Kapitel 6—Ved Tempeldøren.

KRISTI Disciple havde en dyb Følelse af sin egen Udygtighed, og i Ydmyghed og Bøn forenede de sin Svaghed med hans Kraft, sin Vankundighed med hans Visdom, sin Uværdighed med hans Retfærdighed, sin Fattigdom med hans uudtømmelige Rigdom. Saaledes styrket og udrustet betænke de sig ikke paa at gaa fremad i Mesterens Tjeneste.AV 35.1

En kort Tid efter den Helligaands Udgydelse og umiddelbart efter en alvorlig Bønnestand gik Peter og Johannes op til Templet for at bede og saa der ved den Dør, som kaldes den skjønne, en 40 Aars gammel Krøbling, som fra Fødselen af havde lidt af Smerte og Svaghed. Denne ulykkelige Mand havde længe næret et Ønske om at se Jesus, for at han kunde blive helbredet; men han var omtrent ganske hjælpeløs og befandt sig langt borte fra det Sted, hvor den store Læge virkede. Ved sine Bønner formaaede han tilsidst nogle Venner til at bære ham hen til Tempeldøren; men ved Ankomsten dertil fandt han. at den, han havde sat sit Haab til, paa en grusom Maade var blevet dræbt.AV 35.2

Hans Skuffelse vakte Medlidenhed hos dem, som vidste, hvor længe han havde næret det inderlige Haab, at Jesus skulde helbrede ham; og daglig bragte de ham til Templet, for at forbigaaende kunde vækkes til Medynk og give ham en Smule til Livets Ophold. Da Peter og Johannes gik forbi, bad han dem om en Almisse. Disciplene saa medlidende paa ham. Og Peter sagde: “Se paa os ! Og han gav Agt paa dem, efterdi han forventede at faa noget af dem. Men Peter sagde: Sølv og Guld har jeg ikke.” Da Peter saaledes nævnte sin egen Fattigdom, sænkede Krøblingen Ansigtet mod Jorden; men det oplystes af Haab, idet Apostelen vedblev: “Men det, som jeg har, det giver jeg dig: i Jesu Kristi Nazaræi Navn, staa op og gak !”AV 35.3

“Og han greb ham ved den højre Haand og rejste ham op. Men straks blev hans Ben og Ankler stærke, og han sprang op, stod, gik omkring og fulgte med dem i Templet, gik omkring og sprang og lovede Gud. Og alt Folket saa ham gaa og love Gud. Og de kjendte ham, at han var den, som havde siddet for den skjønne Tempeldør og tigget; og de blev fulde af Rædsel og Forfærdelse over det, som ham var vederfaret”AV 35.4

“Der nu den halte, som var helbredet, holdt paa Peter og Johannes, løb alt Folket sammen til dem i den Buegang, som kaldes Salomons, og var forfærdet.” De blev forbauset over, at Disciplene kunde udføre Mirakler lig dem. Jesus havde udført. Her var denne Mand, som i 40 Aar havde været en hjælpeløs Krøbling, og som nu glædede sig over at kunne gjøre fuld Brug af sine Lemmer, fri for Smerte og lykkelig i Troen paa Jesus.AV 35.5

Da Disciplene saa Folkets Forundring, spurgte Peter: “Hvi ser I stivt paa os, ligesom vi af egen Magt eller Gudfrygtighed har gjort, at denne gaar?” Han meddelte dem, at Helbredelsen var sket i Jesu af Nazarets Navn, hvem Gud havde oprejst fra de døde. “Ved Troen paa hans Navn,” sagde Peter, “har hans Navn styrket denne, som I ser og kjender, og Troen, som virkedes ved ham, har givet ham denne fulde Førlighed for eders alles Øjne.”AV 36.1

Apostlene talte tydeligt om Jødernes store Synd ved at forkaste og ihjelslaa Livets Fyrste; men de undgik omhyggeligt at drive sine Tilhørere til Fortvivlelse. “I fornægtede den Hellige og Retfærdige,” sagde Peter, “og bad, at en Morder maatte skjænkes eder. Men den Livsens Fyrste slog I ihjel, hvilken Gud har oprejst fra de døde, hvortil vi er Vidner.” “Og nu. Brødre! jeg ved, at I har gjort det af Uvidenhed, ligesom og eders Øverster. Men Gud har saaledes fuldbyrdet, hvad han forud forkyndte ved alle sine Profeters Mund, at Kristus skulde lide.” Han udtalte, at den Helligaand kaldte dem til Anger og Omvendelse, og forsikrede dem, at der ikke var noget Haab om Frelse uden ved hans Miskundhed, hvem de havde korsfæstet. Alene ved Troen paa ham kunde de faa Forladelse for sine Synder.AV 36.2

“Der for fat et andet Sind og vend om,” raabte han, “at eders Synder maa være udslettet, paa det Vederkvægelsens Tider maa komme fra Herrens Aasyn.”AV 36.3

“I er Profeternes Børn og Pagtens, hvilken Gud gjorde med vore Fædre, der han sagde til Abraham: Og i din Sæd skal alle Slægter paa Jorden velsignes. Eder først har Gud, der han oprejste sin Søn Jesus, sendt ham at velsigne eder, idet hver af eder vender sig fra sin Ondskab.”AV 36.4

Saaledes forkyndte Disciplene Kristi Opstandelse. Mange af dem, som hørte, ventede paa dette Vidnesbyrd, og da de hørte det, troede de. Det bragte dem til at tænke paa de Ord, som Kristus havde talt, og de stillede sig i deres Rækker, som antog Evangeliet. Den Sæd, Frelseren havde udsaaet, spirede og bar Frugt.AV 36.5

Medens Disciplene talte til Folket, “kom Præsterne og Templets Høvedsmænd og Sadducæerne over dem, hvilke fortrød paa, at de lærte Folket, og kundgjorde i Jesus Opstandelsen fra de døde”.AV 36.6

Efter Kristi Opstandelse havde Præsterne udbredt det falske Rygte viden om, at Disciplene havde stjaalet hans Legeme, mens den romerske Vagt sov. Det kan ikke undre nogen, at det ikke behagede dem at høre Peter og Johannes forkynde, at han, som de havde ihjelslaaet, var opstanden. Navnlig var der stor Bevægelse iblandt Sadducæerne. De forstod, at deres Yndlingslære var truet, og at deres Agtelse stod paa Spil.AV 36.7

Antallet af dem, som antog den nye Tro, vokste hurtigt, og baade Farisæerne og Sadducæerne var enige om. at dersom disse nye Lærere fik Lov til at gaa uhindret, vilde deres egen Indflydelse staa i større Fare, end da Jesus var paa Jorden. Ved Hjælp af en Del Sadducæere greb derfor Templets Høvedsmand Peter og Johannes og satte dem i Fængsel, eftersom det var for sent paa Dagen til at tage dem i Forhør.AV 37.1

Disciplenes Fiender kunde ikke andet end føle sig overbevist om, at Kristus var opstaaet fra de døde. Beviserne var altfor klare til at kunne betvivles. Alligevel forhærdede de sit Hjerte og nægtede at angre den frygtelige Handling, de begik, da de ihjelslog Jesus. De jødiske Høvedsmænd havde rigelige Beviser paa, at Disciplene talte og handlede under guddommelig Inspiration, men de satte sig bestemt imod Sandhedens Budskab. Kristus var ikke kommet paa den Maade, de havde ventet, og skjønt de til Tider havde været overbevist om, at han var Guds Søn, havde de dog kvalt denne sin Overbevisning og korsfæstet ham. I sin Naade gav Gud dem end yderligere Beviser, og nu fik de endnu en Anledning til at vende om til ham. Han sendte Disciplene for at fortælle dem, at de havde slaaet Livets Fyrste ihjel, og med denne frygtelige Anklage sendte han dem et nyt Kald til Omvendelse. Men de jødiske Lærere følte sig trygge i sin egen Retfærdighed og nægtede at indrømme, at de Mænd, som beskyldte dem for at have korsfæstet Kristus, talte under den Helligaands Vejledning.AV 37.2

Da Præsterne saaledes havde begyndt at sætte sig op imod Kristus, blev enhver Modstand en yderligere Spore til at fortsætte i samme Spor. Deres Gjenstridighed blev mere og mere haardnakket. Det var ikke, fordi de ikke kunde give efter; de kunde, men vilde ikke. Det var ikke alene, fordi de havde dræbt Guds Søn, at de blev afskaaret fra Frelsen; det var, fordi de satte sig op imod Gud. De forkastede haardnakket Lyset og kvaite den Overbevisning, som Aanden gav dem. Den Kraft, som behersker Vantroens Børn, virkede i dem og ledte dem til at mishandle de Mænd, gjennem hvem Gud virkede. Deres Had blev større, hver Gang de satte sig op imod Gud og det Budskab, han havde givet sine Tjenere at forkynde. Fordi de nægtede at omvende sig, gik de jødiske Ledere daglig videre i sit Oprør og beredte sig paa at høste det, som de havde saaet.AV 37.3

Guds Vrede udøses ikke over ubodfærdige Syndere blot for de Synders Skyld, de har begaaet, men fordi de, naar de kaldes til Omvendelse, vælger at vedblive i Gjenstridighed og lever i de samme Synder ved at trodse det Lys, som skinner for dem. Dersom de ledende Mænd blandt Jøderne havde givet efter for den Helligaands overbevisende Kraft, saa vilde de have faaet Tilgivelse; men de var fast bestemt paa ikke at give efter. Paa samme Maade stiller Syn- deren sig ved forsat Gjenstridighed der, hvor den Helligaand ikke kan paavirke ham.AV 37.4

Dagen etter Krøblingens Helbredelse samledes Annas og Kaifas med andre af Templets Myndigheder til Forhør, og Apostlene blev ført frem for dem. I denne selvsamme Sal og for nogle af de selvsamme Mænd havde Peter paa skammelig Vis fornægtet sin Herre. Dette traadte klart frem for ham, idet han nu selv blev fremstillet til Forhør. Nu havde han Lejlighed til at gjøre sin Frygtagtighed god igjen.AV 38.1

De tilstedeværende, som huskede den Rolle, Peter havde spillet ved Mesterens Forhør, smigrede sig med, at man nu kunde skræmme ham ved Trusler cm Fængsel og Død. Men den Peter, som fornægtede Kristus i hans mørkeste Stund, var heftig og fuld af Selvtillid, vidt forskjellig fra den Peter, der nu stod for Raadet til Forhør. Efter sit Fald var han blevet omvendt. Han var ikke længere stolt og pralende, men beskeden og uden Selvtillid. Han var fyldt med den Helligaand og bestemt paa ved Hjælp af denne Kraft at fjerne hin Frafaldets Plet ved at ære det Navn, som han engang havde fornægtet.AV 38.2

Hidtil havde Præsterne undgaaet at nævne Jesu Korsfæstelse og Opstandelse. Men af Hensyn til deres Forsæt blev de nu tvunget til at spørge, hvorledes den syge var blevet helbredet. “Af hvad Magt, eller i hvilket Navn har I gjort dette ?” spurgte de.AV 38.3

Med hellig Frimodighed og i Aandens Kraft svarede Peter uforfærdet: Det “være eder alle og alt det israelitiske Folk vitterligt, at ved Jesu Kristi Nazaræi Navn, hvilken I har korsfæstet, hvilken Gud har oprejst fra de døde, ved dette staar denne helbredet her for eders Øjne. Han er den Sten, som er agtet for intet af eder, I Bygningsmænd! hvilken er bleven til en Hovedhjørnesten. Og der er ikke Frelse i nogen anden; thi der er og ikke noget andet Navn under Himmelen givet iblandt Mennesker, ved hvilket vi skal vorde frelste”.AV 38.4

Dette modige Forsvar forbausede de jødiske Ledere. De havde tænkt, at Disciplene vilde blive overvældet af Frygt og Forvirring, naar de blev ført frem for Raadet; men disse Vidner talte derimod, som Jesus havde talt, med en Overbevisningens Kraft, der bragte Modstanderne til Taushed. Der var ikke Spor af Frygt at mærke i Peters Stemme, da han om Kristus erklærede: “Han er den Sten. som er agtet for intet af eder, I Bygningsmænd! hvilken er bleven til en Hovedhjørnesten.”AV 38.5

Peter gjorde her Brug af en billedlig Talemaade, som Præsterne kjendte. Profeterne havde talt om den forkastede Sten, og Kristus havde selv ved en vis Lejlighed sagt til Præsterne og de Ældste: “Har I aldrig læst i Skrifterne: Den Sten, som Bygningsmændene forskjød, den er bleven til en Hovedhjørnesten; det er sket af Herren, og er underligt for vore Øjne. Derfor siger jeg eder, at Guds Rige skal tages fra eder og gives et Folk. som skal bære dets Frugter. Og hvo som falder paa denne Sten. skal sønderstødes; men hvilken den falder paa. ham skal den knuse.” Matt. 21: 42-44.AV 38.6

Da Præsterne hørte Apostlenes uforfærdede Tale, “forundrede de sig. og de kjendte dem, at de havde været med Jesus”.AV 39.1

Vi læser om Disciplene under Kristi Forklarelse paa Bjerget, at ved Slutningen af det underfulde Skue “saa de ingen, uden Jesus alene”. Matt. 17:8. “Jesus alene” — disse Ord indeholder Hemmeligheden ved det Liv og den Kraft, som udmærkede den første Menigheds Historie. Da Disciplene først hørte Kristi Ord. indsaa de sin Trang til ham. De søgte. de fandt, og de fulgte ham. De var sammen med ham i Templet, ved Bordet, paa Bjerget og paa Marken. De var som Elever hos en Lærer og modtog daglig Undervisning af ham i evige Sandheder.AV 39.2

Efter Frelserens Himmelfart havde de endnu Følelsen af hans guddommelige Nærværelse, fuld af Kjærlighed og Lys, hos sig. Det var en personlig Nærværelse. Jesus, Frelseren, som havde vandret sammen med dem, talt og bedet med dem, som havde talt Haab og Trøst til deres Hjerter — denne var blevet borttaget fra dem til Himlen, medens Frelsens Budskab endnu lød fra hans Læber. Da Engletoget modtog ham. var hans Ord kommet til dem: “Se, jeg er med eder alle Dage indtil Verdens Ende.” Han var opfaren til Himlen i Menneskeskikkelse. De vidste, at han var ved Guds Trone, og at han endnu var deres Frelser og Ven, at hans Sindelag var uforandret, og at han for stedse vilde være ét med den lidende Menneskeslægt. De vidste, at han fremstillede sit Blods Fortjeneste for Gud og fremviste sine saarede Hænder og Fødder som en Paamindelse om den Pris, han havde betalt for sine forløste; og denne Tanke styrkede dem til at bære Forsmædelse for hans Skyld. Deres Samfund med ham var stærkere, end da han var hos dem personlig. Kristus boede hos dem, og hans Lys, Kjærlighed og Kraft straalede ud gjennem dem, saa Menneskene saa det og forundrede sig.AV 39.3

Kristus satte sit Segl paa de Ord. som Peter talte i sit Forsvar for ham. Tæt ved ham stod den Mand, der paa en saa vidunderlig Maade var blevet helbredet, som et talende Vidnesbyrd. Synet af denne Mand, der for nogle faa Timer siden var en hjælpeløs Krøbling, men nu havde faaet sin Sundhed igjen, gav Peters Vidnesbyrd forøget Vægt. Præsterne og de Øverste var tause. De formaaede ikke at gjendrive Peters Tale; men de var ikke desto mindre bestemt paa at sætte en Stopper for Disciplenes Lære.AV 39.4

Kristi største Mirakel, Lazarus’s Opvækkelse, havde sat Seglet paa Præstemes Beslutning om at befri Verden for Jesus og hans underfulde Gjeminger, der hurtig tilintetgjorde deres Indflydelse over Folket. De havde korsfæstet ham; men her stod man overfor et afgjort Bevis paa, at de ikke havde sat en Stopper for Undergjerninger i hans Navn eller for Forkyndelsen af den Sandhed, han lærte. Krøblingens Helbredelse og Apostlenes Prædiken havde allerede sat Jerusalem i Bevægelse.AV 39.5

For at skjule den Forlegenhed, hvori de befandt sig, befalede Præsterne og dc Øverste, at Apostlene skulde føres ud, for at de kunde raadslaa sammen. De var alle enige om, at det var til ingen Nytte at nægte, at Manden var blevet helbredet. Med Glæde vilde de have begravet det skete Mirakel i Løgn; men det var umuligt, thi Helbredelsen var foregaaet i det klare Dagslys i en Mængde Menneskers Paasyn og var allerede kommet til Tusinders Kundskab. De indsaa, at Disciplenes Arbejde maatte standses, da Jesus i modsat Fald vilde vinde mange Efterfølgere, hvad der vilde have deres egen Vanære til Følge, idet de vilde blive betragtet skyldige i Guds Søns Mord.AV 40.1

Men trods deres Ønske om at ombringe Disciplene vovede Præsterne dog ikke at gjøre mere end at true dem med streng Straf, om de vedblev at tale og virke i Jesu Navn. De kaldte dem atter frem for Raadet og befalede dem ikke at tale eller lære i Jesu Navn. Men Peter og Johannes svarede: “Døm selv, om det er ret for Gud, at lyde eder mere end Gud. Thi vi kan ikke andet end tale det, som vi har set og hørt.”AV 40.2

Med Glæde vilde Præsterne have straffet disse Mænd for deres urokkelige Troskab mod sit hellige Kald. men frygtede for Folket; “thi de lovede alle Gud for det, som var sket”. Efter gjentagne Trusler og Formaninger blev Apostlene derfor løsladt.AV 40.3

Medens Peter og Johannes var i Fængsel, havde de andre Disciple, der kjendte Jødernes Ondskab, bedet uafladelig for sine Brødre, idet de frygtede for, at den Grusomhed, man havde udvist niod Kristus, atter kunde gjentage sig. Saa snart Apostlene blev sat i Frihed, opsøgte de de andre Disciple og meddelte dem Resultatet af Forhøret. Der blev stor Glæde blandt de troende. De “opløftede samdrægtig Røsten til Gud og sagde: Herre, du Gud! som har gjort Himlen og Jorden og Havet og alle Ting, som er i dem, som har sagt ved Davids din Tjeners Mund: Hvorfor fnysede Hedningerne, og Folkene oplagde forfængelige Raad? Jordens Konger rejste sig, og Fyrsterne forsamlede sig tilhobe mod Herren og mod hans Kristus. Thi de har i Sandhed forsamlet sig imod dit hellige Barn Jesus, hvilken du har salvet, baade Herodes, Pontius Pilatus, med Hedningerne og Israels Folk, at gjøre det, som din Haand og dit Raad havde forud besluttet at skulle ske.”AV 40.4

“Og nu, Herre! se til deres Trusler, og giv dine Tjenere at tale dit Ord med al Frimodighed, idet du udrækker din Haand til Helbredelse, at Tegn og Under kan ske ved dit hellige Barns Jesu Navn.”AV 40.5

Disciplene bad om, at større Kraft maatte skjænkes dem i deres Virksomhed; thi de indsaa, at de vilde møde den samme haardnakkede Modstand, som Kristus havde mødt, mens han var paa Jorden. Endnu mens deres forenede Bønner opsteg i Tro til Himlen, kom Svaret. Stedet, hvor de var forsamlet, blev rystet, og de modtog en ny Fylde af den Helligaand. Med Hjertet fyldt med Frimodighed gik de atter ud for at forkynde Guds Ord i Jerusalem. “Apostlene gav Vidnesbyrd med stor Kraft om den Herres Jesu Opstandelse.” og Gud velsignede deres Bestræbelser paa en vidunderlig Maade.AV 40.6

De Grundsætninger. som Disciplene med saa stor Uforfærdethed forfægtede, da de som Svar paa Befalingen om ikke at tale mere i Jesu Navn sagde: “Døm selv. om det er ret for Gud. at lyde eder mere end Gud,” er de selvsamme Grundsætninger. som Evangeliets Tilhængere kjæmpede for paa Reformationens Tid. Da de tyske Fyrster Aar 1529 samledes ved Kirkemødet i Speier, blev det kejserlige Paabud fremlagt, der begrænsede Religionsfriheden og forbød al videre Udbredelse af den reformerte Lære. Det saa ud. som om Verdens Haab var ved at blive tilintetgjort. Vilde Fyrsterne godkjende dette Paabud? Skulde Evangeliets Lys blive udelukket fra Mængden. som endnu sad i Mørke? Spørgsmaal af overvældende Betydning for Verden stod her paa Spil. De, som havde antaget den reformerte Tro, holdt et Møde, og deres enstemmige Beslutning var: “Lad os forkaste dette Paabud. I Samvittigheds-spørgsmaal har Flertallet ingen Magt.”AV 41.1

Denne Grundsætning maa vi i vor Tid bestemt fastholde. Sandhedens og Religionsfrihes Fane. der blev rejst af den evangeliske Menigheds Grundlæggere og af Guds Vidner gjennem de Aarhundreder, der er henrundet siden den Tid, er i denne sidste Tid blevet lagt i vore Hænder. Ansvaret for denne store Gave ligger hos dem. som Gud har velsignet med Kjendskab til h;ns Ord. Vi maa erkjende hans Ord som den højeste Autoritet. Vi maa betragte den menneskelige Øvrighed som en guddommelig Indstiftelse og fremholde Lydighed mod den som en hellig Pligt indenfor dens retmæssige Grænser. Men naar dens Fordringer strider imod Guds Fordringer, maa vi adlyde Gud mere end Mennesker. Guds Ord maa sættes over al menneskelig Lovgivning. Et “Saa siger Herren” maa ikke fortrænges af et “Saa siger Kirken” eller et “Saa siger Staten”. Kristi Krone maa løftes op over jordiske Herskeres Kroner.AV 41.2

Det kræves ikke. at vi skal trodse Øvrigheden. I Tale som i Skrift bør vi omhyggelig veje vore Ord, at vi ikke stiller os slig, at vi giver det Udseende af. at vi er imod Lov og Orden. Vi maa ikke sige eller gjøre noget. der uden Nødvendighed vil spærre Vejen for os. Vi maa gaa frem i Kristi Navn og forkynde de Sandheder, som er os betroet. Dersom Menneskene forbyder os dette, saa kan vi sige som Apostlene: “Døm selv, om det er ret for Gud, at lyde eder mere end Gud. Thi vi kan ikke andet end tale det, som vi har set og hørt.”AV 41.3