Loading...
Larger font
Smaller font
Copy
Print
Contents

Apostlenes Liv og Virksomhed

 - Contents
  • Results
  • Related
  • Featured
No results found for: "undefined".
  • Weighted Relevancy
  • Content Sequence
  • Relevancy
  • Earliest First
  • Latest First
    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents

    Kapitel 37—Paulus’s sidste Rejse til Jerusalem.

    PAULUS nærede et stærkt Ønske om at være i Jerusalem inden Paasken, da han derved vilde faa Anledning til at træffe dem, som fra alle Dele af Verden kom for at overvære Højtiden. Han nærede stadig det Haab, at han paa en eller anden Maade maatte blive et Redskab til at fjerne sine vantro Landsmænds Fordomme, saa at de kunde ledes til at antage Evangeliets dyrebare Lys. Han ønskede ogsaa at træffe sammen med Menigheden i Jerusalem og overbringe dem de Gaver, som de hedenske Menigheder havde sendt til de fattige i Judæa. Ved dette Besøg haabede han tillige at kunne knytte et fastere Baand imellem de troende Jøder og de omvendte Hedninger.AV 224.1

    Efter at have fuldendt sit Arbejde i Korinth besluttede han at sejle direkte til en af Havnestæderne paa Palæstinas Kyst. Alting var ordnet, og han stod i Begreb med at gaa ombord paa Skibet, da han fik Meddelelse om, at Jøderne havde sammensvoret sig for at tage hans Liv. Hidtil var disse Troens Modstandere blevet hindret i alle sine Forsøg paa at gjøre Ende paa Apostelens Virksomhed.AV 224.2

    Det Held, som havde ledsaget Evangeliets Forkyndelse, vakte Jødernes Vrede paany. Allevegne fra indløb der Beretninger om Udbredelsen af denne nye Lære, som fritog Jøderne for at holde Ceremonilovens Forskrifter og tilstod Hedningerne lige Rettigheder med Jøderne som Abrahams Børn. I sin Prædiken i Korinth havde Paulus fremholdt de samme Punkter, som han fremholdt med saa megen Kraft i sine Breve. Hans bestemte Ord: “Her er ikke Græker og Jøde, Omskjærelse og Forhud” (Kol. 3: 11), blev af hans Fiender betragtet som fræk Gudsbespottelse; og de satte sig for, at hans Røst skulde bringes til Taushed.AV 224.3

    Meddelelsen cm dette Anslag fik Paulus til at beslutte at rejse gjennem Makedonien. Planen om at naa Jerusalem inden Paaske maatte nu opgives; men han haabede at være der til Pinsefesten.AV 224.4

    Paulus og Lukas ledsagedes af “Sopater fra Berøa, men af Thessalonikerne Aristarkus og Secundus, og Cajus fra Derbe og Timotheus, men af Aslaterne Tychicus og Trophimus”. Fra de hedenske Menigheder medbragte Paulus en stor Pengesum, som han agtede at overlade til de Brødre, der forestod Arbejdet i Judæa ; og paa Grund heraf havde han truffet den Ordning, at disse Brødre som Repræsentanter for de forskjellige Menigheder. der havde ydet Bidrag, skulde følge med ham til Jerusalem.AV 224.5

    I Filippi blev Paulus for at holde Paaske. Kun Lukas forblev hos ham. de andre Medlemmer i Rejsefølget drog videre til Troas for at vente paa ham der. Blandt dem. som var blevet omvendte ved Apostelens Virksomhed. var Filippenserne de kjærligste og mest hengivne. og i de otte Dage. Høj tiden stod paa, kunde han nyde fredeligt og lykkeligt Samkvem med dem.AV 224.6

    Paulus og Lukas sejlede derpaa fra Filippi og naaede fem Dage senere frem til sine Rejsefæller i Troas; de blev i syv Dage hos de troende dersteds.AV 225.1

    Den sidste Aften under hans Ophold der kom Brødrene sammen for “at bryde Brødet”. Den Omstændighed, at deres afholdte Lærer var ved at forlade dem. havde medført, at der var flere end sædvanlig tilstede. De samledes “i Salen” i tredje Etage. Dreven af den inderlige Kjærlighed og Omhu. han nærede overfor dem, vedblev Apostelen at prædike indtil Midnat.AV 225.2

    I et af de aabne Vinduer sad en ung Mand ved Navn Eutychus. I denne farlige Stilling var han falden i Søvn og faldt ned i Gaarden. Der blev straks Bevægelse og Forvirring. Den unge Mand blev taget død op, og mange samledes omkring ham med Sorg og Klage. Men Paulus trængte sig frem gjennem den forfærdede For-samling, omfavnede ham og opsendte en inderlig Bøn til Gud om at vække den døde til Live. Hans Bøn blev hørt. Over Lyden af Sorg og Klage hørtes Apostelens Stemme, idet han sagde: “Vær ikke urolige! hans Sjæl er i ham.” Med Glæde samledes de troende atter i Salen. De deltog i Brødsbrydelsen, hvorefter Paulus “talte endnu længe med dem indtil Dagningen”.AV 225.3

    Det Skib, hvormed Paulus og hans Ledsagere skulde fortsætte Rejsen. skulde snart afgaa, og Brødrene ilede ombord. Apostelen selv valgte imidlertid at gaa den nærmeste Vej over Land mellem Troas og Assus for at træffe sammen med sine Ledsagere i sidstnævnte By. Dette gav ham en kort Stund til Betragtning og Bøn. De Vanskeligheder og Farer, som var forbundet med hans forestaaende Besøg i Jerusalem, den Stilling, Menigheden der indtog overfor ham og hans Arbejde. saavel som Menighedernes Tilstand og Virksomhedens Interesser paa andre Steder var Gjenstand for alvorlig, ængstelig Overvejelse, og han benyttede denne særskilte Anledning til at søge Gud om Styrke og Vej ledning.AV 225.4

    Paa Sejladsen sydover fra Assus passerede de Efesus. hvor Paulus saa længe havde virket. Apostelen havde meget ønsket at besøge Menigheden der; thi han havde Undervisning og Raad af stor Betydning at give den. Men efter nærmere Overvejelse besluttede han at fortsætte; thi han ønskede “at være i Jerusalem paa Pinsedagen, om det var muligt”. Ved Ankomsten til Miletus, omkring 30 engelske Mil fra Efesus, fik han imidlertid at vide, at det lod sig gjøre at faa sendt Bud til Menigheden, før Skibet sejlede videre. Han sendte derfor øjeblikkelig Bud til de Ældste med Anmodning om. at de skulde haste med at komme til Miletus, for at han kunde faa tale med dem. før han fortsatte Rejsen.AV 225.5

    Efter hans Opfordring kom de til ham, og han holdt en kraftig, rørende Formaningsog Afskedstale til dem. “I ved,” sagde han, “hvordan min Færd iblandt eder var hele Tiden, fra den første Dag jeg kom til Asien, idet jeg tjente Herren med al Ydmyghed. og under Taarer og Prøvelser, som jeg maatte udstaa ved Jødernes Efterstræbelser, hvorledes jeg ikke holdt tilbage noget af det, som kunde være eder til Gavn, men forkyndte eder det og lærte eder det offentlig og i Husene, idet jeg vidnede baade for Jøder og Grækere om Omvendelsen til Gud og Troen paa vor Herre Jesus Kristus.”AV 226.1

    Paulus havde altid ophøjet Guds Lov. Han havde vist. at der i Loven ikke er nogen Kraft til at frelse Menneskene fra Ulydighedens Straf. Overtrædere maa omvende sig fra sine Synder og ydmyge sig for Gud, hvis retfærdige Vrede de har paadraget sig ved at overtræde hans Lov; og de maa ogsaa øve Tro paa Kristi Blod som det eneste Middel til Syndsforladelse. Guds Søn var død som deres Offer og opfaren til Himlen for at staa for Faderen som deres Talsmand. Ved Omvendelse og Tro kunde de blive befriet for Syndens Fordømmelse og ved Kristi Naade blive i Stand til herefter at vise Lydighed mod Guds Lov.AV 226.2

    “Og nu, se,” vedblev Paulus, “bunden af Aanden drager jeg til Jerusalem og ved ikke, hvad der skal møde mig der. men bare at den Helligaand i By efter By vidner for mig og siger, at Baand og Trængsler venter mig. Men for mig selv agter jeg ikke mit Liv et Ord værdt, naar jeg bare kan fuldende mit Løb og den Tjeneste, som jeg fik af den Herre Jesus: at vidne om Guds Naades Evangelium. Og nu, se, jeg ved. at I aldrig mere skal se mit Aasyn, alle I. blandt hvem jeg gik omkring og forkyndte Riget.”AV 226.3

    Paulus havde ikke tænkt at aflægge dette Vidnesbyrd: men medens han talte, kom Guds Aand over ham og stadfæstede ham i hans Frygt for, at dette vilde blive hans sidste Møde med Brødrene fra Efesus.AV 226.4

    “Derfor vidner jeg for eder paa denne Dag. at jeg er ren for alles Blod; thi jeg holdt ikke noget tilbage, men forkyndte eder hele Guds Raad.” Ingen Frygt for at støde nogen. intet Ønske om Venskab eller Bifald kunde lede Paulus til at holde de Ord tilbage, som Gud havde givet ham til deres Belærelse, Advarsel eller Rettelse. Af sine Tjenere i Dag kræver Gud Uforfærdethed i Ordets Forkyndelse og i Overholdelsen af dets Paabud. En Kristi Tjener bør ikke fremholde for Folket kun de Sandheder, som er mest tiltalende, medens han holder andre tilbage, der kunde volde dem Smerte. Han bør vaage med stor Omhu over Karakterens Udvikling. Hvis han mærker, at nogen i hans Hjord holder fast ved Synd, maa han som en trofast Hyrde fremholde for dem fra Guds Ord den Undervisning, som passer i det givne Tilfælde. Om han tillod dem at gaa frem i deres Selvtillid uden at advare dem. vilde han blive holdt ansvarlig for deres Sjæle. Den Hyrde, som vil opfylde sit høje Kald. maa trofast undervise, sine Medlemmer angaaende hvert Punkt i den kristne Tro og vise dem hvad de maa være og gjøre fur at staa fuldkomne paa Guds Dag. Kun den, som trofast uddeler Sandhedens Ord, vil ved Slutningen af sin Virksomhed kunne sige med Paulus: “Jeg er ren for alles Blod.”AV 226.5

    “Saa giv da Agt paa eder selv.” formanede Apostelen sine Brødre. “og paa hele den Hjord, i hvilken den Helligaand satte eder til Tilsynsmænd for at vogte Guds Menighed, som han vandt sig ved sit eget Blod!” Dersom Evangeliets Forkyndere stadig erindrede den Sandhed. at de staar overfor dem, som Kristus har kjøbt med sit Blod, saa vilde de have en dybere Forstaaelse af Betydningen af sit Arbejde. De maa give Agt paa sig selv og paa sin Hjord. Deres eget Eksempel maa belyse deres Undervisning og give den Kraft. Som Mennesker, der lærer andre Livets Vej, bør de ikke give nogen Anledning til at tale ilde om Sandheden. Som Kristi Repræsentanter skal de opretholde hans Navns Ære. Ved sin Gudhengivenhed, sit rene Liv og sin fromme Tale skal de bevise sig selv værdige til sit høje Kald.AV 227.1

    De Farer, som vilde møde Menigheden i Efesus, blev aabenbaret for Apostelen. “Jeg ved.” sagde han, “at efter min Bortgang skal der komme glubende Ulve ind iblandt eder, som ikke skaaner Hjorden; ja blandt eder selv skal der fremstaa Mænd, som fører forvendt Tale for at lokke Disciplene efter sig.” Paulus bævede for Menigheden. naar han skuede ind i Fremtiden og saa de Angreb, som den vilde blive udsat for baade af udvortes og af indvortes Fiender. Med højtidelig Alvor bad han sine Brødre vaage omhyggeligt over det hellige, som var dem betroet. Som et Eksempel henviste han dem til sit eget utrættelige Arbejde iblandt dem: “Derfor vaag og kom i Hu. at jeg har ikke afladt i tre Aar. Nat og Dag, at paaminde enhver af eder med Taarer.”AV 227.2

    “Og nu. Brødre!” vedblev han, “befaler jeg eder Gud og hans Naades Ord, som er mægtigt at opbygge eder og at give eder Arv iblandt alle de helligede. Jeg har ikke begjæret nogens Sølv eller Guld eller Klædebon.” Nogle af Brødrene i Efesus var rige; men Paulus havde aldrig søgt at drage nogen personlig Fordel af dem. Det at henlede Opmærksomheden paa sine egne Behov var ikke noget, som hørte med til hans Budskab. “Disse Hænder,” sagde han, “har tjent for min Nødtørft og for dem, som er med mig.” Under sit haarde Arbejde og sine lange Kejser for Kristi Sags Skyld var han i Stand til ikke alene at sørge for sin egen Nødtørft, men ogsaa at undvære noget til Hjælp for sine Medarbejdere og værdige fattige. Dette kunde han kun gjøre ved aldrig svigtende Flid og den største Sparsommelighed. Med Rette kunde han henvise til sit eget Eksempel, da han sagde: “Jeg viste eder i alle Ting. at det bør os saaledes at arbejde og komme de skrøbelige til Hjælp, og at ihukomme den Herres Jesu Ord. hvorledes han selv har sagt: Saligt er det at give, hellere end at tage.”AV 227.3

    “Da han havde sagt dette, faldt han paa Knæ og bad sammen med dem alle. De brast da alle i stærk Graad, og de faldt Paulus om Halsen og kyssede ham; men mest sørgede de over det Ord, han havde sagt, at de aldrig mere skulde se hans Aaysn. Derefter fulgte de ham til Skibet.”AV 227.4

    Fra Miletus rejste de “lige til Cos, men anden Dagen til Rhodus og derfra til Patara” ved Lilleasiens sydvestlige Kyst, hvor de “fandt et Skib, som vilde gaa til Fønicien”. Paa dette gik de ombord “og sejlede afsted”. I Tyrus, hvor Skibet lossede, fandt de nogle faa Disciple, hos hvem de blev i syv Dage. Ved den Helligaand blev disse Disciple advaret om de Farer, som ventede Paulus i Jerusalem, og de bad ham, “at han ikke maatte drage til Jerusalem”. Men Apostelen lod ikke Frygt for Trængsel eller Fængsel at afholde ham fra at fuldføre sit Forsæt.AV 228.1

    Ved Slutningen af den Tid, de tilbragte i Tyrus, fulgte alle Brødrene med sine Hustruer og Børn Paulus ned til Skibet. og før han gik ombord, knælede de ned paa Stranden og bad, han for dem og de for ham.AV 228.2

    De fortsatte nu Rejsen mod Syd og kom til Caesarea, hvor de “gik ind i Filippus’s den Evangelistes Hus (som var af de syv), og blev hos ham”. Her tilbragte Paulus nogle rolige, lykkelige Dage — de sidste Dage, han i lang Tid skulde tilbringe i fuld Frihed.AV 228.3

    Medens Paulus opholdt sig i Cæsarea. “kom en Profet ved Navn Agabus ned fra Judæa”, siger Lukas. “Han kom til os og tog Paulus’s Bælte og bandt sig selv paa Hænder og Fødder og sagde: Saa siger den Helligaand: Den Mand, som ejer dette Bælte, ham skal Jøderne saaledes binde i Jerusalem og overgive i Hedningernes Hænder.”AV 228.4

    “Da vi hørte dette,” vedblev Lukas, “bad vi ham, baade vi og de der paa Stedet, at han ikke maatte drage op til Jerusalem.” Men Paulus vilde ikke afvige fra Pligtens Vej. Han vilde følge Kristus i Fængsel og Død, om saa skulde være. “Hvad gjør I, at I græder og plager mit Hjerte ?” udbrød han. “Jeg er rede, ikke aleneste at bindes, men og at dø i Jerusalem for den Herres Jesu Navns Skyld.” Da Brødrene saa, at de kun voldte ham Smerte uden at kunne rokke hans Forsæt, hørte de op med sin Tryglen og sagde: “Ske Herrens Vilje!”AV 228.5

    Tiden kom snart, da det kortvarige Ophold i Cæsarea maatte afbrydes, og ledsaget af nogle Brødre begav Paulus og hans Selskab sig paa Rejsen til Jerusalem med en tung Skygge hvilende paa sine Hjerter ved en Forudanelse om forestaaende Ulykke.AV 228.6

    Aldrig før havde Apostelen nærmet sig Jerusalem med et saa betynget Hjerte. Han vidste, at han vilde møde faa Venner og mange Fiender. Han nærmede sig den Stad, som havde forkastet og dræbt Guds Søn, og som nu truedes af Guds Vrede. Ved Tanken om den bitre Fordom, han selv havde næret mod Kristi Efterfølgere, følte han den dybeste Medlidenhet! med sine forførte Landsmænd. Og dog, hvor lidet Haab han havde om at kunne hjælpe dem! Den samme blinde Vrede, som engang brændte i hans eget Hjerte, var nu ved at tændes med voldsom Kraft hos et helt Folk imod ham.AV 228.7

    Han kunde ikke engang gjøre Regning paa sine egne Troesbrødres Sympati og Støtte. De uomvendte Jøder, som havde fulgt ham saa nær i Hælene, havde ikke været sene om baade personlig og ved Brev at udbrede de mest ufordelagtige Rygter om ham og hans Arbejde. Endog nogle af Apostlene og de Ældste havde modtaget disse Rygter som sandfærdige, og de gjorde intet Forsøg paa at tilbagevise dem og viste intet Ønske om at samstemme med ham.AV 229.1

    Men midt i alt dette var Apostelen ikke i Tvivl. Han satte sin Lid til. at han. som havde talt til hans eget Hjerte, vilde tale til hans Landsmænds Hjerter, og at den Herre, som hans Meddisciple elskede og tjente, endnu vilde knytte Hjerter til hans i Arbejdet for Evangeliets Fremme.AV 229.2

    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents