Kapitel 42—Rejsen og Skibbruddet.

TILSIDST befandt Paulus sig endelig paa Rejsen til Rom. “Men der det var besluttet,” skriver Lukas, “at vi skulde sejle derfra til Italien, overantvordede de baade Paulus og nogle andre Fanger til en Høvedsmand ved Navn Julius af Kejserens Rode. Men vi gik ombord paa et adramytisk Skib, for at sejle langs med Asiens Kyster, og vi for ud; og Aristarkus. en Makedonier fra Thessalonika, var med os.”AV 253.1

I de første Aarhundreder af den kristne Tidsalder var Sørejser forbundet med særskilte Besværligheder og Farer. De søfarende rettede hovedsagelig Kursen efter Solens og Stjernernes Stilling, og naar disse Himmellegemer ikke var synlige, og der var Tegn til Storm, var Skippere bange for at vove sig ud paa det aabne Hav. En Del af Aaret var farefri Søfart næsten udelukket.AV 253.2

Apostelen Paulus skulde nu udholde de prøvende Forhold, der vilde falde i hans Lod som en Fange i Lænker under den lange og trættende Rejse til Italien. Der var dog én Omstændighed, som i høj Grad bidrog til at lindre hans Skjæbne: han fik Tilladelse til at have Lukas og Aristarkus med. I sit Brev til Kolossenserne hentydede han senere til sidstnævnte som sin ,.medfangne” (Kol. 4: 10), men det var af eget frie Valg, at Aristarkus var delagtig i Paulus’s Baand, for at han kunde tjene ham i hans Trængsel.AV 253.3

Rejsen begyndte heldigt. Den følgende Dag kastede de Anker i Sidons Havn. Her behandlede Høvedsmanden Julius “Paulus mildt, og tilstedte ham at gaa til sine Venner og nyde Pleje”. Apostelen, som var svag af Helbred, satte stor Pris paa denne Tilladelse.AV 253.4

Efter Afrejsen fra Sidon stødte Skibet paa uheldige Vindforhold, og da de ikke kunde sejle i lige Kurs, gjorde de kun ringe Fremgang. I Myra i Landskabet Lysien fandt Høvedsmanden et stort alexandrinsk Skib, der skulde til Italien, og til dette overflyttede han straks sine Fanger. Men Vinden var fremdeles imod, og Rejsen foregik under Vanskeligheder. Lukas skriver: “Men som Sejladsen i mange Dage gik langsomt, og vi med Vanskelighed naaede Cnidus (thi Vinden føjede os ikke), holdt vi ned under Kreta ved Salmone. Med Vanskelighed sejlede vi denne forbi og kom til et Sted, som kaldes Gode-Havne.”AV 253.5

Ved Gode-Havne maatte de opholde sig en Tid for at vente paa gunstig Vind. Vinteren nærmede sig hurtigt. Sejladsen blev nu farlig, og Skibets Fører maatte opgive Haabet om at naa frem til Bestemmelsesstedet, inden Aarstiden for Sørejser var omme. Det næste Spørgsmaal, som nu skulde afgjøres. var, hvorvidt de skulde blive i Gode-Havne eller forsøge at naa hen til et Sted, hvor Betingelserne for Overvintring var gunstigere.AV 253.6

Dette Spørgsmaal blev ivrig drøftet og blev af Høvedsmanden tilsidst omtalt for Paulus, der havde vundet baade Søfolkenes og Stridsmændenes Agtelse. “Jeg ser,” sagde han, “at denne Sejlads vil blive os til Ulykke og megen Skade ikke alene paa Ladning og Skib, men ogsaa paa vort Liv.” Men “Styrmanden og Skipperen” og de fleste af Passagererne og Besætningen var uvillige til at følge dette Raad. Fordi Havnen, hvor de laa for Anker, “ikke var bekvem til Vinterleje, besluttede de fleste at fare bort ogsaa derfra, om de mulig kunde naa hen at overvintre i Phoenix, hvilken er en Havn i Kreta, som vender imod Sydvest og Nordvest”.AV 254.1

Høvedsmanden besluttede at følge Flertallets Mening. “Da der nu blæste en svag Søndenvind”, lettede de derfor Anker og sejlede fra Gode-Havne i Haab om snart at kunne naa den Ønskede Havn. “Men ikke længe derefter rejste sig en kraftig Storm,” “Skibet reves bort deraf” og kunde ikke dugge op mod Vinden”.AV 254.2

Drevet af Stormen nærmede Fartøjet sig den lille Ø Claude, og medens de laa i Læ af denne, forberedte Søfolkene sig paa det værste. Redningsbaaden, deres eneste Middel til Redning, i fald Skibet skulde strande, gik paa Slæb og kunde blive splintret i Stykker, hvilket Øjeblik det skulde være. Deres første Arbejde var at hejse denne Baad ombord. Alle mulige Forholdsregler blev truffet for at sætte Skibet i Stand til at modstaa Stormen. Den Smule Beskyttelse, som den lille Ø gav dem, varede ikke længe, og snart var de atter udsatte for Stormens fulde Raseri.AV 254.3

Hele Natten rasede Stormen, og til Trods for de Forholdsregler, man havde truffet, gik Skibet læk. Den næste Dag begyndte de at kaste “Ladningen overbord”, Natten faldt atter paa. men Vinden lagde sig ikke. Det af Stormen omtumlede Skib med den ødelagte Mast og det sønderrevne Sejl blev kastet hid og did af den rasende Vind. Hvert Øjeblik syntes det, som om det knagende Tømmer maatte give efter, naar Fartøjet rullede og rystede under Stormens Kraft. Lækagen blev hurtig større, og Passagererne og Besætningen arbejdede uafladelig ved Pumperne. Ingen ombord kunde faa et Øjebliks Hvile. “Den tredje Dag.” skriver Lukas. “kastede vi med egne Hænder Skibets Redskab i Søen. Da nu hverken Sol eller Stjerner lod sig se paa flere Dage, og et svært Uvejr var over os, var det fra nu af forbi med alt Haab om Redning.”AV 254.4

I fjorten Dage drev de omkring uden at se hverken Sol eller Stjerner. Apostelen, der selv var legemlig syg, talte haabefuldt til dem endog i den mørkeste Stund og hjalp dem i enhver Vanskelighed. I Tro greb han Almagtens Haand, og hans Hjerte stolede paa Gud. Han nærede ingen Frygt for sig selv; han vidste, at Gud vilde bevare ham, for at han i Rom kunde bære Vidnesbyrd om Kristi Sandhed. Men hans Hjerte brændte af Medynk med de arme. syndige, fordærvede Sjæle. som var omkring ham, og som ikke var beredte til Døden. Idet han bad Gud inderlig om at spare deres Liv, blev det aabenbaret for ham, at hans Bøn var hørt.AV 254.5

Benyttende sig af et Øjeblik, da Stormen rasede lidt mindre voldsomt, stod Paulus frem paa Dækket, talte til dem og sagde: “I Mænd! man burde have lydt mig og ikke være faret bort fra Kreta, og have sparet os denne Ulykke og Skade. Men nu formaner jeg eder, at I fatter et godt Mod; thi ingen Sjæl af eder skal omkomme, men alene Skibet. Thi i denne Nat stod for mig en Engel fra den Gud. hvis jeg er, og hvem jeg tjener, og sagde: Frygt ikke, Paulus! det bør dig at stilles for Kejseren; og se. Gud har skjænket dig alle dem. som sejler med dig. Derfor, I Mænd! vær ved et godt Mod; thi jeg har den Tro til Gud, at det skal ske saaledes, som mig er sagt. Men vi maa strande paa en Ø.”AV 255.1

Ved disse Ord vaagnede Haabet paany. Passagererne og Besætningen rystede Sløvheden af sig. Der var endnu meget at gjøre, og alt, hvad der stod i deres Magt, maatte blive gjort for at afværge Undergang.AV 255.2

Det var den fjortende Nat. de drev omkring paa de sorte, oprørte Bølger, at Søfolkene “ved Midnat” hørte Lyden af Brændinger og deraf sluttede. “at de var nær under et Land. Og da de loddede, havde de tyve Favne, og lidt længere frem loddede de atter og havde femten Favne. Og de frygtede, at de skulde støde paa Skjær, og kastede fire Ankere ud fra Bagstavnen, og ønskede, at det vilde vorde Dag”.AV 255.3

Ved Daggry saa de utydelige Omrids af den stormfulde Kyst, men kunde ikke faa Landkjending. Saa triste var Udsigterne, at de hedenske Sømænd der havde mistet alt Mod, “vilde flygte fra Skibet”, og under Paaskud af at ville “bringe Ankerne ud fra Forstavnen” havde de allerede ladet Redningsbaaden ned i Søen, da Paulus, der forstod deres slette Hensigt, sagde til Høvedsmanden og Stridsmændene: “Dersom disse ikke bliver i Skibet, kan I ikke frelses.” Stridsmændene kappede øjeblikkelig Baadens Reb og lod den falde i Vandet.AV 255.4

Det mest kritiske Øjeblik var endnu tilbage. Atter talte Apostelen opmuntrende til dem og opfordrede alle, baade Søfolk og Passagerer, til at faa noget at spise. “Det er i Dag den fjortende Dag,” sagde han, “at I har biet uden at spise og intet taget til eder. Derfor formaner jeg eder, at I faar Mad. thi dette hører til eders Frelse; der skal ikke falde et Haar af nogens Hoved iblandt eder.”AV 255.5

“Der han havde sagt dette, tog han Brød. og takkede Gud for alles Øjne og brød det og begyndte at æde.” Derpaa forenede denne udmattede, modfaldne Skare paa 276 Sjæle. som vilde have fortvivlet, havde det ikke været for Paulus, sig med Apostelen i at nyde et Maaltid. “Og der de var blevne mætte af Mad, lettede de Skibet og kastede Levnedsmidlerne i Søen.”AV 255.6

Det var nu fuldt Dagslys, men de kunde ikke se noget, hvorved de kunde bestemme, hvor de befandt sig. “Men de bemærkede en Vig med en Strandbred, hvor de besluttede, om muligt, at sætte Skibet. Og de kappede Ankerne, som de lod blive i Søen, og løsnede tillige Rortovene, og idet de satte Raasejlet til for Vinden, holdt de ind paa Strandbredden. Men de stødte paa en Grund med Dyb paa begge Sider, og der satte de Skibet, og Forstavnen borede sig fast og stod urokkelig, men Bagstavnen sloges sønder af Bølgernes Magt.”AV 256.1

Paulus og de andre Fanger truedes nu af en Skjæbne, som var frygteligere end Skibbrud. Stridsmændene indsaa, at det under Forsøget paa at naa Land vilde være umuligt for dem at passe paa Fangerne. Enhver vilde have nok med at redde sig selv. Men dersom nogen af Fangerne manglede, vilde de, der var ansvarlige for dem være Dødsens. Stridsmændene vilde derfor slaa alle Fangerne ihjel. Den romerske Lov godkjendte denne grusomme Fremgangsmaade, og Planen vilde øjeblikkelig være blevet gjennemført, dersom det ikke havde været for ham, som de alle i lige høj Grad stod i stor Taknemmelighedsgjæld til. Julius, Høvedsmanden, vidste. at Paulus havde været et Redskab til at frelse alle ombord, og da han endvidere var overbevist om, at Herren var med ham, frygtede han for at gjøre ham ondt. Han befalede derfor, “at de, som kunde svømme, skulde først kaste sig ud, for at undkomme til Landet, og de andre at redde sig, nogle paa Planker, andre paa Stykker af Skibet. Og saaledes skete det, at alle kom frelste til Landet”. Da Navnene blev opraabte, savnedes ikke en eneste.AV 256.2

De skibbrudne blev venlig modtaget af Beboerne paa Malta. “De antændte en Ild,” skriver Lukas, “og modtog os alle formedelst den overfaldende Regn og Kulden”. Paulus var en af dem, der søgte at hjælpe de andre. Efter at have samlet “en Hob tørre Kviste”, kastede han dem paa Ilden”, da en Øgle krøb “ud formedelst Varmen, og snoede sig om hans Haand”. De hosstaaende blev rædselsslagne, og da de af hans Lænker forstod, at Paulus var en Fange, sagde de til hverandre: “Sikkert er dette Menneske en Morder, hvem Gjengjældelsen ikke lader leve, alligevel han er frelst af Havet.” Paulus rystede Dyret af sig, og der skete ham intet ondt. Folket, der vidste, hvor giftigt Dyret var, ventede, at han pludselig skulde falde om i forfærdelige Smerter. “Men der de havde ventet længe og saa. at ham veder fores intet ondt, kom de paa andre Tanker og sagde, at han var en Gud.”AV 256.3

I de tre Maaneder, de skibbrudne blev paa Malta, benyttede Paulus og hans Medarbejdere mange Anledninger til at prædike Evangeliet. Herren virkede igjennem dem paa en forunderlig Maade. For Paulus’s Skyld blev hele det skibbrudne Selskab behandlet med megen Venlighed. De fik alt, hvad de behøvede, og ved Afrejsen fra Malta blev de rigelig forsynet med alt, hvad de havde Brug for paa Rejsen. Om de vigtigste Begivenheder under deres Ophold der skriver Lukas i Korthed som følger:AV 256.4

“Men i den samme Egn havde den fornemste paa Øen, ved Navn Publius, et Jordegods. Han annammede os og laante os venlig Herberge i tre Dage. Men det traf sig, at Publius’s Fader laa syg af Feber og Blodgang. Til ham gik Paulus ind. bad og lagde Hænderne paa ham og helbredte ham. Der dette var sket, kom og de andre paa Øen. som havde Sygdomme, til ham og blev helbredte. Disse beviste os ogsaa megen Ære, og der vi drog bort, lagde de i Skibet, hvad vi havde behov.”AV 257.1