Loading...
Larger font
Smaller font
Copy
Print
Contents

Apostlenes Liv og Virksomhed

 - Contents
  • Results
  • Related
  • Featured
No results found for: "".
  • Weighted Relevancy
  • Content Sequence
  • Relevancy
  • Earliest First
  • Latest First
    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents

    Kapitel 45—Skrevet fra Rom.

    VED Begyndelsen af sit Kristenliv fik Apostelen Paulus særskilt Lejlighed til at lære Guds Vilje angaaende Kristi Efterfølgere at kjende. Han blev “henrykt indtil den tredje Himmel”. “ind i Paradis og hørte uudsigelige Ord. hvilke det ikke er et Menneske tilladt at udtale”. Han erkjendte selv, at han havde faaet mange “Syner og Aabenbarelser af Herren”. Han havde ligesaa god en Forstaaelse af Sandhedens Grundsætninger som de andre ,.høje Apostle”. 2 Kor. 12: 2, 4, 1, 11. Han havde et klart og fuldt Kjendskab til “Bredden og Længden og Dybden og Højden” af “Kristi Kjærlighed, som overgaar al Kundskab”. Ef. 3: 18, 19.AV 271.1

    Paulus kunde ikke fortælle alt, hvad han havde set i Syner; thi blandt hans Tilhørere var der nogle. som vilde have gjort en urigtig Anvendelse af hans Ord. Men det. som var blevet ham aabenbaret, satte ham i Stand til at arbejde som en Leder og forstandig Lærer og særprægede ogsaa de Budskaber, han i senere Aar sendte til Menighederne. De Indtryk, han fik i sine Syner, stod altid levende for ham og satte ham i Stand til at give en rigtig Fremstilling af den kristne Karakter. Mundtligt og gjennem Breve bar han et Budskab, som altid siden har bragt Guds Menighed Hjælp og Styrke. Til de troende i vor Tid taler dette Budskab klart om de Farer, som vil true Menigheden, og de falske Lærdomme, de vil møde. Apostelens Ønske for dem, til hvem han sendte sine Breve med Raad og Formaninger, var, at de ikke mere skulde være Børn, der lod sig “tumle som Bølger og omdrive af enhver Lærdoms Vejr”, men at de alle skulde “naa til Enhed i Troen og Guds Søns Erkjendelse, til Mands Modenhed, til Kristi Fyldes voksne Alder”. Han formanede Kristi Efterfølgere i hedenske Omgivelser til ikke mere at “vandre, som de øvrige Hedninger vandrer i deres Sinds Forfængelighed, formørkede i Forstanden, fremmedgjorte fra Guds Liv . . . formedelst deres Hjertes Forhærdelse”, men at “omgaaes varlig, ikke som uvise. og kjøbe den belejlige Tid”. Han opmuntrede de troende til at se fremad til den Tid. da Kristus, som “elskede Menigheden og hengav sig selv for den”, vilde “fremstille sig den. en herlig Menighed, som ikke har Plet eller Rynke eller noget deslige” — en Menighed, som er “hellig og ustraffelig”. Ef. 5: 25, 27.AV 271.2

    Disse Budskaber, der blev skrevet, ikke ved et Menneskes Kraft, men ved Guds Kraft, indeholder Lærdomme, som bør granskes af alle, og som med Udbytte ofte kan gjentages. De indeholder Un- dervisning om praktisk Gudsfrygt og fremholder Principper, som bør følges i enhver Menighed, og Vejen til evigt Liv, bliver klargjort.AV 271.3

    I sit Brev til “de hellige i Kolossæ, de troende Brødre i Kristus”, der blev skrevet, medens Paulus var en Fange i Rom. talte han om sin Glæde over deres Standhaftighed i Troen, hvorom han var blevet underrettet af Epafras, der, skrev Apostelen “gav os eders Kjærlighed i Aanden tilkjende. Derfor,” siger han videre. “aflader vi og ikke fra den Dag. vi hørte det. at bede for eder og begjære, at I maatte fyldes med hans Viljes Erkjendelse i al Visdom og aandelig Forstand, at I kan omgaaes værdig for Herren til al Behagelighed og være frugtbare paa al god Gjerning, og vokse til Guds Erkjendelse; styrkede med al Styrke efter hans Herligheds Kraft til al Taalmodighed og Langmodighed med Glæde”.AV 272.1

    Saaledes udtrykker Paulus sit Ønske for de troende i Kolossæ. Hvilket højt Ideal disse Ord sætter for en Kristi Efterfølger! De viser, hvilke underfulde Muligheder der ligger for os i Kristenlivet, og klargjør, at der ikke er nogen Grænse for de Velsignelser, Guds Børn kan erholde. De kan stedse vedblive at vokse i Kundskab om Gud og gaa frem fra Kraft til Kraft, fra Trin til Trin i kristelig Erfaring, indtil de ved “hans Herligheds Kraft” bliver gjort “skikkede til at faa Del i de helliges Arvelod i Lyset”.AV 272.2

    Apostelen lovprisje Kristus for sine Brødre som den. ved hvem Gud havde skabt alle Ting. og ved hvem han havde udvirket deres Gjenløsning. Han erklærede. at den Haand. som opholder Verdner i Himmelrummet, og som holder alle Ting i hele Verdensaltet vedlige i deres velordnede, ustandselige Virksomhed. er den Haand, som blev naglet til Korset for dem. “Ved ham,” skrev Paulus, “ er alle Ting skabte, de i Himlene og de paa Jorden, de synlige og usynlige, være sig Troner eller Herredømmer eller Fyrstedømmer eller Magter. alle Ting er skabte ved ham og til ham; og han er for alle Ting, og alle Ting bestaar ved ham.” “Ogsaa eder, som fordum var fremmede og fiendske af Sindelag i onde Gjerninger. har han dog nu forligt i sit kjødelige Legeme ved Døden, for at fremstille eder hellige og ulastelige og ustraffelige for sit Aasyn.”AV 272.3

    Guds Søn steg ned for at løfte de faldne op. I denne Hensigt forlod han de syndfrie Verdener i det høje, de 99. som elskede ham. og kom til Jorden for at blive “saaret for vore Overtrædelser og knust for vore Misgjerninger”. Es. 53: 5. Han blev sine Brødre lig i alle Ting. Han blev Kjød, ligesom vi er. Han vidste, hvad det vilde sige at være sulten og tørstig og træt. Han blev styrket ved Føde og vederkvæget ved Søvn. Han var en fremmed og en Gjæst paa Jorden — han var i Verden, men ikke af Verden; han blev fristet og prøvet, som Menneskene nu bliver fristet og prøvet, men levede dog et Liv uden Synd. Han var mild. medlidende, sympatisk, altid hensynsfuld overfor andre, og som saadan var han en Fremstilling af Guds Karakter. “Ordet blev Kjød og boede iblandt os, . . . fuld af Naade og Sandhed.” Joh. 1: 14.AV 272.4

    De troende i Kolossæ var omgivet af hedenske Skikke og Indflydelser og stod saaledes i Fare for at blive ført bort fra Evangeliets Enfoldighed; og idet Paulus i den Anledning advarede dem. henviste han dem til Kristus som den eneste sikre Vejleder. “Jeg vil, I skal vide,” skrev han, hvor stor en Kamp jeg har for eder og for dem i Laodicea og saa mange som ikke har set min Person i Kjødet, at deres Hjerter maatte opmuntres, idet de sammenføjes i Kjærlighed og til den fuldvisse Indsigts hele Rigdom. til Erkjendelse af Guds. Faderens, og Kristi Hemmelighed, i hvem alle Visdommens og Kundskabens Skatte er skjulte.”AV 273.1

    “Men dette siger jeg. paa det ingen skal bedrage eder med lokkende Tale. . . . Derfor, ligesom I har antaget Kristus Jesus Herren, saa omgaaes i ham. rodfæstede og opbygte i ham. og stadfæstede i Troen, ligesom I er lærte, voksende i den med Taksigelse Se til, at ikke nogen gjør eder til Rov ved verdslig Visdom og tomt Bedrageri, efter Menneskers Sætninger, efter Verdens Børnelærdom, og ikke efter Kristus; thi i ham bor al Guddommens Fylde legemlig. Og I har al Fylde i ham. som har Hovedet for al Fyrstendømme og Magt.”AV 273.2

    Kristus havde forudsagt, at der skulde opstaa Forførere, ved hvis Indflydelse “Uretfærdighed” skulde blive “mangfoldig”, og Kjærligheden skulde “blive kold i mange”. Matt. 24: 12. Han havde advaret Disciplene om, at dette Onde vilde udsætte Menigheden for større Farer end Fiendens Forfølgelse. Atter og atter advarede Paulus de troende imod disse falske Lærere. Denne Fare maatte de fremfor alle andre være paa Vagt imod; thi ved at modtage falske Lærere vilde de aabne Døren for Vildfarelser, ved hvilke Fienden vilde fordunkle det aandelige Syn og rokke Tilliden hos dem, som nylig havde antaget Evangeliets Tro. Kristus var den Maalestok, hvormed de Lærdomme, der blev fremholdt, skulde prøves. Alt. som ikke var i Overensstemmelse med hans Lære, skulde de forkaste. Kristus korsfæstet for Synd, Kristus opstaaet fra de døde, Kristus opfaren til det høje: dette var den Frelsens Videnskab, som de skulde lære og forkynde.AV 273.3

    Guds Ords Advarsler vedrørende de Farer, som omgiver den kristne Menighed. angaar os i vor Tid. Ligesom man i Apostelens Dage søgte at ødelægge Troen paa den hellige Skrift ved Traditioner og Filosofi, saaledes søger Retfærdighedens Fiende i vor Tid ved lokkende Teorier i Form af “den højere Kritik”, Udviklingslære, Spiritisme, Teosofi og Pantheisme at lede Sjæle ind paa forbudte Stier. For mange er Bibelen som en Lampe uden Olje. fordi de har hengivet sig til spekulative Anskuelser, der bringer Misforstaaelse og Forvirring. “Den højere Kritik”s Arbejde med at sønderlemme, gjætte og atter sammensætte ødelægger Troen paa Bibelen som en guddommelig Aabenbaring. Den berøver Guds Ord Kraften til at beherske, opløfte og inspirere Menneskene. Ved Spiritismen oplæres en Mængde Mennesker til at tro. at Ønsket er den højeste Lov, at Tøjlesløshed er Frihed, og at Mennesket kun er ansvarlig overfor sig selv.AV 273.4

    En Kristi Efterfølger vil støde paa den “lokkende Tale”, som Apostelen advarede de troende i Kolossæ imod. Han vil møde spiritistiske Fortolkninger af Skriften; men han maa ikke antage dem. Han maa tale klart og tydeligt til Forsvar for Skriftens evige Sandheder. Med Blikket fæstet paa Kristus maa han daglig gaa fremad paa den anviste Sti og forkaste alle Anskuelser, som ikke er i Over-ensstemmelse med hans Lære. Guds Sandhed maa være Emnet for hans Betragtning og Overvejelse. Han maa betragte Bibelen som Guds Røst, der taler direkte til ham. Paa den Maade vil han finde den Visdom, som er af Gud.AV 274.1

    Kundskaben om Gud. som den er aabenbaret i Kristus, er den Kundskab, som alle. der bliver frelst, maa have. Dette er den Kundskab, som bevirker Forvandling af Karakteren. Naar den bringes til Anvendelse i Livet, vil den skabe Kristi Billede paany i Sjælen. Det er denne Kundskab, Gud indbyder sine Børn til at antage, og i Sammenligning med den er alt andet Tomhed og Intet.AV 274.2

    I alle Slægter og i alle Lande har det sande Grundlag for Karakterens Udvikling været den samme: de Principper. som Guds Ord indeholder. Den eneste sikre og paalidelige Regel er at gjøre, hvad Gud siger. “Herrens Befalinger er rette,” og “hvo disse Ting gjør, skal ikke rokkes evindelig.” Sal. 19: 9: 15: 5. Det var med Guds Ord, Apostlene mødte Datidens falske Teorier; de holdt paa. at “ingen kan lægge en anden Grundvold end den, som lagt er”. 1 Kor. 3: 11.AV 274.3

    Ved sin Omvendelse og Daab havde de troende i Kolossæ forpligtet sig til at forkaste Anskuelser og Skikke, som hidtil havde udgjort en Del af deres Liv, og at udvise Troskab og Lydighed mod Kristus. I sit Brev mindede Paulus dem om dette og formanede dem til ikke at glemme, at for at holde sit Løfte maatte de stadig kjæmpe imod de Onder, som vilde søge at faa Herredømme over dem. “Er I altsaa oprejste med Kristus,” sagde han, “da søg det, som er oventil. hvor Kristus sidder hos Guds højre Haand. Tragt efter det, som er oventil, ikke efter det, som er paa Jorden. Thi I er døde, og eders Liv er skjult med Kristus i Gud.”AV 274.4

    “Dersom nogen er i Kristus, da er han en ny Skabning; det gamle er forbiganget, se, alt er blevet nyt.” 2 Kor. 5: 17. Ved Kristi Kraft har Menneskene kunnet bryde syndige Vaners Magt. De har forkastet Egenkjærlighed. Bespotteren er blevet ydmyg, Drankeren er blevet ædrue, og den ryggesløse ren. Sjæle, som har baaret Satans Billede, er blevet forvandlet efter Guds Billede. Denne Forandring er i sig selv et Undernes Under. Den Forvandling, som bevirkes ved Ordet, er en af Ordets dybeste Hemmeligheder. Vi kan ikke forstaa den; vi kan blot tro, som Skriften siger, at det er “Kristus i eder, Herlighedens Haab”.AV 274.5

    Naar Guds Aand behersker Sind og Hjerte, udbryder den omvendte i en ny Sang; thi han forstaar, at i hans Erfaring er Guds Løfte blevet opfyldt, at hans Overtrædelse er forladt og hans Synd skjult. For Gud har han angret sin Overtrædelse af den guddommelige Lov og tror paa Kristus, som døde til Menneskenes Retfærdiggjørelse. “Retfærdiggjort ved Troen” har han “Fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus”. Rom. 5: 1.AV 275.1

    Men fordi den Kristne har haft denne Erfaring, maa han ikke lægge Hænderne i Skjødet. tilfreds med hvad der er blevet udrettet for ham. Den. som har besluttet at indgaa i det aandelige Rige, vil finde, at alle en uigjenfødt Naturs Kræfter og Lidenskaber, støttet af Magterne i Mørkets Rige, staar rustet imod ham. Hver Dag maa han paany overgive sig til Gud og hver Dag stride imod det onde. Gamle Vaner, nedarvede Tilbøjeligheder til det onde vil kjæmpe om Herredømmet, og imod disse maa han altid være paa Vagt, stridende i Kristi Kraft for at vinde Sejer.AV 275.2

    “Døder derfor eders jordlske Lemmer,” skrev Paulus til Kolossenserne, “for hvis Skyld Guds Vrede kommer over Vantroens Børn, blandt hvilke I ogsaa fordum vandrede, da I levede derudi. Men nu aflægger ogsaa I alle disse Ting, Vrede, Hidsighed, Ondskab, Bespottelse. slem Snak af eders Mund. . . . Saa ifører eder da, som Guds udvalgte, hellige og elskte, inderlig Barmhjertighed, Godhed, Ydmyghed. Sagtmodighed, Langmodighed, saa I fordrager hverandre og tilgiver hverandre, dersom nogen har Klagemaal imod nogen; ligesom og Kristus tilgav eder. saaledes og I. Men fremfor alt dette ifører eder Kjærligheden; thi denne er Fuldkommenhedens Baand. Og Guds Fred sejre i eders Hjerter, til hvilken I og er kaldte i ét Legeme ; og værer taknemmelige.”AV 275.3

    Brevet til Kolossenserne er fuldt af de mest værdifulde Lærdomme til alle, som er beskjæftiget i Kristi Tjeneste, Lærdomme, som aabenbarer det bestemte Forsæt og det høje Maal, som vil komme til Syne i dens Liv, som rettelig fremstiller Frelseren. Idet den troende forkaster alt. som vilde hindre ham i at gjøre Fremgang paa Vejen opad, eller som vilde lede andres Fødder bort fra den snævre Sti. vil han i sit daglige Liv aabenbare Barmhjertighed, Venlighed, Ydmyghed, Sagtmodighed, Overbærenhed og Kristi Kjærlighed.AV 275.4

    Hvad vi saa meget behøver, er den Kraft, der aabenbarer sig i et højere, helligere og ædlere Liv. Verden lægger Beslag paa altfor meget og det himmelske Rige paa altfor lidet af vore Tanker.AV 275.5

    I sine Bestræbelser for at naa op til, hvad Gud kræver af ham. maa den Kristne ikke mistvivle om noget. Moralsk og aandelig Fuldkommenhed er lovet alle ved Kristi Naade og Kraft. Kristus er Kraftens Ophav, Livets Kilde. Han leder os hen til sit Ord og giver os Blade af Livets Træ til Helbredelse for Sjæle, som er syge af Synd. Han drager os hen til Guds Trone og lægger en Bøn i vor Mund, hvorved vi bringes i inderlig Forening med ham. For vor Skyld sætter han de almægtige Kræfter i Himlen i Virksomhed. Ved hvert Skridt kommer vi i Berøring med hans levende Kraft.AV 275.6

    God sætter ingen Grænser for deres Fremskridt, som ønsker “at fyldes med hans Viljes Erkjendelse i al Visdom og aandelig Forstand”. Ved Bøn og ved Aarvaagenhed og ved Fremvækst i Kundskab og Forstand maa de blive “styrkede med al Styrke efter hans Herligheds Kraft”. Saaledes beredes de til at arbejde for andre. Det er Frelserens Hensigt, at Mennesker, som er rensede og helliggjorte, skal være hans Hjælpere. Lad os for dette store Privilegium give ham Tak, “som gjorde os dygtige til de helliges Arvedel i Lyset, som friede os fra Mørkets Magt, og oversatte os i sin elskelige Søns Rige”.AV 276.1

    Paulus’s Brev til Filippenserne blev ligesom Brevet til Kolossenserne skrevet, medens han var i Fangenskab i Rom. Menigheden i Filippi havde sendt Gaver til Paulus ved Epafroditus, hvem Paulus kalder “min Broder og Medarbejder og Medstrider og eders Udsending og Tjener til at raade Bod paa min Trang”. Medens Epafroditus var i Rom, var han syg og nær Døden; “men Gud forbarmede sig over ham,” skrev Paulus, “dog ikke alene over ham, men ogsaa over mig, at jeg ikke skulde have Sorg paa Sorg”. Ved Meddelelsen om, at Epafroditus var syg, var de troende i Filippi blevet meget ængstelige for ham, og han besluttede at rejse tilbage til dem. “Han længtes efter eder alle,” skrev Paulus, “og var urolig i Hu, fordi I havde hørt, at han var blevet syg. . . . Derfor sender jeg ham des snarere, for at I kan glæde eder ved at se ham igjen, og jeg være mere fri for Sorg. Tag derfor imod ham i Herren med al Glæde, og hold slige i Ære; thi for Kristi Gjernings Skyld kom han Døden nær, idet han vovede sit Liv for at udfylde Savnet af eder i Tjenesten imod mig.”AV 276.2

    Med Epafroditus sendte Paulus de troende i Filippi et Brev, hvori han takker dem for deres Gaver. Af alle Menigheder havde Menigheden i Filippi været den mest gavmilde i sin Omsorg for Apostelens Behov. “Men I ved det og selv, Filippenser!” udtalte Paulus i sit Brev, “at ved Evangeliums Begyndelse, der jeg drog ud fra Makedonien. har ingen Menighed haft Regning med mig over givet og modtaget, uden I alene. Thi ogsaa i Thessalonika sendte I mig én Gang, ja to Gange, hvad jeg behøvede. Ikke at jeg attraar Gaven, men jeg attraar den Frugt, som kan vorde overflødig til eders Fordel. Nu har jeg fuldkommen nok og overflødigt; jeg fik rigelig, der jeg annammede af Epafroditus det fra eder, en velbehagelig Lugt, et antageligt Offer, tækkeligt for Gud.”AV 276.3

    “Naade være med eder og Fred, fra Gud vor Fader og den Herre Jesus Kristus! Jeg takker min Gud, saa ofte jeg tænker paa eder, idet jeg altid i hver min Bøn, beder for eder alle med Glæde. for eders Deltagelse i Evangelium, fra den første Dag indtil nu; fuldelig forsikret, at han, som begyndte det gode Værk i eder, vil fuldføre det indtil Jesu Kristi Dag; saaledes bør jeg og mene om eder alle, efterdi jeg har eder i Hjertet, baade under mine Lænker og Evangeliums Forsvar og Stadfæstelse, eder alle, som er delagtige med mig i Naaden. Thi Gud er mit Vidne, hvorledes jeg længes efter eder alle, . . . Og derom beder jeg, at eders Kjærlighed maa fremdeles mere og mere forøges, tilligemed Kundskab og al Skjønsomhed, saa I kan vælge. hvad som bedst er, paa det I maa være rene og uden Anstød indtil Kristi Dag, fyldte med Retfærdigheds Frugter, som virkes ved Jesus Kristus, Gud til Ære og Lov.”AV 276.4

    Guds Naade opholdt Paulus i hans Fangenskab og gjorde, at han kunde fryde sig i Trængsel. Med Tro og Overbevisning skrev han til sine Brødre i Filippi, at hans Fængselsophold havde haft Evangeliets Fremme til Følge. “Jeg vil, I skal vide, Brødre!” sagde han, “at hvad mig er vederfaret har mere tjent til Evangeliums Fremme, saa at mine Lænker for Kristi Skyld er bleven bekjendte i det ganske Palads og for alle de øvrige, og at de fleste af Brødrene i Herren fik Mod ved mine Baand, og blev des mere dristige til at tale uden Frygt.”AV 277.1

    Der er en Undervisning for os i denne Apostelens Erfaring; thi den aabenbarer, hvorledes Gud virker. Herren kan bringe Sejer ud af det, der for os kan se ud som Uheld og Nederlag. Vi staar i Fare for at glemme Gud og for at fæste os ved de Ting. som ses, i Stedet for med Troens Blik at betragte de usynlige Ting. Naar Vanheld eller Ulykke kommer, staar vi færdige til at beskylde Gud for Forsømmelse eller Grusomhed. Dersom han finder det bedst i en eller anden Retning at begrænse den Nytte, vi kan gjøre, klager vi og standser ikke for at betænke, at Gud saaledes virker til vort Bedste. Vi behøver at lære at forstaa, at Revselse udgjør en Del af hans store Plan, og at den Kristne i Trængsel undertiden kan udrette mere for Mesteren, end naar han er beskjæftiget i virksom Tjeneste.AV 277.2

    Som deres Eksempel i Kristenlivet henviste Paulus Filippenserne til Kristus, som, “der han var i Guds Skikkelse, ikke holdt det for et Rov at være Gud lig; men han forringede sig selv, idet han tog en Tjeners Skikkelse paa. og blev Mennesker lig; og da han var funden i Skikkelse som et Menneske, fornedrede han sig selv, saa han blev lydig indtil Døden, ja Korsets Død”.AV 277.3

    “Derfor, mine elskelige!” vedblev han. “ligesom I altid har været lydige, saaledes ikke alene som ved min Nærværelse, men nu meget mere i min Fraværelse, arbejder paa eders egen Saliggjørelse med Frygt og Bæven; thi Gud er den. som virker i eder baade at ville og at udrette, efter sit Velbehag. Gjør alle Tnig uden Knur og Tvivl, at I kan vorde ustraffelige og rene, Guds ulastelige Børn, midt iblandt den vanartige og forvendte Slægt, iblandt hvilke I skin- ner som Lys i Verden, idet I holder fast ved Livets Ord. mig til Ros paa Kristi Dag, at jeg ikke har løbet forgjæves.”AV 277.4

    Disse Ord blev skrevet til Hjælp for enhver kjæmpende Sjæl. Paulus fremholder Fuldkommenhedens Maal og viser, hvorledes det kan opnaaes. “Arbejd paa eders egen Saliggjørelse,” siger han. “thi Gud er den, som virker i eder.”AV 278.1

    Arbejdet med at opnaa Frelse er et Arbejde i Fællesskab, en dobbeltsidig Gjerning. Der maa være et Samarbejde mellem Gud og den bodfærdige Synder. Dette er nødvendigt, for at rigtige Principper kan dannes i Karakteren. Mennesket maa gjøre alvorlige Bestræbelser for at overvinde det, som hindrer ham i at opnaa Fuldkommenhed. Men i dette Arbejde er han fuldstændig afhængig af Gud. Menneskelig Bestræbelse alene er ikke tilstrækkelig; uden guddommelig Bistand gavner den intet. Gud arbejder, og Mennesket arbejder. Modstanden mod Fristelse maa komme fra Mennesket, som maa hente Kraft hos Gud. Paa den ene Side er der uendelig Visdom, Medlidenhed og Kraft; paa den anden Side er der Svaghed, Syndighed og fuldstændig Hjælpeløshed.AV 278.2

    Gud vil. at vi skal have Herredømme over os selv; men han kan ikke hjælpe os uden vort Bifald og Samarbejde. Guds Aand virker igjennem de Kræfter og Evner, som Mennesket har faaet. I os selv er vi ikke i Stand til at bringe vore Forsætter, Ønsker og Tilbøjeligheder I Overensstemmelse med Guds Vilje; men dersom vi er “villige til at blive gjort villige”, vil Frelseren udføre dette for os. saaledes at vi “omstyrter Tankebygninger og enhver Højde, som rejser sig imod Kundskaben om Gud. og tager enhver Tanke til Fange under Lydigheden mod Kristus”. 2 Kor. 10: 5.AV 278.3

    Den, som ønsker at udvikle en stærk, symmetrisk Karakter, og som vil blive en sundt udviklet Kristen, maa give alt og gjøre alt for Kristus; thi Frelseren vil ikke antage en delt Tjeneste. Han maa daglig lære, hvad det vil sige at give sig selv. Han maa granske Guds Ord, lære dets Betydning og adlyde dets Paabud. Saaledes kan vi opnaa Maalet for kristelig Dyd. Dag for Dag virker Gud med ham og fuldkommer den Karakter, som skal bestaa i den sidste Prøve. Og Dag for Dag udgjør Udfoldelsen af den troendes Liv en ophøjet Opvisning for Menneskers og Engles Aasyn, visende, hvad Evangeliet kan udrette for faldne Mennesker.AV 278.4

    “Jeg agter ikke mig selv at have grebet det,” skrev Paulus; “men ét gjør jeg: forglemmende, hvad der er bagved, og rækkende efter det, som er foran, iler jeg mod Maalet, til det Klenodie, som hører til Guds Kald herovenfra i Kristus Jesus.”AV 278.5

    Paulus udrettede meget. Fra den Stund han skjænkede Kristus sin Troskab, var hans Liv optaget med utrættelig Tjeneste. Fra Stad til Stad, fra Land til Land rejste han omkring og fortalte Beretningen om Korset, vandt Tilhængere til Evangeliet og oprettede Menigheder. For disse Menigheder havde han en stadig Omsorg, og han skrev mange Breve med Undervisning til dem. Til Tider ar- bejdede han ved sit Haandværk for at tjene sit daglige Brød. Men i al sin travle Virksomhed tabte Paulus aldrig det ene store Maal af Syne: at ile fremad mod Klenodiet, som hørte med til hans høje Kald. Eet Maal holdt han sig stadig for Øje: at vise Troskab mod ham. som ved Damaskus’s Port havde aabenbaret sig for ham. Fra dette Maal formaaede intet at lede ham bort. At ophøje Golgathas Kors: dette var den altopslugende Bevæggrund, der udgjorde Drivfjederen i hans Ord og Handlinger.AV 278.6

    Det store Forsæt, der drev Paulus til at trænge fremad paa Trods af Vanskeligheder og Besværligheder, bør lede enhver kristen Arbejder til at hengive sig helt til Guds Tjeneste. Jordiske Tillokkelser vil gjøre sig gjældende for at lede hans Tanker bort fra Frelseren; men han maa ile fremad mod Maalet og aabenbare for Verden, for Engle og for Mennesker, at Haabet om at se Guds Ansigt er alle de Opofrelser og Bestræbelser værd, som Opnaaelsen af dette Haab kræver.AV 279.1

    Selv om Paulus var en Fange, var han dog ikke forsagt. De Breve. som han skrev fra Rom til Menighederne, er tværtimod gjennemtrængt af Sejersvished. “Glæd eder i Herren altid,” skrev han til Filippenserne, “og atter siger jeg: Glæd eder! . . . Vær ikke bekymrede for noget. men i alle Ting lad eders Begjæringer fremføres for Gud i Paakaldelse og Bøn med Taksigelse; og Guds Fred. som overgaar al Forstand, skal bevare eders Hjerter og eders Tanker i Kristus Jesus. Iøvrigt, Brødre! hvad som helst der er sandt, hvad der er ærbart, hvad der er retfærdigt, hvad der er rent, hvad der er elskeligt, hvad der har godt Lov, enhver Dyd og enhver Hæder: derpaa giv Agt.”AV 279.2

    “Min Gud skal fuldelig give eder alt, hvad I behøver, efter sin Rigdom. i Herlighed. i Kristus Jesus. . . . Vor Herres Jesu Kristi Naade være med eder alle!“AV 279.3

    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents