Loading...
Larger font
Smaller font
Copy
Print
Contents

Apostlenes Liv og Virksomhed

 - Contents
  • Results
  • Related
  • Featured
No results found for: "undefined".
  • Weighted Relevancy
  • Content Sequence
  • Relevancy
  • Earliest First
  • Latest First
    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents

    Kapitel 34—Gudhengivne Tjenere.

    I SIT Liv og sin Undervisning har Kristus givet os et fuldkomment Eksempel paa den uegennyttige Tjeneste, som har sin Oprindelse hos Gud. Gud lever ikke blot for sig selv. Ved at skabe Verden og ved at opholde alle Ting tjener han til Stadighed andre. “Han lader sin Sol opgaa over onde og gode, og lader regne over retfærdige og uretfærdige.” Matt. 5:45. Det var denne ideelle Tjeneste, Faderen overlod til sin Søn. Jesus blev givet for at staa som Menneskeslægtens Leder, for ved sit Eksempel at lære os, hvad det vil sige at tjene. Hele hans Liv stod under en Tjenestens Lov. Han hjalp alle, tjente alle.AV 207.1

    Atter og atter forsøgte Jesus at faa dette Princip grundfæstet hos sine Disciple. Da Jakob og Johannes fremkom med sin Begjæring om at maatte være de første, svarede han: “Hvo som vil være stor iblandt eder, han være eders Tjener; og hvo som vil være den ypperste iblandt eder. han være eder underdanig. Ligesom Menneskens Søn ikke er kommen at lade sig tjene, men at tjene og at give sit Liv til en Gjenløsning for mange.” Matt. 20 : 26-28.AV 207.2

    Efter sin Himmelfart har Kristus forsat sit Værk paa Jorden ved sine udvalgte Sendebud, gjennem hvem han taler til Menneskene og sørger for deres Behov. Han, som er Menighedens Hoved, fører Opsyn med sit Værk ved de Mænd. som Gud har sat til at handle som hans Repræsentanter.AV 207.3

    De, som af Gud er kaldet til at virke i Ord og Lære til hans Menigheds Oplvsning, beklæder en saare alvorsfuld Stilling. I Kristi Sted skal de bede Menneskene om at lade sig forlige med Gud; og de kan kun udføre sin Mission, naar de modtager Visdom og Kraft fra det høje.AV 207.4

    Kristi Tjenere er aandelige Vejledere for de Mennesker, som er betroet til deres Omsorg. Deres Arbejde lignes med Vægterens. I Oldtiden blev Vægtere ofte sat paa Stadens Mure, hvor de fra Udkigstaarne kunde skue vigtige Steder, der skulde bevogtes, og give Advarslen. naar Fienden nærmede sig. Alles Sikkerhed inde i Staden var afhængig af Vægternes Aarvaagenhed. Med visse Mellemrum skulde de raabe til hverandre for at forvisse sig om, at alle var vaagne, og at intet ondt havde rammet nogen af dem. Det opmuntrende Tilraab lød fra den ene til den anden, og enhver gjentog Raabet, indtil det lød Staden rundt.AV 207.5

    Til enhver Ordets Forkynder siger Herren; “Og du, Menneske- søn! jeg har sat dig til Vægter for Israels Hus, at, naar du hører et Ord af min Mund, du skal advare dem paa mine Vegne. Naar jeg siger til den ugudelige: Du ugudelige skal visselig dø. og du ikke taler for at advare den ugudelige for hans Vej, da skal han, den ugudelige, vel dø for sin Misgjerning, men hans Blod vil jeg kræve af din Haand. Men naar du advarer den ugudelige for hans Vej, at han skal omvende sig derfra, og han dog ikke omvender sig fra sin Vej, da skal han dø for sin Misgjerning, men du skal have din Sjæl frelst.” Ez. 33:7-9.AV 207.6

    Profetens Ord viser os det højtidelige Ansvar, der paahviler dem. som er blevet sat til Vægtere over Guds Menighed og Husholdere over Guds Hemmeligheder. De skal staa som Vægtere paa Zions Mure og lade Signalet lyde, naar Fienden nærmer sig. Sjæle staar i Fare for at falde i Fristelse, og de vil omkomme, medmindre Guds Tjenere er tro i sit Kald. Dersom deres aandelige Sanser af en eller anden Grund bliver saa sløvede, at de ikke kan mærke Faren, og Menneskel omkommer, fordi Vægterne undlader at give dem Advarslen, saa vil Gud afkræve dem deres Blod, som gaar fortabt.AV 208.1

    Vægterne paa Zions Mure har den Forret at leve i et saa inderligt Samfund med Gud og være saa modtagelige for den Helligaands Paavirkning, at han gjennem dem kan oplyse Mænd og Kvinder om deres Farer og vise dem hen til det eneste trygge Tilflugtssted. Trofast skal de advare dem om Syndens uundgaaelige Følger, og trofast skal de værne om Menighedens sande Vel. De maa aldrig glemme at være aarvaagne. Deres Gjerning gjør Krav paa Anvendelsen af alle deres Evner og Anlæg. De maa altid give Basunen en tydelig Lyd og aldrig være paa det uvisse i sin Forkyndelse. De skal ikke arbejde for Lønnens Skyld, men fordi de ikke kan andet, fordi de føler, at der hviler et Ve over dem, om de ikke forkynder Evangeliet. Kaldet af Gud. beseglet med Forsoningens Blod skal de redde Mænd og Kvinder fra den forestaaende Undergang.AV 208.2

    Den Ordets Forkynder, som er en Guds Medarbejder, vil have en dybtfølt Forstaaelse af Arbejdets Hellighed. og det Slid og den Opofrelse det vil kræve at fuldende det med Held. Han agter ikke paa sin egen Magelighed eller Bekvemmelighed. Han glemmer sig selv. I sin Omsorg for de tabte Faar niærker han ikke, at han selv er træt, fryser og hungrer. Han har kun et eneste Maal for sig — det at frelse de fortabte.AV 208.3

    Den, der har stillet sig under Immanuels blodbestænkte Banner, vil have en Gjerning at udføre, som fordrer kraftige Tag og taalmodig Venten. Men en Korsets Stridsmand staar uanfægtet i Slagets forreste Rækker. Naar Fienden presser haardt ind paa ham, henter han sin Hjælp hos sin Styrkes Gud. og foreholdende Herren hans Løfter faar han ny Styrke for Øjeblikkets Behov. Han erkjender sin Trang til Hjælp fra oven. De Sejre, han vinder, fører ikke til Selvophøjelse hos ham. men til mere fuldelig at forlade sig paa den Almægtige. Og udrustet med hans Kraft evner han at fremholde Frelsens Budskab saa indtryksfuldt, at det faar Indgang hos andre.AV 208.4

    Den. der forkynder Guds Ord, maa selv være sig bevidst, at han lever i Samfund med Gud gjennem Bøn og Ordets Granskning; thi heri ligger Kilden til hans Kraft. Samfundet med Gud vil udruste Forkynderen med større Kraft end den. der udgaar fra Indflydelsen af hans Prædiken. Denne Kraft kan han ikke undvære. og den maa han ikke miste. Med et Alvor, der ikke lader sig afvise, maa han anraabe Gud om at styrke og befæste ham under Ansvar og Prøver og lægge gloende Kul paa hans Læber. Kristi Sendebud har ofte et altfor løst Greb paa det evige Livs Virkeligheder. Vil nogen vandre med Gud. saa vil Gud skjule ham i Klippekløften; og der vil han kunne se Gud. som Moses saa ham. Og ved den Kraft og det Lys, Gud skjænker, vil han fatte mere og udrette mere, end han i sine egne Tanker har anset for muligt.AV 209.1

    Satans List anvendes med størst Held mod de forsagte. Naar Mismod vil sænke sig ned over Prædikanten, maa han fremlægge sine Behov for Gud. Det var naar Himmelen syntes som en lukket Kobberhvælving over Paulus, at han mest fuldelig forlod sig paa Gud. Bedre end de fleste Mennesker kjendte han, hvad det var at blive prøvet; men hør ham sige midt i Fristelsens og Kampens Stund med Blikket himmelvendt: “Vor Trængsel, som er stakket og let, skaffer os en over al Maade stor. evig Vægt af Herlighed, idet vi ikke anser de synlige Ting, men de usynlige.” 2. Kor. 4: 17, 18. Paulus’s Blik var altid rettet mod det usynlige og evige. Vel vidende, at han havde at kjæmpe med overnaturlige Magter, satte han hele sin Lid til Gud; og netop heri laa hans Styrke. Det er ved at se ham. som er usynlig, at vi faar den fornødne Sjælsstyrke til at bryde den Magt, som Verden har over os.AV 209.2

    En Ordets Forkynder bør omgaaes uhindret med de Mennesker, han virker for, saa han ved at blive kjendt med dem vil vide at afpasse sin Undervisning efter deres Behov. Naar en Prædikant har holdt en Prædiken, er hans Virksomhed kun begyndt. Der er personligt Arbejde for ham at udføre. Han bør besøge Folk i Hjemmene, tale med dem og bede sammen med dem alvorligt og inderligt. Der er Familier, som aldrig vil blive naaet med Guds Ord. medmindre hans Naades Husholdere træder ind i Hjemmene og lærer dem den rette \ ej. Men de. der udfører denne Gjerning, maa være Mennesker. hvis Hjerte slaar i Harmoni med Kristi Hjerte.AV 209.3

    Der ligger meget i de Ord: “Gaa ud paa Vejene og ved Gjærderne og nød dem at gaa ind, paa det mit Hus kan vorde fuldt.” Luk. 14:23. Lad Prædikanterne beflitte sig paa at kundgjøre Sandheden i Hjemmene og blive kjendt med dem, de virker for; og under Samvirke med Gud vil han iføre dem Kraft fra det høje. Kristus vil vejlede dem i deres Gjerning og give dem Ord at tale. der vil gaa Tilhørerne dybt til Hjerte. Det er enhver Prædikants Privilegium at kunne sige med Paulus: “Jeg forholdt ikke, at jeg jo forkyndte eder alt Guds Raad.” “Jeg har intet forholdt af det, som kunde være nyttigt, at jeg jo forkyndte eder det og lærte eder offentligt og i eders egne Huse . . . Omvendelse til Gud og Tro paa vor Herre Jesus Kristus.” Ap. Gj. 20:27, 20, 21.AV 209.4

    Frelseren gik fra Hus til Hus, helbredte de syge, trøstede de bedrøvede, lindrede de lidendes Nød og talte Fred til de ængstede. Han tog de smaa Børn i sine Arme og velsignede dem og talte Trøstens Ord til de trætte Mødre. Med den største Ømhed og Mildhed tog han sig af alle lidende og elendige. Ikke for sig selv arbejdede han, men for andre. Han var alles Tjener. Det var hans Mad og Drikke at skjænke nyt Haab og ny Styrke til alle, han kom i Berøring med. Og naar Mænd og Kvinder lyttede til de Sandhedens Ord, der flød fra hans Læber, saa forskjellige fra de Traditioner og Dogmer, som indskjærpedes af Rabbinerne, saa tændtes der nyt Haab i deres Hjerter. Der var et Alvor i hans Lære, som gjorde, at hans Ord trængte ind i Hjerterne med Overbevisningens Kraft.AV 210.1

    Guds Tjenere maa lære af Kristus og hans Virkemaade, saa de kan hente fra hans Ords Forraadshus det, der vil blive til aandelig Næring for dem, de virker for. Alene paa den Maade kan de fuldbyrde sin Opgave. Den samme Aand, der besjælede Kristus, idet han meddelte andre den Undervisning, han stadig modtog, maa udgjøre Kilden til deres Kundskab og Hemmeligheden ved deres Kraft under Fortsættelsen af Frelserens Værk paa Jorden.AV 210.2

    Der er dem. som har været optaget med Prædikegjerningen uden at have gjort Fremgang, fordi de ikke udelt har omfattet Herrens Værk. Prædikanterne bør ikke have noget, der lægger Beslag paa deres Interesse, udenom den vigtige Gjerning at føre Sjæle til Frelseren. De Fiskere, Kristus kaldte, forlod straks alt og fulgte ham. Prædikanterne kan ikke udføre antageligt Arbejde for Herren og samtidig være optaget med omfattende personlige Forretningsanliggender. Under denne delte Gjerning vil deres aandelige Indsigt svækkes. Sindet og Hjertet er optaget med det jordiske, og Kristi Tjeneste faar en underordnet Plads. De søger at forme sit Værk for Herren efter Omstændighederne i Stedet for at forme Omstændighederne efter Guds Krav.AV 210.3

    Alle en Prædikants Evner og Anlæg behøves i hans høje Kald. Hans bedste Kræfter hører Gud til. Han bør ikke deltage i nogen Slags Spekulation eller anden Beskjæftigelse, som vil drage ham bort fra hans vigtige Gjerning. “Ingen, som gaar i Strid,” siger Paulus, “indvikler sig i Livets Handeler, at han kan behage den, som tog ham i Sold.” 2 Tim. 22:4. I disse Ord fremhævede Apostelen Prædikantens Trang til en hel og fuld Helligelse til Herrens Gjerning. Den Prædikant, som er helt helliget Gud, nægter at lade sig lokke ind i Forretningsanliggender, som vil hindre ham i at hen- give sig udelt til sit hellige Kald. Han stræber ikke efter jordisk Ære eller Rigdom; hans Hensigt er udelukkende den at oplyse andre om Frelseren, som gav sig selv hen for at skjænke Menneskene evigt Liv. Hans højeste Ønske er ikke at samle sig Skatte paa Jorden, men at henlede de ligegyldiges og vantroes Opmærksomhed paa Evighedens Virkeligheder. Han kan blive lokket til at slutte sig til et eller andet Foretagende, som lover store timelige Fordele; men til saadanne Fristelser svarer han: “Hvad kan det gavne et Menneske, dersom han vandt den ganske Verden, og tog Skade paa sin Sjæl?” Mark. 8: 36.AV 210.4

    Satan fremholdt denne samme Tillokkelse for Kristus, idet han vidste, at dersom han godtog den, vilde Verden aldrig blive gjenløst ; i forskjellige Forklædninger fremholder han den samme Fristelse for Guds Tjenere i vor Tid; thi han ved, at de, som lader sig besnære deraf, vil være utro i sit Kald.AV 211.1

    Det er ikke Guds Vilje, at hans Tjenere skal stræbe efter Rigdom. Angaaende dette skriver Paulus til Timotheus: “Pengegjerrighed er en Rod til alt ondt. Da nogles Lyst stod til denne, for de vild fra Troen, og har igjennemstunget sig selv med mange Smerter. Men du. o Guds Menneske! fly disse Ting; jag derimod efter Retfærdighed, Gudsfrygt, Tro, Kjærlighed. Taalmodighed, Sagtmodighed.” Ved Eksempel saavel som ved Ord bør Kristi Sendebud forkynde “dem, som er rige i den nærværende Verden, at de ikke hovmoder sig, ej heller sætter Haab til den uvisse Rigdom, men til den levende Gud som giver os rigelig alle Ting at nyde; at de gjør godt, bliver rige i gode Gjerninger, gjerne giver, meddeler, samler sig selv et Liggendefæ, en god Grundvold for det tilkommende, at de kan gribe det evige Liv”. 1 Tim. 6: 10. 11, 17-19.AV 211.2

    Apostelens Erfaringer og hans Undervisning angaaende Prædikeembedets hellige Gjerning udgjør en Kilde til Hjælp og Opmuntring for dem, som er beskjæftiget med Evangeliets Forkyndelse. Apostelens Hjerte brændte af Kjærlighed til Syndere, og han lagde hele sin Kraft i Arbejdet for at vinde Sjæle. Der har aldrig været en mere selvfornægtende og ihærdig Arbejder. De Velsignelser, han modtog, vurderede han som saa mange Fordele, der maatte udnyttes til Velsignelse for andre. Han lod ingen Anledning til at tale om Frelseren eller hjælpe dem. som var i Besværlighed, gaa upaaagtet hen. Han rejste omkring fra Sted til Sted, prædikede Kristi Evangelium og oprettede Menigheder. Hvor som helst nogen var villig til at høre. søgte han at modvirke det onde og lede Menneskenes Fødder ind paa Retfærdigheds Sti.AV 211.3

    Paulus glemte ikke de Menigheder. han havde stiftet. Efter at have foretaget en Missionsrejse drog han og Barnabas tilbage for at besøge de Menigheder, de havde oprettet, og udvalgte i disse Menigheder Mænd, som de kunde oplære til at forene sig med dem i at forkynde Evangeliet.AV 211.4

    Denne Side af Paulus’s Virksomhed indeholder en vigtig Lærdom for Ordets Tjenere i vor Tid. Apostelen ansaa det som en Del af sin Gjerning at uddanne unge Mænd til Prædikeembedet. Han tog dem med sig paa sine Missionsrejser, og herved opnaaede de en Erfaring, som senere satte dem i Stand til at beklæde ansvarsfulde Stillinger. Efter at være blevet skilt fra dem vedblev han fremdeles at holde sig underrettet om deres Virksomhed, og hans Breve til Timotheus og Titus vidner om, hvor stærkt hans Ønske var om deres Fremgang.AV 212.1

    Erfarne Arbejdere i vor Tid udfører en ædel Gjerning, naar de i Stedet for at forsøge selv at bære alle Byrder oplærer yngre Arbejdere og lægger Byrder paa deres Skuldre.AV 212.2

    Paulus glemte aldrig det Ansvar, der paahvilede ham som en Kristi Tjener, ej heller glemte han. at dersom Sjæle gik fortabt paa Grund af Utroskab fra hans Side, vilde Gud holde ham ansvarlig. “Hvis Tjener jeg er bleven.” skrev han om Evangeliet, “efter det Guds Embede, som mig er givet hos eder, rigelig at prædike Guds Ord, den Hemmelighed, der var skjult fra alle Tider og Slægter, men nu er aabenbaret for hans hellige, hvem Gud vil tilkjendegive, hvor stor denne Hemmeligheds herlige Rigdom er iblandt Hedningerne. hvilken er Kristus iblandt eder, det Herlighedens Haab. Ham forkynder vi, idet vi paaminder hvert Menneske og lærer hvert Menneske i al Visdom, at vi kan fremstille hvert Menneske fuldkommen i Kristus Jesus; hvortil jeg og arbejder, stridende ved hans Kraft, som virker mægtig i mig.” Kol. 1 : 25-29.AV 212.3

    Disse Ord fremstiller for en Kristi Arbejder et højt Maal; og dog kan dette Maal naaes af enhver, som stiller sig under den store Lærers Ledelse og daglig gaar i Kristi Skole. Den Kraft. Gud har til sin Raadighed, er ubegrænset, og den Ordets Tjener, som i Følelsen af sin Trang søger Gud alvorligt, kan være forvisset om. at han vil erholde det, der for hans Tilhørere vil blive en Livets Lugt til Liv.AV 212.4

    De Skrivelser, Paulus har efterladt sig. viser, hvorledes en Evangeliets Forkynder bør være et Eksempel paa de Sandheder, han lærer; “Vi giver ikke i nogen Ting noget Anstød, paa det Tjenesten skal ikke blive lastet.” Om sit eget Arbejde har han givet os en Skildring i sit Brev til de troende i Korinth: “Vi beviser os selv i alle Ting som Guds Tjenere, med stor Taalmodighed, i Trængsler, i Nød, i Angester, under Slag, i Fængsler, i Oprør, i Arbejder. i Nattevaagen, i Fasten; ved Renhed, ved Kundskab. ved Langmodighed, ved Velvillighed, ved den hellige Aand, ved uskrømtet Kjærlighed. ved Sandheds Ord, ved Guds Kraft, med Retfærdigheds Vaaben baade til Angreb og Forsvar; under Ære og Vanære; under ondt Rygte og godt Rygte; som Forførere og dog sanddru; som miskjendte, og dog erkjendte; som de, der dør, og se, vi lever; som de, der er revsede, og dog ikke ihjelslagne; som bedrøvede, dog altid glade; som fattige, der dog gjør mange rige.” 2 Kor. 6: 3. 4-10.AV 212.5

    Til Titus skrev han: “Forman ligesaa de unge Mænd at være sindige, visende dig selv i alle Maader som et Mønster paa gode Gjerninger. og i din Lære Renhed, Værdighed, sund, ulastelig Tale, saa at Modstanderen maa beskjæmmes, naar han intet ondt har at sige cm eder.” Tit. 2: 6-8.AV 213.1

    Intet er mere dyrebart i Guds Øjne end hans Tjenere, som gaar ud til Jordens øde Steder for at udsaa Sandhedens Sæd. idet de ser fremad til Høsten. Ingen uden Kristus kan veje den Bekymring, hans Tjenere føler, naar de søger efter det fortabte. Han meddeler dem sin Aand. og ved deres Bestræbelser ledes Sjæle til at vende sig fra Synden til Retfærdighed.AV 213.2

    Gud kalder paa Mænd, som er villige til at forlade sit Landbrug, sin Forretning, ja endog sin Familie, om saa maatte være paakrævet, for at blive hans Missionsarbejdere. Og nogle vil lyde Kaldet. I henrundne Tider har der været Mænd. som under Paavirkning af Kristi Kjærlighed og drevet af Tanken om de fortabtes Nød har forladt Hjemmets Hygge og Venners Selskab, ja endog Hustru og Børn og er rejst til fremmede Lande for at forkynde Naadens Budskab blandt Afgudsdyrkere og vilde Folkeslag. Mange har maattet lade sit Liv under disse Forsøg; men andre har optaget Arbejdet og ført det videre. Saaledes er Kristi Sag gaaet fremad Skridt for Skridt, og den Sæd, som er blevet udsaaet med Sorg, har baaret en rig Høst. Kundskaben om Gud er blevet vidt udbredt, og Korsets Banner er blevet hejst i hedenske Lande.AV 213.3

    Ordets Forkyndere bør anstrenge sig til det yderste for en eneste Synders Omvendelse. Den Sjæl, som Gud har skabt, og Kristus har gjenløst, er af stor Værdi paa Grund af de Muligheder, som foreligger den. de aandelige Fortrin, som er den skjænket, de Evner, som den. styrket ved Ordets Kraft, kan besidde, og den Udødelighed. som den kan opnaa ved det Haab, som Evangeliet fremholder. Og dersom Kristus forlod de 99 for at opsøge og frelse det ene fortabte Faar, er det saa forsvarligt af os at gjøre noget mindre? Er ikke en Forsømmelse af at virke, som Kristus virkede, ofre, som han ofrede, ensbetydende med at forraade et helligt Hverv og at vanære Gud?AV 213.4

    Den sande Ordets Forkynder nærer i sit Hjerte en inderlig Længsel efter at frelse Sjæle. Han benytter Tid og Kræfter og viger ikke tilbage for møjsommelige Bestræbelser; thi andre maa høre de Sandheder. som har bragt hans egen Sjæl saa megen Fred og Glæde. Kristi Aand hviler over ham. Han vaager over Sjæle som den, der maa aflægge Regnskab. Med Klikket fæstet paa Golgathas Kors betragter han den ophøjede Frelser og forlader sig paa hans Naade: og i Tro paa, at han vil være med ham indtil Enden som hans Skjold, hans Styrke og hans Dygtighed, arbejder han for Gud. Ved Hjælp af Formaninger og Indbydelser knyttet til Forsikringen om Guds Kjærlighed søger han at vinde Sjæle for Jesus; og i Himlen regnes han med blandt de “kaldte og udvalgte og trofaste”. Aab. 17: 14.AV 213.5

    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents