Kapitel 30—Et Kald til et højere aandeligt Stade.

I HAAB om at indtrykke levende paa de troendes Sind i Korinth Nødvendigheden af fuld Selvbeherskelse, streng Afholdenhed og urokkelig Nidkjærhed i Kristi Tjeneste drog Paulus i sit Brev til dem en slaaende Sammenligning meliem den Kristnes Strid og de f ej - rede Væddeløbskampe, som med visse Mellemrum blev holdt i Nærheden af Korinth. Væddeløbskampene var de ældste og mest ansete af alle de græske og romerske Lege De blev overværet af Konger, Statsmænd cg adelige Personer. Rige unge Mænd af høj Rang deltog i disse Lege og veg ikke tilbage for nogen Anstrengelse eller Træning, som var nødvendig for at vinde Prisen.AV 180.1

Kampene foreglk under strenge Regler, som ikke kunde forandres. De, som ønskede at komme i Betragtning i Kappestriden om Klenodiet, maatte først undenkaste sig en streng forberedende Træning. Skadelige Nydelser og alt, som vilde svække de aandelige og fysiske Kræfter, var strengt forbudt. Om nogen skulde gjøre sig Haab om Held i disse Styrkeog Hurtighedprøver, maatte han være i Besiddelse af kraftige, smidige Muskler og have fuldt Herredømme over sine Nerver. Den kjæmpende maatte være sikker i enhver Bevægelse, hurtig og udholdende til Fods; de fysiske Kræfter maatte drives op til den højest mulige Udvikling.AV 180.2

Naar Deltagerne i disse Kampe traadte frem for den ventende Tilskuerskare, blev deres Navne opraabt, og Reglerne for Løbet klart angivet Derpaa begyndte de alle Løbet samtidig, og Tilskuernes spændte Opmærksomhed opflammede enhver til at gjøre sit allerbedste for at vinde. Dommerne havde Plads i Nærheden af Maalet, for at de kunde følge Løbet fra Begyndelse til Ende og give Sejersprisen til den rette. Om nogen naaede Maalet først ved Benyttelse af ulovlige Fordele, fik han ingen Belønning.AV 180.3

Disse Kampe var forbundet emd stor Risiko. Mange forvandt aldrig Følgerne af den vældige fysiske Anstrengelse. Det var ikke usædvanligt, at en Mand faldt om under Løbet, med Blodet strømmende ud af Næse og Mund; og undertiden skete det, at en af de kjæmpende faldt død om, lige idet han var ifærd med at gribe Belønningen. Men Faren for at paadrage sig livsvarig Skade eller endog Døden blev ikke anset for stor, naar det gjaldt Udsigten til at opnaa den Ære, som tiifaldt Sejervinderen.AV 180.4

Naar den sejrende var ved Maalet, fyldtes Luften af Mængdens Bifaldsraab, som gav Ekko i de omliggende Høje og Bjerge. I Til- skuernes Paasyn overrakte Dommeren ham Sejerstegnet — en Laurbærkrans, ligesom han ogsaa fik en Palmegren, som han skulde bære i sin højre Haand. Hans Ros gik over det ganske Land. Hans Forældre fik sin Del af Æren, ja selv Byen, hvor han boede, blev holdt i høj Anseelse for at have frembragt en saa stor Atlet.AV 180.5

Paulus henviste til disse Væddeløb som et Billede paa den Kristnes Kamp og dvælede ved den Beredelse, som var nødvendig for at deltage i Løbene — den Træning og Disciplin, som gik forud, samt Nødvendigheden af Afholdenhed i Mad og Drikke og overhovedet i alt. “Hver den, som kjæmper,” skrev han, “er afholdende i alt.” Løberne afholdt sig fra enhver Nydelse, som vilde svække de fysiske Kræfter, og ved streng og vedholdende Træning forsøgte de at bringe sin Legemsstyrke til den størst mulige Fuldkommenhed, for at de, naar Kampen skulde finde Sted, maatte kunne paalægge sig de sværeste Kraftanstrengelser. Hvor meget vigtigere er det ikke for den Kristne, hvis evige Interesser staar paa Spil, at han bringer sin Appetit og sine Lidcnskaber under Fornuftens og Guds Viljes Herredømme! Aldrig maa han lade Fornøjelser, Luksus eller Hensynet til egen Magelighed føre Sindet bort fra, hvad Kampen gjælder. Alle hans Vaner og Lidenskaber maa underkastes den strengeste Disciplin. Fornuften, oplyst af Guds Ord og ledet af hans Aand, maa holde Tøjlerne.AV 181.1

Efter at dette er gjort, maa den Kristne anstrenge sig til det yderste for at vinde Sejren. I de korinthiske Lege blev de kjæmpendes sidste faa Spring foretaget med en fortvivlet Kraftanstrengelse, for at Hastigheden kunde vedligeholdes uformindsket. Saaledes vil den Kristne, naar han nærmer sig Maalet, trænge sig frem med større Nidkjærhed og et fastere Forsæt end ved Begyndelsen af Løbet.AV 181.2

Paulus gjorde en Sammenligning mellem den hurtigt visnende Laurbærkrans, som den sejrende ved Væddeløbskampene fik, og den evige Herlighedskrone, som den sejrende paa den kristne Løbebane faar. Han siger, at de løber “for at annamme en forkrænkelig Krone, men vi en uforkrænkelig”. De græske Løbere unddrog sig ingen Anstrengelse eller Træning for at vinde et forgjængeligt Kle-nodie; vi stræber efter at opnaa noget, som er uendelig meget mere værd, nemlig Livets evige Krone; og hvor meget mere omhyggeligt burde vi ikke stræbe, og hvor meget mere villige burde vi ikke være til at udholde Opofrelse og Selvfornægtelse!AV 181.3

I Brevet til Hebræerne omtales det udelte Forsæt, som bør kjendetegne den Kristnes Løb for at vinde evigt Liv. “Lad og os, efterdi vi har en saadan Skare af Vidner omkring os, aflægtre al Bvrde og Synden, som lettelig forrasker os, og med Standhaftighed gjennemløbe den os anviste Bane, idet vi ser hen til Troens Begynder og Fuldkommer Jesus.” Heb 12: 1, 2. Misundelse, Had. ond Tale, Be-gjærlighed — saadant hører med til de Byrder, som den Kristne mar aflægge, om han skal kunne løbe for at opnaa Udødelighed. Enhver Vane, som fører til Synd og bringer Vanære over Kristus, maa bortlægges, hvad det end skal koste. Himlens Velsignelse kan ikke hvile over nogen, som lever i Overtrædelse af Retfærdighedens evige Principper. En eneste Synd, der fastholdes, er nok til at fordærve Karakteren og vildlede andre.AV 181.4

“Dersom din Haand forarger dig,” sagde Frelseren, “hug den af; det er dig bedre at gaa en Krøbling ind i Livet, end at have to Hænder og fare hen til Helvede i den uslukkelige Ild, hvor deres Orm ikke dør, og Ilden ikke udslukkes. Og dersom din Fod forarger dig, hug den af; det er dig bedre at gaa halt ind i Livet, end at have to Fødder og blive kastet i Helvede.” Mark. 9: 43-45. Dersom man for at redde nogen fra Døden skulde finde det nødvendigt at afhugge Foden eller Haanden eller endog plukke et Øje ud, hvor meget mere magtpaaliggende bør det da ikke være for den Kristne at aflægge Synden, som medfører Sjælens Død!AV 182.1

Men om end Deltagerne i hine Oldtidens Lege havde underkastet sig Selvfornægtelse og streng Disciplin, var Sejren dem dog ikke sikret. “Ved I ikke,” spurgte Paulus, “at de, som løber paa Banen, Iøber vel alle, men kun én faar Klenodiet ?” Hvor begjærligt og ihærdigt Løberne end maatte anstrenge sig, saa kunde Belønningen dog kun gives til én. Kun én Haand kunde gribe den eftertragtede Krans. Somme kunde anstrenge sig til det yderste for at vinde Pri-sen; men naar de rakte Haanden ud for at modtage den, kunde en anden komme dem et Øjeblik i Forkjøbet og tilrive sig det eftertragtede Klenodie.AV 182.2

Saaledes er det ikke i den Kristnes Kamp Ingen, som opfylder Betingelserne, vil blive skuffet ved Løbets Afslutning. Ingen, som er alvorlig og udholdende, vil gaa glip af Prisen. Det er ikke den hurtige, som vinder i Løbet, eller den stærke, som vinder i Kampen; den svageste hellige saavel som den stærkeste kan opnaa at bære Herlighedens uforkrænkelige Krone. Alle, som ved Guds Naades Kraft bringer sit Liv i Overensstemmelse med hans Vilje, kan sejre. Efterlevelsen i det daglige Liv af de Principper, som er nedlagt i Guds Ord, bliver altfor ofte betragtet som uvæsentligt — som noget, der er af alt for ringe Betynding til at fortjene Opmærksomhed. Men i Betragtning af, hvad der staar paa Spil, er intet for smaat, som kan hjælpe eller hindre. Enhver Handling kaster sit Lod i den Vægtskaal, der afgjør, om Livet skal bringe Sejer eller Nederlag. Og den Belønning, der gives de sejrende, vil staa i Forhold til den Energi og det Alvor, hvormed de har kjæmpetAV 182.3

Apostelen ligner sig med en Mand som løber paa en Bane og anstrenger enhver Nerve for at vinde Klenodiet. “Derfor løber jeg ikke, som paa det uvisse,” siger han. “jeg fægter, som den, der ikke slaar i Vejret; men jeg spæger mit Legeme og holder det i Trældom, at ikke jeg, som prædiker for andre, skal selv blive forskudt” For at løbe Paa det uvisse Paa den Kristnes Løbebane underkastede Paulus sig streng Disciplin. Ordene: “Jeg spæger mit Legeme,” betyder ved streng Disciplin at holde Lysterne, lndskydelserne og Lidenskaberne nede.AV 182.4

Paulus frygtede for, at han, som prædikede for andre, selv kunde blive forskudt. Han forstod, at dersom han ikke i sit Liv overholdt de Principper, som han troede paa og prædikede. vilde hans Arbejde for andre ikke gavne ham. Hans Tale, hans Indflydelse, hans Selvfornægtelse maatte vise. at hans Religion ikke blot var en tom Bekjendeise, men et dagligt Liv i Smafund med Gud. Eet Maal holdt han sig stadig for Øje cg strarbte han alvorligt efter at opnaa, nemlig, at han maatte eje “Retfærdigheden af Gud formedelst Troen”. Fil. 3: 9.AV 183.1

Paulus vidste, at hans Kamp imod det onde ikke vilde ophøre, saa længe han levede. Han forstod Nødvendigheden af at holde Vagt over sig selv, for at ikke jordiske Lyster skulde faa Overhaand over hans aandelige Nidkjærhed. Af al Kraft vedblev han at stride imod de naturlige Tilbøjeligheder. Stadig holdt han sig det Ideal for Øje. som han skulde naa op til, og dette Ideal stræbte han efter at opnaa ved villig Lydighed mod Guds Lov. Hans Ord, hans Vandel, hans Lidenskaber — alt blev stillet under Guds Aands Herredømme.AV 183.2

Det var dette udelte Forsæt om at sejre i Løbet efter det evige Liv, Paulus længtes efter at se aabenbaret i de troendes Liv i Korinth. Han vidste, at for at naa op til det Maal, som Kristus havde stillet for dem, havde de for sig et Liv i Kamp, som aldrig vilde tilstede nogen Hvile. Han formanede dem til at kjæmpe lovmæssigt og daglig at stræbe efter Fromhed og Kristendyd. Han formanede dem til at aflægge enhver Byrde og skride fremad mod det store Fuldkommenhedens Maal i Kristus.AV 183.3

Paulus henviste Korinthierne til det gamle Israels Erfaringer, — til de Velsignelser, deres Lydighed bragte, og de Strafifedomme. deres Overtrædelser paaførte dem. Han mindede dem om den vidunderlige Maade, hvorpaa Hebræerne blev ført ud af Ægypten, beskyttet af Skystøtten om Dagen og Ildstøtten om Natten. Saaledes blev de ført trygt igjennem det Røde Hav, medens Ægypterne, som forsøgte at gaa over paa samme Maade, allesammen omkom. Ved disse Handlinger havde Gud anerkjendt Israel som sin Menighed. De “aad alle den samme aandelige Mad, cg de drak alle den samme aandelige Drik; thi de drak af den aandelige Klippe, som fulgte dem; men Klippen var Kristus”. Paa alle sine Rejser havde Jøderne Kristus til Anfører. Den slagne Klippe var et Forbillede paa Kristus, der skulde blive saaret for Menneskenes Overtrædelser, for at Frelsens livgivende Vande kunde flyde ud til alle.AV 183.4

Til Trods for den Gunst, Herren havde vist Jødefolket, kom hans Straffedomme dog over dem som en Følge af deres Lyst til den Luksus, de havde efterladt sig i Ægypten, og deres Synder og Gjenstridighed. Apostelen paalagde de troende i Korinth at give Agt paa den Lærdom, som rummes i Israels Børns Erfaring. “Men disse Ting,” skrev han, “er blevne Forbilleder for os, at vi ikke skal have Lyst til det onde, som dc havde Lyst dertil.” Han viste, hvordan Hang til Magelighed og Forlystelse havde beredt Vejen for Synder, som havde nedkaidt Guds synlige Hævn over dem. Det var da Israels Børn satte sig ned for at spise og drikke og stod op for at lege, at de afkastede den Guds frygt, som de havde følt, da de hørte paa Lovens Kundgjørelse, og at de gjorde en Guldkalv, der skulde fremstille Gud, og tilbad den. Det var efter at have deltaget i en vellystig Fest i Forbindelse med Dyrkelsen af Baal-Peor, at mange af Hebræerne faldt formedelst Tøjlesløshed. Guds Vrede blev optændt, og paa hans Befaling blev “tre og tyve Tusinde” dræbt af Plagen paa én Dag.AV 183.5

Apostelen foimanede Korinthierne: “Hvo som tykkes at staa, se til, at han ikke falder.” Dersom de begyndte at rose sig, blev selvtilidsfulde og undlod at vaage og bede, vilde de falde i store Synder og nedkalde Guds Vrede over sig. Men Paulus vilde heller ikke, at de skulde hengive sig til Fortvivlelse eller Modløshed Han gav dem den Forsikring, at “Gud er trofast, som ikke skal lade eder fristes over eders Formue, men skal gjøre baade Fristelsen og dens Udgang saaledes, at I det kan taale”.AV 184.1

Paulus anmodede sine Brødre om at betænke, hvilken Indflydelse deres Ord og Handlinger vilde øve paa andre, og ikke at gjøre noget, hvor uskyldigt det i og for sig maatte være, som tilsyneladende kunde billige Afguderiet eller saare deres Samvittighed, som maaske var svage i Troen. “Hvad heller I derfor æder eller drikker, eller hvad I gjør, da gjør alt til Guds Ære. Vær uden Forargelse baade for Jøder og Grækere og for Guds Menighed.”AV 184.2

Apostelens Advarsel til Menigheden i Korinth er anvendelig til enhver Tid og gjælder særlig vore Dage. Med Afguderi mente han ikke blot Tilbedelsen af Afguder, men indbefattede ogsaa heri egennyttig Hang til Magelighed og Tilfredsstillelse af Appetit og Lidenskaber. En blot og bar Bekjendelse af Troen paa Kristus, en Rosen sig af at kjende Sandheden, gjør ikke en Person til en Kristen. En Religion, der kun søger at tilfredsstille Øjet og Øret og Smagen, eller som billiger, at man følger sine egne Lyster, er ikke Kristi Religion.AV 184.3

Ved en Sammenligning af Menigheden med det menneskelige Legeme belyste Apostelen træffende det inderlige og harmoniske Forhold, der bør findes mellem alle Mediemmerne i Kristi Menighed. “Vi er jo alle døbte i én Aand til at være ét Legeme,” skrev han, “hvad heller vi er Jøder eller Græker, eller Trælle eller frie; og vi har alle drukket af Kalken til at være den samme Aand Ogsaa Legemet er ikke ét Lem, men mange. Dersom Foden vilde sige: Fordi jeg ikke er Haand, derfor hører jeg ikke til Legemet, mon den derfor ikke hører til Legemet? Og dersom Øret vilde sige: Fordi jeg ikke er Øje, derfor hører jeg ikke til Legemet, mon det derfor ikke hører til Legemet? Dersom det ganske Legeme var Øje, hvor blev da Hørelsen? Dersom det ganske Legeme var Hørelse, hvor blev da Lugten? Men nu har Gud sat Lemmerne, ethvert af dem, i Legemet, eftersom han vilde. Dersom de alle var ét Lem, hvor blev da Legemet? Men nu er der vel mange Lemmer, dog kun ét Legeme. Øjet kan ikke sige til Haanden: Jeg har dig ikke behov, eller atter Hovedet til Fødderne: Jeg har eder ikke behov. . . . Men Gud har saaledes sammenføjet Legemet, at han tillagde de ringere Dele mere Ære; paa det der ikke skal være Splid i Legemet, men at Lemmerne skal have lige Omhyggelighed for hverandre; saa at enten ét Lem lider, lider alle Lemmerne med. eller ét Lem bliver holdt i Ære, glæder alle Lemmerne sig med. Men I er Kristi Legeme og Lemmer enhver især.”AV 184.4

Med Ord, som fra den Dag af til vor egen Tid har været Menneskene en Spore til Opmuntring, fremholder Paulus dernæst Vigtigheden af den Kjærlighed, som bør næres af Kristi Efterfølgere. Han siger: “Talede jeg med Menneskers og Engles Tungemaal, men havde ikke Kjærlighed, da var jeg et lydende Malm eller en klingende Bjælde Og havde jeg profetisk Gave, og vidste alle Hemmeligheder og al Tro, saa at jeg kunde flytte Bjerge, men havde ikke Kjærlighed, da var jeg intet. Og uddelte jeg alt mit Gods til de fattige, og gav jeg mit Legeme hen for at brændes, men havde ikke Kjærlighed, da gavnede det mig intet.”AV 185.1

Den. hvis Hjerte ikke er fyldt med Kjærlighed til Gud og sine Medmennesker, er ikke en sand Kristi Discipel, ligegyldig hvor høj en Bekjendelse han fører. Om han end ejede stor Tro, ja endogsaa havde Kraft til at udføre Mirakler, var hans Tro dog værdiløs, dersom Kjærligheden manglede. Han kunde udvise stor Gavmildhed, men hvis han havde nogen anden Bevæggrund end sand Kjærlighed, saa vilde det ikke skaffe ham Gunst hos Gud, selv om han gav alt sit Gods til de fattige. I sin Nidkjærhed kunde han endog lide Martyrdøden, men dersom Kjærligheden ikke var Drivfjederen, vilde han af Gud blive betragtet som en bedragen Sværmer eller ærgjerrig Hykler.AV 185.2

“Kjærligheden er langmodig, er velvillig; Kjærligheden bærer ikke Nid; Kjærligheden bruger ikke Fremfusenhed, opblæses ikke”. Den reneste Glæde har sit Udspring i den dybeste Ydmyghed. Den stærkeste og ædleste Karakter bygges paa Taalmodighedens og Kjærlighedens Grundvold og Hengivenhed i Guds Vilje.AV 185.3

Kjærligheden “gjør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, bliver ikke bitter, gjemmer ikke paa det onde”. Kristelig Kjærlighed tager andres Bevæggrunde og Handlinger i den bedste Mening. Den stiller ikke unødvendig deres Fejl tilskue; den lytter ikke begjærligt til slette Rygter, men søger hellere at minde om andres gode Egenskaber.AV 185.4

Kjærligheden “glæder sig ikke over Uretfærdighed, men glæder sig ved Sandhed; fordrager alt, tror alt, haaber alt, taaler alt”. Denne Kjærlighed “affalder aldrig”, den kan aldrig miste sin Værdi; thi den er en himmelsk Dyd. Den, som ejer den, vil føre den med sig som en dyrebar Skat ind gjennem Portene i Guds Stad.AV 185.5

“Saa bliver da Tro, Haab, Kjærlighed, disse tre; men størst iblandt disse er Kjærligheden.”AV 186.1

Under den moralske Tilbagegang blandt de troende i Korinth var der dem, som havde opgivet nogle af Grundtrækkene i sin Lære. Enkelte var gaaet saa vidt, at de fornægtede Læren om Opstandelsen. Paulus imødegik denne Vranglære med et meget tydeligt Vidnesbyrd om de umiskjendelige Beviser paa Kristi Opstandelse. Han erklærede, at Kristus efter sin Død “opstod den tredje Dag, efter Skrifterne”, hvorefter “han blev set af Kefas, derefter af de tolv. Derpaa blev han set af mere end fem Hundrede Brødre paa én Gang, af hvilke de fleste endnu er i Live, men nogle er og hensovede Derefter blev han set af Jakobus, dernæst af alle Apostlene. Men sidst af alle blv han set af mig”.AV 186.2

Med overbevisende Kraft fremholdt Apostelen den vigtige Sandhed om Opstandelsen. “Dersom der ikke er dødes Opstandelse,” skrev han, “da er ikke heller Kristus opstanden. Men er Kristus ikke opstanden, da er vor Prædiken jo forgjæves, saa er og eders Tro forgjæves. Vi bliver da og fundne som falske Vidner om Gud, idet vi har vidnet om Gud, at han oprejste Kristus, hvilken han ikke har opoprejst, dersom nemlig de døde ikke oprejses. Thi dersom de døde ikke opstaar, da er Kristus ikke heller opstanden. Men dersom Kristus ikke er opstanden, da er eders Tro forfængelig; saa er I endnu i eders Synder; saa er og de fortabte, som er hensovede i Kristus. Haaber vi alene paa Kristus i dette Liv, da er vi de elendigste af alle Mennesker. Men nu er Kristus opstanden fra de døde, og er bleven en Førstegrøde af de hensovede.”AV 186.3

Apostelen førte sine korinthiske Brødre i Tanken fremad til Opstandelsens herlige Morgen, da alle de hensovede hellige skal opstaa for derefter altid at være hos Herren. “Se,” skrev han, “jeg siger eder en Hemmelighed: Vi skal vel ikke alle hensove, men vi skal alle forandres, i en Hast, i et Øjeblik, ved den sidste Basune; thi Basunen skal lyde, og de døde skal opstaa uforkrænkelige, og vi skal forandres. Thi det bør dette forkrænkelige at iføres Uforkrænkelighed, og dette dødelige at iføres Udødelighed. Men naar dette forkrænkelige er iført Uforkrænkelighed, og dette dødelige er iført Udødelighed, da opfyldes det Ord, som skrevet er: Døden er opslugt formedelst Sejer. Død, hvor er din Braad? Helvede, hvor er din Sejer? . . . Men Gud være Tak, som giver os Sejer formedelst vor Herre Jesus Kristus.”AV 186.4

Herlig er den Sejer, som venter de trofaste! Apostelen saa de Muligheder, der forelaa de troende i Korinth, og søgte at fremholde for dem det. som løfter Menneskene ud af det egenkjærlige og sanselige og adler Livet ved Haabet om Udødelighed. Alvorligt formanede han dem til at være tro mod sit høje Kald i Kristus. “Mine elskede Brødre,” sagde han til dem, “vær faste, urokkelige, altid rige i Herrens Gjerning, da I ved, at eders Arbejde ikke er unyttigt i Herren!”AV 186.5

Saaledes søgte Apostelen paa den bestemteste og mest indtryksfulde Maade at rette paa de fejlagtige og farlige Anskuelser og Skikke, som raadede i Menigheden i Korinth. Han talte tydeligt, men af Kjærlighed til deres Sjæle. Gjennem hans Advarsler og Irettesættelser straalede Lyset fra Guds Trone over dem, for at de skjulte Synder, som besmittede deres Liv, kunde blive aabenbaret. Hvorledes vilde det blive modtaget?AV 187.1

Efter at Brevet var afsendt, frygtede Paulus for, at det, han havde skrevet maaske kunde være for saarende for dem, han havde ønsket at gavne. Han gruede for en endnu større Adskillelse, og undertiden længtes han efter at kunne tage sine Ord tilbage. De, der som Apostelen har følt et Ansvar for elskede Menigheder eller Anstalter, kan forstaa hans Nedtrykthed og Selvanklage. Guds Tjenere i denne Tid, som bærer tunge Byrder i hans Værk, kjender noget til de samme Erfaringer i Arbejdet og de Bekymringer, som det faldt i den store Apostels Lod at bære. Trykket af den Spild, som fandtes i Menigheden, og mødt med Utaknemmelighed og Utroskab hos nogle af dem. hos hvem han havde ventet at finde Sympati og Støtte, og vidende om den Fare, som de vildfarende i Menigheden svævede i, var han nødt til at bære et skarpt og indtrængende Vidnesbyrd for at straffe Synden; og samtidig med alt dette var han nedtrykt af Frygt for maaske at have handlet med for stor Strenghed. Med ængstelig Bæven ventede han paa at modtage Beretning af en eller anden Art om, hvordan hans Budskab var blevet modtaget.AV 187.2