Kapitel 35—Frelse for Jøderne.

EFTER mange uundgaaelige Forsinkelser naaede Paulus endelig til Korinth. hvor han tidligere havde udført saa meget haardt Arbejde, til den Menighed, for hvem han i nogen Tid havde næret stor Bekymring. Han fandt, at mange af de gamle troende fremdeles betragtede ham med Kjærlighed som den, der først havde bragt dem Evangeliets Lys. Da han hilste paa disse Disciple og saa Beviserne paa deres Troskab og Nidkjærhed. frydede han sig over, at hans Arbejde i Korinth ikke havde været forgjæves.AV 214.1

De troende i Korinth, som en Gang var saa udsat for at tabe sit høje Kald i Kristus af Syne, havde udviklet en stærk kristelig Karakter. Deres Ord og Handlinger viste, at Guds Naade formaar at forvandle Menneskene, og de var nu en mægtig Kraft til det gode i dette Midtpunkt for Hedenskab og Overtro. Hos sine elskede Brødre og disse trofaste omvendte fandt Apostelen Hvile for sin trætte, betyngede Aand.AV 214.2

Under sit Ophold i Korinth fik Paulus Tid til at tænke paa nye og større Arbejdsfelter. Hans paatænkte Rejse til Rom optog især hans Tanker. At se Kristentroen grundlagt i hint store Verdenscentrum var en af hans kjæreste Forhaabninger og mest yndede Planer. En Menighed var allerede blevet stiftet i Rom, og Apostelen ønskede at sikre sig de derboende troendes Hjælp i det Arbejde, han skulde udføre i Italien og andre Lande. For at berede Vejen for sin Virksomhed blandt disse Brødre, hvoraf mange endnu var fremmede for ham, sendte han dem et Brev med Underretning om, at det var hans Hensigt at besøge Rom, og at han haabede at kunne plante Korsets Banner i Spanien.AV 214.3

I sit Brev til Romerne fremholdt Paulus Evangeliets vigtige Grundsætninger. Han udtalte sig angaaende sit Standpunkt til de Spørgsmaal, som var brændende i de jødiske og hedenske Menigheder. og paaviste, at det Haab og de Løfter, som engang tilhørte Jøderne. nu ogsaa blev tilbudt Hedningerne.AV 214.4

Med stor Klarhed og Kraft fremholdt Apostelen Læren om Retfærdiggjørelse ved Troen paa Kristus. Han haabede. at ogsaa andre Menigheder maatte blive hjulpet ved den Undervisning, han sendte til de Kristne i Rom ; men hvor lidet han kunde forudse den vidtrækkende Indflydelse, hans Ord skulde faa! I alle Tider har den store Sandhed om Retfærdiggjørelse ved Troen staaet som et mægtigt Fyrtaarn for at lede bodfærdige Syndere ind paa Livets Vej. Det var dette Lys, der adspredte det Mørke, som indhyllede Luthers Sind. og aabenbarede for ham, at der i Kristi Blod er Kraft til at rense for Synd. Det samme Lys har vist Tusinder af syndbetyngede Sjæle Vejen til ham. som er den sande Kilde til Syndsforladelse og Fred. Enhver Kristen har Grund til at takke Gud for Brevet til Menigheden i Rom.AV 214.5

I dette Brev udtrykte Paulus uforbeholdent sin Byrde for Jøderne. Helt siden sin Omvendelse havde han næret en Længsel efter at hjælpe sine jødiske Brødre til at faa en klar Forstaaelse af Evangeliet. “Mit Hjertes Ønske og Begjæring til Gud for Israel,” skrev han. “er om deres Frelse.”AV 215.1

Det var intet almindeligt Ønske, Apostelen nærede. Stadig bad han Gud om at virke for Israeliterne, der ikke havde erkjendt Jesus af Nazareth som den lovede Messias. “Jeg siger Sandhed i Kristus.” forsikrer han de troende i Rom, “jeg lyver ikke, min Samvittighed vidner med mig i den Helligaand, at jeg har en stor Sorg og en uafladelig Smerte i mit Inderste. Thi jeg ønskede selv at være en Forbandelse fra Kristus for mine Brødre, mine Frænder efter Kjødet, hvilke er Israeliter, hvem den sønlige Udkaarelse og Herligheden og Pagterne og Lovgivningen og Gudstjenesten og Forjættelserne tilhører, hvem Fædrene tilhører, og af hvilke Kristus er efter Kjødet. han, som er Gud over alting, højlovet i Evighed!”AV 215.2

Jøderne var Guds udvalgte Folk, gjennem hvem han havde til Hensigt at velsigne hele Menneskeslægten. Blandt dem havde Gud oprejst mange Profeter. Disse havde forudsagt, at der skulde komme en Gjenløser, som vilde blive forkastet og ihjelslaaet af dem. der skulde have været de første til at erkjende ham som den Forjættede.AV 215.3

Profeten Esaias, som skuede ned igjennem de kommende Aarhundreder og herunder saa den ene Profet efter den anden og derefter Guds Søn blive forkastet, blev af Guds Aand drevet til at skrive angaaende Frelserens Antagelse blandt dem. der aldrig før var blevet regnet med blandt Israels Børn. Under Henvisning til denne Profeti siger Paulus: “Esaias drister sig til at sige: Jeg er funden af dem, som mig ikke søgte. jeg er bleven aabenbar for dem, som ikke spurgte efter mig. Men til Israel siger han: Jeg udstrakte mine Hænder den ganske Dag til et ulydigt og gjenstridigt Folk.”AV 215.4

Selv om Israel forkastede Guds Søn, forkastede Gud dog ikke dem. Hør, hvad Paulus siger videre i sin Fremstilling: “Jeg spørger derfor: Mon Gud har forskudt sit Folk? Det være langt fra! Thi jeg er og en Israelit, af Abrahams Sæd, af Benjamins Stamme. Gud har ikke forskudt sit Folk, hvilket han forud kjendte. Ved I ikke, hvad Skriften siger om Elias? hvorledes han træder frem for Gud imod Israel, sigende: Herre! de har ihjelslaget dine Profeter og nedbrudt dine Altre, og jeg er alene overbleven, og de efterstræber mit Liv. Men hvad siger det guddommelige Gjensvar til ham? Jeg levnede mig selv syv Tusinde Mænd, som ikke har bøjet Knæ for Baal. Saaledes er der og i den nærværende Tid en Levning efter Naadens Udvælgelse bleven tilbage.”AV 215.5

Israel stødte an og faldt. men dette gjorde det ikke umuligt for dem atter at rejse sig. Som Svar paa Spørgsmaalet: “Mon de har stødt an, paa det de skulde falde?” siger Apostelen: “Det være langt fra! Men ved deres Fald er Saliggjørelsen vederfaren Hedningerne, paa det hine skal vækkes til Nidkjærhed. Men dersom deres Fald er Verdens Rigdom, og deres Skade Hedningernes Rigdom. hvor meget mere skal deres Fylde være det! Thi jeg taler til eder, I af Hedningerne ! saavidt jeg er Hedningernes Apostel, ærer jeg mit Embede, om jeg dog kunde vække min Slægt til Nidkjærhed og frelse nogle af dem. Thi dersom deres Forkastelse er Verdens Forligelse, hvad er da deres Antagelse andet end Liv af Død?”AV 216.1

Det var Guds Hensigt, at hans Naade skulde blive aabenbaret blandt Hedningerne saavel som blandt Israeliterne. Dette var blevet tydelig paapeget i det gamle Testamentes Skrifter. Apostelen benytter enkelte af disse Profetier i sin Fremstilling. “Har Pottemageren ikke Magt over Leret,” spørger han, “af det samme Stykke at gjøre et Kar til Ære, men et andet til Vanære? Men hvad. om nu Gud. der han vilde vise Vreden og kundgjøre sin Magt. taalte med stor Langmodighed Vredens Kar, som var dannede til Fordærvelse; og han nu vilde kundgjøre sin Herligheds Rigdom over Barmhjertighedens Kar, hvilke han forud havde beredt til Herlighed, hvilke han og kaldte, os nemlig, ikke alene af Jøder, men ogsaa af Hedninger! Som han og siger hos Hoseas: Jeg vil kalde det mit Folk, som ikke var mit Folk, og hende den elskede, som ikke var min elskede; og det skal ske, at paa det Sted, hvor der var sagt til dem : I er ikke mit Folk, der skal de kaldes den levende Guds Børn.”AV 216.2

Til Trods for at Israel som en Nation svigtede, saa var der dog en betydelig Levning tilbage af dem, som vilde blive frelste. Ved den Tid da Frelseren kom, var der trofaste Mænd og Kvinder, som med Glæde havde taget imod Johannes den Døbers Budskab, og som derved var blevet ledet til paany at granske Profetierne om Messias. Da den første kristne Menighed blev grundlagt, bestod den af disse trofaste Jøder, som erkjendte Jesus af Nazareth som den. hvis Kom-me de havde ventet med Længsel. Det er denne Levning, Paulus hentyder til, naar han skriver: “Dersom den første Grøde er hellig, da er Dejgen ligesaa; og dersom Roden er hellig, da er Grenene ligesaa.”AV 216.3

Paulus ligner denne Levning af Israel med et ægte Oljetræ, hivoraf nogle Grene er blevet afbrudte. Han ligner Hedningerne med Grenene af et vildt Oljetræ, der er blevet indpodet i Moderstammen. “Men er nogle af Grenene afbrudte,” skriver han til de troende Hedninger, “og er du, en vild Oljekvist, indpodet iblandt dem og bleven meddelagtig i Oljetræets Rod og Fedme, da ros dig ikke imod Gre-nene ; men dersom du roser dig, da bærer jo du ikke Roden, men Roden dig. Du vil sige: Grenene er afbrudte, paa det jeg skulde blive indpodet. Vel! de er afbrudte ved Vantro, men du staar ved Troen; vær ikke overmodig, men frygt! Thi sparede Gud ikke de naturlige Grene, skal han maaske ej heller spare dig. Se derfor Guds Godhed og Strenghed; Strengheden mod dem. som er faldne, men Godheden imod dig, om du bliver ved i Godheden; ellers skal ogsaa du afhugges”AV 216.4

Paa Grund af Vantro og fordi de foragtede Herrens Hensigt med dem. havde Israel som en Nation mistet Samfundet med Gud. Men de Grene, som var blevet adskilte fra Moderstammen, kunde Gud atter forene med den ægte Stamme — den Levning, som havde bevaret sine Fædres Troskab mod Gud. “Men ogsaa hine,” siger Apostelen om disse afbrudte Grene, “skal indpodes, dersom de ikke bliver ved i Vantroen; thi Gud er mægtig til atter at indpode dem.” “Dersom du.” skriver han til Hedningerne, “er afhuggen af det Oljetræ. som er vildt af Naturen, og imod Naturen er indpodet i et godt Oljetræ. hvor meget mere skulde disse, som er af Naturen Oljetræets Grene, indpodes i deres eget Træ? Thi jeg vil ikke. Brødre! at I skal være uvidende om denne Hemmelighed (paa det I ikke skal mene eder kloge), at Forhærdelse er kommen over en Del af Israel, indtil Hedningernes Fylde er indgaaet.”AV 217.1

“Og saa skal det ganske Israel frelses, som skrevet er: Fra Zion skal Befrieren komme og afvende Ugudelighed fra Jakob; og denne er min Pagt med dem. naar jeg har borttaget deres Synder. Efter Evangelium er de vel Fiender for eders Skyld, men efter Udvælgelsen er de elskelige for Fædrenes Skyld: thi Naadegaverne og sit Kald fortryder Gud ikke. Og ligesom I tilforn var ulydige imod Gud. men har nu faaet Barmhjertighed ved deres Vantro, saaledes er og disse nu blevne ulydige ved den Barmhjertighed. som eder er vederfaren, at ogsaa de maatte faa Barmhjertighed. Thi Gud har indesluttet alle under Ulydighed. at han kunde forbarme sig over alle.”AV 217.2

“O Rigdoms Dyb, baade paa Guds Visdom og Kundskab! hvor uransagelige er hans Domme, og hans Veje usporlige! Thi hvo har kjendt Herrens Sind? eller hvo var hans Raadgiver! eller hvo gav ham først, at det igjen skulde betales ham? Thi af ham og ved ham cg til ham er alle Ting; ham være Ære i Evighed!”AV 217.3

Saaledes viser Paulus, at Gud er fuldkommen dygtig til at forvandle baade Jødernes og Hedningernes Hjerter og at tilstaa enhver, som tror paa Kristus, de Velsignelser, der er lovet Israel. Han gjentager Esaias’s Erklæring angaaende Guds Folk: “Om end Israels Børns Tal var som Havets Sand. saa skal kun en Levning frelses. Thi der er den som fuldkommer sit Ord og hastelig opfylder det i Retfærdighed; ja, et hastelig opfyldt Ord skal Herren vise paa Jorden. Og som Esaias har sagt tilforn: Dersom den Herre Zebaoth ikke havde levnet os en Sæd, da var vi blevne som Sodoma og lige med Gomorra.”AV 217.4

Paa den Tid da Jerusalem blev ødelagt og Templet lagt i Ruiner, blev mange Tusinde Jøder solgt for at tjene som Trælle i hedenske Lande. Som Vrag paa en øde Kyst var de spredt omkring blandt Nationerne. I atten Hundrede Aar har Jøderne vandret fra Land til Land hele Verden over, og paa intet Sted har de opnaaet Ret til at gjenvinde sin tidligere Stilling som en Nation. De er blevet hadet, forfulgt og bagtalt, og Aarhundrede efter Aarhundrede har Lidelse været deres Lod.AV 217.5

Til Trods for den frygtelige Dom, som blev udtalt over Jøderne som et Folk paa den Tid, da de forkastede Jesus af Nazareth, har der Tid efter anden været mange ædle, gudfrygtige Mænd og Kvinder iblandt dem, som har lidt med Taalmodighed. Gud har trøstet deres Hjerter i Trængslen og betragtet deres forfærdelige Stilling med Medynk. Han har hørt de ængstelige Bønner, som blev opsendt af dem, der har søgt ham af ganske Hjerte for at faa en rigtig Forstaaelse af hans Ord. Nogle har i den uanselige Nazaræer, hvem deres Fædre forkastede og korsfæstede, lært at se Israels sande Messias. Naar deres Sind har fattet Betydningen af de velkjendte Profetier, som saa længe har været fordunklet af Overleveringer og fejlagtig Fortolkning, er deres Hjerter blevet fyldt med Tak til Gud for den usigelige Gave, han tildeler ethvert Menneske, der vælger Kristus som sin personlige Frelser.AV 218.1

Det er denne Klasse, Esaias hentydede til i sin Profeti: “Saa skal ... en Levning frelses.” Fra Paulus’s Tid og ned til vore Dage har Gud ved sin Helligaand kaldet paa Jøder saavel som paa Hedninger. “Der er ingen Persons Anseelse hos Gud,” sagde Paulus. Apostelen betragtede sig som “Skyldner baade til Græker og til Barbarer” saavel som til Jøder; men han tabte aldrig de tydelige Fordele af Syne, som Jøderne besad fremfor andre, “fornemmelig at Guds Ord er dem betroede”. “Evangelium,” siger han, “er en Guds Kraft til Saliggjørelse for hver den, som tror, baade for Jøde først og for Græker. Thi derudi aabenbares Guds Retfærdighed ved Troen for Troen, som skrevet staar: Den retfærdige ved Troen skal leve.” Det er dette Kristi Evangelium, der har samme Virkning for Jøde og for Hedning, Paulus i sit Brev til Romerne erklærede. at han ikke skammede sig ved.AV 218.2

Naar dette Evangelium bliver fremholdt i sin Fylde for Jøderne, vil mange antage Kristus som Messias. Blandt Kristi Arbejdere er der kun faa. som føler sig kaldet til at virke for Jødefolket; men Budskabet om Naade og Haab i Kristus skal forkyndes ogsaa for dem, der saa ofte er blevet forbigaaet.AV 218.3

I den sidste Evangelieforkyndelse, da et særskilt Værk skal udføres for de Klasser Mennesker, som hidtil er blevet forsømte, venter Gud, at hans Sendebud skal udvise særskilt Interesse for Jøderne, som de finder i alle Dele af Verden. Naar det gamle Testamentes Skrifter sammenholdes med det nye under Udlæggelsen af Jehovas evige Forsæt, vil dette for mange Jøder blive som Dæmringen til en ny Skabelse, en Sjælens Opstandelse. Naar de finder, at den Kristus. som hører med til den evangeliske Husholdning, er skildret i det gamle Testamentes Skrifter, og ser, hvor tydeligt det nye Testamente forklarer det gamle, vil deres slumrende Evner vaagne, og de vil erkjende Kristus som Verdens Frelser. Mange vil i Tro antage Kristus som sin Forløser. For dem vil disse Ord gaa i Opfyldelse: “Saa mange som ham annammede, dem har han givet Magt at vorde Guds Børn, dem, som tror paa hans Navn.” Joh. 1: 12.AV 218.4

Blandt Jøderne er der nogle, der ligesom Saulus af Tarsus er mægtige i Skriften, og disse vil med forunderlig Kraft forkynde Guds Lovs Uforanderlighed, Israels Gud vil lade dette ske i vor Tid. Hans Arm er ikke forkortet, at den ikke kan frelse. Naar hans Tjenere i Tro arbejder for dem, som længe har været forsømte og foragtede, vil hans Frelse blive aabenbaret.AV 219.1

“Saa sagde Herren, som gjenløste Abraham, til Jakobs Hus: Jakob skal nu ikke mere beskjæmmes, og hans Ansigt skal nu ikke mere blegne. Thi idet han ser sine Børn, mine Hænders Gjerning, midt iblandt sig, da skal de hellige mit Navn, og de skal hellige Jakobs hellige og forfærdes for Israels Gud. Og de, som var forvildede i Aanden, skal faa Forstand, og de, som knurrede, skal tage mod Lærdom.” Es. 29: 22-24.AV 219.2