Kapitel 47—Sidste Gang i Fængsel.

PAULUS’S Arbejde iblandt Menighederne efter hans Frifindelse i Rom kunde ikke undgaa hans Fienders Opmærksomhed. Efter at Forfølgelsen under Nero begyndte. havde de Kristne overalt været en fredløs Sekt. Efter nogen Tid fandt de vantro Jøder paa at tillægge Paulus den Forbrydelse at have anstiftet Branden i Rom. Ikke én af dem troede et Øjeblik. at han var skyldig; men de vidste, at en saadan Beskyldning, naar der syntes at være den mindste Mulighed for dens Berettigelse, vilde besegle hans Dom. De fik udvirket, at Paulus atter blev grebet og skyndsomt sendt i Fængsel for sidste Gang.AV 282.1

Paa sin anden Rejse til Rom fulgtes Paulus af flere af sine tidligere Ledsagere. Andre ønskede inderligt at dele hans Skjæbne, men han vilde ikke tillade dem saaledes at sætte Livet i Fare. Udsigterne var langt mindre gunstige nu, end da han forrige Gagn blev sat i Fængsel. Den af Nero paabegyndte Forfølgelse havde i høj Grad formindsket Antallet af de Kristne i Rom. Tusinder havde lidt Martyrdøden for sin Tro, og mange havde forladt Byen, og de. som endnu opholdt sig der, var i høj Grad nedtrykte og betaget af Frygt.AV 282.2

Ved sin Ankomst til Rom blev Paulus indsat i et skummelt Fængsel for at blive der, indtil hans Løb var til Ende. Beskyldt for at være Ophavsmanden til en af de laveste og frygteligste Forbrydelser imod Byen og Nationen var han Gjenstand for almindelig Afsky.AV 282.3

De faa Venner, som havde deltaget med Apostelen i hans Byrder, begyndte nu at forlade ham. nogle for at gaa helt bort og andre for at virke i de forskjellige Menigheder. Fygellus og Hermogenes var de første til at forlade ham. Demas, der var blevet forfærdet over de tiltagende Vanskeligheder og Farer, forlod dernæst den forfulgte Apostel. Kreskens blev sendt af Paulus til Menighederne i Galatien. Titus til Dalmatien og Tykikus til Efesus. Idet Paulus skrev til Timotheus om denne Erfaring, siger han : “Lukas er alene hos mig.” 2 Tim. 4: 11. Aldrig før havde Apostelen i saa høj Grad som nu behøvet sine Brødres Tjeneste, svækket som han var af Alderdom, Møje og Svagheder og indesluttet i de fugtige, mørke Hvælvinger i det romerske Fængsel. Den Tjeneste, som Lukas. den elskede Discipel og trofaste Ven, ydede ham, var Apostelen til megen Trøst og gjorde det muligt for ham at vedligeholde Forbindelsen med Brødrene og Verden udenfor.AV 282.4

I denne prøvende Tid blev Apostelen opmuntret ved hyppige Besøg af Onesiforus. Denne hjertelige Broder fra Efesus gjorde alt, hvad der stod i hans Magt, for at lette Apostelens Byrder under hans Ophold i Fængslet. Hans elskede Lærer var i Lænker for Sandhedens Skyld, medens han selv var fri. og han sparede sig ingen Møje for at gjøre Paulus’s Lod mere taalelig.AV 282.5

I det sidste Brev, som Apostelen nogensinde skrev, taler han saaledes om denne trofaste Discipel: “Herren give Onesiforus’s Hus Barmhjertighed; thi han har ofte vederkvæget mig, og skammede sig ikke ved min Lænke. men der han var i Rom, søgte han saare flittig efter mig, og fandt mig. Herren give, at han maa tinde Barmhjertighed hos Herren paa hin Dag!” 2 Tim. 1: 16-18.AV 283.1

Længselen efter Kjærlighed og Sympati er noget, som Gud selv har nedlagt i Hjertet. I sin Angest i Gethsemane længtes Kristus efter sine Disciples Sympati. Ogsaa Paulus, der tilsyneladende var ligegyldlg overfor Lidelser og Besværligheder, længtes alligevel efter Sympati og Omgang med andre. De Besøg, som Onesiforus aflagde, cg hvorved han gav Vidnesbyrd om sin Troskab paa en Tid. da Apostelen var ene og forladt, bragte Glæde og Opmuntring til ham, som havde tilbragt sit Liv i Tjeneste for andre.AV 283.2