikant eller leder i vore rækker, som er opfyldt af et ønske om at sige sin mening om politiske spørgsmål, skulle omvendes ved tro på sandheden eller opgive sit arbejde. Han må bruge sin indflydelse som en Guds medarbejder til at vinde sjæle for Kristus; ellers skal han ikke være ansat af samfundet. Hvis han ikke ændrer sig, kan han kun gøre skade.TOAA 116.1

Til lærerne i vore skoler siger jeg I Herrens navn: Hold jer til det arbejde, I er valgt til. Gud har ikke kaldt jertil at deltage i politik. (FE 475.476)TOAA 116.2

Principperne for den kristnes forhold til stat og krig som de blev nedlagt under borgerkrig i det nittende århundrede
Det blev vist mig, at Guds folk, som er hans særlige skat, ikke kan deltage i denne indviklede krig, fordi den er i modstrid med alle deres trosprincipper. I hæren kan de ikke adlyde sandheden og samtidig adlyde deres officerers krav. Det vil til stadighed stride imod deres samvittighed. Verdslige mennesker styres .af verdslige principper. De forstår ikke noget andet. Verdslig politik og den offentlige mening er grundlaget for det princip, som ligger til grund for deres handlinger. Men Guds børn kan ikke lade sig styre af sådanne motiver. Guds Ord og befalinger, som er indskrevet i sjælen, er ånd og liv og har magt til at frembringe underkastelse og lydighed. Jehovas ti bud er grundlaget for alle retfærdige og gode love. Den, som elsker Guds bud, vil rette sig efter alle et lands gode love. Men hvis myndighedernes kraver i modstrid med Guds love, er der kun eet spørgsmål at tage stilling til: Skal vi adlyde Gud eller mennesker? (1T 361.362)TOAA 116.3

Fremhold sandheden under alle forhold, og tag ikke krigs våben i jeres hænder.
Først må Guds plan komme ind i hjertet. Thi sandhed og lad ham udføre reformationsgerningen. Henvis ikke til hvad modstanderne siger; lad alene sandheden blive fremholdt. Den kan skære igennem. Fremhold Ordet i dets styrke.TOAA 117.1

Idet vanskelighederne tiltager, vil der være både uenighed og enighed i vore rækker. Nogle, som nu er parat til at bære våben, vil når farens stund kommer vise, at de ikke har bygget på klippen — de vil falde for fristelsen. Mennesker, som har haft stort lys og dyrebare privilegier, men ikke har fulgt lyset, vil under et eller andet påskud forlade os. Fordi de ikke har taget imod kærligheden til sandheden, vil de blive ført bag lyset af fjenden; de vil stole på forføriske ånder og Djævelens lærdomme og forlade troen. Men på den anden side vil de sande får høre den sande hyrdes røst, når forfølgelsen virkelig bryder løs. Selvopofrende anstrengelser vil blive gjort for at frelse de fortabte, og mange, som er kommet bort fra menigheden, vil komme tilbage for at følge den gode Hyrde. Guds børn vil slutte sig sammen og gøre enig front mod fjenden. Over for den fælles fare vil kampen om at være den ledende ophøre. Der vil ikke mere være nogen diskussion om, hvem der er der. største. Ingen sand troende vil sige: “Jeg er tilhænger af Paulus, jeg af Apollos, jeg af Kefas.” Alle vil sige: “Jeg klynger mig til Kristus; jeg fryder mig over, at han er min personlige Frelser.”TOAA 117.2

Således vil sandheden blive ført ud i livet, og såedes vil den bøn, som Jesus bad lige før sin fornedrelse og død, blive opfyldt: “At de må alle være eet, ligesom du Fader! i mig og Jeg i dig, at også de må være eet i os, så verden må tro, at du har sendt mig.” Johs.17,21. Vor kærlighed til Kristus og til vore brødre vil vise verden, at vi har været hos Jesus og lært af ham. Da vilden tredie engels budskab vokse til et højt råb, og hele jorden vil blive oplyst af Herrens herlighed. (6T 400.401)TOAA 117.3