Loading...
Larger font
Smaller font
Copy
Print
Contents

Apostlenes Liv og Virksomhed

 - Contents
  • Results
  • Related
  • Featured
No results found for: "".
  • Weighted Relevancy
  • Content Sequence
  • Relevancy
  • Earliest First
  • Latest First
    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents

    Kapitel 31—Budskabet modtaget.

    FRA Efesus tiltraadte Paulus en ny Missionsrejse, under hvilken han agtede at besøge nogle af de Steder i Europa, hvor han før havde virket. Han opholdt sig en Tid i Troas for at prædike Kristi Evangelium, og der fandt han nogle, som var villige til at høre hans Budskab. “En Dør var mig opladt i Herren,” skriver han senere om sit Arbejde paa dette Sted. Men til Trods for det Held, han havde med sig i Arbejdet i Troas, kunde han dog ikke blive der længe. “Bekymringen for alle Menigheder” og da navnlig for Menigheden i Korinth hvilede tungt paa hans Hjerte. Han havde haabet at træffe Titus i Troas og faa høre, hvorledes de Raad og Formaninger, han havde sendt sine korinthiske Brødre, var blevet modtaget; men heri blev han skuffet. “Der jeg kom til Troas,” siger han desangaaende, “havde jeg ingen Ro i min Aand, fordi jeg ikke fandt Titus, min Broder.” Han forlod derfor Troas og rejste over til Makedonien, hvor han i Filippi traf Timotheus.AV 188.1

    Trods den Ængstelse, Paulus i denne Tid bar paa for Menigheden i Korinth, haabede han dog paa det bedste; men undertiden grebes hans Sjæl af dyb Bedrøvelse ved Tanken om. at hans Raad og Formaninger maaske kunde blive misforstaaet. “Der vi kom til Makedonien,” skrev han senere, “havde vi ingen Ro i vort Kjød, men vi trængtes paa alle Maader: udvortes Strid, indvortes Frygt. Men den, som trøster de nedbøjede, Gud, han trøstede os ved Titus’s Ankomst.”AV 188.2

    Denne trofaste Budbærer bragte den opmuntrende Meddelelse, at der var foregaaet en vidunderlig Forandring blandt de troende i Korinth. Mange havde taget imod den Undervisning, som Brevet indeholdt, og omvendt sig fra sine Synder. Deres Liv var ikke længere en Vanære for Kristendommen, men øvede en mægtig Indflydelse til Gavn for praktisk Gudsfrygt.AV 188.3

    Inderlig glad herover sendte Apostelen endnu et Brev til de troende i Korinth og udtalte sit Hjertes Glæde over det gode Værk, som var sket med dem. “Om jeg end bedrøvede eder ved mit Brev,” skrev han, “saa angrer jeg det ikke.” Undertiden, naar han plagedes af Frygt for, at hans Ord skulde blive forkastet, havde han angret, at han havde skrevet saa bestemt og strengt. “Nu glæder jeg mig.” skrev han videre, “ikke derover, at I blev bedrøvede, men derover, at I blev bedrøvede til Omvendelse; thi I blev bedrøvede efter Gud, saa at I ikke i nogen Maade har lidt Skade af os. Thi Bedrøvelsen efter Gud virker Omvendelse til Salighed, som ikke fortrydes.” Den Omvendelse, som sker under Indllydelsen af Guds Naade paa Hjertet. vil fore til Bekjendelse og Afstaaelse fra Synd. Dette var de Frugter, Apostelen erklærede var kommet tilsyne i de troendes Liv i Korinth. “Hvilken lver det virkede hos eder, ja Forsvar, ja Harme, ja Frygt, ja Længsel, ja Nidkjærhed!”AV 188.4

    I nogen Tid havde Paulus baaret en Byrde i sin Sjæl for Menighederne — en Byrde saa tung, at han næsten ikke kunde holde den ud. Falske Lærere havde forsøgt at skade hans Indflydelse blandt de troende og tvinge sine egne Lærdomme ind i Stedet for Evangeliets Sandheder. De Vanske!igheder og trykkende Forhold, som Paulus var omgivet af, ses af disse hans Ord: “Vi var overmaade besværede og over Evne, saa at vi endog mistvivlede om Livet.”AV 189.1

    Men nu var én Aarsag til Ængstelse fjernet. Ved Meddelelsen om, at Brevet til Korinthierne var vel modtaget, udbrød Paulus i Glæde: “Lovet være Gud og vor Herres Jesu Kristi Fader, al Barmhjertigheds Fader og al Trøstes Gud, som os trøster i al vor Trængsel, at vi kan trøste dem, som er i allehaande Trængsel, med den Trøst, hvormed vi selv bliver trøstede af Gud! Thi ligesom Kristi Lidelser kommer overflødig over os, saaledes er og vor Trøst overflødig ved Kri-stus. Hvad heller vi da trænges, sker det for eders Trøst og Frelse, som viser sig kraftig deri, at I fordrager de samme Lidelser, som vi og lider; eller vi trøstes, da sker det for eders Trøst og Frelse. Og v ort Haab er fast om eder, efterdi vi ved, at ligesom I er delagtige i Lidelserne, saa skal I og være det i Trøsten.”AV 189.2

    Idet Apostelen udtrykker sin Glæde over deres Omvendelse og Fremvækst i Naaden, tilskriver han Gud al Ære for denne Forvandling i Hjerte og Liv. “Men Gud være Tak,” udbrød han, “som lader os altid bære Sejer i Kristus, og udbreder sin Kundskabs Vellugt ved os paa ethvert Sted. Thi Kristi Vellugt er vi for Gud, baade iblandt dem, som frelses, og iblandt dem. som fortabes.” Det var Skik paa hin Tid. at naar en sejerrig Feltherre kom tilbage fra Striden, førte han med sig en Skare Fanger. Ved saadanne Lejligheder blev nogle udset til at bære Røgelse; og medens Krigshæren sejerrig marcherede hjemad, var den liflige Duft for de Fanger, som var dømt til at dø, en Dødens Lugt, der viste, at den Stund nærmede sig, da de skulde henrettes; men for de Fanger, som havde vundet Sejerherrens Gunst, og hvis Liv skulde spares, var den en Livets Lugt, derved at den var et Tegn paa. at deres Frihed var nær forestaaendeAV 189.3

    Paulus var nu fuld af Tro og Haab og følte sig forvisset om, at Satan ikke skulde sejre over Guds Gjerning i Korinth, og han udøste sit Hjerte i Tak til Gud. Han og hans Medarbejdere vilde fejre Sejeren over Kristi og Sandhedens Fiender ved at gaa ud med fornyet Nidkjærhed for at udbrede Kundskaben om Frelseren. Lig Røgelse skulde Evangeliets Vellugt blive udbredt over Verden. For dem. der tog imod Kristus, vilde Budskabet blive en Livets Lugt til Liv. men for de vantro en Dødens Lugt til Død.AV 189.4

    Overvældet ved Tanken om Værkets Storhed udbrød Paulus: “Hvo er dertil dygtig?” Hvem er i Stand til at prædike Kristus paa en saadan Maade, at hans Fiender ikke skal have berettiget Grund til at foragte Budbæreren eller det Budskab, han bærer? Paulus ønskede at give de troende en sand Forstaaelse af det højtidelige Ansvar, som hviler paa enhver Ordets Forkynder. Troskab under Ordets Forkyndelse, forenet med et rent Liv i Samklang med Evangeliets Grundsætninger, det alene kan gjøre en Herrens Tjeners Arbejde antageligt for Gud og gavnligt for Menneskene. Ogsaa i vor Tid kan Ordets Forkyndere, som har den fulde Forstaaelse af Værkets Storhed, rettelig udbryde med Apostelen: “Hvo er dertil dygtig?”AV 189.5

    Der var dem, som havde beskyldt Paulus for Selvros, da han skrev sit første Brev. Apostelen hentydede nu hertil ved at spørge Menighedens Medlemmer, om de saaledes bedømte hans Bevæggrunde. “Begynder vi atter at prise os selv?” spurgte han, “eller behøver vi, som nogle, Anbefalingsbreve til eder, eller Anbefalingsbreve fra eder?” Troende, som flyttede til et nyt Sted, medbragte ofte Anbefalingsbreve fra den Menighed, de tidligere havde tilhørt; men de ledende Arbejdere, Grundlæggerne af disse Menigheder, behøvede ingen saadan Anbefaling. De korinthiske troende, der var ført ud fra Afguderiet og havde antaget Evangeliets Tro, var selv al den Anbefaling, Paulus behøvede. Deres Antagelse af Sandheden og den Forvandling, der var sket i deres Liv, var et talende Vidnesbyrd om hans trofaste Arbejde og hans Ret til at straffe og formane som en Kristi Tjener.AV 190.1

    Paulus betragtede Brødrene i Korinth som sit Vidnesbyrd. “I er vort Brev,” sagde han, “indskrevet i vore Hjerter, som kjendes og læses af alle Mennesker, idet I aabenbart ses at være Kristi Brev, besørget af os, skrevet ikke med Blæk, men med den levende Guds Aand, ikke i Stentavler, men i Hjertets Kjødtavler.”AV 190.2

    Synderes Omvendelse og Helliggjørelse ved Sandheden er det stærkeste Bevis, en Ordets Forkynder kan have paa, at Gud har kaldet ham til Prædikevirksomheden. Beviset paa hans Apostelembede er skrevet paa deres Hjerter, som bliver omvendte, og bevidnes i deres nye Liv. Kristus, Herlighedens Haab, dannes i dem. En Evangeliets Forkynder styrkes storlig ved disse Beviser, der sætter Seglet paa hans Virksomhed.AV 190.3

    I vor Tid bør Kristi Tjenere have det samme Vidnesbyrd som det, Menigheden i Korinth bar om Paulus’s Virksomhed. Men selv om der nu om Stunder er mange Forkyndere, saa er der dog stor Mangel paa dygtige, helligede Herrens Tjenere — Mænd, som er fyldt med den Kjærlighed, der boede i Kristi Hjerte. Stolthed, Selvtillid, Kjærlighed til Verden, Kritik, Bitterhed, Misundelse er de Frugter, som mange bærer, der bekjender sig til Kristi Religion. I skarp Modsætning til Frelserens Liv bærer deres Vandel ofte et sørgeligt Vidnesbyrd om Arten af det Arbejde, under hvilket de blev omvendte.AV 190.4

    En Mand kan ikke opnaa en større Ære end den at blive godkjendt af Gud som en dygtig Evangeliets Forkynder. Men de, som Herren velsigner med Kraft og Fremgang i hans Arbejde, roser sig ikke De erkjender sin fuldstændige Afhængighed af ham og forstaar, at de i sig selv ingen Kraft ejer. Med Paulus siger de: “Ikke at vi er dygtige af os selv at udtænke noget, som af os selv; men vor Dvgtighed er af Gud, hvilken og gjorde os dygtige til at være den nye Pagts Tjenere.”AV 190.5

    En sand Ordets Forkynder udfører Mesterens Gjerning. Han har en Forstaaelse af sit Arbejdes Betydning og ved, at han staar i et lignende Forhold til Verden og Menigheden, som Kristus gjorde. Han arbejder utrættelig for at føre Sjæle til et ædlere og højere Liv, saa de kan opnaa Sejervinderens Belønning. Hans Læber er blevet berørt med en Glød fra Alteret, og han ophøjer Jesus som Synderens eneste Haab. De, der hører ham, ved, at han har draget nær til Gud i inderlig, virksom Bøn Den Helligaand har hvilet over ham, han har følt den levende, himmelske Ild i sin Sjæl, og han er i Stand til at tolke aandelige Ting med aandelige. Han har faaet Kraft til at nedbryde Satans Befæstninger. Hjerterne smeltes ved hans Fremstilling af Guds Kjærlighed, og mange ledes til at spørge: “Hvad skal jeg gjøre, at jeg kan blive frelst ?”AV 191.1

    “Derfor, da vi har denne Tjeneste efter den Barmhjertighed, som os er vederfaret, saa bliver vi ikke trætte; men vi har afsagt det skjulte skjændige Væsen, og omgaaes ikke i Træskhed, forfalsker og ikke Guds Ord; men ved Sandhedens Aabenbarelse anbefaler vi os for alle Menneskers Samvittighed, for Guds Aasyn. Men er da end vort Evangelium skjult, da er det skjult for dem, som fortabes, udi hvilke denne Verdens Gud har forblindet det vantro Sind, paa det Oplysningen ikke skulde skinne for dem fra Evangeliet om Kristi Herlighed, som er Guds Billede. Thi ikke os selv prædiker vi, men Kristus Jesus. Herren; os derimod at være eders Tjenere for Jesu Skyld. Thi Gud, som sagde, at Lyset skulde skinne frem af Mørket, har ogsaa ladet det skinne i vore Hjerter til at oplyse Kundskaben om Guds Herlighed i Jesus Kristus.”AV 191.2

    Saaledes ophøjede Apostelen den Guds Naade og Barmhjertighed, som var blevet vist ham gjennem det hellige Hverv, der var ham betroet som en Kristi Tjener. Ved Guds rige Barmhjertighed var han og hans Brødre blevet opholdt i Vanskeligheder, Trængsler og Farer. De havde ikke afpasset sin Tro eller Lære efter Tilhørernes Ønsker eller tilbageholdt Sandheder, som var nødvendige til Frelse, for derved at gjøre sin Lære mere tiltrækkende. De havde fremholdt Sandheden enfoldigt og klart under Bøn om. at Sjæle maatte blive overbeviste og omvendte. De havde bestræbt sig for, at deres Vandel maatte være i Overensstemmelse med deres Ord, for at den Sandhed, de forkyndte. maatte anbefale sig til ethvert Menneskes Samvittighed.AV 191.3

    “Men vi har denne Skat i Lerkar,” skrev Apostelen videre, “for at den rige Kraft skal være af Gud og ikke af os.” Gud kunde have forkyndt sin Sandhed ved syndfrie Engle; men det er ikke hans Plan. Som Redskaber til Gjennemførelsen af sine Hensigter vælger Gud Mennesker, der er omgivet af Skrøbelighed. Den uvurderlige Skat er lagt i Lerkar. Gjennem Mennesker skal hans Velsignelser meddeles Verden, gjennem dem skal hans Herlighed udstraale i Syndens Mørke. Som Kjærlighedens Tjenere skal de møde de syndige og trængende og lede dem til Korset, cg i alt sit Arbejde skal de tilksrive ham Herlighed, Ære og Pris, som er over alle og højere end alle.AV 191.4

    Under Henvisning til sin egen Erfaring paaviste Paulus, at han i alt sit Arbejde i Kristi Tjeneste ikke havde været ledet af egennyttige Bevæggrunde; thi hans Liv havde stadig været fuldt af Prøvelser og Fristelser. “Idet vi altid er i Trængsel,” skrev han, “men ikke kuede, tvivlende, men ikke mistvivlende, forfulgte, men ikke opgivne. nedslagne, men ikke tilintetgjorte — altid bærende Jesu Død med os i Legemet, for at ogsaa Jesu Liv skal aabenbares i vort Legeme”AV 192.1

    Paulus mindede sine Brødre om, at som Kristi Sendebud havde han og hans Medarbejdere stadig været i Fare. De Gjenvordigheder, de havde gjennemgaaet, tærede paa deres Kræfter. “Skjønt vi lever.” skrev han, “hengives vi stedse til Døden for Jesu Skyld, at Jesu Liv maa og aabenbares i vort dødelige Kjød. Saa at Døden viser sig kraftig i os, men Livet i eder.” Udsatte for svære Lidelser under Savn og haardt Arbejde lignede disse Kristi Tjenere ham i hans Død. Men det. som virkede Død hos dem. bragte aandeligt Liv og Sundhed til Korinthierne, som ved Troen paa Sandheden var blevet delagtiggjort i det evigt Liv. I Betragtning heraf skulde Jesu Efterfølgere vogte sig omhyggeligt for ikke ved Forsømmelser eller Utilfredhed at forøge Arfoejdernes Byrder og Prøvelser.AV 192.2

    “Vi har den samme Troens Aand,” skrev Paulus, “efter det som er skrevet: Jeg troede, derfor talte jeg — saa tror vi og. og derfor taler vi og.” Fuldt overbevist om Virkeligheden af den Sandhed, der var ham betroet, kunde intet formaa Paulus til at behandle Guds Ord svigefuldt eller skjule sin Sjæls fulde Overbevisning Han vilde ikke tilkjøbe sig Rigdom, Ære eller Glæde ved at rette sig efter Verden Uagtet han stadig svævede i Fare for at lide Martyrdøden for den Tro, han havde prædiket for Korinthierne. lod han sig dog ikke afskrække; thi han vidste, at han, som var død og opstanden igjen, vilde oprejse ham af Graven og fremstille ham for Faderen.AV 192.3

    “Det sker alt sammen for eders Skyld,” sagde han, “paa det den overvættes Naade kan ved manges Taksigelse vorde frugtbar til Guds Ære” Det var ikke for Selvophøjelse, at Apostlene prædikede Evangeliet: det var Haabet om at vinde Sjæle. der ledte dem til at vie sit Liv til denne Gjerning. Og det var dette Haab, der bevarede dem fra at ophøre med sine Bestræbelser grundet paa truende Farer eller faktiske Lidelser.AV 192.4

    “Derfor,” erklærede Paulus, “bliver vi ikke trætte: men hvis endog vort udvortes Menneske fordærves, fornyes dog det indvortes Dag for Dag.” Han følte Fiendens Magt: men skjønt hans legemlige Kræfter var i Aftagende, forkyndte han dog trofast og uforfærdet Kristi Evangelium. Iført Guds hele Rustning trængte denne Korsets Helt sig fremad i Striden. Hans frejdige Tale viste, at han sejrede i Kampen. Med Blikket fæstet paa de trofastes Forløsning udbrød han sejerssikker: “Thi vor Trængsel, som er stakket og let, skaffer os en over al Maade stor, evig Vægt af Herlighed, idet vi ikke anser de synlige Ting, men de usynlige; thi de synlige er timelige, men de usynlige er evige.”AV 192.5

    Meget alvorlig og rørende er Apostelens Henstilling til sine Brødre i Korinth om paany at grunde paa Forløserens uforlignelige Kjærlighed. “I kjender jo vor Herres Jesu Kristi Naade,” skrev han, “at han for eders Skyld blev fattig, der han var rig, paa det I ved hans Fattigdom skulde blive rige.” Efter først at have betraadt Selvfornægtelsens og Opofrelsens Sti veg han ikke tilside, før han havde givet sit Liv. Der var ingen Hvile for ham paa Vejen fra Tronen til Korset.AV 193.1

    Punkt efter Punkt opholdt Paulus sig ved. for at de, der kom til at læse hans Breve, kunde tilfulde forstaa Frelserens Fornedrelse for deres Skyld. Han fremstillede først Kristus, som han var, da han var Gud lig og sammen med ham modtog Englenes Hyldest; derefter skildrede han hans Løbebane, indtil han endte i den dybeste Fornedrelse. Paulus var overbevist om. at dersom de kunde bringes til at forstaa det forunderlige Offer, Himlens Majestæt havde bragt, vilde al Egenkjærlighed være banlyst fra deres Liv. Han paaviste, hvorledes Guds Søn havde lagt sin Herlighed tilside og frivillig underkastet sig Menneskenaturen, og at han derefter havde fornedret sig som en Tjener, der var lydig til Døden, “ja Korsets Død” (Fil. 2:8), for at han kunde løfte den faldne Menneskeslægt op fra Fornedrelse til Haab og Fryd og Himlens Glæder.AV 193.2

    Naar vi grunder paa Guds Karakter i Korsets Lys, saa ser vi Barmhjertighed, Ømhed og Tilgivelse blandet med Ret og Retfærdighed. Midt i Tronen ser vi en, som i sine Hænder, paa sine Fødder og i sin Side bærer Mærkerne efter de Lidelser, han har udholdt for at forlige Menneskene med Gud. Vi ser en evig Fader, som bor i et Lys, ingen kan komme til, men som alligevel modtager os formedelst sin Søns Fortjeneste. Gjennem den Hævnens Sky, som truede med Elendighed og Fortvivlelse, straaler i Korsets Lys det Budskab: Lev, Synder, lev! I bodfærdige, lev! Jeg har skaffet Gjenløsning.AV 193.3

    Naar vi betragter Kristus, opdager vi en Kjærlighedens Fylde, som ikke kan maales. Vi forsøger at tale om denne Kjærlighed, men Ordene fattes. Vi betragter hans Liv paa Jorden, hans Offer for os, hans Værk i Himlen som vor Talsmand, de Boliger, han bereder for dem, som elsker ham, og vi kan kun udbryde: O hvilken Kjærlighedens Højde og Dybde! “Derudi bestaar Kjærligheden: ikke at vi har elsket Gud. men at han har elsket os, og har udsendt sin Søn til en Forsoning for vore Synder.” “Se, hvor stor en Kjærlighed Faderen har bevist os, at vi skal kaldes Guds Børn.” 1 Joh 4: 10; 3: 1.AV 193.4

    Hos enhver sand Discipel brænder denne Kjærlighed paa Hjertets Alter lig en hellig Ild. Det var paa Jorden, at Guds Kjærlighed blev aabenbaret gjennem Kristus; det er paa Jorden, at hans Børn skal lade denne Kjærlighed finde Gjenskin i et ulasteligt Liv. Saaledes vil Syndere blive fort hen til Korset og faa se det Guds Lam.AV 193.5

    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents