Loading...
Larger font
Smaller font
Copy
Print
Contents

Apostlenes Liv og Virksomhed

 - Contents
  • Results
  • Related
  • Featured
No results found for: "".
  • Weighted Relevancy
  • Content Sequence
  • Relevancy
  • Earliest First
  • Latest First
    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents

    Kapitel 49—Paulus’s sidste Brev.

    FRA Kejserens Domssal vendte Paulus tilbage til sin Celle. Han forstod, at han kun havde opnaaet en kortvarig Udsættelse af sin Dom. Han vidste, at hans Fiender ikke vilde slaa sig til Ro, før de havde hid f ørt hans Død. Men han vidste ogsaa. at for Øjeblikket havde Sandheden sejret. At have kunnet forkynde den korsfæstede og opstandne Frelser for den store Forsamling, som havde hørt ham. var i sig selv en Sejer. Den Dag var et Værk paabegyndt, som vilde vokse og befæstes, og som Nero og alle andre Kristi Fiender forgjæves vilde forsøge at forhindre eller ødelægge.AV 288.1

    Medens Paulus sad Dag efter Dag i sin mørke Celle og vidste, at paa et eneste Ord eller Vink fra Nero kunde hans Liv blive taget, tænkte han paa Timotheus og besluttede at sende Bud efter ham. Timotheus havde faaet det Hverv at tage sig af Menigheden i Efesus. og han var derfor blevet tilbage, da Paulus drog ud paa sin sidste Rejse til Rom. Paulus og Timotheus var knyttet til hinanden med en Kjærlighed usædvanlig dyb og stærk. Efter sin Omvendelse havde Timotheus taget Del med Paulus i hans Arbejde og Lidelser, og Venskabet mellem dem var blevet stedse stærkere, dybere og mere inderligt, indtil Timotheus for den gamle, udslidte Apostel var blevet alt, hvad en Søn kunde være for en elsket og hædret Fader. Det var intet Under derfor, at Paulus i sin Ensomhed længtes efter at se ham.AV 288.2

    Selv under de gunstigste Forhold vilde der hengaa flere Maaneder, før Timotheus kunde naa at komme til Rom fra Lilleasien. Paulus vidste, at hans Liv stod i Fare, og han frygtede for, at Timotheus kunde komme for sent til at træffe ham. Han havde Raad og Undervisning af Vigtighed at give den unge Mand. som var blevet betroet et saa stort Ansvar; og medens han tilskyndede ham til at komme uden Tøven, dikterede han det sidste Vidnesbyrd, som han maaske ikke vilde opleve at udtale mundtlig. Hans Sjæl var fyldt med inderlig Kjærlighed til sin Søn i Evangeliet og til Menigheden. som stod under hans Omsorg, og han søgte at klargjøre for Timotheus Vigtigheden af at være tro i det hellige Kald.AV 288.3

    Paulus begyndte sit Brev med denne Hilsen: “Til Timotheus, den elskelige Søn: Naade. Barmhjertighed, Fred fra Gud Fader og Kristus Jesus, vor Herre! Jeg takker Gud, hvem jeg tjener, ligesom mine Forfædre, i en ren Samvittighed, idet jeg uden Afladelse erindrer dig i mine Bønner Nat og Dag.”AV 288.4

    Apostelen fremholdt derefter for Timotheus Nødvendigheden af at være standhaftig i Troen. “Derfor paaminder jeg dig,” skriver han. “at du opflammer den Guds Naadegave, som er i dig formedelst mine Hænders Paalæggelse. Thi Gud har ikke givet os Fejgheds Aand. men Krafts og Kjærligheds og Sindigheds Aand. Derfor skam dig ikke ved vor Herres Vidnesbyrd eller ved mig. hans bundne, men lid ondt med Evangelium, ved Guds Kraft.” Paulus bad Timotheus om at komme i Hu, at han var blevet kaldet “med et helligt Kald” til at forkynde hans Kraft, som “bragte Liv og Uforkrænkelighed for Lyset ved Evangelium, for hvilket”, udtalte han, “jeg er beskikket en Prædiker og Apostel og Hedningers Lærer; for hvilken Sag jeg og lider dette, men skammer mig ikke derved; thi jeg ved, hvem jeg har troet, og er vis paa, at han er mægtig til at bevare det. jeg har nedlagt hos ham, til hin Dag”.AV 288.5

    Gjennem sin lange Tjenestetid havde Paulus aldrig svigtet sin Troskab mod Frelseren. Hvor som helst han var — hvad enten han stod for de truende Farisæere eller romerske Myndigheder, for den rasende Hob i Lystra eller de overbeviste Syndere i det makedoniske Fængsel. om han talte til de rædselsslagne Søfolk paa det skibbrudne Fartøj, eller han stod alene for Nero for at tale for sit Liv, — aldrig havde han skammet sig ved den Sag han forfægtede. Det ene store Maal i hans Kristenliv havde været at tjene ham. hvis Navn han engang havde foragtet, og hverken Modgang eller Forfølgelse havde været i Stand til at rokke ham i dette Forsæt. Hans Tro, øget ved Arbejde og renset ved Opofrelser, opholdt og styrkede ham.AV 289.1

    “Du derfor, min Søn!” vedblev Paulus, “bliv stærk ved den Naade. som er i Kristus Jesus, og hvad du har hørt af mig for mange V idner, det overantvord tro Mennesker, som kan være dygtige ogsaa til at lære andre. Derfor lid du ondt. som en god Jesu Kristi Stridsmand.”AV 289.2

    Den sande Herrens Tjener vil aldrig vige tilbage for Besværligheder eller Ansvar. Fra den Kilde, som aldrig svigter dem, der oprigtig søger efter guddommelig Kraft, henter han Styrke, der sætter ham i Stand til at møde og besejre Fristelse og udføre de Pligter, Gud paalægger ham. Den Naade, han erholder, forøger hans Evne til at kjende Gud og hans Søn. I sin inderste Sjæl længes han efter at udføre Tjenester, som hans Herre kan finde Behag i; og efterhaanden som han skrider fremad paa Kristenlivets Sti, bliver han “stærk ved den Naade som er i Kristus Jesus”. Denne Naade gjør ham til et trofast Vidne om det, han har hørt. Han hverken ringeagter eller forsømmer den Kundskab, han har modtaget fra Gud, men meddeler den til trofaste Mænd. som atter underviser andre.AV 289.3

    I dette sidste Brev til Timotheus stillede Paulus et højt Ideal for den unge Arbejder og pegte paa de Pligter, der hvilede paa ham som en Kristi Tjener. “Læg Vind paa at fremstille dig selv retskaffen for Gud,” skrev Apostelen, “en Arbejder, som ikke behøver at skamme sig, som rettelig deler Sandheds Ord.” “Undslaa dig for daarlige og uforstandige Spørgsmaal, efterdi du ved, at de føder Strid af sig. Men en Herrens Tjener bør det ikke at stride, men at være mild imod alle, bekvem til at lære, i Stand til at tale ondt, med Sagtmodighed undervisende dem, som modsætter sig. om Gud vilde engang give dem Omvendelse til Sandheds Erkjendelse.”AV 289.4

    Apostelen advarer Timotheus imod de falske Lærere, som vilde søge at trænge sig ind i Menigheden. “Men vid dette,” udtalte han. “at i de sidste Dage skal vanskelige Tider være at forvente. Thi Menneskene skal være egenkjærlige pengegjerrige, overmodige, hoffærdige, Bespottere, Forældre ulydige, utaknemmelige, vanhellige, . . . som har Gudfrygtigheds Skin, men fornægter dens Kraft. Fly ogsaa disse.”AV 290.1

    “Men onde Mennesker og Bedragere farer frem til det værre,” skrev han videre; “de forfører og forføres. Men du, bliv i det, som du har lært, og som dig er betroet, efterdi du ved, af hvem du har lært, og efterdi du fra Barndom af kjender den hellige Skrift, som kan gjøre dig vis til Salighed. . . . Den ganske Skrift er indblæst af Gud, og nyttig til Lærdom, til Overbevisning, til Rettelse, til Optugtelse i Retfærdighed, at det Guds Menneske maa vorde fuldkomment, dygtiggjort til al god Gjerning.” Gud har rigelig sørget for, at vi skal kunne føre en heldig Kamp imod det onde. som er i Verden. Bibelen er det Rustkammer, hvor vi maa udruste os til Kampen. Vore Lænder maa være ombundne med Sandhed. Vort Panser maa være Retfærdighed. Troens Skjold maa være i vor Haand og Frelsens Hjælm paa vort Hoved; og med Aandens Sværd, som er Guds Ord, maa vi bane os Vej gjennem de Hindringer og Forviklinger, som Synden lægger paa vor Sti.AV 290.2

    Paulus vidste, at der var stor Fare I Vente for Menigheden. Han vidste. At et trofast, ihærdigt Arbejde maatte blive udført af dem. Som skulde føre Opsyn med Menighederne, og han skrev til Timotheus: “Derfor besværger jeg dig for Gud og den Herre Jesus Kristus, som skal dømme levende og døde ved sin Aabenbarelse og sit Regimente: prædik Ordet, hold ved i Tide og Utide, overbevis, straf, forman med al Langniodighed og Lærdom.”AV 290.3

    Denne højtidelige Formaning til en, der var saa nidkjær og trofast som Timotheus, er et kraftigt Vidnesbyrd om, hvor vigtigt og ansvarsfuldt det Arbejde er, som paahviler en Evangeliets Forkynder. Paulus fremstiller Timotheus som for Guds Domstol og beder ham at prædike Ordet, ikke Menneskers Paastande og Skikke; han paalægger ham at være rede til at vidne for Gud, naar som helst Anledningen tilbød sig — for store Forsamlinger og i private Kredse, paa Vejen og ved Arnen, for Venner og for Fiender, hvad enten han befandt sig i Sikkerhed eller var udsat for Besværligheder og Farer. Forsmædelser og Tab.AV 290.4

    Frygtende for at Timotheus’s milde og eftergivelige Sindelag kunde lede ham til at unddrage sig en vigtig Del af sin Gjerning, formanede Paulus ham til at være trofast i at straffe Synd og endog til skarpt at irettesætte dem, som var skyldige i store Overtrædelsen. Men dette skulde han gjøre “med al Langniodighed og Lærdom”. Han skulde udvise Kristi Taalmodighed og Kjærlighed og forklare og understrege sine Irettesættelser under Henvisning til Guds Ords Sandheder.AV 290.5

    At hade og straffe Synden og samtidig vise Mildhed og Ømhed mod Synderen er en vanskelig Opgave. Jo mere alvorlig vi selv stræber efter at naa frem til Hellighed i Hjerte og Liv. desto skarpere vil vor Opfattelse af Synden blive, og desto mere bestemte vil vi være i vor Misbilligelse af enhver Afvigelse fra hvad der er ret. Vi maa vogte os for at udvise utilbørlig Strenghed mod Overtræderen; men vi maa ogsaa tage os i Agt, at vi ikke taber Syndens overvættes Syndighed af Syne. Det er nødvendigt at udvise kristelig Taalmodighed og Kjærlighed mod den fejlende; men der er ogsaa Fare for at vise saa stor Overbærenhed med hans Forseelse, at han vil tænke, at han ikke har fortjent nogen Irettesættelse, og forkaste den som upaakrævet og uretfærdig.AV 291.1

    Evangeliets Forkyndere gjør undertiden stor Skade ved at lade Overbærenhed overfor den fejlende udvikle sig derhen, at de taaler Synder og endogsaa gjør sig delagtige i dem. Paa denne Maade ledes de til at undskylde og dække over det, som Gud fordømmer, og efter nogen Tid bliver de saa forblindede, at de roser de selvsamme Personer, som Gud befaler dem at irettesætte. Den, som har sløvet sit aandelige Blik ved syndig Lemfældighed mod saadanne, som Gud fordømmer, vil inden længe begaa en større Synd ved at vise Strenghed og Barskhed mod dem. som Gud ser paa med Velbehag.AV 291.2

    Ved at hovmode sig over menneskelig Visdom, vise Ringeagt for den Helligaands Indflydelse og finde Ubehag ved Guds Ords Sandheder vil mange, som bekjender sig til at være Kristne, og som mener, at de er dygtige til at undervise andre, ledes til at vende sig bort fra Guds Fordringer. Paulus skrev til Timotheus: “Den Tid skal vorde, da de ikke skal fordrage den sunde Lærdom, men efter deres egne Begjæringer tage sig selv Lærere i Hobetal, efter hvad der kildrer deres Øren. Og de skal vende Ørene fra Sandheden, men henvende sig til Fabler.”AV 291.3

    Apostelen har her ikke Hensyn til de aabenbart ugudelige, men til saadanne Kristne, som lader sig lede af sine Tilbøjeligheder og derved bliver Slaver under sit eget Jeg. Saadanne er blot villige til at høre de Lærdomme, som ikke straffer deres Synder eller fordømmer deres egenkjærlige Vandel. De trofaste Kristi Tjeneres tydelige Ord støder dem, og de vælger Lærere, som vil rose og smigre dem. Og blandt dem, der kalder sig Ordets Forkyndere, findes saa danne, som prædiker Menneskemeninger i Stedet for Guds Ord. De er utro i sit Kald og fører andre paa Vildspor, som søger aandelig Vejledning hos dem.AV 291.4

    Gud har i sin hellige Lov givet os en fuldkommen Regel for vor Vandel ; og han har erklæret, at indtil Tidens Ende vil denne Lov uden nogen Forandring i et eneste Bogstav eller en Tøddel vedblive at være bindende for Menneskene. Kristus kom for at gjøre Love. stor og herlig. Han viste, at den hviler paa Kjærlighedens brede Grundlag — Kjærlighed til Gud og Kjærlighed til Mennesker — og at Lydighed mod dens Paabud kræves af alle Mennesker. I sit eget Liv gav han os et Eksempel paa Lydighed mod Guds Lov. I Bjergprædikenen paaviste han. hvordan dens Fordringer strækker sig videre end til de udvortes Handlinger og dømmer over Hjertets Tanker og Raad.AV 292.1

    Hvor Loven adlydes, vil den lede Menneskene til at “fornægte Ugudelighed og de verdslige Lyster” og til at leve “tugtig og retfærdig og gudelig i den nuværende Verden”. Tit. 2: 12. Men al Retfærdigheds Fiende har taget Verden til Fange og ledet Menenskene til at vise Ulydighed mod Loven. Som hvad Paulus forudsaa, har en Mængde Mennesker vendt sig bort fra Guds Ords tydelige, hjerteransagende Sandheder og valgt Lærere, som fremholder for dem de Fabler, de ønsker. Baade blandt Ordets Tjenere og Lægfolk er der mange, som træder Guds Befalinger under Fødder. Saaledes bliver Verdens Skaber forhaanet, og Satan fryder sig triumferende over, at hans Anslag er lykkedes.AV 292.2

    Med den tiltagende Ringeagt for Guds Lov er der en tiltagende Ulyst til Kristendommen, en tiltagende Stolthed, Hang til Fornøjelse, Ulydighed mod Forældre og Hengivenhed til egenkjærlig Nydelse; og tænkende Mennesker overalt spørger med Ængstelse: Hvad kan der gjøres for at rette paa disse truende Onder? Svaret findes i Apostelens Formaning til Timotheus: “Prædik Ordet!” I Bibelen finder vi de eneste paalidelige Principper at bygge vore Handlinger paa. Den er en Afskrift af Guds Vilje, et Udtryk for guddommelig Vis-dom. Den aabner Livets store Problemer for Menneskets Forstand; og for alle, som agter paa dens Bud, vil den vise sig at være en ufejlbar Vejleder, der vil skaane dem fra at spilde sit Liv i forfejlede Bestræbelser.AV 292.3

    Gud har kundgjort os sin Vilje, og det er Daarskab af Menneskene at drage det Ord i Tvivl, som er udgaaet af hans Mund. Naar den alvise Gud har talt, saa kan der ikke være noget Tvivlens Spørgsmaal for Menneskene at stille, ingen tvivlsomme Muligheder for dem at ordne. Alt, hvad der kræves af dem, er aabent og alvorligt at samtykke i det, Gud har tilkjendegivet som sin Vilje. Lydighed er Fornuftens saavel som Samvittighedens højeste Bud.AV 292.4

    Paulus formaner videre: “Vær aarvaagen i alle Ting, lid ondt, gjør en Evangeliets Gjerning, fuldfør din Tjeneste.” Paulus skulde snart fuldende sit Løb, og han vilde, at Timotheus skulde indtage hans Plads og beskytte Menigheden mod de Fabler og vrange Lærdomme, hvorved Fienden paa forskjellig Maade vilde søge at lede dem bort fra Evangeliets Enfoldighed. Han formanede ham til at undgaa alle timelige Handeler og Forviklinger, som vilde hindre ham i at vie sig helt til Arbejdet for Gud. med Glæde at taale den Modstand. Forsmædelse og Forfølgelse, som hans Troskab vilde paaføre ham. og at bevise sit Kald ved at benytte ethvert Middel, der stod til hans Raadighed, til at gjøre godt mod dem. for hvem Kristus døde.AV 292.5

    Paulus’s Liv var en Fremstilling af de Sandheder, han lærte; og deri laa hans Kraft. Han havde stadig en dyb Forstaaelse af sit Ansvar, og han arbejdede i inderligt Samfund med ham. som er Retfærdighedens, Barmhjertighedens og Sandhedens Kilde. Han klyngede sig til Kristi Kors som det eneste, der kunde sikre ham Fremgang. Frelserens Kjærlighed var den udødelige Drivkraft, der opholdt ham i hans Kamp med sig selv og i hans Strid imod det onde, naar han i Kristi Tjeneste ilede fremad paa Trods af Verdens Kulde og sine Fienders Modstand.AV 293.1

    Hvad Menigheden behøver i vor farefulde Tid er en Hær af Arbejdere, som ligesom Paulus har lært at gjøre Nytte, som har en dyb Erfaring i det. som hører Gud til, og som er fyldte med Alvor og Nidkjærhed. Helliggjorte, selvopofrende Mænd behøves. Mænd. som ikke vil vige tilbage for Prøvelser og Ansvar, Mænd, som er modige og sande, Mænd, i hvis Hjerter Kristus, “det Herlighedens Haab”, udvikles, og som vil “prædike Ordet” med Læber, der er berørte af hellig Ild. Guds Sag vansmægter af Mangel paa saadanne Arbejdere. og skjæbnesvangre Vildfarelser, der virker som en dødelig Gift, fordærver Moralen og tilintetgjør Haabet hos en stor Del af Menneskeslægten.AV 293.2

    Naar de trofaste, opslidte Eannerførere opofrer sit Liv for Sandhedens Sag, hvem vil da træde til og indtage deres Plads? Vil de unge Mænd iblandt os modtage det hellige Hverv af sine Fædres Hænder? Bereder de sig for at fylde de Pladser, som bliver ledige ved de trofastes Død? Vil Apostelens Formaning blive paaagtet, og vil Pligtens Kald blive hørt midt iblandt de Tillokkelser til Egenkjærlighed og Ærgjerrighed, som lurer paa de unge?AV 293.3

    Paulus sluttede sit Brev med personlige Budskaber til visse Personer og rettede atter en indstændig Henstilling til Timotheus om snart at komme til ham om muligt før Vinteren indtraadte, Han talte om sin Ensomhed. hidført ved, at nogle af hans Venner havde forladt ham. medens andre nødvendigvis maatte være fraværende; og for at Timotheus ikke skulde betænke sig af Frygt for, at Menigheden i Efesus behøvede hans Hjælp. meddelte Paulus, at han allerede havde bestemt Tykikus til at fylde hans Plads.AV 293.4

    Efter at have talt om sit Forhør hos Nero, om at Brødrene havde forladt ham, og om at Gud som holder sin Pagt, havde opholdt ham ved sin Naade, afsluttede Paulus Brevet med at befale sin elskede Timotheus til den store Hyrde, der, selv om Underhyrderne skulde falde, dog vilde drage Omsorg for sin Hjord.AV 293.5

    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents